Atuagagdliutit - 17.12.1959, Blaðsíða 15

Og vi som troede, at kun vore fræn-
der var gode.
Pok sagde: Det er ligesom om vi og
vore frænder ikke lider nød eller har
det særlig ondt, men europæerne har
ikke deres lige, godlidende som ond-
sindede.
Simik sagde: Sådan er de vist, skynd
dig, fortæl.
Pok sagde: Altså utallige huse med
to, tre, fire og fem værelser ovenover
hinanden. Udenfor de mange huse en
stor, kunstig kanal med broer over,
som de af og til hejsede op, så ingen
mennesker kunne komme frem. Oven
på de store volde, store amuletter (alt-
1 1724 besøgte grønlænderen Pok
Danmark, og efter sin hjemkomst
fortalte han sine landsmænd om,
hvordan der var i Hans Majestæt
Kongens land. Mange år efter
fandt man hos nogle grønlændere i
nærheden af Godthåb et manuskript
med hans beretning i samtaleform, og
i 1857 lod grønlandsreformatoren, in-
spektør, dr. phil. H. Rink, der havde
oprettet et trykkeri i Godthåb, det
trykke på grønlandsk i en lille, bitte
bog på 18 sider.
Det var Hans Egede, der overtalte
Pok til sammen med en jævnaldrende
grønlænder, K’iperoK, at rejse til Dan-
mark. De forlod Godthåb den 3. au-
gust 1724 og ankom til Hel-
singør natten mellem den 10.
og 11. oktober, og den 20. april
var Pok hjemme igen. Senere
foretog han endnu en rejse til
København, hvor han døde den
1. maj 1728.
Pok.
En grønlænder, som har
rejst og som ved sin hjem-
komst fortæller derom til sine
landsmænd og til Angakokken,
som møder præsten og dispu-
terer med ham.
Pok sagde: Da det var øn-
skeligt at ses, ses vi dog.
Semion svarede: Du har væ-
ret over det store hav, føj hvor
lidt tilbøjelighed til svimmel-
hed du må have.
K’ujaut spurgte: Du har alt-
så virkelig set de store euro-
pæeres land, men hvor er din
kammerat?
Pok sagde: Han døde i de
storskæggedes land (Norge).
K’ujaut sagde til ham: Du
har fået meget at fortælle.
Pok svarede ham: Nok har
jeg noget at fortælle, men der
er så meget, at jeg har for
travlt.
K’ujaut spurgte ham: Nåede
du ikke til Hans Majestæt
Kongens land?
Pok svarede ham: Jo, da vi
var stukket til søs fra de stor-
skæggedes land, nåede vi på
trediedagen til Kongens land,
og det første vi så, var en
mængde huse og forankrede
skibe uden endnu at have set
land, for der er ingen fjelde
og aldeles fladt.
K’ujaut svarede: Ih du store,
hvad må du ikke have set.
Pok sagde: Kongens huse og
kirkerne trådte langt stærkere
frem end det øvrige, endogså
højere end en pil kan nå.
PerssuK spurgte: Du besøgte
dem? Mon du fik Kongens nus
at se?
Pok svarede: Javist så jeg
dem, da vi havde kastet anker
foran vrimlen af huse, blev der
sat en smuk båd ud med fjor-
ten roere, og da min kammerat
og jeg fik lyst til at ro i kajak,
roede vi ved siden af dem, og tilskuer-
skaren foran os var som myg, så man-
ge var de.
PerssuK spurgte ham: Var du slet
ikke bange?
Pok sagde: Nej, da vi gik i land,
satte de os ind i en vogn med hus, der
havde vinduer på begge sider, efter-
som vi skulle til den store konge.
PerssuK sagde: Hvordan med hans
store hus.
Pok sagde: Det var ligesom et stort
Grønlænderen Pok ser
København i året 1724
PerssuK sagde: De har ikke lignet
vore elendige små huse.
Pok sagde: Ved hver indgang be-
væbnede sammen med hobevis af
mennesker. Omsider kom vi ind i et
meget stort rum, hvor knalderiet, da
nogle mænd gik ud, fra de mange stå-
ende bevæbnede var frygtindgydende.
PerssuK spurgte ham: Var du stadig
ikke bange?
Pok svarede ham: Jeg holdt op med
at frygte, da jeg blev klar over, at de
intet ondt ville mig.
så hører jeg noget godt“. Efter at have
talt således til en høj herre, en meget
gammel én, gik de ind i et andet rum,
hvor de og andre store herrer og
„Drunninge", sådan kalder de hans
kone, spiste. Noget af maden var vei-
tillavet og beskrevet (dekoreret), så
man ikke skulle tro, det var mad, men
blot noget at se på. Den store herre
gav mig meget. Fem store kister med
indhold fik jeg. Alle herrerne var me-
get kloge og venlige.
Simik sagde: Vi har taget helt fejl.
så store kanoner) parate, dersom der
skulle blive krig.
Semion spurgte ham: Hvad skulle
de bekrige?
Pok sagde: Det siges, at andre euro-
pæere i gamle dage krigedes bravt,
men nu venter man det ikke, og dog
er den store vold aldrig ubemandet af
bevæbnede vogtere. Også imellem hu-
sene er der vægtere, som vækker folk,
når der opstår ildebrand, idet de blæ-
(Fortsættes side 37).
isfjeld med lige sider, i de lange korri-
dorer kunne der have været tyve telte
af de største, her var et meget stort
antal smukt klædte bevæbnede.
PerssuK spurgte ham: Hvorfor skulle
de dog være bevæbnede? Mon de
plejede at efterstræbe sæler og rens-
dyr?
Pok sagde: Nej, eftersom han er den
største hersker, har han så mange be-
væbnede gardister, at vi ikke kan
tælle dem, jeg skal nok fortælle for jer
senere.
PerssuK sagde: Åh, fortæl, det er en
fornøjelse at lytte til dig.
Pok sagde: Inde i det store hus var
der en mængde skinnende mennesker.
PerssuK sagde: Nuvel, mere.
Pok sagde: Omsider kom vi ind i det
store rum med en trængsel af høje
herrer, disse blev ganske små, da den
største hersker trådte ind, alle buk-
kede helt ned til jorden eller gulvet,
endogså jeg. Først da gøs det i mig,
fordi jeg så den øverste hersker. Så
spurgte Kongen: „Har du danske for-
fædre"? sådan kalder de det. Jeg sva-
rede: „Nej“, hvilket var det eneste af
hans ord, jeg kendte. Jeg bad Jafe
tale til den største hersker, fordi han
havde påbudt at rejse hen til os og
belære os om Gud og holde af os. Kon-
gen henvendte sig til mig: „Når jeg
hører, at de gerne ville vide om Gud,
\
16