Atuagagdliutit - 01.02.1962, Qupperneq 15

for at være en verdensrekord eller
eventuelt største eksemplar af racen
nedlagt i Grønland.
Såfremt der skulle vise sig interesse
for sagen, skal jeg i en senere artikel
fremkomme med målereglerne for den
maritime fauna i Grønland, bjørn,
hvalros etc.
I den indledende artikel forekommer
en ukorrekthed, idet jeg skriver: „For
rensdyrenes vedkommende er disse
opdelt i tre forskellige grupper. Da
grønlandsrenen hører til samme race
som „The barrenground caribou", bli-
ver det denne gruppe til sammenlig-
ning". Der skulle mere korrekt have
stået: „Da grønlandsrenen hører til
samme art som the barren-ground
caribou".
Sagen er, at renerne i arktik gen-
nem de senere år er opdelt i mange
forskellige racer. Alene for den grøn-
landske vildren nævnes to racer, hvor-
af den ene, nemlig den østgrønlandske,
må betragtes som uddød. Professor
gruppe er, at samtlige arter er forsynet
med et isolerende spæklag under skin-
det, hvorfor de specielle forhold ved
trofæbehandlingen vil blive behand-
let under ét i slutningen af artiklen.
Øverst på ranglisten har vi polar-
bjørnen eller isbjørnen, hvis gullig-
hvide pels udgør et så smukt trofæ, at
det er en fryd for øjet, enten man ser
det mod fjordens hvide is eller foran
en flammende pejs. Isbjørnen kan fo-
rekomme overalt langs Grønlands ky-
ster. Mest almindelig forekommer den
langs nordøst- og nordvestkysten. På
vestkysten, mellem Julianehåb i syd
og Diskobugten i nord, forekommer
den yderst sjældent. Der bliver som
regel skudt nogle enkelte bjørne hvert
år i det sydlige Julianehåbdistrikt. Det
er bjørne, der runder Kap Farvel med
storisen, der kommer ned langs øst-
kysten.
Ved de godt tredive bjørne, jeg har
været med til at nedlægge i Nordøst-
grønland, var det mest iøjnefaldende
den individuelle forskel i størrelsen på

