Atuagagdliutit - 15.01.1959, Side 6

Atter er vi ved et årsskifte, og atter
har jeg lagt beslag på radioens tid og
lytternes tålmodighed for at tale om
mine indtryk af; hvad der er sket i
1958, hvad vi har lært af dette år, og
hvad vi kan vente af 1959.
Jeg er sikker på, at lytterne rundt
om i hele Grønland — hvis de da ikke
i erindring om mine tidligere nytårs-
taler har lukket af for radioen —
spændt venter på, om jeg i aften vil
sige noget, jeg ikke allerede har sagt
før.
Jeg kan da straks sige, at jeg und-
tagelsesvis ikke vil prøve at resumere,
hvad der er sket i 1958, og som De alle
kender i forvejen.
Jeg vil altså ikke tale om planlæg-
gende arbejde, om de 70 miil. kr. til
erhvervet, om samarbejdsudvalg, om
det nye atlanterhavsskib eller om det
kystskib, vi stadig savner, om de gode
resultater inden for erhvervet, om
landslægens ulykkesstatistik, om sko-
lehjem, om den nye radiofoni eller
skoleradioen. Heller ikke om kultur-
livet, forsamlingshuse eller valg til
landsråd eller kommunalbestyrelser.
Et kapitel for sig kunne være ble-
vet den stadig savnede udbygning af
redningstjenesten.
Skønt jeg gerne ville, vil jeg hel-
ler ikke tale om tilknytningen mellem
Øst-, Vest- og Nordgrønland.
Jeg vil ikke tale om forventningerne
til de endelige resultater med hensyn
til lønfastsættelse for bestillingsmænd
og tjénestemænd eller arbejderne i
Grønland.
Manglende balance
Jeg vil heller ikke tale om spiritus-
spørgsmålet — Jo’h, mon jeg alligevel
ikke bør begynde her.
Ikke fordi jeg i øjeblikket kan føje
noget nyt til alt det meget, der er sagt
vedrørende dette spørgsmål, som op-
tager sindene så stærkt i Grønland;
men fordi jeg tror, at man bør se spi-
ritusspørgsmålet under en anden syns-
vinkel end tidligere i almindelighed
sket, og fordi dette synspunkt bringer
mig ind i et af de spørgsmål, som jeg
betragter som et af de vigtigste i
Grønlands standpunkt og udvikling.
Foreløbig vil jeg slå fast, at hele
det ydre opbygningsværk — det prak-
tiske grundlæggende opbygningsarbej-
de og dettes resultater — alt det, som
jeg altså denne gang ikke er gået nær-
mere ind på — at dette kun er ram-
men om menneskelivet i Grønland, og
at spiritusspørgsmålet ligesom ung-
domsproblemerne og andre vanskelig-
heder, vi kæmper med, efter min op-
fattelse hænger sammen med den end-
nu manglende balance mellem det yd-
re opbygningsarbejde og befolknin-
gens tilpasning til alt det nye.
Det er jo nu engang mennesker, det
drejer sig om, menneskers tilværelse
og skæbne, menneskers tryghedsfølel-
se, tilfredshed og lykke.
Og i en opbygningsperiode med så
hurtig en udvikling som den, der er
tale om i Grønland, og som vi næppe
kommer uden om, er det ikke mindst
et spørgsmål, hvordan det går med ba-
lancen mellem det, der sker i den ydre
udbygning af landet, og de enkelte
menneskers evne til at følge med i og
indpasse sig efter det, der sker.
Jeg har hyppigt tidligere været inde
på dette store befolkningsmæssige
problem, og jeg tror, at dette problem
i højere og højere grad føles rundt om
som noget vigtigt, noget man skal
tænke på og tale om — omend den
offentlige drøftelse hidtil særlig har
beskæftiget sig med enkelte, mere
iøjnefaldende spørgsmål, såsom ung-
domsproblemerne og ikke mindst net-
op „spiritusproblemet".
Ikke generelf spiritusmisbrug
Jeg vil ikke her prøve at komme
med nogen løsning af dette problem.
Jeg tror, der kan være enighed om, at
det er et område eller, en vanskelighed,
som spiller en rolle af ikke uvæsent-
lig karakter i Grønland. Jeg tror, det
er rigtigt, at man tager problemet op.
