Atuagagdliutit - 15.01.1959, Page 8

■■
Er det gået retfærdigt til i
„Sukkertoppen-sagen?”
------------ Af PETER HEILMANN --------------
Under bestræbelserne på at få vakt
interessen for referaterne af lands-
rådsforhandlingerne i 1958 og dermed
for Grønlands egne anliggender be-
tegnede man dem som særdeles vel-
egnede som diskussionsgrundlag. Det
efterfølgende er således et forsøg på
at fremlægge synspunkter, der angår
en af de sager, der er blevet behand-
let i landsrådet, nemlig den, der som
bilag 21, side 286, er blevet medtaget
i referaterne som redegørelse for
landsrådets syn på forholdene ved fi-
letfabrikken i Sukkertoppen.
Når man ser tilbage på det år, vi
lige har sagt farvel til, er man til-
bøjelig til at mene, at den omtalte
sags behandling i landsrådet er den
af årets begivenheder i selve Grøn-
land, der har vakt den største opsigt
blandt den grønlandsktalende befolk-
ning heroppe, i hvert fald inden for
det område, hvor man hver dag uden
alt for stort besvær kunne høre Grøn-
lands radio. Grunden til den store in-
teresse syntes at bunde i, at flertallet
af de grønlandsksprogede lyttere ef-
terhånden fik det indtryk, at man i
Sukkertoppen-sagen har behandlet et
udsnit af en befolkningsgruppe på en
måde, som er utænkelig over for de
i selve Danmark boende danske stats-
borgere.
Det indtryk fik man faktisk be-
kræftet ved gennemgangen af rede-
gørelsen i landsrådsreferatet sammen-
holdt med de oplysninger, der er ble-
vet indhentet om forholdene ved an-
dre fryserier i Grønland.
Som bekendt samlede hovedspørgs-
målet sig om filetskærerries akkord-
satser, der i første omgang reducere-
des til ca. V4 af de oprindelige, og som
senere er blevet pyntet med en præ-
mieordning, der ifølge landsrådets re-
degørelse skulle kunne medføre en ak-
kordløn på ca. 1,3 øre pr. kg.
Det hævdes i landsrådets redegørel-
se, at akkordsatsen på 0,9 øre er fast-
sat og beregnet efter de af De sam-
virkende Fagforbund i Danmark fast-
satte regler for udarbejdelse af ak-
kordlønninger, d. v. s. med udgangs-
punkt i akkordbasis og arbejderens
produktion pr. time. Akkordbasis er
blevet fastsat svarende til en normal-
timeløn + 25%. Akkordbasis er såle-
des blevet fastsat til 2,65 kr. pr. time,
og filetskærernes produktion til 300
kg pr. time.
Det oplyses endvidere i redegørelsen,
at filetskærernes produktion på 300
kg pr. time er baseret på gennemgang
af filetskærernes akkordsedler gen-
nem en periode på ca. 4 måneder for-
ud for ændringerne.
Det ser således ud, at alting formelt
er i orden, og landsrådet mente da
heller ikke at kunne rejse nogen be-
rettiget kritik mod beregningsmåden.
Men er det nu helt rigtigt, at om-
talte akkordsatser er fastsat beregnet
efter de af De samvirkende Fagfor-
bund i Danmark fastsatte regler? Fo-
respørgsler til de mennesker, der ken-
der de nærmere omstændigheder ved
fastsættelse af akkordsatser i Dan-
mark, har givet til resultat, at dette
ikke kunne være tilfældet. De fore-
spurgte arbejdere oplyste nemlig, at
et arbejde, der påtænkes udført på
akkord, først udføres på fast timeløn,
og i den periode sørger arbejderne al-
tid for, at de ikke slider for hårdt i
det; ved beregningen af akkordsatsen
bliver så gennemsnitsarbejderens —
ikke den dygtigstes heller ikke den
ringestes — præstation med ganske
almindeligt tempo lagt til grund, en
ganske forståelig og rimelig frem-
gangsmåde.
