Atuagagdliutit - 30.11.1961, Blaðsíða 20

En usædvanlig
kvinde
Hun hed Maren Avrelia Elisabeth
Frederiksen, men blev kaldt TipåraK.
Hun døde på landshospitalet den 14.
oktober i år i en alder af 73 år. Hun
var enke efter den kendte storfårehol-
der Otto Frederiksen, Kagssiarssuk.
Hun var en usædvanlig kvinde, ikke
fordi hun var gift med en berømt
mand. Men hun havde en stærk og
nobel karakter, som gjorde hende af-
holdt og æret af alle. Ja, jeg tror ikke,
at jeg tager ret meget fejl, når jeg si-
ger, at hun bar en væsentlig skyld i,
at hendes mand har udretet så meget,
som han gjorde.
Hun blev født i Julianehåb den 29.
maj 1888, og hendes forældre var far-
tøj sf ører Adolf Hansen (lille Ado) og
hustru Emilie, et par sparsommelige
mennesker, som havde efter datidens
forhold et godt hus. TipåraK var så-
ledes opvokset i et godt hjem.
Hun blev kivfak hos danske fami-
lier i en tidlig alder og har været det
hele sin ungpigetid. Og der er ingen
tvivl om, at hun i den tid, hvor hun
har været kivfak hos danske familier,
har gjort sig dygtig til husligt arbejde
— kivfat hos danske familier fik den-
gang virkelig lært noget.
Da hun var 25 år, blev hun gift
—*----------------------
Visitatsprovst
Gerth Egede fortæller
om storbonden
Otto Frederiksens kone
rr-lA A
i lparaK
der forny lig
døde i en alder af
73 år
L.----------------------------------1
med en ung tømrer, der hed Otto Fre-
rediksen, en ung mand, der efter da-
tidens forhold havde usædvanlig frem-
drift, en mand, der drømte om at fore-
tage sig noget stort, men som efter for-
holdene ikke havde lejlighed hertil.
Han kunne ikke lide at være fastan-
sat, da han helst ville være sin egen
herre. Men fanger ville han ikke væ-
re, da han var klar over, at fanger-
Vinterens
hobby -
RYA-
TÆPPERNE
morer he|e
familien
SKRIV MED BLOKBOGSTAVER
G. P.
Fyld vinteren med mange fornøjelige timer, mens De knytter de smukke,
fine Rya-tæpper. Med sin oprindelse i den gamle fjeldboers almue-kultur -
står Rya-tæpperne i dag som et bevis på, at gammelt og nyt kan forenes på
den smukkeste måde. Rya-tæpper passer i ethvert rum - stort eller lille, og
knyttes direkte på håndvævet bund, som rekvireres i den størrelse, som
ønskes. Med skønne farver i de inspirerende almuemønstre, skaber man tæp-
per, der holder i generationer. Det stærke, gode ASBO-RYA-vævegarn
mister aldrig sin styrke, hverken i farver eller bærekraft. Deres RYA-TÆPPE
vil stå smukt altid. Tag familien med i den fælles glæde - at skabe sammen
- eller lad slægtens gamle knytte et varigt minde om en festlig dag eller
begivenhed. Start i dag med at skrive efter den nye RYA-bog, som med
sine mange smukke mønstre og sin glimrende tekst ganske enkelt og tydeligt
fortæller alt om, hvor let det er at knytte RYA-TÆPPERNE. De mange
smukke mønstre, som RYA-bogen viser, er skabt af de dygtige unge på
Kunsthåndværkerskolen i København. Ud-
fyld blot medfølgende kupon og send
3,50 kr. i grønlandske frimærker og vi sen-
der med det samme RYA-bogen til Dem
tillige med prisliste over materialer. De sparer
10% i told og statsafgift, når De lader os
tilsende Dem alt tilbehøret til Deres RYA-
tæppe - direkte fra København til Grønland.
Bliv Deres egen kunsthåndværker
- indsend kuponen i dag!
C. U. M. Rømersgade 5, København K.
Navn
erhvervet ikke længere fremtid havde.
