Atuagagdliutit - 01.12.1960, Blaðsíða 12

Dansk-grønlandske problemer
Læserbreve
“ KLIP
Svar fra Julianehåb
Vi har modtaget:
Jeg har ellers ikke tænkt på at be-
svare de artikler, der er skrevet i an-
ledning af restauranternes lukning i
Julianehåb, men da jeg læste artikler-
ne i A/G nr. 20 og 21, anser jeg det for
påkrævet, at jeg fremkommer med et
svar.
Først vil jeg sige, at overskriften i
A/G nr. 21 efter min mening er for
hårdt udtrykt, idet der stod Juliane-
håb tørlagt. Som sagen er, ville det
passe bedre, hvis overskriften havde
været: Udskænkning af spiritus på re-
stauranterne i Julianehåb er nu for-
budt. A/Gs overskrift kan nemlig for-
stås således, at man har frataget folk
retten til at købe spiritus.
Artiklen i nr. 21 er formet som svar
på mine ord, hvorfor jeg hermed sø-
ger at svare på det.
Der står ganske vist ordet restaura-
tør, men det vil snarere være virk-
somhed med ret til udskænkning af
spiritus. Da ejeren Ib Ibsen i sin tid
skulle starte virksomheden, kendte
jeg godt hans planer, idet han stod
i kontakt netop med mig og fortalte
mig om, hvad han agtede at gøre. Det
var hans oprindelige mening, at der
skulle være en spiserestauration, idet
byen manglede en sådan, og han havde
flere gange henvendt sig til mig og
bedt om støtte. Jeg kan kun sige, at
jeg virkelig havde støttet ham. Men
inden han kom rigtig i gang, havde
han sendt en ansøgning til kommu-
nalbestyrelsen om at få ret til ud-
skænkning af spiritus, idet han alle-
rede dengang var klar over, at det ikke
ville kunne betale sig at drive virk-
somheden uden udskænkning af spi-
ritus. Ibsen havde fået sin ansøgning
bevilget ganske ekstraordinært, idet
den tredje bevillingsindehaver i byen
ikke længere ønskede at have bevil-
ling, og derfor havde kommunalbesty-
relsen givet Ibsen lov til at have ret
til udskænkning af spiritus, men alle-
rede dengang vidste Ibsen, at bevil-
lingen gjaldt for to år, og inden de to
år var gået, skulle han sende en an-
søgning om fortsat ret til udskænk-
ning, men også med den mulighed, at
ansøgningen ikke bevilgedes. Kommu-
nalbestyrelsen genbevilgede hans an-
søgning i 1959, men kun gældende for
I lokalbladet „SermitsiaK", trykt den
14. oktober 1960, findes der et indlæg
med overskriften „Hvornår skal man
forbyde børn at se en film, der er for-
budt for børn". Underskriften er fra
kulturrådet. Artiklen omtalte forskel-
lige forhold og fortsætter: „Når en
film er forbudt for børn, og der ikke
er nævnt bestemt alder, så forstås det
således, at forbudet gælder for børn
under 16 år, efter sagkyndiges udtalel-
ser egner filmen sig ikke for børn un-
der 16 år. Filmlederen eller billetkon-
trolløren har pligt til at afvise en per-
son, som han mener under 16 år. I
sådanne tilfælde har den person, der
føler sig uretfærdigt behandlet, pligt
til at vise, at han eller hun virkelig
har den fornødne alder, f. eks. ved at
vise dåbsattesten eller en eller anden
attest".
