Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 30.11.1961, Blaðsíða 20

Atuagagdliutit - 30.11.1961, Blaðsíða 20
En usædvanlig kvinde Hun hed Maren Avrelia Elisabeth Frederiksen, men blev kaldt TipåraK. Hun døde på landshospitalet den 14. oktober i år i en alder af 73 år. Hun var enke efter den kendte storfårehol- der Otto Frederiksen, Kagssiarssuk. Hun var en usædvanlig kvinde, ikke fordi hun var gift med en berømt mand. Men hun havde en stærk og nobel karakter, som gjorde hende af- holdt og æret af alle. Ja, jeg tror ikke, at jeg tager ret meget fejl, når jeg si- ger, at hun bar en væsentlig skyld i, at hendes mand har udretet så meget, som han gjorde. Hun blev født i Julianehåb den 29. maj 1888, og hendes forældre var far- tøj sf ører Adolf Hansen (lille Ado) og hustru Emilie, et par sparsommelige mennesker, som havde efter datidens forhold et godt hus. TipåraK var så- ledes opvokset i et godt hjem. Hun blev kivfak hos danske fami- lier i en tidlig alder og har været det hele sin ungpigetid. Og der er ingen tvivl om, at hun i den tid, hvor hun har været kivfak hos danske familier, har gjort sig dygtig til husligt arbejde — kivfat hos danske familier fik den- gang virkelig lært noget. Da hun var 25 år, blev hun gift —*---------------------- Visitatsprovst Gerth Egede fortæller om storbonden Otto Frederiksens kone rr-lA A i lparaK der forny lig døde i en alder af 73 år L.----------------------------------1 med en ung tømrer, der hed Otto Fre- rediksen, en ung mand, der efter da- tidens forhold havde usædvanlig frem- drift, en mand, der drømte om at fore- tage sig noget stort, men som efter for- holdene ikke havde lejlighed hertil. Han kunne ikke lide at være fastan- sat, da han helst ville være sin egen herre. Men fanger ville han ikke væ- re, da han var klar over, at fanger- Vinterens hobby - RYA- TÆPPERNE morer he|e familien SKRIV MED BLOKBOGSTAVER G. P. Fyld vinteren med mange fornøjelige timer, mens De knytter de smukke, fine Rya-tæpper. Med sin oprindelse i den gamle fjeldboers almue-kultur - står Rya-tæpperne i dag som et bevis på, at gammelt og nyt kan forenes på den smukkeste måde. Rya-tæpper passer i ethvert rum - stort eller lille, og knyttes direkte på håndvævet bund, som rekvireres i den størrelse, som ønskes. Med skønne farver i de inspirerende almuemønstre, skaber man tæp- per, der holder i generationer. Det stærke, gode ASBO-RYA-vævegarn mister aldrig sin styrke, hverken i farver eller bærekraft. Deres RYA-TÆPPE vil stå smukt altid. Tag familien med i den fælles glæde - at skabe sammen - eller lad slægtens gamle knytte et varigt minde om en festlig dag eller begivenhed. Start i dag med at skrive efter den nye RYA-bog, som med sine mange smukke mønstre og sin glimrende tekst ganske enkelt og tydeligt fortæller alt om, hvor let det er at knytte RYA-TÆPPERNE. De mange smukke mønstre, som RYA-bogen viser, er skabt af de dygtige unge på Kunsthåndværkerskolen i København. Ud- fyld blot medfølgende kupon og send 3,50 kr. i grønlandske frimærker og vi sen- der med det samme RYA-bogen til Dem tillige med prisliste over materialer. De sparer 10% i told og statsafgift, når De lader os tilsende Dem alt tilbehøret til Deres RYA- tæppe - direkte fra København til Grønland. Bliv Deres egen kunsthåndværker - indsend kuponen i dag! C. U. M. Rømersgade 5, København K. Navn erhvervet ikke længere fremtid havde. Det havde ikke været let for en ung kone, som havde børn, at høre sin mand tale om at opgive et sikkert er- hverv. Men TipåraK var en kone, som elskede og ærede sin mand af hjertet. Mandens drøm blev også snart hen- des. Da fåreavlsstationen blev oprettet i Julianehåb, fandt Otto Frederiksen sin fremtid der; thi allerede som dreng var han kendt med husdyr som gede- passer hos de danske på stedet, og han fik sine egne geder, da han blev vok- sen. Det varede ikke længe, før han tog sin afsked som fast ansat hos „de store herrer" og begyndte at arbejde i den nyoprettede fåreavlsstation som lejet arbejder. Fra nu af opmuntrede hans kone ham i det mål, han havde sat sig. Efter at have arbejdet på få- reavlsstationen et par år var OrtoraK fast besluttet på at nedsætte sig som fåreholder på et egnet sted med ude- lukkende fåreavl som erhverv. Han valgte nordboernes gamle boplads i Kagssiarssuk som sin fremtidige bo- plads, skønt stedet lå ca. 40—50 kilo- meter fra den nærmeste handelsplads, NarssaK — efter datidens befordrings- midler et meget afsides beliggende