Atuagagdliutit - 01.08.1957, Blaðsíða 10

Lab oratorieb estyr er Jens Kreutzmann
med to plastikæsker med lakseæg, som
nedgraves i bunden af elven. Når yngelen
klækkes, svømmer den ud gennem de små
aflange huller i æskerne.
aulisagkanik misigssuivingme sujulerssui-
ssussok Jens Kreutzmann matussartussd-
nguanik plastikiussunik mardlungnik kup
narKanut agssåussagssanik tigumiartoK.
suait tukerångamik igdlerfiussaussångup
saneråne putunguatigut nangmingneK
anissarput.
Godthåbsfjorden. Men først måtte
man naturligvis undersøge, om nogle
af de mange elve heroppe så ud til at
kunne byde laksen de rette livsbe-
tingelser. Derfor måtte man under-
søge laksens levevis heroppe i alle
enkeltheder og sammenligne natur-
forhold og næringsmængder i Kapi-
sigdlit-elven med de samme forhold
i de andre elve, der eventuelt kunne
være tale om. Det viste sig derved,
at mange andre elve heroppe tilsyne-
ladende kunne byde på de samme
betingelser for en laksebestand som
Kapisigdlit-elven.
Men vi kan desværre ikke sætte os
ind i laksens syn på en elv. Vi kan
komme med termometre og andre in-
strumenter og måle temperatur og
vandstand til forskellige årstider,
analysere vandet, undersøge om der
er næring nok til lakseyngelen, der
tilbringer sine første 4—5 leveår i
i en elv. Man kan også finde det
mærkeligt, at laksen ikke af sig selv
har bredt sig til andre elve heroppe,
hvis de er egnede for laks, men her
må man tage i betragtning, at laksen
spreder sig meget langsomt og tilfæl-
digt, da den under sin gydning til
ferskvand efter opholdet i havet så
godt som altid vender tilbage til den
elv, hvor den er kommet til verden
og vokset op. Man har også — blandt
andet fra Sverige og England — eks-
empler på, at man ved kunstig over-
førsel har fået gode laksebestande i
elve, hvor der ikke tidligere har væ-
ret laks, selv om alle betingelser for
laksen tilsyneladende var opfyldt.
hældt ud i baljer med ferskvand.
Desværre foregik transporten på en
meget varm dag, for med højere tem-
peratur indeholder vandet mindre ilt,
og samtidig har lakseyngelen et stør-
re iltforbrug. Vi måtte derfor forøge
vandets iltindhold ved at gennemluf-
te det, hvilket måtte ske på primitiv
vis — dels ved at pumpe luft gennem
vandet med en cykelpumpe, dels ved
at tage vandet op i litermål og hælde
det højt oppe fra ned i baljerne igen,
så det kom så meget som muligt i
berøring med luften. På denne måde
lykkedes det at holde liv i yngelen
under en seks timer lang transport til
udsætningselven. Her kom fiskene
Tekst og foto: Mag. J. Nielsen
ferskvand før udvandringen til ha-
vet, undersøge om bundforholdene er
egnede for gydepladser og meget an-
det. Dog kan der være forhold, som
vi ikke kan måle os til, der bevirker,
at laksen ikke kan finde sig tilrette
Lakseyngel sættes ud i elven på passende steder,
kapisilémat peroriartorfigssatut nalemusorissaussumut inigssinenarput.
Laks fra Norge i grønlandske elve!
BOR MAN ved en god elv eller sø,
vil man gerne se fisk i den — og
helst så værdifulde fisk som muligt,
hvilket vil sige laks eller ørred. Fin-
des de ikke naturligt, kan man prøve
at indføre dem, hvis ellers forholdene
egner sig til det. Det er noget, som
man har fundet ud af allerede i sten-
alderen at dømme efter fund af ør-
redknogler i køkkenmøddinger fra
denne tid, og på runesten har man
indskrifter, der fortæller om sådanne
overflytninger. „Eilifr Alker bar fisk
i Raupnsjø" står der på en norsk ru-
nesten fra cirka år 1100. En kort og
klar rapport om en vigtig fiskeribio-
logisk indsats.
