Atuagagdliutit - 17.12.1959, Side 2

Juleevangeliet
Men det skete i de dage, at der udgik en
befaling fra kejser Augustus, at al verden
skulle skrives i mandtal. — (Det var den første
indskrivning, som skete, mens Kvirinius var
landshøvding i Syrien). Og alle gik hen for
lade sig indskrive, hver fil sin by. Og fordi
Josef var af Davids hus og slægt, drog også
han op fra Galilæa, fra byen Nazaref, til
Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem,
for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin
trolovede, som var frugtsommelig. Og det
Lukas evangeliet 2. kap., 1. til 14. v.
skete, medens de var der, kom tiden, da hun
skulle føde. Og hun fødte sin søn, den første-
fødte, og svøbte ham, og lagde ham i en
krybbe, thi der var ikke plads til dem i her-
berget. I den samme egn var der hyrder, som
lå ude på marken og holdt nattevagt over
deres hjord. Og en Herrens engel stod for
dem, og Herrens herlighed sfrålede om dem,
og de blev grebet af stor frygt. Men englen
sagde til dem: „Frygt ikke; thi se, jeg for-
kynder Eder en sfor glæde, som skal være for
hele folket. Thi Eder er i dag en frelser født
i Davids by; han er Kristus, Herren! Og dette
skal være jer et fegn: I skal finde et barn
svøbt og liggende i en krybbe". Og i det
samme var der med engelen en mangfoldig
himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og
sagde: „Ære være Gud i det højeste! Og på
jorden fred i mennesker, der har hans vel-
behag!"
■J
Den store frydefest
Af sognepræst William Larsen, Aalborg
„Når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver glædens harpe stemt, at den
kan bedre klinge. Og knuste hjerter
føle bedst, hvad denne store fryde-
fest, for glæde har at bringe". Sådan
synger vi i en af vore bedste julesal-
mer.
Denne store frydefest. Ja, det er den
i sandhed. Og hele verden er på march
som dengang. Man marcherede nu
ikke dengang, fordi det var nogen
særlig frydefest. Kejseren holdt folke-
tælling, og alle skulle tælles i deres
fødeby. Men folk vidste godt, hvad
det gjaldt. Kejseren ville pine skatter
ud af dem. Og skatter har folk aldrig
kunnet fordrage.
Siden den tid har folk altid marche-
ret ved juletid. For henved 100 år si-
den skrev Peter Faber sin yndede ju-
lesang: Højt fra træets grønne top,
med linierne: Sikken voldsom træng-
sel og alarm. Den trængsel og alarm
er ikke blevet mindre med årene.
Hvor har man dog travlt alle vegne
op til julen og i julen. Men al travlhed
har jo sit mål, og sådan er det også
med denne travlhed. Den ligger som
en sang i sindet, mest mærkbart hos
børnene. Og vi ældre bliver som børn
igen. Der er julestemning, forventning
og glæde over denne store frydefest.
Det er dog ikke frydefest, fordi vi
har travlt, men fordi Gud handlede.
Igennem århundreder havde Gud talt.
Nu handlede han. Gud sendte os sin
søn, den eenbårne. Gud tog lyslevende
bolig iblandt os.
Gud er ikke uden humor. Han er
den almægtige, men han blæser al
storhed et stykke, hvor han end fin-
der den. Allerede i den gamle pagt
fortælles der, hvorledes menneskene
sammensvor sig om at sætte Gud fra
tronen og selv sætte sig på den. Der
står, at Gud lo i sin himmel. Det har
han gjort mange gange siden. Hitler
ville også sætte Gud fra tronen. Gud
lo en gang til. Det har han også senere
gjort. Ja, og så vel samtidig grædt
over menneskers tåbelighed.
Gud giver os også gåder at gætte.
Da engelen ved Bethlehems marker
forkyndte om frelseren, der var født i
Davids by, sagde han til hyrderne, at
de som tegn skulle finde et barn,
svøbt, liggende i en krybbe. Fandt de
barnet, skulle de også finde Guds her-
lighed. Tænk, Guds herlighed i en al-
mindelig stald, hos et lille nyfødt
barn! Synger vi ikke også i en salme:
Ja, jeg tror på korsets gåde!
