Atuagagdliutit - 01.02.1962, Síða 4

— hvor der blev udkæmpet blodige kampe
mellem eskimoer og indianere
Indianerne tilbringer en stor del af
året i telt. Her ved Mingan-floden
hænger man den lille i „vuggen",
som er spændt ud mellem teltstæn-
gerne.
ukiup ilarujugssua indianerit tu-
permingmitarput. tåssa mérartaisa
ilåt „ukamartumi“toK, tovKup na-
nainut Kilerussame.
Indianerkone fra Montaignaistam-
men med sit barn.
fisk, til trods for at ingen andre ved
kysten har fanget noget, og at vi for-
gæves har prøvet at pilke næsten hver
dag. Denne torsk kom meget tilpas —
ikke bare for os selv, men også for
folk i flere landsbyer. Den blev en
slags introduktion, som brød isen.
HVOR INDIANERE OG ESKIMOER
MØDES
En aften sejlede vi ind til en lille
landsby Mingan nær Mingan River.
Her lever ca. 500 mennesker, som er-
nærer sig ved fiskeri og pelsjagt. I ste-
det for indianertelte er der små huse
i granskoven nær floden, og små bron-
cebrune unger leger omkring dem.
Det er Montaignais-indianerne som
holder til på disse kanter, de findes
også længere østpå ved Quebec-kysten
og delvis i Labrador. I sidst nævnte
områder findes også de beslægtede
Naskapi-indianere. Begge grupper er
beslægtet med Algonquin-iolket, som
rådede over store dele af Nordameri-
kas østlige områder, indtil europæerne
begyndte at slå sig ned der i 1500-tal-
let.
Men også et andet folk har holdt til
i egnene nær Mingan — eskimoerne.
Gamle beretninger og levende tradi-
tioner fortæller om dette, og udenfor
Mingan ligger en ø, som hedder Eski-
mo Island.
Efter alt at dømme har eskimoerne
nået endnu længere mod vest, måske
helt til egnen omkring St. Lawrence-
floden.
indianere arnaK nagguveKatiging-
nit MontaignainingånérsoK mérKi-
ssartoK.
de jægerfolk før i tiden strejfede om-
kring i deres spinkle kajakker langs
de vidstrakte kyster fra St. Lawrence-
golfen til nordspidsen af Labrador og
endnu videre mod nord. Deres naboer
var skovens sønner, indianerne — ar-
vefjenden.
Der findes ikke længere eskimoer i
disse sydlige områder. De hvide har
udryddet dem på den mest skændige
måde, til dels ved hjælp af indianerne,
som de gav skydevåben. Efterhånden
blev eskimoerne presset længere og
længere mod nord helt op til den
nordlige del af Labrador, hvor nogle
stammer har overlevet til i dag. Deres
antal er dog stærkt reduceret. Dette er
en baggrund, som er af betydning ved
vurderingen af vikingernes sejladser
til Amerika i gamle dage. De gamle
beretninger i sagaøerne fortæller, som
nævnt, at de mødte de indfødte —
skrelingerne — kom i kamp med dem
og de skånte dem bestemt ikke. Var
det indianere eller eskimoer, de mødte
under den lange sejlads fra kolonien
på Grønland sydover langs Labradors
kyster og videre?
VI HILSER PÅ
INDIANERHØVDINGEN
Vi tager en tur over til indianerlej-
ren og bliver godt modtaget af høvdin-
gen Damien Neshtokashe, som viser os
omkring mellem slædehunde, som vi-
ser tænder. Menneskene giver indtryk
af at være fuldblods-indianere. De
driver fiskeri ved søen om sommeren,
pels jagt i indlandet om vinteren - men
ellers er meget af det gamle foran-
TORSKEFISKERIET BETYDER ALT
Der er sol og en lys stemning over
den lille landsby ved bredden af St.
Lawrence-golfen. Vi kommer til et
lille landbrug, hvor en mand er i gang
med at lægge kartofler og sprede gød-
ning. Gødningen er små fisk, som han
har kørt frem i en stor dynge. Først
lægger han kartoflerne, så tager han
en spand med fisk, som bliver drysset
i furen, der så ligger som en glinsende
stime af fisk.
Torskefiskeriet er livsvigtigt for de
fleste langs disse kyster. Hvor vi end
kommer langs kysten, møder vi det
samme spørgsmål: Hvor står torsken?
Den plejer at komme i juni og bliver
så til langt ud på efteråret. Men tor-
sken her er mindst lige så lunefuld
som ved Norges og Grønlands kyster
— til tider kan den helt eller delvis
forsvinde. Det hændte f. eks. i 1926 og
1927, som blev et ulykkesår for de fat-
tige fiskere ved St. Lawrence-golfens
nordkyst. På den tid blev der et myl-
der af hvidhval, ja, der var så mange
af disse hvaler, som man aldrig før
havde set. Folk mente, at det var
grunden til, at torsken forsvandt, og
man gik endog så vidt som til at ned-
kaste bomber i hvalstimerne fra fly.
