Atuagagdliutit - 03.12.1959, Blaðsíða 12

Når man skal spille firhændigt
med kolonibesty-
reren på torsdag - -
Et par randbemærkninger til debatten om pressefrihed i Grønland
Med syvtommersøm er det i år ble-
vet slået fast, at der er pressefrihed
i Grønland. Gennem radioavis, Aktu-
elt Kvarter, Pressehjørnet og Atua-
gagdliutit/Grønlandsposten blev det
på en klar og utvetydig måde fore-
holdt lyttere og læsere, af hvor afgø-
rende betydning det er, at redaktøren
af A/G ikke skal have sine artikler
eller synspunkter i det hele taget cen-
sureret af administrationen, ministe-
riet, landshøvding, landsråd eller hvil-
ke andre spøgelser, der til formålet
måtte kunne manes frem. Gennem sin
udtalelse i sommer har landsrådet på
en lige så utvetydig måde erklæret
sig enig i dette synspunkt, at altså
redaktøren af Grønlandsposten, uan-
set at han er ansat af staten, har fuld
frihed til at skrive, hvad han vil, dog
naturligvis med den begrænsning, som
ansvarlighed over for presseloven
medfører. Endelig har ministeren i
folketingets spørgetime officielt tilsik-
ret redaktionen denne ret.
Diskussionen har — så vidt jeg har
kunnet følge den — i det store og hele
kredset om Atuagagdliutit/Grønlands-
posten, men i øvrigt drejet sig om i
al almindelighed at få fastslået et vig-
tigt princip: pressefriheden i Grøn-
land. Når det altså drejer sig om de
store og principielle linjer, så vil in-
gen kunne komme og tale om ufri
presse i Grønland. Konsekvensen her-
af er, at enhver frit kan bringe sine
meninger og synspunkter til torvs,
f. eks. i A/G, i de lokale blade, evt. i
radio eller ved offentlige møder.
Jeg tvivler ikke på, at enhver kan
tale og skrive frit, men jeg tvivler på,
at han eller hun gør det. Og jeg grun-
der min tvivl på det faktum, at Grøn-
land er et meget fåtalligt samfund, der
yderligere er delt op i meget små en-
kelte samfund, byerne, de enkelte me-
get lukkede distrikter. Det hører nem-
lig med til et sådant lille samfunds
karakter, at der sættes grænser for,
hvad man kan skrive, eller i hvert
fald for, hvad man har lyst til at skri-
ve eller sige offentligt. Vi kender hin-
anden for godt. Vi er bange for at
støde hinanden på manchetterne. Dette
fænomen er ikke specielt for Grøn-
land, men jeg tror, det er særlig
mærkbart i Grønland, i hvert fald når
man bor uden for storstaden Godthåb,
netop fordi de grønlandske små sam-
fund er af en så „intim" karakter. Der
skal tages hensyn i det uendelige til
ens bopladsfælle, som man partout
skal have det til at glide med. Man må
endelig ikke støde an. Man tvinger
sig selv til at give sig mundkurv på.
Nu vil jeg med det samme under-
strege, at der også er noget meget po-
sitivt ved dette faktum. Vi har utvivl-
somt hver især godt af at lægge bånd
på vores lyst til at kværulere, .til at
råbe op i tide og navnlig utide. Tale
er sølv, men tavshed guld, eller rette-
re: kan være guld — for det kan nu
ikke være rigtigt altid at tie stille.
Det, der for en står som et sandfær-
digt udsagn om et eller andet, bør, i
hvert fald af og til, siges rent ud. Men
det er svært i de små grønlandske
samfund, og for så vidt i Grønland
som helhed, som en god del af os
kender hinanden ret personligt.
Ofte siges det — og med rette — at
man må være diplomat for at klare
dagligdagen i Grønland. Men der kan,
mener jeg, stilles for store krav til
ens diplomatiske evner. Der er ting,
der skal siges, men som ofte ikke bli-
ver sagt, fordi man nu engang skal
tage hensyn til kravet om en „frede-
lig" omgang med den byfælle eller bo-
pladsfælle, man er pisket til at have
det „fredeligt" med. Altså misforstå-
ede personlige hensyn.
Ikke sjældent har jeg set det nævnt,
at den grønlandske befolkning er føl-
som for kritik, og at man derfor må
være forsigtig med, hvad man siger
og skriver, når man har sit job midt
i denne befolkning. Dette er vist rig-
tigt, men det gælder i ikke mindre
grad os udsendte danske, som ofte er
meget sårbåre og lette at fornærme.
