Atuagagdliutit - 03.12.1959, Blaðsíða 32

ilisimatoK utarKilårniarit. _ kisame
unangminivtine incrpugut. mfinalo ta-
mavta ikiornialisavavtigit møjsengøj-
simik ujardlerningne.
OKarfigilånga, arssamik isertitsinavérsårtoK (mål-
mand) Kanon issikouarpa, møjsengølsiusorisinaussat?
å, Kanon issikoKarpa — uvangalissangajagpoK iv-
dlilissangajagdlunilunit, Klump 1
sunauvfa, tauva piniarssarinialisavarput. agdlautigi-
ssatdlo nalunaersivdluartut maligdlugit naninigsså ajor-
iiartorssungilaK. Katångutit Frederik Fjas inftvdluarKU-
tiniariuk, unangmeKatigingnerputdlo Kiijåssutigititdlugo!
— Hej, vent, Fessor. Vi er færdige
med at køre seksdagesløb. Nu vil vi
allesammen hjælpe dig igen med at
lede efter møj sengøj seren.
— Sig mig, målmand, hvordan omtrent så han ud,
han som du mener er en møjsengøjser?
— Tja, hvordan så han ud — nærmest en mellem-
ting mellem os to, Klump 1
— Jamen, så drager vi på niøjsengøjserjagt. Med den
tydelige beskrivelse bliver han let at finde. Hils din
bror, Frederik Fjas, og sig tak for seksdagesløbet!
Kå, autdlamiarta, Strut, påsissagssaKalinguat-
siarpoK. ugpernarsarsinåungfkaluarpara møjsen-
gøjsiunersoK, ilisimatfinguåK, agdlisitsiutitdle pia-
rérsimaniaruk!
— Hyp, hyp, sæt farten op, Strut, der er ved
at vise sig noget. Jeg garanterer ikke ifor, at det
er e nmøjsengøjser, kære Fessor, men hav bare
luppen parat!
sunåusava unarujuk igsiasson isumaliorssuå-
nguatsiardlunilo. takusimångilåtigume tusarsima-
natalunit sule!
— Hvad kan sådan en lille fyr dog sidde og
spekulere så stærkt på. Han har hverken set
eller hørt os endnu!
kutå, ftmångu&K, iluåtdliCiteKarpit?
nåme, tåss’tauvånguarnguna i liorner a isumaliu-
tiginariga. ivdlitdle isumaliutdlarKigkuvit ikiorsi-
nauvarma!
— Goddag lille ven, er der noget du er ked af?
— Næh, jeg tænker bare, det har jeg gjort den
sidste time; men hvis du er god til at ta;nke, må
du endelig hjælpe mig!
Klump, tusåsavat, erKarsartartungauna
aserorterivigtårumavdlunga, nalungilåme
agssagssugagssanalerdlune nuånersilssar-
mat!
— Hør nu her, Klump, jeg har så tit
ønsket mig en mølle, du ved, sådan en
man render med i hånden og morer sig
herligt med!
tåssa tauvangåtsiéngorpoK aserorterissartup avnu-
s&rdlunga aperanga, aserorteriviune piumångineriga,
ilalo piumagaluaKåra!
— Da jeg så for et par timer siden kom forbi her,
spurgte mølleren mig, om jeg ikke ville have hans
mølle, og det ville jeg jo meget gerne!
taimåisagpat iluarissorujugssusavara, iserfigisinåu-
ngilarale. isuinaliuteKartaKaungame, åKåtårångavkule
erKukasivkut patitserujugssuatdlåraunga!
— Jeg er skam også glad for den; men jeg kan
ikke komme ind i den. Jeg har tænkt alle måder
igennem, men hver gang jeg prøver, får jeg et slag
i gumpen!
TEGNINGER: TORKILD MØLLER
Ndlagkap Aberåt angerfigetcatigigd
(Mos. agdl. suj. kap. 15 v. 1—12).
atåtaunerpånik oKalugtuat—
TEKSTER: PROF. DR. PHIL. SØREN HOLM
Patriarkernes historie
Herren slutter pagt med Abraham.
(1. Mosebog 15, 1—12).
ildne unuåkut Ndlagkap Aberdt samumerfigd OKarf igalugulo :
„erseKinak Aberdt, uvanga sernigigavkit, akigssarsiagssatdlo
angisusaoK" l Aberatdle erKigsisinåungilaK, KitornaKanginine
piv dingo.
Nogen tid efter kom Herrens ord til Abraham i et syn, ban
havde om natten. ,Frygt ikke, Abraham, for jeg er dit be-
skyttende skjold, og din løn skal blive meget stor“! Men det
trøstede ikke Abraham, for han havde jo ingen børn.
„Kitornagssavnik tuningilarma", oKarpoK, „kivfaralo kingornu-
ssissugssardta" l Ndlagkavdle akiva: „nagga, tåussnma kingor-
nussivfigisång ildtit, ernertdgssavitdle kingornussivfigisavatiV*l
tauva Ndlagkap Aberdt ånipd OKarf igalugulo:
„Du har jo ikke givet mig børn“, sagde han, „og nu kommer
min slave til at arve mig“/ Men Herren svarede ham: „Nej,
han skal ikke arve dig, det skal en søn, som du vil få“! Så
førte Herren Abraham ud i det fri og sagde til ham:
„Kilanamut drdlusassulit, uvdlorissatdlo kisiniaraluardlugitl
kingudgssatit taima amerdlatigisåput,, l Ndlagkap OKausé
Aberdp ugperai, taimaitdlunilo Ndlagkap issaisa såne.
„Se engang op mod himlen og prøv så, om du kan tælle de
mange stjerneri Så mange skal dine efterkommere blive"l
Abraham troede Herren på hans ord, og det var ret gjort i
Herrens øjne.
35