Spørgsmålet gælder ikke alene i
Godthåb, jeg vil blot ønske, at alle
steder, hvor der vises film, må være
underrettet om dette. Det er ellers
ikke mig, der skal tage stilling til dette
et år. Jeg synes, at Ibsen burde sige
tak for de tre år, han havde fået lov
til at udskænke spiritus fremfor at
udtale sig så omfattende i aviserne, og
han burde benytte lejligheden til fo-
reløbig at drive spiserestaurant i ste-
det for som nu at lukke den. Ved at
fortsætte virksomheden som spisere-
stauration ville Ibsen have vist byen
sin gode vilje, men da han forlod den,
viste han blot, at han ikke havde vilje
til at sørge for de gæster, der kom-
mer til byen udefra, med spisning, men
han viste, at han interesserede sig
mest for spiritusudskænkning. Hvis
virksomheden virkelig skulle være til
gavn for folk i byen og folk udefra,
burde den være tilgængelig for alle,
der ville spise, fremfor kun at ser-
vere øl og stærke drikke, idet de men-
nesker, der havde fået spiritus her,
stadig søger at købe endnu mere spi-
ritus.
Ibsens påstand om at spiritusmis-
bruget i byen ville blive større ved
virksomhedens ophør, kan jeg svare
således, at man inden afstemningen
havde tænkt på at sætte en stopper
for udskænkningen, da virksomheder-
ne i sig selv var fristelser for ung-
dommen, som her vænnede sig til ny-
delse af spiritus. Man var ikke bange
for, at drikkeriet skulle blive større,
da ungdommen under tilsyn af hjem-
mene ville være forsigtigere. Jeg ved,
at mange forældre har klaget over, at
deres børn, der ikke kendte noget til
drikkeriet hjemme, var begyndt at
drikke i virksomhederne og var ikke
længere så lydhør over for forældre-
nes advarsler.
Som forsvar for sig selv omtalte Ib-
sen søfolk, der ikke havde nogen ste-
der at gå til, hvorfor de slog sig ned
i virksomhederne. Der kan være noget
om det. Men det er netop disse virk-
somheder, som visse piger gerne be-
søger, og de bliver efterhånden havne-
piger. Mange aldrende forældre ser
med bekymring på deres børns frem-
tid. Jeg har set mange forældre lede
efter deres døtre, og de gik ofte direkte
til restauranterne for at få dem hjem.
Skal vi blive ved at tolere sådanne
forhold uden forsøg på at rette dem?
Hvad er grunden til, at man som
forsvar for spiritus ofte nævner, at af-
spørgsmål, men da jeg anser det for at
være meget vigtigt, sender jeg dette
indlæg til A/G. Jeg tror, at en film,
der er forbudt for børn, misforstås på
flere måder, idet jeg har indtryk af,
man forstår det på den måde, at det
gælder børn fra konfirmationsalderen
og nedefter. Så forstår man forbudet
for gældende kun for børn, således at
de konfirmerede, skønt de endnu må-
ske kun er 13 år, har adgang til at se
filmen. Det må så være sådan, at de
unge under 16 år betragtes som børn,
når det gælder film, og så må jo de,
der er under 16 år, betale børnebillet,
idet de betragtes som børn. Hvad siger
man til det?
Filmforevisningens formål er ikke
blot at samle penge ind, men man kan
lære meget af en film, både godt og
dårligt, og man forstår jo, hvad dår-
ligt er, og i film kan der være mange
ting, som man skal gøre opmærksom
på. Derfor er det ikke rigtigt, at de
konfirmerede under 16 år ser alle film
som alle andre voksne.
Vi har modtaget:
„Den ene arbejder for den anden".
Dette udtryk er tankevækkende. Vi
ved, at vore øverste myndigheder i
disse år bryder deres hjerner for at
finde ud af, hvordan man skal løse
beskæftigelsesproblemet, idet arbejds-
løsheden — især om vinteren — findes
blandt grønlænderne. I nogle kommu-
ner finder nødhjælpsarbejde sted, men
denne foranstaltning har ingen frem-
tid. Befolkningsantallet stiger, og det
bliver nok endnu mere vanskeligt at
få beskæftigelse — også om somme-
ren — som følge af forøget anvendel-
se af maskinelt udstyr og andre for-
hold. Derfor kan jeg godt forstå dyb-
den og sandheden i Kjeld Rask Ther-
kildsens ord.