Men ved fastsættelsen af akkord-
satserne for filetskærerne i Sukker-
toppen har handelen og ledelsen af
Grønlands Arbejdersammenslutning i
rørende samdrægtighed som udgangs-
punkt brugt en produktion, som de ar-
me filetskærere intetanende om de
nærmere omstændigheder ved fast-
sættelse af akkordsatser i Danmark
præsteret med opbydelse af alt, hvad
deres kondition kunne tåle. Det er
højst tvivltsomt, om man i den nyere
tid overhovedet nogen steder har be-
handlet arbejdere i et ordnet samfund
så vilkårligt som i nævnte tilfælde.
Man ville måske i den forbindelse fra
handelens og ledelsen af den Grøn-
landske Arbejdersammenslutnings side
pege på præmieringssystemet som
noget, der opvejede den kraftanstren-
gelse og kraftpræstation, der ligger
bag den produktion, der har dannet
grundlaget for de nye akkordsatser.
Men den omstændighed, at det ar-
bejde, der i Sukkertoppen kun betales
med højst 1,3 øre pr. kg, betales i
Egedesminde med 4,2 øre pr. kg, kun
med den forskel, at der til de 4,2 øre
i Egedesminde også er knyttet skind-
aftagning, viser, at præmieordningen
heller ikke kunne retfærdiggøre det
af landsrådet anvendte udtryk: at man
ikke kunne rejse berettiget kritik mod
de nævnte akkordsatser. Enhver, der
har haft lejlighed til at overvære,
hvor hurtigt trænede fiskere kan tage
skindet af en havkat, må nemlig kun-
ne se, at der er himmelråbende mis-
forhold mellem taksterne i Egedes-
minde og Sukkertoppen.
Hvis man efter disse oplysninger
stadig ikke vil anerkende berettigelsen
af udtrykket „uretfærdighed", vil jeg
tillade mig for retfærdighedens skyld
at foreslå, omtalte filetskærere, hvis
overordentlig store effektivitet har
været draget i tvivl under landsråds-
mødet, til sommer kommer op til Ege-
desminde for at demonstrere, at de
med de i Egedesminde gældende ck-
kordsatser er i stand til at opnå løn-
ninger, der også er „ganske uden har-
moni med de principper i Grønland",
altså for at demonstrere, at anvendel-
sen af deres „fuld-kraft-produktion“
som grundlag for de nye akkordsatser
i Sukkertoppen var ganske uden har-
moni med de principper, der er gæl-
dende i det øvrige Danmark.
Det er ikke meningen her at trætte
læserne med flere enkeltheder, selv
om de yderligere ville have bidraget
til at vise, hvor uklogt ledelsen af ar-
bejdersammenslutningen, handelsdi-
rektøren og formanden for fiskerifor-
eningen har optrådt i den omtalte sag.
Det siger sig selv, at intet menneske
i Danmark eller i den øvrige verden
kunne have taget en lønnedskæring til
1/i af den oprindelige. Alle var klar
over, at de oprindelige akkordsatser
var for høje, men at diktere hårdt og
brutalt en lønnedgang med 75%, til-
med på et unfair beregningsgrundlag,
ja, kan man tænke sig mere sårende
optræden under en såkaldt forhand-
ling? Man stirrede sig fuldstændigt
blind på de indtægter, filetskærerne
havde og glemte at tage hensyn til alt
andet, f. eks. produktionens kontinuer-
lige fortsættelse, den produktion, som
året i forvejen havde kunnet opvise et
overskud på henimod iU mili. kr., og
som derfor er kommet hele det grøn-
landske erhvervsliv til gode.
