Atuagagdliutit - 25.03.1959, Blaðsíða 10

Læserbreve
o« KLIP
»Vi har mistet en af dem,
som vi satte så stor pris på«
Når vi mister en eller anden ting,
som vi har værdsat, bliver vi altid ved
med at mindes den lang tid fremover.
En sådan følelse har vi i disse dage,
idet vi ved „Hans Hedtoft“s forlis har
mistet mennesker, som vi satte stor
pris på. „Hans Hedtoft“s skæbne har
ligesom ramt os alle, og den katastrofe
glemmer vi ikke foreløbig. Vi føler, at
vi så pludseligt har mistet de folk,
som vi værdsatte, og som vi havde
så hårdt brug for. En af dem er folke-
tingsmand Augo Lynge.
I det jeg nævner det menneske, er
det ikke min mening at skrive om
hans levned, det kan de, der kender
ham nøje, meget bedre gøre. Men jeg
vil nævne de ting, som han har gjort
for de unge, jeg er af dem, der føler
sig ramt og vil derfor gerne rette en
tak fra de unges side.
Vi, der har kendt ham fra vor tid
på seminariet, har allerede dengang
mærket, at han har villet yde en stor
indsats for de unge, og han har også
ydet en stor indsats.
Blot for at tage et eksempel, kan
jeg nævne hans digte, som vi unge
har megen glæde af at synge, og dem
vil vi glæde os over lang tid frem-
over. Hans digte bærer præg af hans
vågenhed og hans vilje til at hjælpe,
han har jo sat livet til for at yde en
indsats for sit land.
Da der første gang var valg i hele
Grønland, blev jeg ikke et spor for-
bavset over at høre, at Augo var ble-
vet valgt, endda sagde jeg til mig selv:
„Han er også den rette til det“.
Jeg har hele tiden fulgt ham som
folketingsmand, lyttet til hans fore-
drag og læst, hvad han har skrevet.
Jeg kan her nævne nogle af de vig-
tigste: Han var med til at indlemme
Grønland i Danmark. På den måde
Vintersejlads
Der spørges nu både heroppe og
hjemme, om der skal sejles på Grøn-
land i de værste vintermåneder.
Selvfølgelig skal der det!
Vi kan ikke som fremtrædende sø-
farende nation se på, at udenlandske
trawlere og inspektionsskibe sejler
vandet tyndt, medens vi holder os
hjemme.
Der er risiko ved al trafik til lands,
til vands og i luften, og der sker ulyk-
ker hver dag, uden at man af den
grund indstiller trafikken — og man
kan også få en tagsten i hovedet på
Strøget.
Nej, det der skal til er, at man læg-
ger en fornuftig sejlplan. Ikke en med
14 ture om året, som ingen tror på
uden for besejlingskontoret og som
måske ubevidst kan få en skipper til
at forcere. Endvidere skal ruten så
vidt gørligt lægges udenom isfyldte
farvande, selv om det betyder forsin-
kelse.
Dette kan — som orlogskaptajn Ja-
nus Sørensen har udtalt — gøres ved,
at der bliver stationeret fly eller heli-
kopter på Grønland til isrekognosce-
ring. Hellere langsomt og sikkert end
hurtigt og farligt, selv om det bliver
dyrere. Menneskeliv kan ikke vurde-
res i penge.
I. Lautrup-Larsen,
stationsleder.
har han lettet os for mange proble-
mer lang tid fremover.
For to år siden fremkom han med
ønsket om, at vintersejladsen i Grøn-
land skulle tages op til drøftelse, efter
det, han havde følt om bord på „Uma-
nak“. Man skulle tro, at han allerede
dengang vidste, hvad der ville ske si-
den hen; men indtil den dag i dag er
der ikke sket forandringer. Nu vil vi
håbe, at myndighederne har forstået,
at menneskekræfter ikke kan sejre
over naturkræfterne, idet han ved
„Hans Hedtoft“s forlis har sat sig selv
på stempel som et bevis.
Nu hører vi ikke længere hans røst;
men hvad han har sagt, mens han le-
vede, vil ikke dø.
Vi vil blive ved at mindes hans ord
og hans gerning.
Æret være hans minde.
Peter March,
Julianehåb.
Er dette rimeligt?
Forleden dag havde jeg min pige
nede for at købe en torsk, og skønt
hun næsten stod forrest i rækken, fik
hun den besked, at hun ingen kunne
få, da grønlænleme skulle have først.
Det er ikke første gang og heller
ikke den samme mand, der har affær-
diget en af os med den besked. Som
dansker må man, i betragtning af al
denne snak om ligeberettigelse, finde
det urimeligt, men hvad mener man
som grønlænder?
Ebba Rosengren.
SVAR:
Når man er kendt med den grøn-
landske mentalitet, kunne man være
tilbøjelig til at tro, at vedkommende
har sagt dette for at drille og slet ikke
har ment noget ondt med det. Men
hvis det modsatte skulle være tilfæl-
det, vil sikkert de allerfleste grøn-
lændere sige, at hvis man opfører sig
på omtalte måde, er det mildest talt
urimeligt.
