Atuagagdliutit - 12.09.1957, Blaðsíða 7

I alle de tilfælde, hvor der fra norsk
side betales en højere pris end 59 n.
øre opstår således et klart tab, og det-
te må betales af en konjunkturudlig-
ningsfond, som er oprettet af staten
og finansieret dels af staten og dels
ved forskellige afgifter. Det har ikke
været os muligt at trænge ind i til-
skudsordningens sidste regler, men det
er bekendt, åt tilskudenes størrelse af-
hænger af, til hvilket land saltfisken
leveres. Vi er således bekendt med, at
der for tiden for eksport til Portugal
ydes et tilskud på 50 n. øre pr. kg salt-
fisk, hvorimod det er oplyst overfor
os, at det norske statstilskud for fisk,
der sælges i Færingehavn kun an-
drager 15 n. øre pr. kg saltfisk. Det er
dog muligt, at det drejer sig om til-
skud, der ydes i to tempi — dels til
producenterne og dels til eksportører-
ne. Den norske konjunkturudlignings-
fond har oprindeligt rådet over 100
millioner n. kr., størsteparten skal
være opbrugt i løbet af de senere år,
og det forlyder, at kassen ventes at
være tømt med udgangen af dette år
— uden at nogen kan sige, hvad der
herefter vil ske.
Det er en kendt ting, at nordmænde-
ne rokerer meget med deres fiskepri-
ser både af hensyn til fiskerne og af
hensyn til at fremme visse produktio-
ner og visse landsdele på andres be-
kostning. De i denne diskussion frem-
førte tal beviser, at man fra norsk si-
de specielt lægger vægt på at begun-
stige Lofot-fiskeriet.
De norske priser kan desuden være
dikteret af særlige transportforhold:
Større afstand, der kræver større bå-
de, således at prisen kan indbefatte et
fragtvederlag. Handelen har været
inde på lignende tanker i sine over-
vejelser om en mulig centralisering af
fiskeriet i Grønland.
Hvorfor skal man iøvrigt sammen-
ligne med Lofoten?
Produktions- og transportforhold af-
viger her overordentlig stærkt fra
grønlandske forhold. Man kunne med
lige stor ret se på de priser, der beta-
les til norske og færøske fiskere ved
Færingehavn. Helt ens er fisken ikke,
når man sammenligner med vor ind-
handlingstakst, men en vis sammen-
ligning er dog mulig, hvilket følgende
oversigt viser:
Nordafars pris til Handelens indliand-
færøske fiskere lingspris
saltet 2 gange, saltet C døgn
ialt 21 døgn + 21 døgn
sortvinget sortvinget hvidvinget
Prima
over 22”
16—22”
14—16”
12—14”
10—12”
Sekunda
over 22”
16—22”
14—16”
12—14”
10—12”
1,15
—,92
—,69
—,69
indh. ikke
—,95
— 72
—,49
—,49
indh. ikke
3. sortering
12” og mere —,45
—,85
—,85
— 75
—,75
1,05
1,05
1,05
— 75
—,75
—,75
indh. ikke
Det forekommer mig, at en sådan
umiddelbar sammenligning — hvor
man selvfølgelig bør tage hensyn til
de fiskestørrelser, der indhandles —
ikke på nogen måde viser, at vore pri-
ser ligger under de priser, der betales
i Færingehavn. Med de sidste års
regnskabsresultater skal vi heller ikke
undre os over dette, idet Færingehavn
formentlig ligesom vi er afhængig af
de salgpriser, der opnås på verdens-
markedet, og de omkostninger, der er
forbundet med at få fisken frem til
kunderne. Såvidt vi ved fra forhand-
linger med Nordafar i foråret, har de-
res fiskeri i fjor givet dem et ikke ube-
tydeligt underskud, og det svarer me-
get godt til vore erfaringer fra vort
torskefiskeri i fjor.
Hvordan man end vil bedømme vo-
re priser og Nordafars, så er forskel-
len mellem dem i alt fald forbløffen-
de ringe. Det er vel et spørgsmål, om
der er nogen forskel i vor disfavør, når
man tager hensyn til andre relevante
ting — ikke blot fiskestørrelser, men
også udhandlingspriser og financie-
ringsomkostninger.