Det havde ikke været let for en ung
kone, som havde børn, at høre sin
mand tale om at opgive et sikkert er-
hverv. Men TipåraK var en kone, som
elskede og ærede sin mand af hjertet.
Mandens drøm blev også snart hen-
des.
Da fåreavlsstationen blev oprettet i
Julianehåb, fandt Otto Frederiksen
sin fremtid der; thi allerede som dreng
var han kendt med husdyr som gede-
passer hos de danske på stedet, og han
fik sine egne geder, da han blev vok-
sen. Det varede ikke længe, før han
tog sin afsked som fast ansat hos „de
store herrer" og begyndte at arbejde
i den nyoprettede fåreavlsstation som
lejet arbejder. Fra nu af opmuntrede
hans kone ham i det mål, han havde
sat sig. Efter at have arbejdet på få-
reavlsstationen et par år var OrtoraK
fast besluttet på at nedsætte sig som
fåreholder på et egnet sted med ude-
lukkende fåreavl som erhverv. Han
valgte nordboernes gamle boplads i
Kagssiarssuk som sin fremtidige bo-
plads, skønt stedet lå ca. 40—50 kilo-
meter fra den nærmeste handelsplads,
NarssaK — efter datidens befordrings-
midler et meget afsides beliggende
sted. Det var ikke så mærkeligt, at
han af mange af sine kammerater blev
betragtet som en dum vovehals. Men
intet kunne forandre ægteparrets be-
slutning. TipåraK holdt med sin mand,
og hun mente, at det var hendes pligt
som kone at arbejde sammen med sin
mand.
En nybyggerfamilie
Året 1924, omkring midsommer, blev
den lille familie og deres 4 små børn,
hvoraf den ældste var på 12 og den
mindste et spædbarn, landsat på K’ag-
ssiarssuks strand fra en lille motor-
båd, som slæbte en storbåd. Ingen
bød dem velkommen, men den skønne
natur med skønne farver var udstrakt
omkring dem som et tegn på landets
frodighed og til opmuntring for den
nybyggerfamilie, der ville leve af, hvad
jorden kunne frembringe. De havde
materialerne med til deres beboelses-
hus og fårestald o. a. samt deres be-
skedne ejendele. Alt blev oplosset på
stranden. De slog telt op, og der skulle
de bo det meste af sommeren. I løbet
af nogle dage sejlede motorbåden og
storbåden tilbage til Julianehåb. Nu
var de afskåret fra den øvrige verden
og fra slægt og venner, som de hidtil
kunne betro sig til, når de trængte til
hjælp. Men de havde ikke tid til at
tænke på den trykkende ensomhed, da
de havde arbejde som var langt mere,
end de kunne overkomme. Manden ar-
bejdede umenneskeligt hårdt, og ko-
nen måtte hjælpe til selv med det gro-
veste arbejde, samtidig med at hun
passede børnene og holdt hus. Men
TipåraK tabte ikke modet, men hun —
som hun selv sagde — blev styrket.
Senere på sommeren meldte der sig et
ældre ægtepar med en voksen søn,
som ville bosætte sig på stedet sam-
men med dem.
En farlig fur
Takket være OrtoraKS færdighed
som tømrer blev deres hus færdigt i
løbet af forholdsvis kort tid, og de var
naturligvis henrykte for det. Men der
var masser af arbejde endnu, som ik-
ke var gjort og som skulle gøres fær-
dig inden vinteren. Der skulle bygges
en stald til fårene, der skulle samles
og tørres foder til dem. Nu nærmede
sig den vinter, som de frygtede. Men
de sagde blot til hinanden: „Det skal
nok gå“! Så kom vinteren, en vinter
med streng kulde. Nu følte de ensom-
heden for alvor. Nu skulle fårene pas-
ses. Manden var ude hver dag enten
for at passe dyrene eller for at gå på
jagt. Men værst var det, når manden
skulle rejse ind til handelsstedet i ka-
jak — alene. De sparede alt, hvad de
kunne, men de kom alligevel til at
mangle de nødvendige butiksvarer. Da
måtte OrtoraK rejse i kajak ,som regel
til Julianehåb, skønt afstanden til Ju-
lianehåb og tilbage var ca. 140—150
kilometer — og det var ikke nogen
ufarlig tur, da farvandet tit var fyldt
med tyndis. Mens manden var ude —
ofte i mange dage — måtte TipåraK
slide i det samtidig med at føle uvis-
heden, om manden kom hjem eller ej
fra den farlige tur. Men intet kunne
tage modet fra TipåraK. Manden kom
hjem hver gang, og hver gang mødte
OrtoraK sin kone igen smilende og op-
lagt til arbejde, som da han forlod
hende. Ja, det var en kone, der gjorde
sin pligt!