En grønlænder.
(Julianehåb avis).
Carl Egede og Augo Lynge
Blandt de mange gode mennesker,
vi mistede ved M/S „Hans Hedtoft“s
forlis var to af Grønlands allerbety-
deligste mænd, folketingsmand Augo
Lynge og landsrådsmedlem Carl Ege-
de. Disse to mænd, der afgjort var
vore bedste politikere, mistede vi i en
tid, hvor vi dårligst kunne undvære
dem. De var begge på vej til Køben-
havn for at forhandle med danske
myndigheder som Grønlands repræ-
sentanter i en for det grønlandske er-
hvervsliv ganske afgørende sag. Både
i disse forhandlinger i Danmark og i
de kommende forhandlinger i lands-
rådet ville Carl Egedes ord som lands-
rådets kyndigste mand i fiskerisager
og som fiskernes førstemand have
haft en afgørende betydning. — Ikke
alene disse to mænds kundskaber
kommer vi til at mangle i fremtidens
politiske arbejde, men i lige så høj
grad deres lige så uundværlige saglige
og kloge dømmekraft i alle problemer,
deres stærke vilje til at arbejde for
et sundt og levedygtigt samfund, de-
res evne til at se, hvad der bedst kun-
ne tjene Grønland i fremtiden. Disse
to mænds store fortjenester i arbej-
det for Grønland ligger nemlig i, at de
samtidig med at føle sig som tjenere
for den nulevende generation og frem-
føre deres ønsker, som de fik ved gan-
ske intim kontakt med vælgerne, hav-
de et klart fremblik, som ofte skaffede
dem modgang og kritik fra grupper i
befolkningen, der ønskede at komme
over vanskelighederne på den behage-
ligste, nemmeste, men tillige den mest
uholdbare måde.
Grønland har med disse to mænd
mistet to af sine bedste sønner, og vi,
der har arbejdet sammen med dem,
de to bedste arbejdsfæller og kamme-
rater. Sorgen over tabet vil vi ikke
komme over lang tid frem, og hos os,
der har fået lov til at leve videre, kan
deres bortgang ikke andet end mane
os selv til at fortsætte arbejdet i deres
minde og i deres ånd. De gjorde ikke
arbejdet for ærens skyld, men fordi
de så, at arbejdet skulle gøres.
Æret være deres minde.
Erling Høegh.
(Julianehåb avis).
Spiritusspørgsmål
Skønt man selv drikker, kan man
ikke uden videre forsvare spiritussen.
Jeg er måske den eneste af de unge i
vor by, der har et sådant syn på sa-
gen.
Det er dejligt at kunne købe spiri-
tus, men dyrt, især hvis man køber i
større portioner. Har man været fuld
om aftenen, fortryder man det altid
dagen derpå.
Jeg tilslutter mig gerne tanken om
standsning af spiritus, især tanken om
forbud mod hjemmebryg. Hvis salg af
spiritus skal ophøre, vil de ældre sik-
kert savne at få noget at drikke. Men
måske kan de vænne sig til at und-
være den. Men det er sikkert myn-
dighedernes sag at besvare det spørgs-
mål? Jeg vil gerne tilslutte mig tan-
ken om ophør af salg af spiritus på
fredage og lørdage. Man er tilbøjelig
til at tro, at drikkegilderne for efter-
tiden så bliver på mandagen, men må-
ske mindre gilder end om fredagen.
Man vil måske se anderledes på sa-
gen med hensyn til hjemmebryg, hvis
husmødrene ville anvende følgende
opskrift: 2 kg malt, 2 kg melis, 50 gr.
humle, 30 liter vand og to spiseske-
fulde gær. — Jeg ved, at nogle laver
hjemmebryg på en forkert måde, idet
de benytter det samme malt tre gange
og kommer vand i, så de på den måde
laver det såkaldte „dårlige hjemme-
bryg". Derfor er det mit ønske, at
hjemmebryg bliver forbudt — lad det
nu blive virkelighed og ikke bare
drøfte det.
Mit indlæg her kommer mest de
unge ved, idet der sommetider bliver
sagt: Allerede som ganske ung erfare-
de jeg spiritussens virkninger, og jeg
er kommet til det resultat, at det er
klogest at blive medlem af „Blå
Kors“.
Simon Nielsen,
Kangeic.
Lønindlæg
Efter at have udtalt mig i telegram-
stil, dels til en enquete i A/G, og dels
her i løndiskussionen, er jeg blevet
den erfaring rigere, at det skal jeg
lade være med, idet jeg i begge til-
fælde er blevet grundigt misforstået
dels af redaktør Felbo ved enqueten
og dels i hvert fald af Kaj Narup ved
løndiskussionen iflg. hans økonomisk-
psykologisk-agitatoriske valgtale i ra-
dioen.
Da jeg forudser, at andre end Narup
har mistydet mig, vil jeg gerne kort
redegøre for meningen med mit ind-
læg.
