Atuagagdliutit - 30.11.1961, Síða 16

500 hvidfisk for boven
Helge Ingsfad fortsætter sin beretning om Jagten på nordboruinerne
i Vinland
„Halten" har lagt den store flod bag
sig, og vi stævner nu ud i St. Lawren-
ce-bugten. Vi har ikke sejlet længe,
før vi ser noget mærkeligt i vandet.
Det glimter hvidt i hvidt. Minsandten
om ikke det er hvidfisken. Der kom-
mer flere og flere. Skipperen, Paul
Sornes, mener, at der mindst må være
500, og han kan vurdere det med den
erfaring, han har fra Ishavet. Et myl-
der af hvide kroppe, undertiden bare
et kort stykke fra skuden. Selv i ark-
tiske egne har jeg ikke set noget lig-
nende.
Jacques Cartier fortæller også om
en mængde hvide hvaler netop i dette
farvand. Det ser ud til, at dyrene har
haft en fredelig tilværelse ned gennem
tiderne. I hvert fald er der næppe no-
gen, der driver jagt på hvidfisken i
dag. Enten er harpun jagten gået i
glemmebogen, eller også er det økono-
miske udbytte for ringe. Og så sker
det da for en gangs skyld, at dyr får
lov at være i fred for mennesker.
Dette skulle have været i eskimoer-
nes land, hvor hvidfisken bliver regnet
for en af de største lækkerbidskener.
Jeg husker en sommerdag på en es-
kimoisk boplads langt mod nord. Jeg
sad sammen med jægerne på en fjeld-
knude. Vi dampede på vore piber og
så ud over havet. Pludselig kommer
en eskimokvinde løbende ned fra en
høj med det sorte hår flagrende for
vinden. Hun standsede forpustet, pe-
ger i retning af en fjord, som vi ikke
kan se, og råber: „Hvid hval!" Så får
jægerne travlt. På et øjeblik er de ne-
de ved stranden, får kajakkerne ud og
padler afsted, så vandet fosser om
stævnen på de små fartøjer. Den af-
ten var der hvidfisk til middag, men
den helt store delikatesse var skindet.
Det er ganske utroligt, hvor meget es-
kimoerne kan sætte til livs af den
slags.
Vi kaster anker ved den lille ø
Coudres.
VINLAND MÅ LIGGE LÆNGERE
MOD NORD
Vi aflægger et kort besøg i St. Si-
mon for at se lidt på forholdene på det
sted, hvor den danske forsker, profes-
sor H. P. Stensbye mente, vinlandsfa-
reren Torfinn Karlsevne havde sit ho-
vedkvarter. Her skulle han have over-
vintret med ca. 160 mennesker og hus-
dyr. Fra dette sted skulle han være
draget videre til Vinland, som Stens-
bye mener at have lokaliseret nær
mundingen af St. Lawrence-floden.
Der viser sig at være meget lidt
græs i St. Simon. Jeg kan vanskeligt
tænke mig, at vinlandsfareme, der var
eksperter i kvægavl, ville vælge dette
sted. Også andre forhold peger i sam-
me retning.
Vi passerer mundingen af den store
Saguenay-flod. Den skærer sig ned
mellem stejle klipper og er meget dyb.
Store både kan sejle langt ind i lan-
det. Bjergene blåner i nordvest. Det er
randen af det store Laurentiske
grundfjeldsplateau.
Vi går i land i den lille landsby Les
Escomains. Også her er landet karrigt.
Der vokser skov, sortgran og sølvgran,
men på denne kyst bliver de sjæl-
dent så store, at de egner sig til andet
end papirfabrikation.
Hen under aften får vi besøg af en
munter fransk-canadier, som er for-
trolig med forholdene på denne kyst.
Han fortæller om de store mængder
ål i St. Lawrence-floden. Pælene, vi så
ude i floden, tjener til fastgøring af
åleruser. Skovene bag Les Escomains
er rige på vildt og pelsdyr, elg, bæver,
moskusrotte, mink, odder, m. fl. Han
fortæller om livet langs kysten, om
torskefiskeriet, om indianerne og me-
get andet. Men rigtig gamle ruiner har
han aldrig set eller hørt om.
Det er nat, og „Halten" holder kur-
sen østover mod Seven Islands i hård
sø. Vandet er fuldt af morild, og fra
tid til anden stråler kornmodet op
over de sorte bjerge.
Ved daggry er vi fremme ved Seven
Islands, som er vidt forskelligt fra de
ganske små bebyggelser langs kysten,
hvor pelsjægerne og fiskerne lever de-
res enkle, rolige liv.
