Atuagagdliutit - 09.03.1961, Qupperneq 13

har til følge, at den europæiske kul-
turs tillærte moralbegreber har svært
yed at bestå sammen med den primi-
tive renhed og uskyld.
Men cølibatet, der er pålagt de 4 til
500 nyankomne arbejdere ved basen,
skal i videst mulig udstrækning over-
holdes, hvilket igen betyder en ud-
bredt friluftstilværelse for Johnsen og
hans to grønlandske medhjælpere, for
hvem den store ø ikke rummer uopda-
gede hemmeligheder i form af de for-
skellige hyggereder på græsklædte
pletter bag om store sten eller i de
små klippehuler.
Nyheder udveksles og glider tilbunds
sammen med utallige kopper kaffe,
rnen Johnsens pessimistiske betragt-
ninger med hensyn til, at vi vil have
held til at slippe igennem, er svære at
få ned, og lidt fanden-i-voldsk svær-
Ser jeg i et letsindigt øjeblik på, at
denne gang må det lykkes, og at han
*kke får os at se igen, førend vi er på
veJ hjemover med fuld last — eller
ankommer hertil i helikopter.
Det sidste var nærmere ved at gå i
opfyldelse, end jeg denne morgenstund
havde tænkt mig, og skulle alt være
gået helt retfærdigt til, kunne det sy-
nes mere rimeligt, at vi var forlist al-
lerede her under vore indledende for-
søg fremfor på en lumpen måde at
blive læsset af nogle dage senere tæt
ved fangstfeltet.
Alt for ofte havde vi jo gennem åre-
ne erfaret, hvad det ville sige at blive
brystet af isen, så saften drev af de
svære egespanter, og det vil være en
misforståelse at antage, at disse ople-
velser havde gjort vort arbejde rutine-
mæssigt, så vi var blevet skødesløse.
Grønlandssejlads har den modsatte
mdvirkning på dem som færdes her,
saledes at vi syntes ligefrem at være
blevet overforsigtige i en grad, der så-
ode tvivl i vore hjerter, om det i det
hele taget skulle lykkes os at slippe
uden for i denne sommer.
AUing ruller
Vinterens fangst og da særlig den
her ved Kap Dan havde jo ikke været
af det bedste, og i lang tid havde vi set
hen til den dag, da vi igen kunne hol-
de indover med en fuldtlastet skude,
hvis blod og vitaminrige bestanddele
ville være et vigtigt tilskud til den
ikke alt for næringsgivende butiks-
kost.
Ganske vist havde torskefiskeriet i
de senere år været i en rivende frem-
gang, men her som så mange andre
steder var dette noget uvant for be-
olkningen, hvoraf de fleste endnu fo-
retrækker det ældgamle fangster-
verv, der har svært ved fortsat at
hævde sig og føde den stærkt voksen-
de befolkning.
Den stigende trafiks anskaffelse af
otorbåde og færdsel med dem, og
en tiltagende uro har til en vis grad
°rc;revet fangstdyrene, således at der
are må banes nye veje, hvis dette
rhverv skal bestå og blot tilnærmel-
esvis dække behovet for sælkød.
en nye tids dønninger har, det
svære isbælte til trods, på mærkbar
måde formået at trænge igennem til
denne kyst, og båret af disse er kra-
vene til tilværelsen steget i tilsvaren-
de grad, hvilket ikke ligefrem har vir-
ket befordrende på fangsterhvervets
hårde og nøjsomme liv..
Den nye tids mange tillokkelser har
været en hård konkurrent over for
fortidens simple og ukomplicerede na-
turaliehusholdning, der, selv om den
vel er den sundeste, efterhånden har
fået svært ved at stå sig over for den
mere moderne pengeøkonomi.
Selve begrebet økonomi har heller
ikke endnu den bevågenhed hos be-
folkningen, som den vel burde have,
hvilket man vel vanskeligt kan be-
brejde nogen, der ligesom vi andre er
af den opfattelse, at pengene er lavet
runde for at skulle trille.