sted. Det var ikke så mærkeligt, at han af mange af sine kammerater blev betragtet som en dum vovehals. Men intet kunne forandre ægteparrets be- slutning. TipåraK holdt med sin mand, og hun mente, at det var hendes pligt som kone at arbejde sammen med sin mand. En nybyggerfamilie Året 1924, omkring midsommer, blev den lille familie og deres 4 små børn, hvoraf den ældste var på 12 og den mindste et spædbarn, landsat på K’ag- ssiarssuks strand fra en lille motor- båd, som slæbte en storbåd. Ingen bød dem velkommen, men den skønne natur med skønne farver var udstrakt omkring dem som et tegn på landets frodighed og til opmuntring for den nybyggerfamilie, der ville leve af, hvad jorden kunne frembringe. De havde materialerne med til deres beboelses- hus og fårestald o. a. samt deres be- skedne ejendele. Alt blev oplosset på stranden. De slog telt op, og der skulle de bo det meste af sommeren. I løbet af nogle dage sejlede motorbåden og storbåden tilbage til Julianehåb. Nu var de afskåret fra den øvrige verden og fra slægt og venner, som de hidtil kunne betro sig til, når de trængte til hjælp. Men de havde ikke tid til at tænke på den trykkende ensomhed, da de havde arbejde som var langt mere, end de kunne overkomme. Manden ar- bejdede umenneskeligt hårdt, og ko- nen måtte hjælpe til selv med det gro- veste arbejde, samtidig med at hun passede børnene og holdt hus. Men TipåraK tabte ikke modet, men hun — som hun selv sagde — blev styrket. Senere på sommeren meldte der sig et ældre ægtepar med en voksen søn, som ville bosætte sig på stedet sam- men med dem. En farlig fur Takket være OrtoraKS færdighed som tømrer blev deres hus færdigt i løbet af forholdsvis kort tid, og de var naturligvis henrykte for det. Men der var masser af arbejde endnu, som ik- ke var gjort og som skulle gøres fær- dig inden vinteren. Der skulle bygges en stald til fårene, der skulle samles og tørres foder til dem. Nu nærmede sig den vinter, som de frygtede. Men de sagde blot til hinanden: „Det skal nok gå“! Så kom vinteren, en vinter med streng kulde. Nu følte de ensom- heden for alvor. Nu skulle fårene pas- ses. Manden var ude hver dag enten for at passe dyrene eller for at gå på jagt. Men værst var det, når manden skulle rejse ind til handelsstedet i ka- jak — alene. De sparede alt, hvad de kunne, men de kom alligevel til at mangle de nødvendige butiksvarer. Da måtte OrtoraK rejse i kajak ,som regel til Julianehåb, skønt afstanden til Ju- lianehåb og tilbage var ca. 140—150 kilometer — og det var ikke nogen ufarlig tur, da farvandet tit var fyldt med tyndis. Mens manden var ude — ofte i mange dage — måtte TipåraK slide i det samtidig med at føle uvis- heden, om manden kom hjem eller ej fra den farlige tur. Men intet kunne tage modet fra TipåraK. Manden kom hjem hver gang, og hver gang mødte OrtoraK sin kone igen smilende og op- lagt til arbejde, som da han forlod hende. Ja, det var en kone, der gjorde sin pligt! 45 børnebørn 2500 får Der gik flere år, inden de begyndte at høste resultaterne af deres anstrengel- ser. Deres fårebestand forøgedes år for år. Foruden får fik de andre husdyr, køer, mange høns, gæs og til sidst svin. Nu havde de 4 drenge og 2 piger, der alle var raske og sunde. Efterhånden som drengene voksede, fik de hver et passende antal får af deres fader og nedsatte sig på egnen som selvstæn- dige fåreholdere. Pigerne blev gift med gode fåreholdere omkring K’ag- ssiarssuk. Alle børnene blev dygtige og ener- giske fåreholdere, og de var kærlige og hengivne mod deres moder Tipå- raK, der havde ofret sig for sine børn. Alle børnene giftede sig og fik alle mange børn, og TipåraK efterlod sig ved sin død 45 børnebørn, alle raske og sunde. Så vidt jeg ved, havde OrtoraK i 1924 lånt 150 moderfår fra fåreavlsstatio- nen. I dag har sønnerne ca. 2500 mo- derfår tilsammen, udelukkende efter- kommere af de 150. Et gæstfrit menneske Det var ikke kun inden for familien, at TipåraK har haft betydning. Hun var en kvinde, som i en sjælden grad omfattede alle sine medmennesker — såvel pladsfæller som fremmede, uden persons anseelse — med virkelig kær- lighed. TipåraK var gæstfri som få. Hun følte som sin pligt at vise enhver, som kom ind i sit hjem, en god be- handling, og hun gjorde det af hele sit hjerte — og heri havde mand og kone Savner De lys? I løbet af de sidste 5—6 år har vi leveret over 100 el-aggregater til Grønland. Stationære og transportable, benzin- og dieseldrevne, for jævn- og