TYGGEGUMMI OG COCA-COLA
Her står vi pludselig midt i en by
på ca. 15.000 mennesker. Her er havn
med plads til store skibe, biler suser
gennem gaderne, jernbanetog ruller
ind fra vildmarken; her er stormaga-
siner, tyggegummi, coca-cola — kort
sagt alt det, der kaldes civilisation.
Der er hændt meget i denne vild-
mark i løbet af utrolig kort tid. I hjer-
tet af Labrador er der fundet enorme
forekomster af jern, den amerikanske
storfinans er rykket ind, og der er sat
skub i udvindeisen af naturens rig-
domme. En mineby, Shefferville, er
vokset frem af vildmarken, og en
jernbane fragter daglig ca. 60.000 tons
jernmalm fra Shefferville til Seven
Islands. Hvert år eksporteres ikke
mindre end ca. 12 miil. tons. 600—700
skibe anløber årlig Seven Islands’
havn. Man regner med, at eksporten
i den nærmeste fremtid vil vokse til
20 millioner tons om året.
DE VIL IKKE FLYTTE
Indianerne, de oprindelige beboere
af Seven Islands, holder stadig til i
nogle faldefærdige huse inde midt i
byen, hvor grundene er dyrest. Myn-
dighederne har prøvet at få dem til at
flytte. De har bygget nye huse til dem
i byens udkant, men indianerne vil
blive, hvor de er.
Egnen omkring Seven Islands kan
næppe have fristet vinlandsfarerne til
at bosætte sig — om de da har været
her. Jeg er lige ved at tro, at græs-
gangene på Grønland er bedre.
Skal De til Danmark ukiunerane Danmarkilia-
i vinter? savit?
Så benyt lejligheden til at udvide Deres tauva iluagtitdlugo feriaxarnerit ilavdlugo
ferie med en rejse til MALLORCA, Mid- MALLORCA-mut Akugdlerssup xexerfå-
delhavets solskinsø. nut sexmerfuainartumut ingerdlaniarit.
Hold VINTERFERIE under vajende palmer ukiunerane fériarniarit palmit aulajatårtut
— der er ca. 50 grader varmere end på atane — Kalåtdlit-nunånit 50 gradet mig-
Grønland. ssiliordlugit kiangneruvox.
Det er langt billigere, end De tror: 15 ilimagissangnit akikinerujugssuvox: uv-
dage med flyverejse fur/retur, helpension dluf 15 tingmissartumik ornigdlugo uter-
på gode hoteller, rejselederassistance etc. dlugulo, igdlusissarfingne pitsaussune ne-
fra kr. 695,00. Speciel rabat i januar 1962 rissaxardlune inexardlunilo, angalanerme
på kr. 100,00. sujulerssuissoxardlune il. il. akexarput
Rejs med MALLORCASPECIALISTEN — 695,00 kr-ntngåmt. januarimilo 1962-ime
Rejs med 100,00 kr-nik ingmtkut akikifdlmexåsaox.
MALLORCA-me angalanerme påsisima-
ssaxardluartumut ilauniarit.
M ØZS AERO-LLOYD
\ . _ / Scf. Pederssfræde 38, K. \<4o Telegramadresse: Lloydaero
Vi drager ud for at lede efter eski-
moruiner, men finder et fuglefjeld,
som er hvidt af måger. I en forblæst
granskov i nærheden ruger skarven
i trætoppene.
En aften, da jeg står ved rælingen,
ser jeg en lang række bål flamme op
inde på stranden. Lodden — en lille
laksefisk — er kommet i tætte stimer.
Folk går langs stranden og bogstave-
ligt talt øser fisken op med netposer
på lange stænger. Jeg får det indtryk,
at det er en gammel skik. Når lodden
kommer skal der være fest, for efter
den kommer torsken, som betyder så
meget for menneskene i disse egne.
Langt ud på natten flammer bålene
endnu, mens bølgerne vasker fiskene
ind over stranden.
Vi er blevet liggende her længere
end beregnet på grund af motorskade.
Men en skønne dag går rejsen atter
mod øst til Belle Isle-strædet.
Cape Dorset’s største indtægtskilde
Kunsttrykkeriet — bageriet og butikken
Canadisk eskimokunst
(Fra vor korrespondent)
Mr. Houston — som i en årrække
har været kæmner i Cape Dorset —
har en gang i sin ferie fået den ide at
rejse til Japan som turist. Under sit
ophold der lærte han japanernes måde
at lave tegninger og stenridsninger
på. Efter tilbagekomsten til Cape Dor-
set lærte mr. Houston nogle interesse-
rede eskimoer af det, han havde lært
i Japan med det resultat, at eskimoer-
ne allerede i 1958 havde eget trykke-
ri for denne specielle kunstart. Efter
hvad jeg fik oplyst, var begyndelsen
kun beskeden, men i dag efter tre års
forløb er denne form for husflid en
meget indbringende beskæftigelse
blandt stedets beboere.