Jeg tvivler ikke på, at man i visse
retninger vil finde frem til større eller
mindre ændringer i den bestående
ordning allerede i 1959; men jeg vil
tilføje, at jeg personlig ikke ser med
håbløshed på den situation, vi er i i
øjeblikket. Jeg tror ikke, man på for-
hånd skal betragte den umådeholdne
nydelse af spiritus, som visse personer
— og sandsynligvis for mange — er
henfaldne til, som noget, der præger
befolkningen i almindelighed, eller
som i det lange løb behøver at ned-
bryde det grønlandske samfund.
Jeg er imidlertid tilbøjelig til at be-
tragte tilfældene af overdreven spiri-
tusnydelsé, uanset om de er få eller
mange, ikke blot som en følge af, at
man har åbnet for frit salg af spiritus,
men stort set og i dets mere udartede
former som en følge af de vanskelig-
heder, samfundsudviklingen medfører,
og altså noget, man næsten kunne reg-
ne med i den udvikling, vi i øjeblik-
ket befinder os i her i Grønland.
Dette betyder selvfølgelig ikke, at
man bør stille sig passiv i dette
spørgsmål, og det vil, som nævnt,
næppe heller ske; men man må vare
sig for at tage problemet som noget
selvstændigt og for så vidt overvur-
dere dets betydning.
Omvæltningens følger
Til gengæld gør man klogt i ikke at
undervurdere de bagved liggende van-
skeligheder.
Jeg tror kort sagt, at både ungdoms-
problemerne og også spiritusproblemet
— i det omfang, der virkelig og i
usædvanlig grad i forhold til andre
lande forekommer overdreven spiri-
tusnydelse — at disse problemer og
iøvrigt mange andre problemer er
underafdelinger af hovedspørgsmålet
om balancen i befolkningen i forhold
til den ydre udvikling, og at man mere
end noget andet bør søge at finde ud
af, hvori disse menneskelige over-
gangsvanskeligheder består og der-
igennem at få dem bekæmpet og alt-
så mere balance sikret.
Det er altså efter min mening vig-
tigt, at alle i Grønland gør sig klart,
at den omvæltning, der vitterlig finder
sted på alle områder, vil og må have
følger i de enkelte menneskers følel-
sesliv og de enkelte menneskers op-
træden, udtryksform og handlemåde.
Der er uden tvivl i alt det nye, der
sker, en spænding i hele befolkningen,
en spænding, som man gør klogt i
hver især at gøre sig klart, og som
man gør rigtigt i gennem samtaler,
oplysning, diskussioner og drøftelser
at få belyst, sådan at de enkelte bor-
gere får følelse og forståelse af. hvor
de skal passe på og sætte ind, med
baggrund i en uddybet forståelse af,
hvad det egentlig er, der foregår i
Grønland, og hvad dette må betyde
for det enkelte individ.
Hvordan det end sker, har den nye
tid medført omlægning eller bortfald
af familievaner og dagligdags tradi-
tioner, uden at man endnu har kun-
net inddække sig til gengæld herfor.
Dette medfører usikkerhed og uro i
befolkningen.
Pengeøkonomiens indvirkning
Muligvis hænger denne forrykning
sammen med pengeøkonomien, der på
så mange områder spiller ind og må-
ske er den mest afgørende faktor i de
ændringer, der føles i det grønlandske
samfund.
Pengeøkonomien kommer man ikke
uden om i et blot nogenlunde udviklet
samfund, og i Grønland er stort set
allerede og næsten overalt omsæt-
ningsmidlet penge det selvfølgelige og
nødvendige grundlag i den daglige til-
værelse. Men det varer nogen tid, før
et samfund som det grønlandske er
tilpasset pengeøkonomien eller har
fået skabt modvægt mod de menne-
skelige gener ved den.
Pengeøkonomien muliggør en lettere
og større vareomsætning med mange
flere varearter end tidligere; men
samtidig opstår forøgede behov og
mulighed for varemangel i forøget
omfang og dermed nye følelser af va-
resavn, altså en mangelfølelse eller en
tomhed, som tidligere ikke eksiste-
rede.
Pengeøkonomien skaber større mu-
lighed for kreditgivning og dermed
mulighed for bedre og større boliger
og kostbare erhvervsredskaber og
både, men samtidig bliver forpligtel-
serne mere tyngende og forskellen
mellem rig og fattig mere grel, ligesom
pengene som eneste lønningsmiddel
har samme virkning.
