Atuagagdliutit - 17.12.1959, Blaðsíða 23

R. & H. MEYER
Kalipauslssarfjk
salissarfigdlo
Indlevering i Grønland
„OLES VAREHUS", GODTHÅB
BR1SSQ
:1I FRUGTVIN AFGIFTSK1ASSE 3
j GEORGBESILEt KOBENHAVN
nigdlorserdlugo mamarnerussarpoK
Bør serveres afkølet.
BEISSO N’s GARDENIA
Udsøgt dansk hedvinstype med
behagelig sødme. Egner sig spe-
cielt til is og desserter.
PITSAK
PITSAUNEK’
BESTLE
BRISSON’s
GAKDENIJV
danskit viniutåt
pitsavik mampr-
tumik tungusung-
nitsoK. sikumut
kingulerKiuti-
nutdlo nalerKdtoK.
GOD
BEDRE
BESTLE
H
U
N
D
— eller en bedrøvelig historie om,
hvad der skete den julefrokost
AF FRANZ BERLINER
Hund var bare halvanden måned
gammel, da vi fik ham. Han var født
i en åben trækasse udenfor, da den
første sne kom, og da vi fik ham, blev
han raget ud under et hus sammen
med en hel del brødre og søstre, fætre
og kusiner.
Den mand, som ejede ham, hans
mor, brødre og søstre, fætre og kusi-
ner, havde, som man vil kunne forstå,
mange hunde og et uoverskueligt antal
hvalpe. Hvor mange vidste han ikke,
for de holdt til i mørket mellem
cementstøtterne under ét af Handelens
lagerhuse nede ved butikken. De var
halvvilde og menneskesky.
Vi havde besluttet, at vi ikke ville
holde hund. Vi syntes ikke, vi havde
tid og råd til at holde slædespand, og
én hund, var det noget?
Flere ting fik os til at ombestemme
os. For det første kunne vi, når vi ikke
havde hund, næppe gære os gældende
i den almindelige konversation, hvor
folk kom sammen, idet denne for en
stor del drejede sig om disse firbenede,
slædetrækkende, månehylende bæster.
Snart sagt hvem som helst kunne læg-
ge en sagkundskab for dagen, der fik
en Lieberkind til at tage sig ud som
en håbløs ignorant. Der var ikke an-
det at gøre, hvis vi overhovedet ville
tale med — især da vi heller intet
vidste om fotografiapparater, forstør-
relsesapparater eller forstærkeranlæg
— vi måtte anskaffe os et studieobjekt.
For det andet ville det være lidt af
en oplevelse for vores lille dreng at
få en levende legekammerat at mase
rundt med — i stedet for hele geleddet
af bamser, plyselefanter, gummiheste
etc. etc.
Og for det tredie var det helt umu-
ligt at stå for hvalpemylderet dernede
ved butikken. Vi fik lov at vælge.
Selvfølgelig valgte vi Hund. Han var
lillebitte og rund og stumpnæset. Han
lignede en grævling i ansigtet, en sort
klat bredte sig om hvert øje, og han
sprællede og skabte sig, da han blev
fanget og løftet op.
Vi bar ham hjem på armen. Han
fyldte ikke mere end et lille fransk-
brød og var lige så lækker. Det var
dejligt at gå med ham, han var varm
og levende, og inden vi nåede hjem,
snakkede vi om, at vi havde spildt ti-
den ved ikke at få en hund med det
samme, da vi kom til Angmagssalik.
I begyndelsen var vi nødt til at have
ham inde. Vi vidste, at der var mange
kannibaler og lystmordere blandt
byens firbenede indbyggere, og at
mange hvalpe dræbtes hvert år.
Så foreløbig logerede han i køkke-
net — et stort, varmt, hyggeligt rum
med kulkomfur. Han havde en lille
kasse med en gammel sæk i. Han fik
rigeligt at spise, og han fik legetøj,
f. eks. en stor, tom vermouthflaske,
som han bestandig lå i slagsmål med.
Hvert øjeblik rullede den over gulvet
i vild flugt, skarpt forfulgt af det ra-
sende lille utyske.
Der var et par nabohunde, som vi
stod på en fortrolig fod med. Rasmine,
en smuk, hvid hund, var nærmest lige-
glad med nyerhvervelsen, men hendes
søn, Hængeøre, som i øvrigt senere
skulle komme til at tilhøre os, var me-
get interesseret. Han var på det tids-
punkt en stor, legesyg fire—fem må-
neders hvalp, og han kom hurtigt til
at holde meget af Hund. Han fandt sig
i det utrolige, Hund kunne rive og bide
ham i snuden, spruttende af iver og
arrigskab.