45 børnebørn 2500 får
Der gik flere år, inden de begyndte at
høste resultaterne af deres anstrengel-
ser. Deres fårebestand forøgedes år for
år. Foruden får fik de andre husdyr,
køer, mange høns, gæs og til sidst svin.
Nu havde de 4 drenge og 2 piger, der
alle var raske og sunde. Efterhånden
som drengene voksede, fik de hver et
passende antal får af deres fader og
nedsatte sig på egnen som selvstæn-
dige fåreholdere. Pigerne blev gift
med gode fåreholdere omkring K’ag-
ssiarssuk.
Alle børnene blev dygtige og ener-
giske fåreholdere, og de var kærlige
og hengivne mod deres moder Tipå-
raK, der havde ofret sig for sine børn.
Alle børnene giftede sig og fik alle
mange børn, og TipåraK efterlod sig
ved sin død 45 børnebørn, alle raske
og sunde.
Så vidt jeg ved, havde OrtoraK i 1924
lånt 150 moderfår fra fåreavlsstatio-
nen. I dag har sønnerne ca. 2500 mo-
derfår tilsammen, udelukkende efter-
kommere af de 150.
Et gæstfrit menneske
Det var ikke kun inden for familien,
at TipåraK har haft betydning. Hun
var en kvinde, som i en sjælden grad
omfattede alle sine medmennesker —
såvel pladsfæller som fremmede, uden
persons anseelse — med virkelig kær-
lighed. TipåraK var gæstfri som få.
Hun følte som sin pligt at vise enhver,
som kom ind i sit hjem, en god be-
handling, og hun gjorde det af hele sit
hjerte — og heri havde mand og kone
Savner De lys?
I løbet af de sidste 5—6 år har
vi leveret over 100 el-aggregater
til Grønland.
Stationære og transportable,
benzin- og dieseldrevne, for
jævn- og vekselstrøm, kort sagt
til ethvert formål.
Vi sender Dem gerne udførligt
prospekt- og prismateriale.
Type BV, 1000—1200 watt, 220 volt enfaset vekselstrøm, 50 perioder, med
luftkølet 2-taktsf benzinmotor SACHS, Stamo 100, 2,75 hk ved 3000 o/m i
standardudførelse som leveret til Ministeriet for Grønland. Kan opstilles
hvor som helst og give strøm til belysning, radio og elværktøj m. m.
ukiut 5—6 ingerdlaneråne ingnåtdlagissiutérKat 100 sivnigdlit Kalåtdlit-
nunånut tunisimavavut:
nikitagaungitsut angatdlåneKarsinaussutdlo, benzinatortut solåritortutdlo,
jævnstrømimut vekselstrømimutdlo, naitsumik oxautigalugo Kanordlunit
i tut.
piumaguvit påsissutigssanik åssigingitsunik nagsisinauvavtigit.
type BV, 1000—1200 watt, 220 volt enfaset vekselstrøm, 50-eriardlune ni-
kitartoK, SACHS-imik benzinatortumik 2-taktimik motorilik, Stamo 100,
2,75 hk ved 3000 o/m grønlandsministeriamut tunineKartartutut itoK. su-
milunit ivertineKarsinauvoK, Kutdlernut, radiomut såkutinut ingnåtdla-
giatortunut il. il. sarfalersutigalugo.