Gud handler, som han vil. Gud
handler i det skjulte og i det stille. I
nattens stilhed fødtes barnet. I mør-
ket derude på Bethlehems marker
lukkedes der en dør op til Guds him-
mel, fyldt af lyis. Under den tavse,
stjernebestrøede himmel sad vismæn-
dene i det fjerne Østen og granskede,
når den strålende stjerne skulle tæn-
des. I templet sad Simeon og Anna i
forventning om den time, da barnet
skulle bæres ind. Hvor barnet var, var
lovsangen til Guds ære, dér fandt
mennesker Guds velbehag, og dér kom
fred.
Det er ikke anderledes i dag. Bud-
skabet er det samme i dag, om Guds
ære, om Guds velbehag, om Guds
fred. Alt dette findes der, hvor barnet
er. Det er den store frydefest også
iblandt os i dag. „I krybben lagt, i
klude svøbt, et himmelsk liv, du har
mig købt".
Hvem er så denne frydefest for?
Den er for alle, alle uden undtagel-
se. Den er en glæde, som skal være
for hele folket. Julens budskab er og-
så kommet ud til alle folkene. De tæl-
ler jo deres år efter barnets komme.
De har alle en følelse af, at det ved-
kommer dem. I sidste verdenskrig be-
søgte de tyske og engelske soldater
hinanden juleaften. Kanonerne tav, og
julegranens lys tændtes. Efter krigens
afslutning talte den engelske uden-
rigsminister på 43 sprog om, at vi
skulle holde fred med hinanden. Selv
Stalin ville ikke holde sig tilbage. Avi-
serne meddelte, at også han havde et
julebudskab at bringe. Jo, de vidste
godt, hvordan det skulle være. Og vi
ved så udmærket allesammen, hvor-
dan det skal være. Det skulle være
som juleaften, hvor alle er gode ved
hinanden, hvor ingen må sulte og lide,
hvor vi sender hilsener til hinanden
med alle gode ønsker, og hvor vi med
et helt og fuldt hjerte synger vore
dejlige julesalmer.
Har vi da ikke rigtigt fået fat på
det? Der var vel mange i Bethlehem,
som vidste, hvad der var foregået,
men de havde ikke rigtig fået fat på
det. De vidste det også i Jerusalem.
Gud sørgede for, at folkene i Jerusa-
lem ved vismændenes besøg fik deres
bibel lukket op, så de kunne læse,
hvor det stod. Men end 'ikke kongen
selv fik fat på det.
Sådan går det også alt for mange i
dag. De gør sig ikke den ulejlighed at
gætte gåden. Vi kan også sige det så-
dan, at i deres hjerter er der plads til
så meget, også til alle de ting, der hø-
rer julen til, men der er ingen plads
til Jesus selv. Det går som i Bethle-
hem, at der var ingen plads i herber-
get. Man glemmer at finde tegnet.
Tegnet er barnet, svøbt, liggende i
krybben. Finder du barnet, bøjer du
dine knæ ved barnets krybbe og til-
beder ham, finder du Guds herlighed.
Men du må gå det stykke vej, der fø-
rer til krybben.
Jeg har engang hørt om en biskop,
der besøgte et hjem. Da han rejste,
bad fruen ham om at skrive sit navn
i gæstebogen. Det gjorde han også,
men kun navnet alene. Fruen, som
vidste, at han havde mange fine titler
og mange fine udmærkelser, bad ham
om at få det hele med. „Så gerne,
frue," sagde han. Da han var borte, så
fruen efter, hvad der stod i gæstebo-
gen. Under biskoppens navn stod der:
en fattig synder.
Hvad er en fattig synder? Det er et
menneske, som ikke kan klare sig selv
uden Jesus. Det er en, som ser sig selv
i Guds lys, og derfor har det som tol-
deren, der stod i templet. Han slog sig
for sit bryst og sagde: Gud, vær mig
synder nådig! Det er den, der som rø-
veren på korset i sin sidste stund ven-
der sig til Jesus og siger: Tænk på
mig. Og han svarede: Sandelig, san-
delig siger jeg dig: I dag skal du være
med mig i paradiset! En synder er et
menneske med et beklemt, med et
knust hjerte. Her gælder det d sand-
hed: Og knuste hjerter føle bedst,
hvad denne store frydefest, for glæde
har at bringe. Hvor hjertet sidder mest
beklemt, der bliver glædens harpe
stemt, at den kan bedre klinge. Bror-
son synger i en anden af vore mest
kendte salmer: Ak, søger de ydmyge
steder, i støvet for frelseren græder,
så får i vor Jesus i tale, thi roserne
vokse i dale.
2