I vore dage er disse overflytninger
af laksefisk meget almindelige. Så
godt som alle Danmarks dambrug
drives med regnbueørreden, der
stammer fra Nordamerika. På den
sydlige halvkugle fandtes ørreden
ikke oprindeligt, men nu har man
indført den fra Europa og Amerika
mange steder. For eksempel finder
man nu i New Zealand et af verdens
fineste ørredfiskerier. Det lå da også
nær for at tænke på at indføre laks
til Grønland, hvor den rigtige laks
kun kendes gydende fra en enkelt
elv, Kapisigdlitelven i bunden af
Fif IhUhj msrøjiijimm
•W ■ ' 20 do 31 ■ ■fe _Jj v i ! i *•> 1 * i ' 36 37 i ‘ i * 3-j A
Lakseunge forsynet med mærke. Ved fangst af sådanne mærkede fisk bedes
mærket afleveret mod dusør på kolonikontorerne eller hos udstedsbesty-
rerne med nøjagtig angivelse af fangststed, fiskens længde, køn og vedlagt
en lille skælprøve.
kapisiléraK nalunaetcutsigaK. aulisagkamik taima nalunaeKutsigkamik
pissaKartoKdsagpat pissaKartugssaK KinuvigineKarpon akilersitdlugo niu-
vertumut niuvertorutsimutdlumt pissanarfingme sumissusia nalunaerdluar-
dlugo, aulisagkap takissusia, arnaviaunersoK angutiviaunersordlunit, tavtai-
nigdlo misigssugagssanik ilångussivdlune tuniutarKuvdlugo.
Der er altså en vis usikkerhed med
hensyn til et heldigt udfald af ekspe-
rimentet, som der næsten altid vil
være, når man forsøger noget nyt.
Usikkerheden vejet op mod de mu-
lige fordele talte dog for, at man gik
i gang med beskedne forsøg.
Man kunne nu gå forskellige veje.
Det simpleste var at overflytte voks-
ne laks eller lakseyngel fra Kapisig-
dlit til en af de udvalgte elve for at
se, hvordan det slog an. Det første
har ikke kunnet gennemføres endnu,
men i sommeren 1956 foretog Grøn-
lands fiskeriundersøgelser en over-
flytning af lakseyngel fra Kapisig-
dlit-elven til en nærliggende elv i
Godthåbsfjorden. Nu er det natur-
ligvis begrænset, hvor meget yngel
man kan fjerne fra en elv uden at
skade bestanden, men i reglen pro-
duceres der mere yngel i en lakseelv,
end der er opvækstmuligheder for,
så en passende udtynding er måske
snarere til gavn. Disse smålaks, der
skulle overflyttes, blev fanget i den
nederste sø ved Kapisigdlit, hvor
bundforholdene er egnede for vod-
dragning. Lakseyngelen blev anbragt
i mælkej unger og transporteret ned
til „Adolf Jensen", hvor de blev
man kunne ikke regne med at
have flyveforbindelse så tidligt
på året, som denne transport
nødvendigvis skulle finde sted.
Man måtte derfor regne med at
være henvist til en transport
med skibe, som med hensyn til
regelmæssig afgang og hastig-
her ville stille lakseæggene på
en hård prøve. Endelig gjaldt
det om at finde et klækkeri,
der kunne forsyne os med lak-
seæg, og også her måtte der ta-
ges en del forholdsregler. Først
og fremmest måtte man sikre
sig, at man ikke med æggene
kunne risikere at indføre no-
gen form for sygdom, som kun-
ne smitte de grønlandske fjeld-
ørreder. Desuden skulle ægge-
ne helst komme fra et sted,
hvor laksen levede under no-
genlunde de samme klima- og
naturforhold som i Grønland,
og æggene skulle helst kunne
leveres så sent på foråret som
muligt. Endelig skulle et så-
dant klækkeri være villigt til
at sælge æg til en rimelig pris.