Såsnart man søger at trænge til
bunds i disse problemer, vil man fin-
de, at åbenbart alle lande giver til-
skud til produktion og eksport af salt-
fisk. Det gør Norge og Færøerne; det
gør Frankrig og Portugal. Disse tilskud
gives under mange former: som billige
lån, som tilskud til eksport eller til
salg. Mange andre måder kan nævnes,
men vi ved ikke for meget om dem.
Mange vil synes, at det er en be-
synderlig tilstand og en usund politik,
men det er i alt fald en kendsgerning,
som vi må regne med — og lad os en-
delig ikke glemme, at der også ydes
betydeligt statstilskud til det grøn-
landske fiskeri — ganske vist under
helt andre former, men netop derfor
er sammenligning af disse tal vanske-
lig og ofte nytteløs.
Hvilke tilskud ydes fra det grøn-
landske og danske samfunds side til
det grønlandske fiskeri?
Omkostningsniveauet holdes kun-
stigt nede ved et betydeligt statstil-
skud til udhandlingen. Dette tilskud
udgør næsten 20% af den samlede ud-
handlingsværdi; det ydes dels til red-
skaber og lignende og bidrager derved
direkte til at holde produktionsom-
kostningerne nede. Det ydes dernæst
til almindelige forbrugsvarer. Det
gavner direkte fiskerne, men også
samfundets øvrige medlemmer, men
herved indirekte fiskeriet ved at leve-
omkostningerne holdes nede, hvorved
man undgår en stigning i pristallet og
dermed en forhøjelse af de lønninger,
som også belaster fiskeriet. Der kan
ikke være tvivl om, at en stigning i
det almindelige lønniveau ville med-
føre lavere udbytte til fiskerne — hvis
man da ikke regner med, at staten bør
betale direkte tilskud til fiskeriet.
Betydningen af det lavere prisni-
veau kan vanskeligt overvurderes.
Hver gang Handelen sælger for 80 øre,
skulle vi have haft 1 kr.. og då denne
difference på 25% ikke kan indtjenes
ved en forhøjelse af priserne på luk-
susvarer m. m., som den private han-
del har koncentreret sine interesser
om, skulle hele differencen muligvis
hentes hjem på nødvendighedsvarer,
som næsten alle øver direkte indfly-
delse på prisniveauet. -Jeg vil skønne,
at der, hvis vi skulle have balance på
udhandlingen — under hensyntagen
til konkurrencen fra de private hand-
lende i Grønland og Danmark -— kun-
ne blive tale om en forhøjelse af pris-
tallet med omkring 50%. Jeg behøver
næppe at udpensle, hvad det ville be-
tyde for lønningerne og derved om-
kostningerne i fiskeriet.
Staten yder dernæst tilskud i form
af billige erhvervslån. Statskassen be-
taler i dag selv ca. 7% for sine lån,
men alligevel låner den penge ud til
udbygning af det grønlandske er-
hvervsliv til 4%. Differencen er et di-
rekte tilskud til de begunstigede er-
hverv — ikke mindst fiskeriet.
Man har engang imellem også disku-
teret konjunkturudligningsfondordnin-
gen, men lad os ikke glemme, at den
for tiden giver støtte til fiskeriet. Det
drejer sig om en ikke ubetydlig pro-
cent. Vi behøver her ikke at fortabe
os i, hvorvidt det er andre erhvervs-
gruppers eller fiskernes egne tidligere
bidrag til k-fonden, der betaler disse
tilskud. Selvom der tidligere har væ-
ret tale om bidrag fra fiskernes side —
og det har der ganske sikkert, selv om
vi ikke kan se det af de gamle regn-
skaber — så nærmer tiden sig, hvor
disse penge er brugt.
Jeg er ikke sikker på, at jeg har
fået det hele med, men det skal nok
være de vigtigste områder, hvor sta-
ten eller samfundet iøvrigt yder støt-
te — og ingen skal påstå, at det er ba-
gateller.
