Atuagagdliutit - 09.03.1961, Blaðsíða 12

En fangstrejse der endte med
DET var allerede flere dage si-
den, vi var stået havnen ud
for at begive os på denne årets
første fangstrejse, og isen hav-
de drillet og stillet store krav til vor
tålmodighed, mens vi rastløse var fa-
ret op og ned langs kysten for at finde
et smuthul i det svære isbælte, som lå
udenfor og i mange måneder havde
afskåret denne kyst fra omverdenen.
Fra de forskellige fjeldtoppe havde
vi spej det udover på alle tider af døg-
net, om der ikke snart skulle vise sig
åbninger og revner i denne isørken,
som vi måtte og skulle igennem for at
nå fangstpladsen et par hundrede mil
nordover, hvor klapmydsen på denne
årstid samles i tusindtal fra alle egne
af ishavet.
Nord- og østfra kommer de træk-
kende over store afstande fra Jan
Mayen og Svalbard eller vestfra fra
New Foundland for her i et par korte
sommermåneder at svælge i havets
myriader af småfisk og krebsdyr, som
får spæklaget til at gro fra dag til dag
indtil hårskiftningen sætter ind midt
på sommeren.
Når dette er overstået, forsvinder
dyrene igen på lige så mystisk vis,
som de er kommet, uden at nogen har
kunnet finde ud af, hvor de opholder
sig i den mellemliggende tid. Bevidst-
heden om, at tiden er inde for stævne-
mødet deroppe nordpå gør, at vi ef-
terhånden er blevet emsige for at slip-
pe udenfor.
I går var det lige ved at lykkes, og
vi havde arbejdet os adskillige mil ud-
over på højde med Kap Dan, men
måtte give op efter at have mødt
uoverstigelige isvanskeligheder og væ-
ret vidner til de kræfter, der ligger
Stort udvalg
FOTO - KINO
Skriv efter brochurer om
kamera og tilbehør
assilissutinut atortugssainutdlo
agdlagtitsivigssaK piniaruk
HILDING FOTO
Vesterbrogade 6 E København V
Tlgr.- adrs.: Hilding Foto
bag isstrømmens rolige og ustandse-
lige drift sydover.
Under bulder og larm kantede de
metertykke flager sig om de strande-
de isfj ældes fødder, mens de stod der
urokkelige, standset af de grunde ban-
ker uden for kysten, men på afstand
fik man det falske indtryk, at disse is-
kolosser blot var på vej nordover.
I virkeligheden var det os, der sam-
men med den øvrige ismasse umærke-
ligt drev sydpå, mens fjeldformatio-
nerne derinde på kysten skiftede ka-
rakter og ekkoloddet fik vanskelighe-
der ved at registrere vanddybden her,
hvor havbunden skråner brat nedover.
Drivise'n på disse kanter og især før-
end man når sønden om alle banker
kan være dødsensfarlig for ethvert
skib, uanset styrke og størrelse, og vi
fandt det klogest endnu engang at
stikke halen mellem benene og søge
til land, mens vi endnu var nogenlun-
de herrer over situationen.
Efter mange timers besvær fik vi
arbejdet os ind i landvandet og op
gennem Angmagssalikfjorden, drejede
styrbord ud gennem Ikagteksundet
forbi distriktets nordligste boplads,
Sermiligak, hvor Erik den Rødes ø som
en mægtig fjeldklods rejser sig brat af
havet på den yderste kyst.
Her lægger vi til klipperne og begi-
ver os opover, og det bliver en drøj
klatretur, der presser sveden frem af
alle porer, mens de nikotinhærgede
lunger arbejder som blæsebælge og
spiler næseborene ud. Jeg har mit be-
svær med at følge besætningen, hvis
korte rappe ben forekommer mig at
svinge indover og ende i et par flue-
fødder.
Da jeg som bagtrop varm og forpu-
stet når til tops, har jeg indtryk af, at
de andre har været der længe og vel
nærmest småfryser, mens de modtager
mig med en opgivende hovedrysten,
der igen betyder det samme som, at
der er intet at gøre herfra heller.
Det tager ikke lang tid, førend jeg
må indrømme, at det ser sort ud (eller
rettere sagt alt for hvidt) til, at vi vil
have nogen mulighed for at slippe
igennem på disse kanter, men klatre-
turens anstrengelser bliver dog i fuldt
mål honoreret med den pragtfuldeste
udsigt, man kan tænke sig.
Det er jo ikke hver dag, i hvert fald
ikke for mit vedkommende, at man
har energi og tid nok til at arbejde sig
r
LETTE GLADE FØDDER
bruger RADOX fodbadesalt
Varmt vand - drys RADOX i -
put fødderne ned! Ahh, hvor det
lindrer på hård hud og ligtorne ..
Tæerne kribler af velvære, og
man får lyst til at danse.