Men kun lidt blev vundet ved dette
drastiske skridt, for det var næppe
hvalen; men temperaturforandringer i
havet, som var årsag til, at fisken
holdt sig borte.
Mårtens og skipperen holdt sig om-
bord i „Halten", medens vi andre drog
med vores lille båd i land på en af
vore rekognosceringsudflugter. Da vi
kom tilbage, sidder de to på rælingen
og ryger, og ved siden af dem ligger
store dynger af nyfisket torsk. De hol-
der en mine, som var det en aldeles
selvfølgelig sag for dem at få alle disse
Da vi forlader Seven Islands og
stævner videre østpå langs nordkysten
af St. Lawrence-golfen, er havet ro-
ligt. Der ligger en fin dis gennemrislet
af sol. Fugle af mange slags er på
færde, snart duvende på søen i store
klynger, snart jagende forbi. Måger,
helt hvide eller med sort ryg, — hav-
heste, ærfugle, ænder, stormsvaler og
mange andre. De morsomste er måske
de små svømmesniper, som i store
flokke og med rappe vingeslag iler til
havs. Og det er godt, for når „the Gill-
bird“ søger havet, er det tegn på godt
sikkert rigtigt. I år blev der skudt en
isbjørn ved Blåne Sablon, som ligger
i den sydlige del af Strait of Belle Is-
les, og to isbjørne ved New Foundland.
Det, der sker, er, at bamsen følger
drivisen fra polaregne sydpå med La-
bradorstrømmen. De fleste sætter næ-
sen nordover igen, medens der endnu
er is at gå på. Men der er enkelte, der
driver med en isflage, eller som er op-
taget af at drive sæljagt, at de glem-
mer at bruge deres fornuft, og så bæ-
res de med strømmen af sted til frem-
mede lande i syd.
Så er det ikke rart at være isbjørn.
De sidste isflager smelter, og der er
ingen anden udvej end at komme ind
til kysten og der prøve at følge de
store floder nordpå til midnatsolens
land.
Montaignais-indianere tilhører en
mægtig stamme, som rådede over sto-
re dele af Nordamerikas nordøstlige
områder i 1500-tallet. Denne mand er
den eneste, vi så med skæg.
Montaignai-indianerit itsaK pissarssu-
simåput, Amerikap avangnåta kangia-
ta ilarujugssua nunagisimavdlugo. tå-
ssa angutinit umiligsiatuarput.
vejr, siger fiskerne ved St. Lawrence-
golfens kyster.
I sydøst skimter vi land — det er
den store og mærkelige ø Anticosti.
Den er ca. 100 km lang og er næsten
helt dækket af skov. Her er mange
slags vilde dyr, og i elvene myldrer
det med laks og ørred. I 1895 købte
den franske chokolade-millionær Hen-
ri Menier øen og havde et kongerige
der. Nu ejes den af Consolidated Pa-
per Company.
Farvandet omkring denne ø er
mange steder farligt, og i tidens løb er
det ikke så få skibe, som har mødt de-
res skæbne her. Anticosti blev opda-
get tidligt, opdagelsesrejsende eller
hvalfangere, der styrede mod det indre
af St. Lawrence-golfen, kunne jo dår-
ligt undgå at få øje på den.
Fra Gabriel Sagards rejse til Huro-
nernes land i 1624 har man en morsom
oplysning om Anticosti. Her fortælles
det, at der på denne ø er vældige,
hvide bjørne, som æder mennesker li-
gesom i Norge. Det lyder mærkeligt,
at der så langt i syd, ca. 49 gr. n. br.,
skulle findes polarbjørne, men det er
OGSÅ HVALROS
For øvrigt fandtes der også hvalros
i St. Lawrence-golfen i gamle dage.
Landets første opdagere fortæller ind-
gående om dette, og udenfor Mingan
ligger der en ø ved navn Whalros Is-
land.
Jeg har her og tidligere nævnt me-
get om dyrelivet, fordi dette er af
største betydning for vurderingen af,
hvor de kan have bosat sig — de nor-
røne folk, som opdagede Amerika. De
kom fra Grønland, hvor kvægdrift vel
var vigtigt, men hvor fiskeri og jagt
betød lige så meget. I det nye land
søgte de ikke kun efter gode græs-
gange for kvæget, men også efter fisk
og vildt — helst den slags dyr, som
hørte hjemme indenfor rammen af de-
res polare fangstkultur.
Derfor er det så vigtigt at holde øje
med dyrelivet langs Quebecs, New
Foundlands og Labradors kyster i dag,
hvor der kun er en ringe del tilbage
af det dyreliv, der har været før i ti-
len. Fra så sent som 1800-årene hører
vi om en vrimmel af hvaler, så hvilke
mængder af fugle, sæler, vildren og
andre dyr må der ikke have været i
Nordamerika, dengang alt var jom-
frueligt.