Jeg tør ikke udtale mig om, hvor-
vidt den støtte, der ydes det grøn-
landske fiskeri, er større eller mindre
end den, de andre stater yder til de-
res fiskeri, men jeg er sikker på, at
det danske samfund ikke har grund
til at pege fingre ad de andre, lige så
lidt som den grønlandske fisker har
grund til at beklage sig.
Pålidelige og tilstrækkelige omfat-
tende oplysninger efterlyses.
Et helt andet spørgsmål er, at det
kunne være overordentlig interessant
og vigtigt at få konkrete oplysninger
frem om omkostnings- og indtægts-
forhold indenfor det grønlandske fi-
skeri og at sammenligne dem med til-
svarende tal fra andre lande. Det har
Handelen slået til lyd for allerede un-
der forhandlingerne med de grønland-
ske fiskere i 1955, og det har vi gjort
gentagne gange siden.
Det er mit håb, at et af resultaterne
af dette års fiskerimøde må være, at
vi meget snart får indsamlet pålide-
lige og fuldstændige regnskaber, som
giver os et klart indtryk af fiskeriets,
og det vil sige de forskellige bådtypers
og fiskemetoders økonomi. Når vi får
dette materiale, er vi nået et godt
stykke frem.
Vi er tilmed i den lykkelige situa-
tion, at erhvervsstøtteudvalget' har
gjort den første begyndelse. Det fore-
kommer mig, at det materiale, som
Erhvervsstøtteudvalget har udsendt
den 1. maj d. å., kan danne et udmær-
ket udgangspunkt.
Såvidt vi kan se, er adskillige op-
lysninger allerede helt i orden — det
gælder f. eks. brændstofforbruget —
medens andre nok skal forbedres. Man
bør således sikkert ikke blot bruge an-
skaffelsespriser for de forskellige båd-
typer, men også dagspriser. Samtidig
må hele fiskeriet gå ind i opgørelsen
af antal fiskedage og i bedømmelsen
af de enkelte bådtypers økonomi; med
andre ord ikke blot torskefiskeriet,
men også fiskeri af havkat, rejer, hel-
lefisk m. m. og eventuelle andre ind-
tægter.
Alt dette er tekniske detailler, men
de må absolut være i orden, før man
giver sig til at drøfte tal — og måske
skyder over målet, som jeg håber Kaj
Narup gør, når han i Grønlandsposten
skildrer de elendige forhold, som fi-
skerne lever under.
Selvfølgelig er det uholdbart i det
lange løb, hvis Erhvervslånefonden
ikke får sine afdrag ind; det må jo en
dag standse for yderligere udlån til
andre unge mennesker, som også skal
have en chance. Det tjener heller ikke
fiskernes interesser, hvis bådene ikke
holdes i god stand, thi det vil være
ensbetydende med, at det, som var
tænkt som etableringslån, simpelthen
benyttes som tilskud til den daglige
drift og det daglige forbrug, og det vil
sige, at lånet ikke betales, og at for-
udsætningerne for hele produktionen
brister.
Jeg er slet ikke enig i, at fiskeriet
som helhed har stagneret siden 1950.
Jeg deler bekymringen over, at tor-
skefiskeriet ikke har vist tilstrække-
lig fremgang, men jeg kan ikke se
bort fra, at vi har haft pæn fremgang
på andre felter — rejer, havkat og
hellefisk — således at fremgangen for
hele fiskeriet fra 1948/49 til idag, når
man gør regnskabet op i penge, er på
75% af indhandlingsværdien og 86%
af salgsværdien.
At denne udvikling heller ikke har
været utilfredsstillende for fiskerne
viser tilgangen til erhvervet siden
1955 — ikke mindst i Sukkertoppen, så
pessimismen vedrørende havkatfiske-
riet kan heller ikke være helt begrun-
det.