RADOX gir friske,
glade fødder.
RADOX
isigkat oKitsut midnartut RADOX-ip
tarnjue isigkanut atugagssiat atortmpait!
imeK kissartoK - RADOX nakalatalaruk
- isigkatitdlo imermut misutdlugit! ahh,
ilumut amermut mangcrsunnit maininer-
nutdlo iluatdlangarame . .. imissat ilua-
rusungnermit tortalartuinauput xiting-
nigssardlo kajungernarsissardlunc.
RADOX evkiluitsunik nuanar-
tunigdlo isigaxalersitsissarpoK.
FOD-BADESALT
TOPVENTILET 4-TAKT
SPORT- OG LUXUS-MODELLER
200 cc.............................. 2600 kr.
500 cc.............................. 4200 kr.
650 cc.............................. 4900 kr.
Katalog tilsendes gerne — Levering med kort varsel
C. REINHARDT A/s
GI. Kongevej 11 — København V
------------------------—--------—-------—-----------—----------------------
Sælfangerskibet „Miki"s fører, Niels L. Underbjerg, beretter her
om „Miki"s sidste rejse, der endte med skibets hastige undergang og
besætningens lige så ilsomme flugt over på den frelsende is 300 kilo-
meter fra land. Det er en beretning ikke alene om mænds dåd i isen, men
også om den østgrønlandske hverdags poesi og om Johansen, der er mi-
nisterielt ansat kønsdriftsbestyrer ved Kulusuk.
så himmelhøjt over hverdagens små-
fortrædeligheder, hvor øens horisont
vokser for hvert skridt som ringe på
en vandpyt fra en morgensur spytklat,
der måske var begyndelsen til endnu
en grønlandsk hverdag.
I en tidløs verden
Udsigten herfra stemmer sindet til
højtid, og verden forekommer én uen-
delig skøn og tidløs, mens hjernen
tumler med brudstykker af et næsten
forglemt digt:
Og her, hvor vinden
driver frit sit spil,
og alle vilde urter vokser
som de vil,
er alle tider sælsomt til.
Men i den koboltblå himmel over os,
hvor der ikke mere er plads til forti-
dens hedenske guder, sejler et par en-
somme ravne, som var de nys lettet
fra tordengudens brede skuldre, mens
han selv svinger hammeren for at
værne Asgård mod jætterne, der lar-
mer derinde under Knud Rasmussens
bræ, der lyner og glitrer i solskinnet.
Desværre har vi hverken Hugin el-
ler Muninn til at hjælpe, men må kla-
re os med at lade prismekikkertens to
troldøjne spejde horisonten rundt blot
for at konstatere, at isdækket ligger
ubrudt så langt øjet rækker med en
lille stribe blåt vand alleryderst i det
fjerne.
Her kører solguden Tyr med sin
vogn, hvis eger glimter i solen og strør
guld på isfjeldene som sejler forbi,
mens de stejle og granithårde sider ly-
ser dobbelt op med det blå vand som
baggrund.
Tidløst ligger landet og havet ud-
bredt for vore fødder i en skøn ver-
den, hvor heksene om få dage, når Set.
Hansbålene igen blusser, samles til
dansemik om deres yndlingsret, rå he-
stelever, enten på Bloksbjerg, Hekla
eller Tromsfjeld og, hvem ved, måske
også her på Erik den Rødes ø.
Som den gamle Moses i hin tid på
Sinais top kan vi herfra netop derude
over kimingens rand skimte en lille
smule af det forjættede land, et stykke
isfrit Danmarksstræde, hvor luftspej-
lingerne af omvendte isfjelde bliver til
de skystøtter, der viser vej, lokker og
drager.
Men vi skulle jo nødig være fyrre-
tyve år om det som Israels børn, da
fangstperioden om lige så få dage al-
lerede vil være ved at være ovre, men
hvor meget man end gransker i sten-
tavler eller Den grønlandske Lods, sy-
nes der ikke at eksistere en brugbar
opskrift udover at vente, til der viser
sig åbninger i isen, der som en mægtig
flod ustandselig glider sydover.
Man skal ikke have sælfangst som
ernæring, hvis det hele skulle kunne
gøres med at betragte himlens fugle
og markens liljer, som bekymringsløse
befinder sig rundt omkring og over os,
og mens vi igen drager nedover, bli-
ver vi besjælet af en slags opgivende
hjælpeløshed, der kommer voldsomt til
udtryk, når man glider på en våd sten
eller i en absintgrøn mosklat.
Snart griber man igen sig selv i det
nytteløse i at ærgre sig fremfor at er-
kende vor egen betydningsløse place-
ring i verdensbilledet, hvor de høje
nunatakker rækker mod himlen og
stejle fjeldsider knejser dybrøde eller
blåsorte, mens væden danner mørke
striber efter en soldrukken og skøn
grønlandsk vårdag.