Men når trilleriet tager det omfang,
at alting ruller, fra mariekiks, Piratos,
ja selv til folk som er blevet velbeslå-
ede nok til at hæve deres månedlige
spiritusration, kan man jo nok synes,
at der er fremkommet en skævhed i
billedet, som bør rettes.
Tiden og udviklingen vil sikkert
råde bod også på dette forhold, og det
var såmænd ingen skade til, om også
vi til den tid ikke skulle bære de kar-
tofler hjem i spirerne, som vi køber
fra butikkerne til en pris af 80 øre pr.
kilo (intet under, at også brændevinen
er blevet dyr).
Rom blev jo som bekendt ikke byg-
get på én dag. Det var jo også meget
at forlange, når man betænker, hvor
mange år det tager at skaffe Angmag-
ssalik og visse udsteder tilstrækkelig
pakhusplads, der endog har svært ved
at rumme alle undskyldninger for va-
rernes ofte tvivlsomme tilstand.
I hvert fald en del af problemerne
kunne forlængst have været løst, og
det kan synes urimeligt, at f. eks. æg-
gene til fyrreogtyve øre pr. stk. skulle
optage pakhusplads, når det kunne
klares med at lade dem blive under
hønen endnu nogle dage, indtil også
de små dunede skabninger fik plads-
mangel. Senere hen kunne man jo i
hvert fald om sommeren opbevare dem
udendørs.
Men sådan er der jo så meget, og vi
ville føle os dårligt stillet den dag, vi
ikke mere havde noget at lave vrøvl
over, og det er så dejligt let at anven-
de Handelen, Ministeriet samt de an-
dre institutioner, som befinder sig
langt væk, som skydeskive, hvis hud
efterhånden har nået tilstrækkelig
tykkelse til, at det ikke kan genere ref
meget mere.
Kniv og gaffel er frygtelige og død-
bringende våben, der dog hovedsage-
lig anvendes til selvmord, især af os,
som er nået op på et højere kulturtrin,
men udviklingen som også har bragt
dette jægerfolk fremover, kræver bå-
de for dem og os lidt mere end netop
det at kunne spise sig mætte.
Spisevaner er dog en ikke uvæsent-
lig ting, og gudskelov er man her på
østkysten stødt mod en bastion fra
fortiden, der ikke uden videre lader
sig rokke, og det har også vist sig, at
man her havde et godt værn mod
Grønlands mest frygtede svøbe, tuber-
kulosen.
Hvor man førhen antog, at denne
sygdoms store udbredelse skulle være
et udslag af de dårlige boligforhold,
har man ved de senere undersøgelser
fundet ud af, at føden spiller en vigtig
rolle, hvad man har kunnet konstate-
re ved at sammenholde sundhedstil-
standen med boligforholdene, som vi-
ser, at nord- og østgrønlændere, som
langtfra bor luksuøst, ejer mere mod-
standskraft.
På eskimoernes lange og trælsomme
vandring fra arktisk Nordamerika ned
langs vestkysten og hertil var det sæ-
len, der viste vej fra pynt til pynt og
ledte fremover, og dette havpattedyr
gav ham alt, hvad han behøvede til li-
vets opretholdelse: mad, lys, varme og
beklædning.
Med vore dages civilisation tæt inde
på livet er end ikke det mere tilstræk-
keligt, hvad ingen heller vil bestride,
men nu er man dog nået så langt, at
der skal tænkes på at træde varsomt,
Foto: P. H E I R I N G
hvis man skal holde balancen, da of-
fentlige udskænkningssteders lumre
atmosfære aldrig vil kunne erstatte de
små hytters familieliv.
Det samme gælder en forhøjet time-
løn eller fiskepris, der kun kan være
et gode, hvis indtægten deraf forvaltes
på rette måde, og det samme gælder
igen butikkernes velforsynede behold-
ninger af alle mulige slags madvarer,
hvor man må lære, hvornår der skal
snoldes, og hvornår der skal gøres
indkøb til et måltid.