Fra 1954 til 1956 er antallet af er-
hvervsfiskere forøget med 10%, og til-
gangen har været overordentlig stor i
Sukkertoppen og i Frederikshåb. Der
er ikke tvivl om, at udbygningen af
disse byers tekniske anlæg har haft
stor betydning for denne udvikling —
for Sukkertoppens vedkommende så-
ledes bygning af filetfabrikken og der-
med muligheden for at lande fisk hele
året rundt. Jeg skal være den første
til at give Kai Narup ret i, at hvis man
— selv om fiskeriet er forholdsvis godt
ved Sukkertoppen — ikke har vedlige-
holdt fartøjerne ordentligt og ikke har
betalt forrentningen og afdragene på
bådene, er denne tilgang til fiskerier-
hvervet sket på et noget skævt og til-
dels falsk grundlag. Såvel vore egne
som Narups betragtninger er og bliver
imidlertid betragtninger, der grunder
sig på fornemmelser, og ingen af os
har noget reelt kendskab til det grøn-
landske fiskeris økonomi.
Dette problem bør løses, helst hur-
tigt, men selvfølgelig ikke overilet, De
resultater, vi må nå frem til, skal væ-
re vel underbygget, så vi på grundlag
af disse kan træffe vore dispositioner.
Det materiale, der nu er udarbejdet af
erhvervsstøtteudvalget, giver eksakte
oplysninger på et lille område vedrø-
rende fiskerierhvervets udgifter. Skal
vi have nogen virkelig fornøjelse af
det udførte arbejde, må det suppleres
med oplysninger af ligeså eksakt ka-
rakter om alle fiskerierhvervets øv-
rige udgifter og om samtlige indtæg-
ter, der opnås i løbet af året.
Hvilke oplysninger der skal frem fra
den enkelte fisker eller det enkelte
bådelag, det kan selvfølgelig diskute-
res, men jeg vil tro, at det må være
følgende:
1. Bådens størrelse og værdi.
2. Motorens størrelse og værdi.
3. Bådens udstyr, linespil eller andre
specialredskaber og disses værdi.
4. Antal beskæftigede ombord.
5. Antal effektive fiskedage.
6. Den total indhandling og fangsts
omfang — angivet i såvel kg som i
kr. — samt fiskeart, gældende også
den indhandling, der måtte fore-
tages udenom Handelen, d.v.s. salg
til private og eget privatforbrug.
7. Der skal anføres, om fartøjet har
tjent penge under andre former
for beskæftigelse end ved fangst og
fiskeri, f. eks. udlejning eller lig-
nende og i hvilket omfang.
8. Udgiftsopgørelse:
a. forbrug af solarolie og petrole-
um.
b. reparationsudgifter på motor.
c. reparationsudgifter på fartøj.
d. vedligeholdelse af fartøj, ma-
ling etc. Der skal anføres, om
dette arbejde udføres af fiske-
ren selv.
e. afbetaling og forrentning på bå-
dene.
9., Omkostninger, der står i forbin-
delse med fiskeriet:
a. forbrug af kroge, grejer, liner
o.s.v. med angivelse af hvor
meget der mistes af iøvrigt
holdbart gods. ■
10. Oplysning om, efter hvilke regler
personalet ombord aflønnes, d.v.s.
om de er ansat på løn eller part,
eller om der findes andre former
for aflønning og hvilke.
11. Ejerforhold: enkeltmand eller fle-
re sammen om båd og redskaber.
Det er således en ret specificeret op-
gørelse, som vi mener må danne
grundlag for een reel bedømmelse af
de grønlandske fiskeres økonomi. Dis-
se oplysninger kan kun tilvejebringes
ved, at der føres nøjagtige regnskaber
af flere fiskere ved de forskellige byer
og for forskellige bådtyper.
Dette arbejde kan kun gennemføres
med landsfiskeriforeningens medvir-
ken, og det vil kunne ske ved, at man
i de forskellige byer udvælger et an-
tal fiskere, som menes at være i stand
til at gennemføre nøjagtig regnskabs-
førelse. Jeg nærer ikke tvivl om, at
både kæmneren og kolonibestyreren,
hvis det ønskes, gerne vil være be-
hjælpelig — i hvert fald med at kom-
me igang.
7