"/s £€ectkic
Vesterbrogade 181, København V. Tlgr.adr.: ELMOTOR
Specialister I el-aggregater
KaumarKutigssaileKivit
fuldstændig samme indstilling. Mange
mennesker vil føle sig taknemmelige
overfor TipåraK, nu da hun er død.
Hun havde sikkert følt en knugende
sorg og savn, da manden, hendes
kampfælle og bedste kammerat, døde.
Men det lod hun sig ikke mærke med.
Hun fortsatte sine husmoderlige plig-
ter, stille og venlig som før. Men nu da
TipåraK er død, vil et knugende savn
af ægteparret blive følt blandt plads-
fællerne såvel som folk, der kommer
udefra.
For mange år siden har en præst,
som havde kendt Otto Frederiksens
stammoder på mødrene side, Tuperna,
der var gift med den kendte købmand
Anders Olsen — grundlæggeren af
flere kolonier og Igaliko — sagt om
hende, at hun var „en Christen og
meenighedens tienderinde". Jeg har
kendt TipåraK fra hendes ungdom og
til hendes død og vil sige det samme
om hende. Hun var et stille, ydmygt
og troende kristent menneske, som
viste en absolut uselvisk kærlighed
overfor alle sine medmennesker.
Ære være hendes minde!
G. Egede.
Hvad forårets
udnyttelse af
Venus’ nærhed
har fortalt
I april måned var planeten Venus
„kun" 42 millioner kilometer fra Jor-
den. Det er et nært naboskab mellem
planeter, og det nærmeste de to klo-
der kommer hinanden i mange år. —
Derfor var alle astronomiske telesko-
per, både kikkert- og radioteleskoper
den 10. april — den dag, da afstanden
var mindst — rettet ind mod det
smukke, hvide himmellegeme, og de
bearbejdede resultater af observatio-
nerne begynder nu at blive offentlig-
gjort.
For det første har man ved hjælp
af Venus forsøgt at korrigere den så-
kaldte „astronomiske enhed", der er
Jordens middelafstand fra Solen. Dis-
se forsøg har givet ejendommelige
resultater. Den astronomiske enhed
blev i Manchester, i Californien og i
Massachusetts beregnet til mellem
144.629.000 og 148.632.000 kilometer,
medens de russiske astronomer fik
.tallet til at ligge 140.000 kilometer høj-
ere, hvilket kun er en forskel på
10.000 kilometer fra resultatet af be-
regninger, som blev foretaget af Jod-
rell Bank-observatoriet i 1958 og 1959.
De sammenfaldende nye radar-bereg-
ninger er også hen mod 50.000 kilo-
meter højere end den afstand, der be-
regnes i forbindelse med den kunstige
amerikanske planet Pioneer V, som
man kunne følge et stort stykke på
dens vej rundt om Solen.
Radar-astrologerne, som på „nabo-
dagen" bombarderede Venus med ra-
dio-signaler, havde håbet, at de ved
forskydninger af ekko-effekterne
kunne få klarhed over planetens ro-
tationstid. Da dens mælkehvide,
uigennemsigtige atmosfære ikke by-
der et eneste holdepunkt for bedøm-
melserne, har denne rotations-varig-
hed hidtil været en uløst gåde. Det er
den for så vidt stadig. De russiske sta-
tioner mener at have konstateret, at
Venus drejer sig rundt om sig selv
een gang i løbet af elleve dage eller
mindre. Cal-Tech i Palæstina fandt
derimod ud af, at rotationen er bun-
det — at Venus med andre ord er lige
så længe om at dreje sig om sig selv,
som den er om at bevæge sig rundt
om Solen, nemlig 225 jordiske døgn,
og altså til stadighed vender samme
side mod Solen, akkurat lige som Må-
nen vender samme side mod Jorden,
fordi dens egen rotation og dens om-
løbstid om Jorden falder sammen.
Karmaissui enfreprenøritdlo
suliait
A. JESPERSEN & SØN A/S
Telegramadresse:
Jespson-København
20