Atuagagdliutit - 28.03.1957, Blaðsíða 5

JORDEMODERENS BEHANDLING
En anden årsag er de vanskelige kom-
munikationsforhold, som dr. Ronnen-
berg ligeledes nævner. Det er klart,
at jo længere tid, der går inden syg-
dommen erkendes og behandles, jo
flere kan blive smittede. Og på udste-
der og bopladser kan der gå temmelig
lang tid, inden lægen kan blive un-
derrettet og komme tilstede. Her har
man dog særlig god hjælp af den mo-
derne behandling, idet jeg finder det
forsvarligt under de givne omstændig-
heder at lade den stedlige jordemo-
der give behandlingen — selv om det
kun er på mistanke og derefter ind-
berette tilfældene til lægen. Det er i
virkeligheden den eneste måde, hvor-
på man kan gøre sig håb om, hurtigt
at standse smittekilderne.
nålagarssuaK Eske Brun KGH-milo direktør« Hans Ghristiansen o Kil I o Iwitigigtnt. ~ Departementschef Eske Brun i samtale med dirok-
. toren for KGli Hans Christiansen.
linets indførelse i sidste halvdel af fyr-
rerne, var denne behandling langt,
langt mere tidskrævende, besværlig
og langt mindre tilfredsstillende. Idag
kan vi dog så nogenlunde begrænse
udbredelsen, afkorte sygdommens va-
righed og i høj grad nedsætte antallet
af komplikationer, omend antallet af
tilfælde stadig er alt, alt for stort. —
At sterilitet (ufrugtbarhed) kan blive
resultatet af gonorrhoe, særlig hvis
sygdommen bliver forsømt, er en
kendsgerning. Hidtil synes denne om-
stændighed dog ikke at have sat dy-
bere spor, for fødselsoverskuddet vok-
ser støt og er nu oppe på 31,6 promil-
le — vist nok noget nær det højeste,
der kendes i verden. Nogen umiddel-
bar fare for, at nationen skal gå til
grunde af denne årsag, synes der alt-
så ikke at være.
SYFILIS-FAREN
Når alt kommer til alt, er den største
fare ved de bestående tilstande uanset
hvad disse skyldes, dog nok faren for,
at syfilis endnu en gang skal blive
bragt til Grønland og denne gang vin-
de virkelig udbredelse. Chancen for at
noget sådant vil ske er så betydelig,
at man egentlig nærmest må undre sig
over, at'det ikke allerede er sket. Sker
det en dag, og bliver sygdommen så
almindelig i Grønland som det nuvæ-
rende antal af gonorrhoe lader formo-
de, må man give grønlandskommissio-
nen ret i, at det let kan udvikle sig til
en national katastrofe. Dog må det
indrømmes, at også behandlingen af
syfilis nu omstunder er mere effektiv
og nemmere at have med at gøre end
tidligere. Naturligvis vil i en sådan
situation alle alarmklokker kime, og
jeg nærer personlig ingen tvivl om, at
den danske stat ikke vil spare nogen
udgift og det grønlandske sundheds-
personale ingen ulejlighed for at
dæmme op for en sådan fare og dens
evt. følger. Og jeg tror også, at befolk-
ningen heroppe — alle inclusive —
ville forstå, hvad det gjaldt. — Men
det er naturligvis altid bedre at fore-
bygge end at helbrede, og derfor er
KØNSSYGDOMMENE:
Ugræs, som alle i landet må
hjælpe med at få luget op!
ondt værre ved at fortie sådanne op-
lysninger, så ville meget være vundet.
PATIENTERNES TILLID
Folketingsmand Augo Lynge skriver
i sit indlæg, — noget beklagende — at
„patienterne er anonyme" og „man of-
rede samfundet for at beskytte patien-
terne". Nej, ikke for at beskytte pati-
enterne, men af ganske andre grunde.