Indtil man er nået så langt, at der
nøje kan skelnes mellem disse ting, vil
den gamle vane med at spise kød og
fisk have uoverskuelig værdi ikke al-
ene på økonomien, men også på sund-
heden og velværet, og kan de gamle
jagtpladser ikke mere yde tilstrække-
ligt, må der med andre midler opsøges
nye og bedre.
Som norsk sælfanger
Ret uden for angmagssalikernes dør
har nordmændene gennem mere end
firsindstyve år drevet søgående sæl-
fangst i en målestok, man ikke har
kendt til i Grønland, og for at drage
lære af dem, blev jeg for et par år si-
den udmønstret med en norsk sælfan-
ger for at aflure dem deres specielle
fangstteknik og færden gennem isen
tilsøs.
Det blev en lærerig tid ikke alene
med hensyn til fangsten, men man
lærte også tilfulde det meningsløse i,
at der hvert år her kastes i tusindvis
af tons frisk sælkød i havet eller på
isen, der fører det sydover, tæt forbi
Angmagssalik, hvor man har svært
ved at dække det behov, som endnu i
mange år vil være tilstede.
Vore vellykkede forsøg forrige år,
hvor vi på halvanden måned hjem-
bragte tre fulde laster, som med det
samme blev afsat, beviste behovets
tilstedeværelse, samt at man her var
slået ind på noget, der var værd at
bygge videre på, endogså på trods af
denne sommers sørgelige resultat.
☆ ☆ ☆
Det gik igen udover, og som dagen
svandt, sank Kap Dans øer i det fjer-
ne, mens vi masede os fremad snart i
den ene retning, snart i den anden,
men stadig udover mod iskanten, og vi
var efterhånden nået mere end tyve
sømil ud og ca. halvvejs, så der ikke
var nogen vej tilbage, og maskinen fik
endnu en tand, så glødehovederne ly-
ste røde af arrigskab dernede i mør-
ket, hvor de hundrede heste sled i
skaglerne, så begen piblede i dækket
omkring udstødsrøret.
Vi begyndte at mærke en længe
ventet bevægelse i isen og troede snart
at være uden for, men der var lang
vej igen, og da vi endelig kom ud i
nærheden af kanten, var denne urolig,
og vældige skodser væltede sig i de
svære dønninger, der skød sine rygge
ind under iskanten, mens kaskader af
vand og skum stod himmelhøjt i vej-
ret.
Over alt lå vældige flager, som med
en klagende lyd sled kanterne af hin-
anden som nygifte ægtefolk, indtil der
er gået så mange splinter af og de tu-
sinde bagateller flyder ud og danner
mere ro og bliver til småting, som ikke
er nogen gnidning værd.
Det gælder om at holde tungen lige
i munden, og jeg kan se, det tages bog-
staveligt af besætningen ude på for-
dækket, der ligesom vrider de tætte
kroppe under de svære klæder, hver-
gang vi må svinge særlig brat for at
undgå en klods, der vælter sig tæt op
ad skibssiden.
Men det gik jo fint, og vi er kommet
udenfor, og aldrig i historien er det
vist sket, at noget skib så tidligt på
året er trængt gennem det østgrøn-
landske drivisbælte, og først nu for-
står jeg tilfulde Erik den Røde, da han
her lod sig afskrække og holdt syd-
over for at gå i land på vestkysten un-
der venligere himmelstrøg.
Det var blevet hen under aften, og vi
listede nordover på strædets tunge
dønninger langs med iskanten, og et
besætningsmedlem, som var ny i faget,
smagte lidt på mundvandet, førend
han opgav og vendte mavesækken til
stor fryd og skrål fra en flok måger,
der havde fulgt os det sidste stykke.
Begærlige stirrede de sorte øjne på
os deroppe over mesanmasten, som om
de ikke alene ventede noget at æde,
men også en planke at stå på, mens de
spejdede efter flere sygdomssympto-
mer fra den arme mand, der ømt fav-
nede den agterste pullert og led, som
kun en søsyg kan lide.