Hund havde det meget med at
sprutte. Han var af temperament ag-
gressiv og kolerisk. Desuden havde
han en livlig fordøjelse. Nærmest utro-
lig. Men det skal jeg nu ikke komme
nærmere ind på her.
Det var naturligvis en af grundene
til, at min kone jamrede en del over
ham i begyndelsen, som kvinders skik
er. Han gav en hel del besvær. Men
trods alt kunne hun heller ikke stå for
ham.
Han var den livligste og sjoveste
hvalp, bestandig i aktivitet, legende,
bidende, hylende, snappende, snerren-
de, tumlende over gulvet, angribende
vore fødder og lynhurtigt flygtende
ind i det varme, sikre mellemrum mel-
lem komfuret og væggen, hvorfra han
kunne ligge og skælde ud i lang tid.
Tog vi fat i ham for at lege eller
kæle for ham, blev han helt ude af
sig selv. Han gnistrede af arrigskab,
bjæffede og snerrede, kradsede med
fægtende poter og slog tænderne i vo-
res fingre, så der blev mærker og hul-
ler. Gad vidst, om der nogensinde ville
være lykkedes os at få en rolig og
omgængelig hund ud af ham. Hele sit
korte, lykkelige liv forblev han lige
vild, lige utæmmet.
Der var en stolthed, en selvstændig-
hed, en uovervindelig vildskab i hans
temperament, som vi kun kunne beun-
dre hos et dyr af en race, hvis fornem-
ste egenskab i menneskets øjne ellers
er dens slaveagtige underkastelse.
Drengen elskede ham og kunne ikke
få nok af ham. En dag, da han skulle
se på, at Hund blev vasket, faldt han
ned fra en stol af bare iver og stod
på hovedet i vandfadet. Og han lagde
sin stemme om, når Hund var i nær-
heden — helt op i diskanten. Sandsyn-
ligvis en efterligning af Hunds piben
og hylen.
Hund var ikke bange for noget —
udover at blive vasket — i hele den
vide verden. Når vi tog ham ud, trim-
lede han nedad trappen, og så snart
han var kommet på benene, røg han på
alt, hvad der syntes ham aggression
værd — et par gummistøvleklædte
ben, en skovl, en vandspand, Hænge-
øre eller Rasmine. Vi måtte bestandig
være på vagt, der kunne jo komme
fremmede hunde, der ikke fandt sig i
angrebene.
Vi tog ham meget ud, han skulle
ikke være stuehund. Han begyndte at
blive sat ud i hønseburet i gården, der
havde stået tomt, siden vores forgæn-
gers høns formentlig havde gjort deres
pligt i suppegryden.
Julen nærmede sig. Jeg husker en
søndag i december, hvor vi sad og
holdt hyggetime. Skumringen krøb ned
over Blomster fjeldet udenfor og ind til
os. Det svarede ikke meget til sit navn
nu, fjeldet, hvidt som det var af sne.
Alle folk, som gik ude, pløjede sig nøj-
somt frem efter de sidste døgns vejr.
Sneen havde væltet støt ned uge efter
uge.
Da det blev lidt mørkere, tændte
min kone levende lys. Vi var rigtig i
julestemning, jeg gik endda så vidt
som til at gøre desperate forsøg på at
aflokke min gamle mundharpe lidt
velklingende juletoner. Drengen sad i
sin høje stol med sit legetøj. Hund
havde slået vermouthflasken definitivt
for den dag og fjumrede nu omkring,
endnu forpustet og sejrsberuset, og bed
os i tæerne.
Vi tændte adventskransen. Drengen
blev så begejstret, at han gav et højt
hyl fra sig og fejede alt sit legetøj på
gulvet. Min kone og Hund kastede sig
over det for at se, hvem der kunne få
mest.
Hund fik kun sutten. Han var ved
at falde over sine egne ben for at
komme hen et sted, hvor han kunne
nyde den i fred, men det hjalp intet
— pludselig blev han løftet i vejret og
hang dér og sprællede med sutten i
munden. Ved et tilfælde var den kom-
met til at sidde rigtigt, vi kunne se
hans sorte, frække snude bag den gen-
nemsigtige skive.
Selv Hund kunne blive flov over at
blive i den grad til grin. Som afled-
ningsmanøvre gav han sig til at hoppe
op ad drengens stol for at komme til
at bide ham lidt i tæerne, hvilket syn-
tes at more barnet i høj grad, hans
øjne skinnede i skæret fra lysene, og
han sang en lille frydesang højt oppe
over det høje c.
Det fik mig til at mindes mine egne
musikalske ambitioner, og jeg tog fat
på mundharpen igen. Hund holdt inde
24