Atuagagdliutit - 17.12.1959, Blaðsíða 26

ste fangst, og Susåt blev så henrykt
over „sønnens11 bedrift, at hun som en
gal fortærede fuglens indvolde råt. Det
må have smagt modbydeligt, men Su-
såt åd med det største velbehag og pri-
ste spisen i høje toner. Hun var jo
konservativ. Og den specielle eski-
moiske skik, at man bliver ovenud be-
gejstret over yndlingsbarnets bedrif-
ter, kan udarte sig til det mest utro-
lige.
Sidste gang, jeg så Susåt, var den-
gang hendes egen søn skulle rejse til
sygehuset i Umanak. Det var gået ned
ad bakke med Amose i den sidste tid.
Nu skulle han indlægges, og jeg skulle
med den skonnert. Jeg mødte Susåt og
InugssuaK på vej ned til stranden. De
gik med Amose i midten. Han var lig-
bleg, og når han hostede, kom der blod
op over hans læber. Han åndede tungt,
og sveden perlede ned ad hans pande,
mens han gik og støttede sig til sine
forældre.
Et
(Fortsat fra side 22)
Nyf sygehus — og dygtig læge
I Angmagssalik har man fået nyt
sygehus, det er både solidt og velind-
rettet, og at man også har en dygtig
læge, erfarede man igen i sommer.
En styrmand fra en norsk sælfanger
blev næsten døende bragt ind til syge-
huset, hvor han omgående kom på
operationsbordet. Han havde „hul i
maven", sagde en grønlandsk syge-
plejerske, et perforeret mavesår, som
havde medført et meget stort blodtab.
Det hele så temmelig håbløst ud, men
operationen, der varede mere end tre
timer, og blodtransfusionerne reddede
den unge sælfangers liv. Et par dage
senere gik han omkring på sygehuset,
som havde han aldrig fejlet noget.
Men Angmagssalik er et stort di-
strikt, så stort, at lægen med bekym-
ring sejler af sted til Skjoldungen —
en tur, der vil tage omkring en halv
snes dage ialt, for der kan ske så me-
get, mens han er væk, når der både
sprænges og bygges i byen.
Også på anden måde kan det store
distrikt byde på vanskeligheder, f. eks.
hvad forsyningen angår. Den chartre-
de skonnert „Svendborg" var 4—5
gange på vej til Isortok, lastet til luge-
kanten med hele den kommende vin-
ters proviant, men hver gang måtte
man vende om, fordi isbæltet foran
Isortok var umuligt at trænge igen-
nem. Inspektør Jørgen Borchersen
ville ikke give op, forsyningerne skulle
frem til befolkningen, og senere skulle
der også kul til stedet.
Der skal ske noget —
Angmagssalik står ligesom Kung-
miut foran en udvikling, der vil give
bedre økonomiske kår for befolknin-
gen. Der skal bygges ny butik, den
gamle er for lille, men ellers nydelig
og måske en af de mest velforsynede
i Grønland, og der skal opføres atlant-
kaj med pakhuse. Ny skole har man
fået, og på ønskelisten står også et
alderdomshjem. I takt hermed vokser
små, lune boligstøttehuse op ad fjel-
dene, og et stort rækkehus — der ikke
pynter — er ved at stå færdigt. Til
fiskerne bygges der både i færingestil,
som kan erhverves på meget lempe-
lige vilkår.
Trods alt dette nye er det østgrøn-
landske sind endnu tilsyneladende
„Ser du, Julut — nu skal Amose og-
så rejse"! sagde Susåt med blikket ret-
tet mod mig. Hun smilede som altid,
som etiketten forlangte, men større
fortvivlelse i udtrykket har jeg ikke
før eller siden set hos nogen andet
menneske. De tre sønner var også rejst
til Umanak, men ingen af dem var
kommet tilbage ....
Mange år efter så jeg min mor i
samme situation. Jeg skulle også rejse.
Jeg var på vej ned til båden, støttet af
far og mor. Jeg var i nøjagtig samme
forfatning som Amose hin sommerdag
i Uvkusigssat. Jeg kom til at tænke på
mor. Hvor tungt måtte det ikke være
for hende. Men i det samme erindrede
jeg Susåts ansigt. Mor var ganske vist
i samme situation som Susåt dengang,
blot med den forskel, at hun har fem
raske andre børn, men det var Susåts
sidste dreng, som skulle rejse ....
upåvirket, ingen virker rastløse, og
det er som om, man er indstillet på
ikke at ville tage skade. Man ser in-
gen drikfældighed i Angmagssalik. De
eneste berusede, jeg mødte, var et par
danske håndværkere.
Del praktiske, men sjældne fartøj —
konebåden
Ved indsejlingen til Angmagssalik
ligger på pynten den interessante som-
merboplads Igdlumiut, en lejrplads
med nogle få jordhytter og mange
telte. Her bor folk fra udsteder og bo-
pladser, når de kommer på besøg for
at få deres børn konfirmeret og for at
sælge husflidsarbejde, de har begået i
vinterens løb. Det sættes liv over byen,
når konebåden fra Kap Dan kommer
sejlende ind gennem fjorden. Man kig-
ger ned i det efterhånden sjældne far-
tøj, mens den lægger til og forbavses
over at se dens brogede indhold: En
symaskine, en rejsegrammofon, en død
sæl, en hund med hvalpe, en primus
— jovist man mangler intet, og et mere
praktisk fartøj skal man lede efter,
for møder man isbælter, så kravler
man simpelthen op på isen, tager bå-
den på skuldrene og går over is til frit
vand.
Ingen får til at græsse floraen væk
Man hører daglig kajakfangerens
skud mellem isfjeldene ude på fjorden
og glæder sig over den storladne natur.
Der er i Angmagssalik-området en vid-
underlig flora, simpelthen fordi der
ikke findes får, som andre steder i
Sydgrønland græsser blomsterne væk.
I Blomsterdalen bag Angmagssalik
findes en halv snes arter af høgeurt,
vibefedt i store mængder, den duften-
de tjærenellike og mange andre blom-
ster, og i elven springer laksen, så det
glimter i det solklare vand. Snespurve
og gråsiskener synger fra pilekrattet.
Kan man i Østgrønland bevare de
lyse sind og de glade smil, vil den el-
lers lidt karrige natur fortsat være
gavmild i nogle måneder af året, og
vil man, hvad alt tyder på, holde løf-
terne om forskelligt byggeri, så vil
Angmagssalik-området utvivlsomt gå
stadigt lysere tider i møde.
helt andet land ...
■ ■ ba: L1] P] CCA ■
i for] SIKRING
Balficame sitdlimaslneK
Helvetia posebolcher —
lækreste kvalitet — i luk-
kede, hygiejniske, fuld-
vægtige 100 grams poser.
Helvetia såkuarKat pugssiårKanitut
— mamarunarsardluinagkat — ma-
tuvdluagkanik perKigsårussanik p6r-
tat pugssiårKane 100 gramikutårtune.
Danmarkime
måkarina
niorKutigi-
neKarnerpau-
SSOK...
ima ateKarpoK:
27