Her forsøger småpletter af græs el-
ler mos at tilknibe sig en opstandel-
sesmark i lavninger og revner, hvor
væden har af lej ret en karrig næring,
men nok til, at disse planter med en
beundringsværdig tro på livet søgende
breder rødderne ud over de nøgne
klipper, lidet anende, at der findes be-
greber som mindreværd eller opgiven-
hed.
Så skammer man sig faktisk og er-
kender alligevel sandheden om det
med markens liljer, og det er som om
Kap Danfjeldene, som vi nu ser fra en
anden vinkel, også skammer sig, i
hvert fald rødmer de i solnedgangens
skønne farver.
Om det er over os menneskekravl,
der tillader os at mukke over ikke at
kunne slæbe vort oliestinkende spor
gennem dette stykke uplettede natur
eller af forlegenhed over ikke at kun-
ne være os behjælpelig ved i tidernes
morgen, da jordskorpen skød ryg, at
have lagt sig nogle sømil længere ud,
er ikke let at afgøre.
Ved statsbanerne
Da vi kom ned, blev maskinen igen
startet, og vi fortsatte samme vej til-
bage og nåede sent om natten Kulu-
suk, hvor vi ankrede op ud for den
amerikanske base, hvor vi næste mor-
gen igen ville tage et overblik over si-
tuationen.
Allerede kl. 6 hopper vi om bord i
den første lastbil, der med arbejdsfolk
snor sig den lange vej opover til ra-
darstationen, som er under opførelse,
og mens vi slingrer rundt i de bratte
kurver, går samtalen livligt derinde
under presenningtaget, hvor tobaks-
røgen er tæt, så man kunne skære den
ud i blokke.
Mangt og meget bliver drøftet, og
alle landets dialekter er repræsenteret
i samtaler, hvis hovedtema er lønsat-
ser og overtidsbetaling samt det sæd-
vanlige om alt det her i landet, som
skulle laves helt anderledes.
Tavse lytter vi med, mens vi fryser
bravt, delvis grundet utilstrækkelig
søvn og dels, at vi jo ikke har deltaget
i basens noget amerikaniserede mor-
genmåltid bestående af grapefrugt, æg,
bacon og bjerge af syltetøj, hvis ener-
gigivende kraft først og fremmest har
sat sig i tungen og kæbemusklerne.
Jeg har slået kraven op om ørerne,
ikke fordi samtalerne generer mig,
men for varmens skyld, og stortrøjen,
som, hvis ret skal være ret, vel burde
befinde sig i den kongelige marine, gi-
ver anledning til et forsøg på at drage
mig ind i samtalen.
Det var sikkert de blanke knapper,
der var den egentlige årsag, og en
skulderbred kæmpe spørger på ærke-
københavnsk, om jeg er eller har væ-
ret ansat ved statsbanerne, hvilket jeg
finder klogest at bekræfte, da vore in-
teresseområder jo alligevel ligger
fjernt fra hinanden.
Desuden har jeg virkelig i den sid-
ste tid med mellemrum haft en følelse
af at befinde mig på en banecykel med
de to hjul på svellerne og det tredie i
grøften, når vi med skuden derude
bumpede os frem mellem isflagerne.
På toppen af den syv etagers høje
radarbygning, som må have kostet On-
kel Sam i millionvis af små, lysegrøn-
ne sedler med Abraham Lincolns mere
sjældne end kønne portræt, har vi et
vidt udsyn, og i dag ser det virkelig ud
til, at der er opstået slæk i isen uden-
for.
Iskanten kan vi ganske vist ikke
skimte mere, da den som en følge af
spredningen er trukket længere ud-
over, men så langt som vi kan se, sy-
nes vejen dog at være farbar, og nu
kan det næsten ikke gå stærkt nok
med igen at komme nedover og få
startet maskineriet.
Vi lægger til ude ved bopladsen,
hvor morgenduelige fangere allerede
er vendt tilbage fra endnu en mislyk-
ket morgen jagt og kan bekræfte, at
der sker forandringer derude, hvilket
vi også selv mærker på den stilhed,
der nu har afløst isskruningernes kla-
gende suk og dumpe støn.
Vi beslutter dog at tiden lidt an end-
nu, og jeg ror i land for som så ofte
før at drikke kaffe hos min gennem
mange år gode ven, kunstmaleren
Johnsen, som har været så længe her
i distriktet, at han næsten er fast in-
ventar, vellidt af alle, en mand, hvis
arbejde ikke hindrer ham i at tage del
i denne verdens efter vore begreber
syndige lyst.
Den lokale eunuk
Det er ikke noget let arbejde, han
som kontrollør (og ministeriel køns-
driftbestyrer) har påtaget sig på den
lille boplads, hvor det nye naboskab
12