Hvordan tror De en mand eller kvinde
ville føle det ved at se ægtefællens,
datterens eller sønnens navn sat op på
byens opslagstavle med meddelelse
om, at nu havde han eller hun den
grimme syge? — Og desuden, hvor
mange smittemuligheder tror De, man
ville få opgivet, hvis patienten vidste,
at dem han nævnede ville blive offent-
ligt udstillet. Det ville garanteret me-
get hurtigt ende med, at lægen alde-
les mistede patienternes tillid. Hvad
enten folk har gonorrhoe eller fejler
andre ting, må de kunne søge lægen
som ven og hjælper og ikke som en
sladrekælling. Disse ting, som så me-
get andet i lægens gerning, må være
tjenestehemmeligheder, og folk må
fortrøste sig til at lægen gør, hvad han
kan for at få fat på så mange af de
smittefarlige som muligt, uden at sæt-
te nogen i gabestokken. Ikke for at be-
skytte patienten, men for ikke at øde-
lægge langt større værdier.
FØDSELSOVERSKUDDET
Dr. Ronnenberg er lidt bitter over al
den tid og alle de kræfter, der må of-
res på gonorrhoebehandlingen. Det er
fristende at minde om, at før penicil-
Der findes en del danskere, der ikke kan tåle at
komme hjemmefra, skriver landslæge P. Smith i
denne artikel om kønssygdommene i Grønland
Det bemærkes med tilfredshed, at man nu tager bladet fra munden og snakker
rent ud om seksuelle problemer i Grønland. Med særlig tilfredshed konstateres
det, at folketingsmand Augo Lynge er så positivt indstillet overfor spørgsmålet
og griber så håndfast om problemerne. Der hentydes hermed til de i numrene
24/56 og 3/57 fremkomne artikler. Jeg kan straks sige, at jeg i det store og hele
kan slutte mig til de deri fremsatte synspunkter og i høj grad til den alvorlige
appel til hele det grønlandske samfund, som begge indlæggene indeholder. —
Dog føler jeg mig foranlediget til at fremkomme med visse supplerende og kor-
rigerende kommentarer.
At gonorrhoe er meget hyppigere i TAVSHED, DER IKKE GAVNER
Grønland end i det øvrige Danmark
kan og skal ikke bortforklares. Som
påpeget af dr. Ronnenberg er der for-
skellige årsager hertil.
BESTEMTE KLIKER
Distriktslægen synes at lægge hoved-
vægten på den- påståede seksuelle
promiscuitet. Det kan vel heller ikke
nægtes, at der er noget om det. Der er
dog i høj grad værd at understrege, at
dette fænomen næppe omfatter hele
den grønlandske befolkning, idet det
er en ganske almindelig erfaring i
daglig lægepraksis, at det for en stor
del er de samme mennesker der gang
på gang bliver smittet. Den seksuelle
letsindighed synes altså i stor ud-
strækning at være begrænset til be-
stemte kliker. — Jeg ved iøvrigt ikke,
hvor meget almindelig promiscuitet er
her i landet end det ville være i et ud-
snit af befolkningen i det øvrige Dan-
mark med samme alderssammensæt-
ning og samme materielle og kulturel-
le forudsætninger. For kun på den
måde kan de to befolkninger sammen-
lignes, hvis man vil yde fuld retfær-
dighed, og det er slet ikke sikkert, at
man i så fald ville få et slet så depri-
merende resultat. Når hyppigheden af
kønssygdomme i det øvrige Danmark
er mindre, skyldes det måske ikke
først og fremmest en formodet stren-
gere kønsmoral, men at man der ikke
har de samme trafikale vanskelighe-
der som her, at man har en bedre op-
lysnings- og opsporingstj eneste, en
pålideligere diagnostik og registrering
at der ikke drikkes slet så meget sprit
og at kort sagt hele den sociale stan-
dard er bedre.
NOGEN
Dette fører os imidlertid over til en
tredie årsag til vanskelighederne. Det
er naturligvis ikke tilstrækkeligt at
behandle den patient, der henvender
sig på grund af sygdommen. Også den
— eller dem — vedkommende har haft
seksuel forbindelse med må undersø-
ges og evt. behandles. Her møder man
desværre ofte en mærkelig uvilje hos
den grønlandske befolkning mod at
opgive alle smittemulighederne. Fæ-
nomenet kendes også fra det øvrige
Danmark, men synes at være særlig
udtalt i Grønland. Trods det, at man
omhyggeligt forklarer, at der slet ikke
er tale om nogen moralsk fordømmel-
se, men simpelthen om en praktisk
foranstaltning for at standse smitten.
Kunne man blot få folk til at forstå,
at de ikke gavner nogen, men kun gør
5