Jeg har ikke, som Narup påstod,
sagt (eller ment), at de udsendtes løn-
ninger eller lønsystem ikke vedkom
de fastboende, men jeg sagde, at når
det — som det fremgik af landshøvdin-
gens indlæg — engang var fastslået,
at udsendtes og fastboendes lønninger
fastsættes udfra vidt forskellige ret-,
ningslinier, så kunne de fastboende
ikke være interesseret i, hvilken løn
de udsendte fik, såfremt disse blot var
de rette folk på den rette plads, un-
derforstået at den løn, som de rette
folk ville forlange — og få — var givet
bedst ud for det grønlandske samfund.
Jeg kan nævne flere eksempler på, at
en dygtig udsendt har dækket to an-
dre udsendtes arbejde, og skulle han
da ikke have noget ekstra herfor? Må-
let for de fastboende må tilsvarende
være at kunne kræve deres pris for
særlig kvalificeret arbejde — og få
dette krav honoreret.
Jeg har skrevet, at misundelsen ik-
ke burde spille ind ved lønfastsættel-
sen, og hermed har jeg naturligvis
(synes jeg) hentydet til, at de øvrige
tjenestemandsgrupper, som har været
repræsenteret i lønningskommissio-
nen, har næret den største uvilje mod
at støtte deres grønlandsansatte kol-
legers krav om ikke at få deres hid-
tidige lønvilkår forringede, og at den-
ne uvilje har sit udspring i misundelse
over, at „tjenestemænd i Grønland
tjener meget mere end os“. De pågæl-
dende ville dog for størstepartens
vedkommende meget have sig frabedt
at tage til Grønland på trods af de på-
ståede økonomiske fordele.
Den misundelse, jeg har truffet i
Grønland, har været knyttet til de ud-
sendte indbyrdes og de fastboende
indbyrdes og er således det egentlige
emne uvedkommende.
Mogens Pryds,
Sukkertoppen.
Annoncer i A/G
I A/G nr. 1, 1959 har redaktionen
forespurgt, om bladet er tilfredsstil-
lende, og i samme numer findes sva-
rene. Heraf fremgår det bl. a., at der
er en del af læserne, der er utilfredse
med, at der er for mange annoncer.
Jeg tror ikke, dette er det helt rigtige
svar, men at det er forkerte annoncer,
der er i bladet, kan vi vist alle være
enige om. Hvis vi ser lidt på annonce-
mængden, viser det sig, at annoncerne
optager meget nær 20 pct. af spalte-
pladsen, og om dette er for meget, kan
diskuteres, men jeg tror, at disse 20
pct. betaler meget mere end 20 pct af
bladets fremstillingspris, så hvis de
blev udeladt, ville det betyde en væ-
sentlig forøgelse af A/Gs salgspris.
Lad os se lidt på, hvad disse annon-
cer indeholder, der kan have interesse
for grønlandske læsere. Der er i dette
numer af bladet 60 annoncer ialt. Der
er 3 — siger og skriver tre annoncer
— fra grønlandske erhvervsdrivende,
og deraf er endda den ene en såkaldt
erindringsannonce og virker ikke for
salg af en bestemt vare eller ydelse.
Derudover er der tre annoncer, der er
indrykket af firmaer i hovedlandet og
som henviser til grønlandske erhvervs-
drivende. Desuden 7 annoncer fra dan-
ske firmaer, der averterer for salg af
varer eller ydelser direkte til grøn-
landske læsere. Det vil sige, at af de
60 annoncer er der højest 13, der kan
siges at henvende sig direkte til læ-
serne. Resten — 47 stk. — er hoved-
sagelig erindringsannoncer for varer,
der sælges gennem KGH, og hvoraf
størstedelen overhovedet ingen betyd-
ning har, fordi der ikke findes to fir-
maer indenfor samme branche, og
man kan derfor alligevel ikke vælge,
om man syntes bedre om det ene eller
den anden vare.
Hvis derfor annoncemængden skal
bibeholdes af indtægtsmæssige grun-
de, må vi bede redaktionen anmode
sin annonceagent om at fremskaffe
mere interessante annoncer, hovedsa-
gelig fra grønlandske erhvervsdriven-
de eller firmaer i hovedlandet, der øn-
sker at sælge direkte til beboerne i
Grønland.
Lad os Så se, hvilken interesse
grønlandske erhvervsdrivende vil ha-
ve af at annoncere i A/G. Bortset fra
firmaerne i Godthåb, der på grund af
deres ret store lokale salg skal ligge
med et stort lager og derfor også hai
mulighed for at sende varer til andr«
byer, kan det vist desværre siges, af
så længe, der ikke er en meget mer-
effektiv postforbindelse langs kyster
er der ingen erhvervsdrivende i de an-
dre byer, der vil være interesseret i
annoncer i A/G. For hvad interesse
kan det have for en mand i Egedes-
minde at vide, at en butik i NarssaK
har billige bukser, når det tager meget
længere tid at få dem op derfra, end
det tager at skrive til Danmark efter
de samme bukser. A/G må derfor siges
at være et dårligt annonceblad for er-
(Fortsættes side 17)
10