Ingen kunne rigtig bekvemme sig til
at gå tilkøjs, og selv frivagten opholdt
sig hos os andre i styrehuset, velvi-
dende at søvnen fra nu af let kunne
blive en mangelvare, idet der ikke bli-
ver andet ophold, end når vi ligger
stille i besæt eller tåge, eller vi igen
er på vej hjemover med last.
Inde om bagbord lyser de mægtige
Steenstrupbræer røde, da de rammes
af den . opgående sols strålebundter, og
som strømme af iltet blod synes de
komme glidende nedover deroppefra
indlandsisens store, hvide flade gen-
nem et fjeldlandskab så vildt og skønt
i al sin barskhed, som et håndgribe-
ligt symbol på det job, der venter os
forude, hvor livets varme, røde farve
vil komme til at danne kontrast mod
dødens kolde og hvide.
En daglig gæst
Som dagen skrider frem, indfinder
tågen sig som en næsten daglig gæst,
og vi fjerner os lidt mere fra iskan-
ten for stadig at kunne gå med fuld
fart, mens jeg på radarskærmen føl-
ger kantens mange bugter og bøjnin-
ger.
Rundt og rundt svinger antennen
deroppe på styrehustaget og sender
sine impulser ud gennem den tætte
tåge, der ligger som en dyne over ha-
vet og afslører af og til et enkelt dri-
vende isfjeld betids nok til, at vi kan
holde udenom i sikker afstand.
Med mellemrum kontrolleres vor
position dels ved radiopejlinger og
dels ved hjælp af ekkolod, som regi-
strerer vanddybden, der så snart vi
kommer ud for Kangerdlugssuaic
(Storfjorden) falder brat til en dybde
på ca. 200 favne.
Fra de vældige bræer dybt inde i
fjordbunden har utallige isfjelde fra
tidernes morgen slæbt en rende i hav-
bunden ud for denne fjord, som stræk-
ker sig mere end hundrede mil til søs,
og man kan ved nøje at betragte vand-
dybden hurtigt konstatere, når man
er gået nordligt nok.
I dette fjorddyb og langs dets kan-
ter gør visse strømforhold sig gælden-
de, således at der opstår slæk i ismas-
serne, hvor man kan færdes ud og ind
og opsøge sælflokke, som her samler
sig på fladerne, ofte spredt men lige så
tit med en 20 til 30 stykker i hver
flok.
Den store stilhed
Næste morgen er vanddybden fal-
det til de forventede 210 favne, men
det er stadig tæt tåge, så vi stopper op,
fortøjer til en flage og standser maski-
nen for at afvente opklaring og even-
tuelt få landkending, og en forunder-
lig stilhed sænker sig over skuden, fra
hvis vanter og rig der nu hænger tom-
metykke istapper.
Natten igennem har vi arbejdet os
indover langs fjorddybets vestkant i
spredt is og er nået så langt ind, at der
ikke mærkes tegn på dønning, hvilket
ganske vist også kunne tyde på, at isen
er ved at sætte sammen, noget der
sker her med visse mellemrum.
Her i tågen er det svært at bedøm-
me nogen ting, og det er ligesom alle
inuit tamarmik ikuatdlagtornigssamut sitdli-
mateicartariaKarput. igdlume pigissatitdlunit
ikuatdlåsagaluarpata nutåmik igdluliornigssa-
mut nutånigdlo pisårtornigssamut akigssanar-
tariaicarputit. ikuatdlagtornigssamut sitdlima-
sertisimaguvit taimailiornigssamut akigssaKå-
sautit.
kæmnere OKaloitatigigasuarniaruk; Kgl.
Brand“-ime sitdlimasertmigssamut ikiorsi-
nauvåtit.
KGL. BRAND
KØBENHAVN
Forsikring i Grønland siden 1882
Kalåtdlit-nunane 1882-imit sitdlimasissartoK
tipigigsumik anersårtarusugkuvit tauva PERLETAND
13