vekselstrøm, kort sagt til ethvert formål. Vi sender Dem gerne udførligt prospekt- og prismateriale. Type BV, 1000—1200 watt, 220 volt enfaset vekselstrøm, 50 perioder, med luftkølet 2-taktsf benzinmotor SACHS, Stamo 100, 2,75 hk ved 3000 o/m i standardudførelse som leveret til Ministeriet for Grønland. Kan opstilles hvor som helst og give strøm til belysning, radio og elværktøj m. m. ukiut 5—6 ingerdlaneråne ingnåtdlagissiutérKat 100 sivnigdlit Kalåtdlit- nunånut tunisimavavut: nikitagaungitsut angatdlåneKarsinaussutdlo, benzinatortut solåritortutdlo, jævnstrømimut vekselstrømimutdlo, naitsumik oxautigalugo Kanordlunit i tut. piumaguvit påsissutigssanik åssigingitsunik nagsisinauvavtigit. type BV, 1000—1200 watt, 220 volt enfaset vekselstrøm, 50-eriardlune ni- kitartoK, SACHS-imik benzinatortumik 2-taktimik motorilik, Stamo 100, 2,75 hk ved 3000 o/m grønlandsministeriamut tunineKartartutut itoK. su- milunit ivertineKarsinauvoK, Kutdlernut, radiomut såkutinut ingnåtdla- giatortunut il. il. sarfalersutigalugo. "/s £€ectkic Vesterbrogade 181, København V. Tlgr.adr.: ELMOTOR Specialister I el-aggregater KaumarKutigssaileKivit fuldstændig samme indstilling. Mange mennesker vil føle sig taknemmelige overfor TipåraK, nu da hun er død. Hun havde sikkert følt en knugende sorg og savn, da manden, hendes kampfælle og bedste kammerat, døde. Men det lod hun sig ikke mærke med. Hun fortsatte sine husmoderlige plig- ter, stille og venlig som før. Men nu da TipåraK er død, vil et knugende savn af ægteparret blive følt blandt plads- fællerne såvel som folk, der kommer udefra. For mange år siden har en præst, som havde kendt Otto Frederiksens stammoder på mødrene side, Tuperna, der var gift med den kendte købmand Anders Olsen — grundlæggeren af flere kolonier og Igaliko — sagt om hende, at hun var „en Christen og meenighedens tienderinde". Jeg har kendt TipåraK fra hendes ungdom og til hendes død og vil sige det samme om hende. Hun var et stille, ydmygt og troende kristent menneske, som viste en absolut uselvisk kærlighed overfor alle sine medmennesker. Ære være hendes minde! G. Egede. Hvad forårets udnyttelse af Venus’ nærhed har fortalt I april måned var planeten Venus „kun" 42 millioner kilometer fra Jor- den. Det er et nært naboskab mellem planeter, og det nærmeste de to klo- der kommer hinanden i mange år. — Derfor var alle astronomiske telesko- per, både kikkert- og radioteleskoper den 10. april — den dag, da afstanden var mindst — rettet ind mod det smukke, hvide himmellegeme, og de bearbejdede resultater af observatio- nerne begynder nu at blive offentlig- gjort. For det første har man ved hjælp af Venus forsøgt at korrigere den så- kaldte „astronomiske enhed", der er Jordens middelafstand fra Solen. Dis- se forsøg har givet ejendommelige resultater. Den astronomiske enhed blev i Manchester, i Californien og i Massachusetts beregnet til mellem 144.629.000 og 148.632.000 kilometer, medens de russiske astronomer fik .tallet til at ligge 140.000 kilometer høj- ere, hvilket kun er en forskel på 10.000 kilometer fra resultatet af be- regninger, som blev foretaget af Jod- rell Bank-observatoriet i 1958 og 1959. De sammenfaldende nye radar-bereg- ninger er også hen mod 50.000 kilo- meter højere end den afstand, der be- regnes i forbindelse med den kunstige amerikanske planet Pioneer V, som man kunne følge et stort stykke på dens vej rundt om Solen. Radar-astrologerne, som på „nabo- dagen" bombarderede Venus med ra- dio-signaler, havde håbet, at de ved forskydninger af ekko-effekterne kunne få klarhed over planetens ro- tationstid. Da dens mælkehvide, uigennemsigtige atmosfære ikke by- der et eneste holdepunkt for bedøm- melserne, har denne rotations-varig- hed hidtil været en uløst gåde. Det er den for så vidt stadig. De russiske sta- tioner mener at have konstateret, at Venus drejer sig rundt om sig selv een gang i løbet af elleve dage eller mindre. Cal-Tech i Palæstina fandt derimod ud af, at rotationen er bun- det — at Venus med andre ord er lige så længe om at dreje sig om sig selv, som den er om at bevæge sig rundt om Solen, nemlig 225 jordiske døgn, og altså til stadighed vender samme side mod Solen, akkurat lige som Må- nen vender samme side mod Jorden, fordi dens egen rotation og dens om- løbstid om Jorden falder sammen. Karmaissui enfreprenøritdlo suliait A. JESPERSEN & SØN A/S Telegramadresse: Jespson-København 20

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.