Alle voksne mennesker, såvel mænd
som kvinder, er i dag travlt beskæf-
tiget med at udfærdige så mange sten-
kliche’er som muligt. Disse frembrin-
gelser virker på mig formløse og nær-
mest tilfældige, men ikke desto min-
dre er disse arbejder de mest efter-
spurgte af samtlige eskimoiske hjem-
mearbejder. De mest anvendte figu-
rer i disse tegninger består af dyr,
sagnskikkelser og ikke mindst af ko-
misk betonede mytologiske figurer. Af
stedets mest anerkendte tegnere vil
jeg gerne nævne følgende fire nav-
ne, Luci og Kinuajuk samt to mænd,
nemlig Padlo og Kiatsuk. Ikke sjæl-
dent sælger disse fire mennesker helt
op til tre tegninger om ugen til tryk-
keriet, og hvergang kommer de til-
bage 40—50 dollars rigere, d. v. s. 280
—350 kroner for hvert færdigt arbej-
de. Man får normalt 2—10 dollars for
hver tegning. Selve trykkeriet beskæf-
tiger fire mennesker med KanåginaK
som formand samt en „dansker" som
tilsynsførende. Disse fire eskimoer
oppebærer et fast månedligt honorar
på 250 dollars, ca. 1750 kroner.
Hver anerkendt tegning trykkes i 50
eksemplarer, og når ledelsen af tryk-
keriet anser beholdningen for tilstræk-
kelig, sendes hele lageret til Canadas
og USA’s store kunstudstillinger, hvor-
efter man udbyder alle tegningerne
til salg for 20 til 100 dollars stykket.
Ifølge det sidste årsregnskab (pr.
marts 1960) udgjorde salget af disse
tegninger 60.000 dollars, altså ca.
420.000 kroner i nettofortjeneste.
Foruden stenkliche’erne indkøbes
også vægsten- og benarbejder, parkaer
af skind (foret med tykke tæpper og
kantet med ræveskind), skindsokker,
vanter samt kamikker. De sidstnævnte
skal være vandtætte, idet de er dob-
beltsyet både indvendig og udvendig.
I år er man også kommet i gang med
at lave stoftryk til praktiske formål
som gardiner, halstørklæder, borddug
eller møbelbetræk.
Det enkle initiativ fra mr. Houstons
side, som har medført stor forbedring
af indtjeningsmulighederne, har bl. a.
resulteret i, at Cooperativet ved jule-
tid i fjor har opført et bageri med til-
hørende kaffebar. Men endnu mere
glædeligt er det, at firmaet har op-
ført en helt moderne butik, som ind-
viedes den 9. oktober i år. Den dag
samledes mange mennesker både
„danske" og eskimoer på torvet —
trods blæst og kulde — for at udtryk-
ke deres glæde og taknemmelighed
over for de mennesker, der havde mu-
liggjort indførelsen af alle disse go-
der til stedet. I dette øjeblik stod to
af de dygtigste tegnere, jeg har nævnt,
på en forhøjning og modtog befolknin-
gens hyldest. Så talte trykkeriets for-
mand, KanåginaK, og efter ham havde
den ældste på stedet, KinguatsiaK, or-
det, hvorefter han syngende begav sig
hen mod den nye butik og skar et sil-
kebånd over. Båndet var anbragt
tværs over butikkens yderdør. Dette
var et tegn på, at butikken nu var
åben, og at alle har adgang til den.
Der var flere arrangementer i dagens
anledning, og dagen sluttedes med fæl-
les kaffemik og dans. Der er nu to bu-
tikker på stedet, idet Hudson’s Bay
Compagny i forvejen har egen butik
på stedet.
I den nye butik kan der købes man-
ge forskellige varer, madvarer, tøj,
møblement, legetøj, tobak, slik, syma-
skiner og meget andet. Jeg skal hertil
føje, at jeg aldrig har set spiritus eller
øl i butikkerne, og jeg har indtryk af,
at man aldrig har savnet disse ting.
Det for mig mærkeligste ved den nye
butik er, at den kun beskæftiger to
ekspedienter, den ene tager mod kun-
derne indendørs, og den anden sørger
for salg af udendørs varer som solar-
olie, petroleum og lignende.
Den nye butik skal sikkert bidrage
til forbedring af eskimoernes kår. Vo-
re stammefrænder er jo spredt for alle
vinde på et langstrakt område, hvor
deres afsætningsmuligheder endnu er
meget sparsomme.
Magdalene Pedersen, Cape Dorset
Oktober 1961.
16