Ved stor velvilje fra „Vestfin-
mark Jeger- og Fiskerfor-
ening" lykkedes det imidlertid
at få en aftale om levering af
lakseæg fra foreningens klæk-
keri i Hammerfest i Nordnorge.
Forsøget blev derefter påbe-
gyndt i foråret 1956. 6000 lak-
seæg blev sendt med hurtig-
båd fra Hammerfest til Bodø,
hvorfra de med flyvemaskine
gik videre via Oslo til Køben-
havn. Her måtte vi opbevare
dem nogle dage, hvorefter vi
var så heldige at kunne få dem
med en flyvemaskine til Nar-
sarssuak. Herfra gik rognen
videre med båd til Godthåb,
hvor de blev udsat i elven ved
Kigdlut ilua. Alt i alt tog
transporten fra æggene blev
pakket i Hammefest til de blev
udsat i elven ved Godthåb 12
døgn, og tabet af æg undervejs
var ganske minimalt.
igen i mælkejungeme og blev båret
op til elven, hvor de blev udsat på
passende steder. For at kunne kende
fiskene igen ved en eventuel senere
genfangst som voksne laks, blev en
del af dem mærket med små plastik-
mærker, der fæstes foran rygfinnen
af fisken.
Elven blev senere besøgt igen om
efteråret, hvor vi foretog elektrofi-
skeri for at se, hvordan de små laks
klarede sig. Vi fandt mange af de
udsatte laks i fin stand i elven, og de
opholdt sig på steder, hvor også
fjeldørredyngel holdt til, så de har
uden tvivl klaret sig gennem vinte-
ren. Men det vil vise sig, når vi igen
kan komme ind til elven med elek-
trofiskeapparatet.
Man kunne også forsøge udsætning
på en anden måde, nemlig ved at
transportere lakseæg op til Grønland
og udsætte dem her. Sådanne trans-
porter er normalt intet problem i
flyvningens tidsalder, hvor man kan
komme fra den ene side af kloden til
den anden på få timer, men trans-
portmæssigt set lever Grønland til-
dels stadig i forrige århundrede, for
Der trækkes vod efter lakseyngel ved Ka-
pisigdlit-elven
Kapisigdlit kiiane kapisilérarniardlune na-
lorssuit amornenarput.
Nyklækket lakseunge. Det store vedhæng er blommesækken, der er gennem-
vævet af blodårer. Fra denne får lakseungen al sin nærgin de første uger.
kapisiléraK tukerdlåK. nivingatagssuaK tåssauvoK taKuå, taKårKanik aung-
mik ulivkårtunik ulivkårtOK. kapisilérKap sapåtip akunerine sujugdlerne
umåssutigssane tåssdnga pissarpai.
Transporten af lakseæg foregår i
godt isolerede kasser, hvor æggene
ligger på lærred udspændt på små
trærammer. Rammerne er stablet
ovenpå hinanden og øverst er der an-
bragt en kasse med is, hvorfra der
stadig siler en langsom strøm af
smeltevand ned over æggene og hol-
der dem fugtige og kolde. Det er vig-
tigt, at æggene holdes ved en tem-
peratur meget nær frysepunktet, da
de ellers klækkes, men fryse må de
heller ikke. Æggene bliver før ud-
sætningen anbragt i små plastik-
æsker, der er forsynet med huller,
hvorigennem yngelen kan svømme
ud, når den er klækket. Disse ænsker
graves ned i gruset på bunden af el-
ven på steder, hvor bundforholdene
er velegnede, og hvor der er rigelig
vandgennemstrømning. Derefter får
de iøvrigt lov til at passe sig selv,
bortset fra at vi af og til graver et
par kontrolæsker op for at se, hvor-
dan klækningen forløber. Ved dette
(Fortsættes side 12)