Atuagagdliutit - 17.12.1959, Blaðsíða 21

Et helt andet land, men do
alligevel Grønland
At komme fra Vestgrønland til Øst-
grønland en sommerdag er som at
komme til et helt andet land. Naturen
er anderledes, og det er menneskene
også.
Mellem Angmagssalik-områdets høje
og stejle fjelde, der ofte er sneklædte,
breder sig frodige grønne dale, som
gennemstrømmes af rivende smelte-
vandselve. Fjordene er fyldt med små
og store isfjelde, der spejler sig i det
stile vand, nogle kridhvide og blanke
andre blå eller grønne.
Det er, som om man her møder det
Grønland, der helt nøje stemmer med
de forestillinger, man havde om hele
den store ø, før man overhovedet så
den.
Umiddelbar og frimodig
Befolkningen, som kun har været
under europæisk — og det vil sige
dansk — påvirkning i 50—60 år, er
mere umiddelbar og frimodig end
vestgrønlænderne i al almindelighed
er det i dag.
Jeg mærkede det straks, jeg kom
ombord i den ny og hurtige kolonibåd
„Johan Petersen", som lå og ventede
på os i Kulusuk, hvor vi netop var
landet med den islandske maskine fra
Sdr. Strømfjord. Bådens skipper hed
Lazarus, en af mandskabet bar navnet
Josef og i stævnen havde vi en mand
på udkig, der hed Esajas. Lazarus bød
velkommen med et stort smil, og snart
efter nærkede vi den humor, han be-
nyttede sig af, mens han udstedte sine
ordrer til besætningen.
Han talte ligefrem og naturligt med
alle ombord, og straks følte man, at
man stor overfor en grønlænder uden
mindreværdsfølelse af nogen art. —
Hvorfor skule han også have det? Han
sejlede med enestående dygtighed sin
båd mellem de mange isfjelde rundt
om pynten og ind i fjorden.
Ranke, stolfe og glade
østgrønlændere
I Angmagssalik blev opfattelsen ikke
ændret men tværtimod bestyrket. Øst-
grønlænderne er ranke, stolte og glade
mennesker, der spontant hilser andre,
ligegyldigt hvem de er, med et frejdigt
smil, mens de sætter fingeren til ka-
skettens skygge.
Byen afviger fra andre grønlandske
byer ved at være fuldstændig ren og
næsten støjfri. Man hører kun en sag-
te brummen fra det nye elektricitets-
værk ved elven. Husene, man ser, er
gennemgående gode og pæne — nogle
få dårlige huse findes dog endnu — og
folk er velklædte.
„Dem vesffra!"
Man mærker intet til, at østgrøn-
lænderen i åndeligt henseende skulle
stå tilbage for andre i Grønland, man-
ge taler dansk, og drister man sig til
at spørge direkte, får man svar, der
giver udtryk for det samme. — Jeg
spurgte en dansktalende østgrønlæn-
der, som omgående svarede: „Jeg ved
godt, at sådan siger man i Vestgrøn-
land, men husk på, at vestgrønlænder-
ne ikke er rigtige grønlændere, vi kal-
der dem blot Kitåmiut — dem vestfra“.
Han lo, da han sagde det, så man kan
vel ikke vide helt bestemt, om han
virkelig mente det.
Økonomisk fremgang i møde
Imidlertid er den sindsligevægt og
ro, der præger Angmagssalik-borge-
ren, lige så iøjnefaldende som den ube-
rørthed, der er over naturen i denne
del af landet. Man kommer ikke uden-
om, at der alligevel er noget fortidigt
og ufatteligt over Østgrønland, alt vir-
ker så stille og sikkert; glædeligt er
det, at denne del af den store ø efter
alt at dømme nu også går en økono-
misk fremgang i møde.
Chancer for de unge i Kungmiuf
I Kungmiut — et af Grønlands,stør-
ste udsteder — tjente ca. 40 fiskere
sidste år omkring 200.000 kr. tilsam-
men, d. v. s. ca. 5.000 kr. i gennemsnit.
Blandt disse fiskere var 5—6 store for-
ældreløse drenge i en båd, som Ang-
magssalik distriktsråd havde foræret
dem for at give dem en start i tilvæ-
Øsfgrønland står foran en ud-
vikling uden sidestykke, men
østgrønlænderens sind er upå-
virket — stadig umiddelbart
og frimodigt
Af HELGE CHRISTENSEN
reisen. Det kan man mærke endnu i
Kungmiut, at man tjente godt sidste
år, der er gang i boligbyggeriet, man
er fornuftig klædt på, og man gør sig
klar til i stigende grad at udnytte de
torskerigdomme, som den blå fjord
byder på blot i nogle få måneder hvert
år.
Der bygges ny butik, og der skal op-
føres kajanlæg, fiskehuse og tørrestil'
ladser — der skal kort sagt ske noget
til gavn og glæde for befolkningen,
som i årets andre måneder er henvist
til at leve af fangst på god, gammel,
grønlandsk vis.
„Miki"-sælfangsfen
Også andre erhverv finder man på
i Angmagssalik distrikt. Gennem man-
ge år har man i Østgrønland måttet
høre fangeres beretninger om de man-
ge hundrede sælskrotter fra nordmæn'
denes skindtogter, som nytteløs drev
med isen sydover for næsen af en be-
folkning, der nu og da godt kunne
mangle kød.
Nu har man med stor succes selv
begyndt togter ud i isen for at fange
klapmydser, og med det gode skib
„Miki“ har fartøjsfører Niels Under'
bjerg og hans grønlandske besætning
bragt den ene fangst ind til Angmag'
ssalik efter den anden, og dygtige øst-
grønlandske kvinder er taget til byen
for at være med i flænsningen og be-
handlingen af skindene, som foregår
ved den fossende elv. Her sidder de i
en lang række og gør skind efter skind
i stand, mens andre skind vaskes rene
i elven eller udspændt soltørres på
græsskråningerne. Utallige sælskrotter
dingler på byens kødstativer, og skin-
dene indhandles efterhånden, som de
bliver rede til det.
(Fortsættes side 27)
Et lille kig over Angmagssalik. Midt i
billedet ses inspektørboligen og foran
den „Kastellet", det ældste hus i byen
— nu manufakturbutik
Angmagssalik. dssilissap Kernane ipoK
Tunume nålagkap igdlua, tåussumalo
såvane igdloKarfingme igdlut pisouau-
nerssåt „Kastellet“ — månåkut Ang'
magssalingme ånoråminérniarfiussoK