INDIANERNES LAND
Fjeldene bliver efterhånden lavere i
nord, nærmest som åser. Vi spejder
indefter og tænker: Kan det være her,
vikingerne lod sejlene falde og gik i
land? Får vi øje på et område, hvor
forholdene synes særligt gunstige nær
mundingen af en elv, styrer vi mod
land og ser os omkring. Granskoven
bærer opover, oftest har træerne tyn-
de stammer og vokser så tæt, at det er
vanskeligt at mase sig vej gennem
krattet. Jorden er som regel fattig og
man møder for det meste mose og
lyng.
Så kommer vi til et sted, hvor der
virkelig pletvis lyser grønt græs mod
os. Det er ved den lille fiskerby Shel-
drake nær mundingen af Sheldrake
River. Denne egn kunne nok friste de
norrøne folk, når de kom sejlende på
disse kanter. Vi går i land, ser os om-
kring og snakker med folk. Men alt,
vi får rede på er, at indianerne holdt
til på disse kanter i gamle dage.
„Halten" i Strait of Belle Isle.
ESKIMOERNES ARVEFJENDE
Vi er her ved det sydlige område
for dette folks udbredelse. Når eski-
moerne har søgt så langt mod syd, be-
ror dette på de særlige klimatiske for-
hold, som muliggør, at sælen, hval-
rossen og hvidhvalen m.v. kan leve
her. Eskimoerne har fulgt disse dyr og
har kunnet leve i St. Lawrence-golfen
uden at bryde deres gamle fangstkul-
tur.
Således gik det til, at dette vandren-
„Halten" ikerasangme Strait of Bel-
le Isleme.
dret. Da Cartier i 1534 opdagede lan-
det, gav han en levende skildring af
indianerne i disse egne: „Der er folk
i dette land, som er velskabte nok, men
som er vilde og grusomme mennesker.
De har håret bundet op på hovedet,
så det ligner en håndfuld hø, og en
pind stukket ind i det — til denne
pind er fæstet fuglefjer. Både mænd
og kvinder klæder sig i dyreskind —
og de maler sig med stærke farver..“
Sikken forskel, der er mellem in-
dianere og eskimoer. Eskimoerne er
åbne og smilende, man er ligesom på
bølgelængde med dem fra starten. In-
dianerne derimod — lukkede og reser-
verede — det tager sin tid at vinde
deres tillid. Men høvdingen Neshto-
kashe kommer vi mærkeligt nok hur-
tigt på talefod med, og han fortæller
os mangt og meget af interesse. Han
taler kun sit eget sprog, men handels-
manden er en ypperlig tolk.
EN ULIGE KAMP
Vi hører om de blodige kampe, som
i gamle dage stod mellem indianerne
og eskimoerne ved Point aux Mortes
lige i nærheden.
Indianerne fik geværer af fransk-
mændene, medens eskimoerne kun
brugte bue og pil. Mange eskimoer
blev dræbt, resten jaget på flugt. Men
om nordboer før franskmændene ved
han ikke noget. Han har heller ikke
hørt, om hans stamme er stødt på bo-
pladser eller andet, som kan tyde på,
at vikinger har været på disse kanter.
Efterhånden kommer vi på god fod
med høvdingen, at vi kan få ham til
at indsynge gamle indianske sange på
vores lydbånd. Det er sandelig at kom-
me langt med en rødhud. Til slut for-
tæller jeg ham om den tid, hvor jeg
levede sammen med eskimoer og jæ-
gere, som var så dygtige til at efter-
ligne dyrenes lyde, at jeg ikke tror,
nogen kan gøre det bedre. „Ho, ho“,“
fnyser høvdingen, han er ikke den, der
tåler, at en foragtelig eskimo skal
være bedre end en indianer. Så giver
han sig til at efterligne lyden af en
vildren, gås, and, lom, bjørn og mange
andre dyr og slutter med et ulvehyl,
som nok kunne få en og anden gråben
inde i skoven til at stikke snuden i
vejret og hyle et svar.
Men det, som står stærkest i erin-
dringen fra denne indianerlejr er de
små bronce-brune indianerunger — de
havde noget af dyrenes ynde over sig.
Særlig var der en uimodståelig lille
pige på omkring seks år, som vi fil-
mede — ja, vi brugte alt for meget
film på denne pige. Hun stod der og
kikkede på os under det ravnsorte hår
med spillende øjne, legende med en
rebende.
Da vi kastede los for at drage vi-
dere østpå, ventede hun genert, til vi
var et stykke ude, men så løb hun
frem og vinkede med ivrige hænder.
(Copyright Buils Pressetjeneste).
Laurits Møller
Amalieyade U8, København K.
Kolonial - Cigarer - Tobak
nerissagssat - sikat - tupat
Østpå til indianernes rige
4