Atuagagdliutit - 17.12.1959, Qupperneq 3

Grønland
av
mi;
intet
Eengang Grønland, altid Grønland
er jo et slagord, man har hørt anvendt
ofte. Og det skal altså dække over den
kendsgerning, at folk, der har haft mu-
lighed for at stifte bekendtskab med
Grønland, altid længes tilbage dertil
senere hen i livet.
Efter min hjemkomst fra et fire-
årigt ophold i Godthåb har jeg gang
på gang spurgt mig selv, om jeg læn-
ges tilbage, og hver gang har jeg efter
nøje prøvelser måttet svare „nej“.
Jeg kom ikke tilbage — for Grønland
gav mig,intet godt!
Jeg tror imidlertid nok, at jeg kan
forstå baggrunden for slagordet. Det
er jo opstået i en tid, hvor Grønland
var anderledes, end det er nu og er
ved at blive nu. Dengang mødte dan-
skeren i Grønland i meget høj grad
den grønlandske befolkning og den
grønlandske natur. Sådan er det måske
på de mindre steder og i de mindre
byer endnu, men for den dansker, der
i dag kommer til en af de større grøn-
landske byer, er forholdet et helt an-
det. Danskeren kommer op til et ar-
bejde, der er godt og vel så stort som
hjemme. Arbejdsmæssigt kræves der
så meget af ham, at han har vanske-
ligt ved at få tid til nærmere kontakt
med befolkningen og til at lære lan-
dets natur at kende. Han sætter sig på
et kontor svarende til det, han forlod
i Danmark — forskellen er alene den,
at. han i Grønland har mere at lave
end hjemme.
Og så pukler han dag ud og dag ind
i en by omringet af fjeld og fjord,
hvorfra han ikke kan slippe væk, når
genvordighederne på den ene eller an-
den måde bliver for store. Han er fan-
get — fanget rent geografisk.
Denne fornemmelse af indespærring
kommer til at præge ham selv og hans
kolleger og omgangskreds. Afreagering
i forbindelse med personlige, private
og arbejdsmæssige skuffelser og mod-
gang af den ene eller anden art kan
ikke finde sted på den måde, han er
vant til fra Danmark — specielt hvis
han kommer fra København. Der kan
man altid søge afveksling eller søge
væk, det være sig til andre dele af lan-
det eller til udlandet, når det hele bli-
ver for broget — i Grønland fanger
bordet. Han har pænt at blive siddende
sin tid ud.
Resultatet? Der afreageres ved slad-
deragtighed og småondskabsfuldhed —
for hvordan bliver man under sådanne
vilkår større på anden måde end ved
at gøre andre mindre.
Det har været mærkeligt at konsta-
tere for andres og for sit eget vedkom-
mende, hvordan de sjælelige kvalite-
ter devalueres i den grønlandske inde-
spærring.
For mange foregår nedbrydnings-
processen så umærkeligt, at den slet
ikke registreres. Andre vågner op en-
gang imellem og ser sandheden i øj-
nene — nemlig at man bliver mindre
værdifuld som menneske for hver dag,
der går.
Naturligvis er der folk, der ikke
kommer ind i denne nedadgående kur-
ve, men jeg har den opfattelse, at det
er få, der går fri.
Behovet for afveksling, for afreage-
ring, for morskab bliver efterhånden
så stort, at mange hensyn sættes til
side. Facaden bevares, men ikke meget
mere. Trofasthed, ordholdenhed, sand-
hedskærlighed bliver nedskrevet i
rask tempo. Karakterbrist og sjælelige
småskavanker dukker op til overfla-
den og får voksebetingelser. Man hen-
giver sig til dagdrømmeri af den ene
eller anden art i forbindelse med per-
soner og forhold, for så, når tilstanden
eller personen keder, at kassere og ud-
skifte som drejede det sig ikke om le-
vende mennesker, men om brugt og
snavset tøj. Og man gør det tilsynela-
dende med den bedste samvittighed af
verden — simpelthen fordi samvittig-
heden lidt efter lidt sættes ud af funk-
tion. Den er kun til besvær og bliver
derfor arbejdsløs.
Alt ialt konstaterer man, at dansker-
ne hjemme fra er vænnet i alt for høj
grad til et samfund med mange ai-
vekslingsmuligheder og til en verden,
hvor rejser er inden for hver mands
rækkevidde, til her at bo i et land,
hvor stavnsbåndet gælder i vidt om-
fang, og hvor naturen er voldsom og
overvældende. Der er ingen tvivl om,
at danskerne i nytiden i Grønland gør
et stort og opslidende arbejde, men der
er heller ingen tvivl om, at det er de
færreste, der går fra deres arbejde i
Grønland uden skader på deres per-
sonlighed. Det grønlandske eventyr er
på denne måde blevet en grønlandsk
tragedie for mange — hvadenten man
vil indrømme det eller ej. De ærligste
af danskerne, der har været i Grøn-
land, vil indrømme, at de kom til et
stort land og måtte erkende sig selv
som værende for små, hvad personlig-
hed angår. Mange har betalt en høj
pris for deres år i Grønland ....
Den skujfede.
3