Der er nu gået 10 år, siden Grøn-
giften går til landskassen, som her-
igennem hjælpes med at få penge ind.
Fhv. landshøvding Lundsteen udtalte
engang under omtale af lønningspro-
blemer i radioen bl. a.: hvis du begyn-
der at drikke, så tænk ikke på afgiften
til landskassen. Disse penge kan man
få ind ad en anden vej. Under mit op-
hold i Danmark i 1954 hørte jeg et fo-
redrag af socialministeren, der bl. a.
udtalte: Følgerne af spiritusmisbruget
er meget forskellige, og der er mange
forsørgere, der drikker deres løn op,
når de kommer ind i restaurationerne
på vej hjem.
Erhvervsmæssigt står vort land
langt tilbage endnu, og vi må først og
fremmest forsøge at ophjælpe erhver-
vet fremfor forsøge at fremme spiri-
tusnydelsen, og når vi med hensyn til
erhvervet er nået så langt, så kan vi
først begynde at tale om, at vi skal
oprette udskænkningssteder og tage
stilling til spiritus, og så først kan vi
måske gøre som andre nationer gør.
Hvis restauranterne skal fortsætte som
det er tilfældet i dag, nemlig at være
udskænkningssteder og ikke spisere-
stauranter, så er det bedst, at de hol-
der op med at eksistere, men hvis de
er spiserestauranter, der er åbne for
alle, så kan vi sige, at de er til gavn
for byen.
Jeg undrer mig over Ibsens udtalel-
se om, at man måske ville lade turi-
sterne komme til byen på et-dagsbe-
søg. Er det sådan, at turisterne vil me-
ne, at det ikke er værd at se på byen,
når der ikke findes udskænkningsste-
der? Men hvorfor kommer der så
mange turister til Færøerne, hvor der
ikke findes restaurationer med spiri-
tusbevilling?
Ibsens udtalelser angående private
trawlplaner finder jeg ikke i overens-
stemmelse med sandheden, idet han
skrev, at han havde tænkt sig at være
med, men det ville han jo ikke. Det
ved jeg, da jeg selv var en af under-
skriverne.
Lige efter afstemningen skrev Ibsen
i det lokale blad bl. a.: I Grønland kla-
ger man ofte over, at de indfødte be-
handles som børn, og det er beklage-
ligt, at de folkevalgte er de første, der
nu vil behandle deres landsmænd som
børn. Det vil jeg svare på: Er det den
slags danske, der vil lære os, hvordan
vort lands udvikling skal gå? Jeg har
den opfattelse, at når vi folkevalgte
skal arbejde på den rette måde, så må
vi ikke stå med hænderne i lommen
og lade tingene gå som de kan, men
vi må bekæmpe alt, som ikke er til
gavn for vort land, og vi må fjerne
det skadelige og hjælpe vore lands-
mænd, så at vi efterhånden kan stå på
højde med andre nationer. Vi er tak-
nemlige over, at mange danske her i
byen viser mange gode eksempler på,
hvordan vi skal arbejde, og hvad vi
skal gøre, og de støtter os i vor kamp
mod spiritussen.
Angående Cicilie Lunds indlæg i
A/G nr. 20 vil jeg svare: Hvis vi skal
arbejde for ungdommen, må vi be-
kæmpe det, som vi finder er skadeligt
for den. Hvordan kan vi ellers arbejde
for at rette et forhold, der må rettes?
Endelig tror jeg, at du kunne have
forstået de mange forældres vanske-
ligheder, hvis du havde boet her og
set på forholdene på selve stedet.
Oluf Høegh.
lands store opbygning begyndte, og
240 år siden kolonisationen begyndte.