Mon vi ikke i høj grad tager os selv
meget højtideligt?
Hvis dette er rigtigt, så gælder det
om at kunne mestre den vanskelige
diplomatiske kunst. Som allerede sagt:
det er udmærket, at der på den måde
lægges en dæmper på vores lyst til
at kværulere. Men det hele bliver let
dæmpet så meget ned, at ting, der for-
tjener at blive draget frem, forbliver
i mørket.
Når man skal spille firhændigt med
kolonibestyreren på torsdag, så tager
man ikke, f. eks. i en lokalavis eller
i A/G, om onsdagen offentligt til orde
mod, at al margarinen i hans butik er
harsk, og kartoflerne uspiselige — hvis
kolonibestyreren er den eneste i ens
by, der kan spille basstemmen i Schu-
berts militærmarch. Nej, man tager
sit parti og tier stille — eller rettere,
nøjes med at mumle i krogene. Dette
gør man, fordi man for enhver pris
vil bevare sine musikaftener med den
eneste på stedet, der kan spille denne
basstemme. (Lad mig i parantes be-
mærke, at eksemplet er konstrueret,
idet min kolonibestyrer hverken kan
spille Schubert eller sælger harsk
margarine). Parantesen af hensyn til
„freden" i den by Umanak, når denne
artikel udkommer.
Jeg tror, at der mumles for meget i
krogene i Grønland og tales for lidt
rent ud af posen. At tale rent ud be-
tyder ikke, at man ikke skal tage hen-
syn til dem, man skal bo i by sammen
med. At tale rent ud betyder ikke, at
man skal kværulere eller såre. For
enhver pris ikke! Men jeg synes, vi
alle kunne være tjent med, at tingene
ikke blev pakket ind i alt for meget
vat. Sandheden burde være at respek-
tere.
Jeg er overbevist om, at enhver
lokal-korrespondent i Grønland, eller
enhver redaktør af en grønlandsk lo-
kalavis vil medgive mig, at ikke alt
bliver sagt så frimodigt og „modigt",
som vi skulle sige tingene, om vi skul-
le leve op til de høje idealer, som
redaktøren af „Pressehjørnet" holder
op for os. Det er os ude i marken, der
skal tage de lokale klø og ubehagelig-
heder.
I diskussionen i foråret om A/G-
redaktørens stilling, blev det af „Ka-
låtdlit" foreslået, at der blev sendt
flere journalister fra Danmark til
Grønland, for at de kunne skrive
åbent og ærligt om forholdene, som
de så dem. Forslaget er ikke dårligt.
Sådanne journalister udefra er ikke
bundet af de samme forsigtigheds-
hensyn og „hold dog for enhver pris
fred" som vi, der har vores bopæl i
Grønland. Et eksempel er givet os i
sommer gennem hr. Fleischer Mikael-
sens artikler i „Jyllandsposten". Det
var en mand udefra, der satte sig
grundigt ind i tingene, for så at frem-
sætte sine meninger på en ubunden,
frimodig måde, uden at der blev tale
om kværulerende sensations-journali-
stik.
Det er næppe let at lave om på den
tingenes tilstand, som jeg har forsøgt
at skildre i det ovenstående, netop for-
di det simpelthen hører med til lovene
for et lille, lukket samfund. Men det
var måske nok værd at stræbe efter,
at der blev talt og skrevet lidt mere
frimodigt (stadigvæk ikke kværule-
rende) og mumlet lidt mindre i Grøn-
land.
Svend Erik Rasmussen.
utorKaunerussut sanålugkiorneK sule pingårti-
taråt, taimdikaluartordle umiap ilusigssaviatut
sanasinaussut KaKutiguleralugtufnarput.
De gamle holder endnu husfliden højt i ære.
Men det er trods alt sjældent at finde folk, der
forstår at bygge en model af det gamle fartøj
konebåden.
Hold pa sommerens
sundhed!
Hold sommeren vedlige med
RIBENA hver dag. Drik det rent i
koldt vand eller mælk — det er en
skøn drik, og det giver Dem og
børnene et stort dagligt tilskud af
C-vitaminer.
ø ~M vitamin c
éKtbena
den rene koncentrerede solbærsaft med den store C-vitamin-
mængde kontrolleret af Statens Vitaminlaboratorium.
15