Grønlænderes placering
Blandt de forhold, der ligeledes bør
trækkes frem, fordi de trænger til af-
klaring, er de vanskeligheder, der
ligger i lønningsproblemerne. Allerede
ved mere belysning af baggrunden for
dises tror jeg, der vil opnås mere til-
lidsfuldhed i befolkningen og mere po-
sitiv indsats fra alle sider til løsning
af problemerne og derigennem forhå-
bentlig mere harmoni i befolkningen i
forhold til samfundsudviklingen.
Endvidere tror jeg, man må gøre sig
klar hele omfanget og arten af — for
ikke at tale om tempoet i — det ar-
bejde, som befolkningen kommer i be-
røring med i disse år, herunder også
de vanskeligheder, der opstår i for-
bindelse med ønsket om, at grønlæn-
derne fremover i videst muligt om-
fang skal kunne gøre sig gældende i
det nye samfunds nye poster, af hvad'
art der end kan nævnes — og forøv-
rigt uanset, om der er tale om privat
virksomhed eller om offentlige ansæt-
telser.
Alle vil eller bør være klar over, at
målsætningen netop er, at grønlæn-
derne efterhånden skal klare offent-
lige og private funktioner, uden at det
dog derved skulle være nødvendigt el-
ler rigtigt at afskære sig fra et pas-
sende islæt af udsendte danske. Alle
til rådighed stående midler sættes ind
på en sådan udvikling.
Men også i denne henseende er det
nødvendigt, at man sikrer sig en har-
monisk udvikling, og at man altså ik-
ke i misforstået opfattelse af retfær-
dighedskrav søger at opfylde denne
målsætning, før de personlige kvalifi-
kationer successivt er tilstede, men at
det til gengæld da også bør og Skal
ske, helst i konkurrence med andre
kvalificerede.
Store byrder på alle
Der lægges store byrder på alle i be-
folkningen, i flere henseender vist for
store. Mange vil udfra eget ønske og
fornemmelse af at være tilstrækkeligt
rustet komme ind i arbejdet, hvor de
i høj grad — måske i for høj grad —
må anspænde sig for blot at følge med.
Dette, tror jeg, ikke er heldigt.
Alt for let vil et sådant sjæleligt
pres, følelsen af ikke at kunne slå til,
give de pågældende en uberettiget fø-
lelse af at være menneskeligt mindre-
værdige. Dette vil være til skade for
de pågældende selv, og mindreværds-
følelsernes udslag i forhold til omgi-
velserne vil være skadelige for sam-
fundet.
Grønland er ligesom andre lande el-
ler landsdele en samfundsmaskine,
men det grønlandske samfundsmaski-
neri er tildels nyt og i hvert fald i ha-
stig udvikling.
Det kan ikke nytte, at man søger at
presse befolkningen til straks at passe
alle dele af dette maskineri, eller at
befolkningen presses til eller presser
sig selv til at tro, at den selv straks
burde klare det hele på egen hånd,
eller at befolkningen føler sig trykket
af i visse henseender at skulle stå til-
bage, sålænge oplæring, uddannelse
og indstilling til det nødvendige nye
maskineri ikke svarer til dettes væ-
sen.
Det er vigtigt, at man fra alle sider
gør sig klart, at en betydelig uddan-
nelse og tilvænning er påkrævet, og at
denne udvikling er tidskrævende.
Det er vigtigt og nødvendigt, at alle
medvirker til, at den grønlandske ind-
sats i samfundsmaskineriet — det pri-
vate såvel som det offentlige — øges,
men samtidig, at den øges i takt med
forudsætningerne, og at alle altså
hjælper med til at finde de rigtige folk
til det rigtige arbejde, når den pågæl-
dende er moden dertil, men ikke før,
og at den, der egentlig gerne ville på-
tage sig et bestemt arbejde, men ikke
har de fornødne kvalifikationer, af-
står fra at komme til at bestride dette
arbejde uden at føle sig mindrevær-
dig derved.
Der er opgaver nok i det grønland-
ske samfund for enhver, der vil yde
noget.
Forklaring og klaring
Hvis vi ikke alle hjælper til med at
(Fortsættes side 22).
Det er menneskers tilfredshed
og lykke,
det hele drejer sig om
Landshøvdingens nytårstale i Grønlands radio
G