Til det store byggeri har grønlænder-
ne kun næsten været tilskuere, idet
man kan sige, at det store byggeri ud-
føres af meget dyr udsendt arbejds-
kraft. Investeringerne siges at være til
hjælp for grønlænderne. Men vi ved,
at man siden det store byggeri be-
gyndte ikke havde gjort noget særligt
for at få grønlænderne til at være
med. 10 år er gået, siden det store
byggeri begyndte, uden at give grøn-
lænderne mulighed for at være med
ved at oprette lærepladser i hånd-
værk. Der findes ellers rigeligt med
ungt menneskemateriale, som kunne
have været med til byggeriet i dag,
hvis de havde haft mulighed for at
dygtiggøre sig. Men da der hidtil ikke
har været mulighed i denne henseen-
de, kan vi sige, at den ene arbejder
for den anden.
Nogle vil sikkert gerne have, at alle
grønlændere skal være fiskere for at
forøge produktionen. Er det for at
fortsætte anvendelsen af den dyre ud-
sendte arbejdskraft? Vi ved, at grøn-
lænderne som andre folk ikke kan
beskæftiges med kun en ting. De sid-
ste års regnskabstal har vist, at de
talmæssigt få fiskere efterhånden kan
stå på egne ben, til trods for at udgif-
terne ved produktionen ikke kan siges
at være små, og til trods for at de næ-
re fiskebankers fiskebestand ikke kan
udnyttes fuldt ud som følge af man-
(Fortsættes side 19.)
Grønlandsk retskrivning
Debatten omkring den grønlandske
retskrivning for og imod er ikke af ny
dato. Om samme emne stod der adskil-
ligt i den ærværdige, nu desværre af-
døde „AvangnamioK". Det var den-
gang, da man kunne skrive på grøn-
landsk — også i videre betydning.
Af de artikler, der stod i „Avang-
namioK", vil man opdage, at debatten
i hovedsagen drejede sig om enkelte
ords stavemåde. Senere begyndte de-
batten at beskæftige sig med brugbar-
heden af vores „gamle" retskrivning,
og der vil den nok bevæge sig ind-
til ....
Sidst stod der noget om retskriv-
ningen i „Grønlandsposten".
Jørgen Fleischers artikel i nr. 6,
1960 blev bifaldet af en „redaktionel
leder" i nr. 17. Da man dog ikke kan
tænke sig, at redaktøren af A/G, der
nok (endnu) ikke er blevet stiv i sin
grønlandske grammatik, for slet ikke
at tale om det gemene sprog, kan ind-
lade sig på at deltage i debatten, kan
man roligt påstå, at Jørgen Fleischer
igen har været på spil.
Kernen i Jørgen Fleischers artikel
er ønsket om, at man nu skal til at
skrive fejlfrit på grønlandsk. Derfor
må man ændre retskrivningen. Der er
mange blandt os, der tror, at retskriv-
ningen var lavet uden skelen til prak-
tisk brug. Vi har også vanskelighed
ved at frigøre os fra den tanke, at det
var en ikke-grønlænder, der har ud-
formet den. Det er let nok for os at
konstatere, at stavemåden til tider er
for svær, men tænker ikke over hvad
grunden kan være.
Retskrivningen har sprogets funda-
ment som udgangspunkt, nemlig:
Stammen og tilhængene. At dette er
tilfældet, skænker vi ikke en tanke i
daglig tale. Derfor kan man ikke æn-
dre retskrivningen, blot fordi man
finder den svær at stave, thi retskriv- ■
ningen og fundamentet for sproget
følger uadskilleligt hinanden.
Man har sagt, at vi skal være som
andre nationer, der forstår at skrive
deres sprog uden fejl. Det sidste led
af sætningen er en påstand, der må
tåle at blive henvist til grove påstan-
des rækker. Indtil nu har man ihvert-
fald ikke kunnet fremdrage et eksem-
pel herpå, og det vil blive vanskeligt
at gøre det. Også på grund af vores
ringe kendskab til de fremmedes
sprog.
Jeg er sikker på, at A/G efter de
sidste skriverier og letkøbte propagan-
daer vil få mange tilhængere. Godt at
(Fortsættes side 19)
Filmen forbudt for børn
12