Men det mest uforståelige af det
hele var, at det var ledelsen af den
Grønlandske Arbejdersammenslut-
ning, altså den organisation, hvis for-
nemste opgave og pligt er at våge
over, at ingen arbejdere i Grønland
udsættes for vilkårligheder fra ar-
bejdsgivernes side, der i sidste instans
bærer hovedskylden for, at nogle af
de fineste arbejdere i Grønland er ble-
vet udsat for en ydmygende og un-
fair behandling med bl. a. vaklende
drift af et godt produktionsapparat til
følge. Ikke nok med det. Da det af
landsrådet nedsatte Sukkertoppen-ud-
valg var midt i sit arbejde, stillede
ledelsen af den Grønlandske Arbej-
dersammenslutning landsrådet det ul-
timatum, at hvis landsrådet skulle
finde på at anbefale en mere retfær-
dig behandling af filetskærerne, ja, så
strejkede man!!!
At en forhøjelse af grundtaksten på
0,9 øre pr. kg kun kan betyde en mere
retfærdig behandling af filetskærerne
i Sukkertoppen, bekræftes af en epi-
sode i Egedesminde i sommer, hvor
handelen — sikkert af frygt for, at
det altfor iøjnefaldende misforhold
mellem taksterne i Egedesminde og
Sukkertoppen skulle komme offentligt
frem og således gøre det klart for en-
hver, at der virkelig var tale om uret-
færdighed — forsøgte at nedsætte ak-
kordsatsen pr. kg fra 4,2 øre til 3 øre,
men gjorde tilbagetog over for en
fremsat strejketrusel fra fabrikarbej-
dernes side!
Landsfiskeforeningens formand stir-
rede sig blind på forhøjelsen af hav-
katteprisen, som handelsdirektøren
lagde ud som madding for ham for at
få ham på sin side overfor den lokale
fiskeriforening, en forhøjelse, som den
lokale fiskeriforening på grundlag af
bedre kendskab til lokale forhold gan-
ske rigtigt forudså ville være uden be-
tydning,' når prisen skulle være en
haltende gang af fabrikken som følge
af, at fabrikkens mest uundværlige ar-
bejdere blev negligeret. — Trods fa-
brikslederens store forsigtighed med
ikke at udlevere tallene for produk-
tionen i år er det dog sivet ud, at tal-
let for i år fra januar til oktober lå
på ca. 1.500 tons, medens produktio-
nen i 1957 (trods meget ringe fiskeri
i månederne november-december på
grund af næsten konstant dårligt
vejr, udgjorde 3,100 tons. Det må være
vanskeligt for handelen at fremdrage
andre væsentlige for produktionen
hæmmende faktorer end det snæver-
syn, der er blevet sat på højsædet ved
behandlingen af filetskærerne og fi-
skerne i Sukkertoppen.
Landsfiskeriforeningsformanden har
også ladet sig forblinde af nedsættelse
af omkostningerne. Den omstændig-
hed, at de nye filetskærere blev nødt
til at arbejde på fast timeløn, fordi de
var ude af stand til at tjene tilstræk-
keligt med de nye akkordsatser, viste,
at udgifterne til filetskæring pr. kg
må være større end akkordsatsen på
ca. 1,3 øre pr. kg. Og mon de er meget
mindre end de 2 øre pr. kg, som de
fremragende filetskærere så fornuftigt
ville være gået med til med den for
landsfiskeriforeningen og fiskeriet i
det hele taget så vigtige garanti, at
produktionens tidligere tempo bibe-
holdes?
Hvis det fremtidige grønlandske
produktionsmaskineri skulle drives ef-
ter de principper, som i Sukkertoppen-
sagen er blevet håndhævet af handels-
direktøren, ledelsen af Grønlands Ar-
bejdersammenslutning og formanden
for Landsfiskeriforeningen, så tegner
det ærlig talt ikke særlig godt for hå-
bet om og arbejdet for en så hurtig
udvikling af fiskeriproduktionen som
muligt.
Statsministeren burde foranledige
en tilbundsgående undersøgelse af
Sukkertoppen-sagen.
8