*»,' jggg *
I A - ‘
- )
/

M. D eg erbøl, der har behandlet dette
emne i en afhandling i „Acta Arctica"
benævner således den i dag forekom-
mende vildren i Grønland med det la-
tinske navn R. t. groenlandicus. Den
i Østgrønland tidligere forekommende
ren, hvoraf man i dag finder mange
spor i form af kastestænger og skelet-
dele, er af professor Degerbøl fastslået
som værende R. t. eogroenlandicus. Da
der ikke er udarbejdet specielle må-
leregler for Grønland, må vi derfor
benytte de internationale, godkendte
regler, der finder anvendelse i Ameri-
ka, idet arktisk Nordamerika som
nævnt er hjemsted for de samme ar-
ter, som forekommer på Grønland.
I det følgende skal behandles, hvad
der forekommer af deciderede trofæ-
bærende dyr indenfor den maritime
grønlandske fauna. Fælles for denne
Fig. V
Formel for bedømmelse af bjømekra-
nium:
points
Kraniumlængde i cm XI.... —
Kraniumbredde i cm XI.... -* 1—
Total
Anvisning: Målene tages med 1 mm’s
nøjagtighed ved hjælp af en skyde-
lære.
Fig. VI
Længde af kraniet: Målet tages mel-
lem to lodrette linier til hovedaksen
af kraniet, uden underkæbe og uden
hensyn til eventuelle misdannelser.
Bredde af kraniet: Målet tages vin-
kelret på hovedaksen af kraniet.
I det følgende skal nævnes, hvad
der forekommer i listen over de stær-
keste målte trofæer i Nordamerika.
s
o) t 5 «H s
u X B 0) u V le
< Hl W W > -
1929 St. Larance Is, Alaska
1954 do.
1875 St. Paul Is, Alaska
1917 Pt. Barrow, Alaska
1946 Devon Is, NV Terr.
H. B. Collins jun. U. S. National Museum
J. A. Columbus J. A. Columbus
Dr. C.H. Townsend U. S. National Museum
T. L. Richardson U. S. National Museum
C. O. Handley jun. U. S. National Museum
Kraniummålene er den nu aner-
kendte metode ved pointbedømmelse
af de større og mindre rovdyr, men
for flere arters vedkommende anven-
des, ifølge de europæiske måleregler,
en taksering af skind eller huder.
I det tidligere nævnte værk: „Das
Grosswild der Erde und seine Trop-
håen" samt i et mindre værk: „Die
formelmassige Bewertung der euro-
paischen Jagdtrophaen" findes måle-
regler for bjørneskind, hvorefter disse,
i lighed med andre trofæer, kan pris-
belønnes ved jagtudstillinger. Det må
dog erindres, at skind kan ændre ka-
rakter under spiling og tilberedning,
hvorfor de to nævnte værker da også
har medtaget følgende regler med for-
behold, idet de pointerer, at kun ved
måling af kraniet har man et kontrol-
labelt bevis i hænde.
Formel for bedømmelse af
bjørneskind:
Længde X bredde + skønhedspoints
100
Anvisning: Målene tages i cm med
1 mm’s nøjagtighed.
Længde: Målet tages langs midter-
linien af skindet, fra snudespids til
halespids.
Bredde: Målet tages på det smalleste
sted neden for forbenene, vinkelret
på midterlinien.
Skønhedspoints:
indtil 30% af ......
længde X bredde
100
Hårlængde ..........indtil 10°/o
Regelmæssigt hårlig indtil 10%
Hårtæthed og glans indtil 10%
Den næste på ranglisten må blive
den grønlandske tykhud hvalrossen.
Der skelnes ganske vist mellem to ar-
ter, nemlig Pacifik h- -..-rossen (Odobe-
nus divergens) o„ Atlantic hvalros
(Odobenus rosmarus); men da måle-
reglerne er ens i Amerika og Europa,
er det underordnet, blot man erindrer
artsnavnet på måleskemaet af hensyn
til, at de to grupper bedømmes uaf-
hængigt af hinanden.
Den grønlandske havlros træffes i
Nordøstgrønland og på vestkysten i
området ud for kolonierne Holsteins-
—DJ
borg og Egedesminde samt i Kap York
distriktet.
Eksempel for Atlantic hvalros (Odobe-
nus rosmarus):
Fig. VII
Formel for bedømmelse af hvalros
A. Største udlæg............
B. Afstanden mellem tænderne
C. Hele længden af en løs tand 54,5 52,6 2,1
D. 1 Omfang af tandbasis 17,4 17,4 0,0
D. 2 Omfang af 1. fjerdedel 19,5 19,8 0,3
D. 3 Omfang af 2. fjerdedel 16,5 16,3 0,2
D. 4 Omfang af 3. fjerdedel 12,5 12,2 0,3
120,4 118,3 2,9
21,3
20,0
Summen af spalte 1 og 2 238,7
Summen af spalte__3 2,9
Totalpoints 235,8
Foruden kød til
hundene giver
bjørnens skind et
smukt trofæ til
minde om jagten.
de nedlagte individer. En hunbjørn og
ungbjørn kunne man som regel ene
mand magte at læsse på slæden; men
det skete, at man kom ud for en stor
hanbjørn, der ikke lod sig rokke en
tomme; en sådan bamse var man hen-
vist til at skinde og partere på stedet.
Vi anslog vægten på de største han-
bjørne til at runde de 500 kg. En nord-
mand, Odd Lønø, har på Spitsbergen
foretaget vejning af 7 nedlagte bjør-
ne. De tre største hanbjørne havde en
totalvægt på henholdsvis 441 kg, 452
kg og 486,5 kg fraregnet blodet, som
løb væk under parteringen.
Ifølge de internationale måleregler
er det da også størrelsen, der er lagt
til grund for pointbedømmelsen, idet
man såvel i Amerika som i Europa be-
nytter de samme regler ved måling af
bjørnens kranium.
Anvisning:
Det største udlæg måles i ret vinkel
til midterlinien af kraniet.
B. Afstanden mellem tænderne måles
mellem tandspidserne.
C. Hele længden af den løse tand må-
les langs den yderste kurve fra basis
til et punkt på linie med spidsen.
D. Omfang af tandbasis måles i ret
vinkel til aksen af tanden.
D. 2—3—4. Divider målet C af den
Atlantic hvalros (Odobenus rosmarus rosmarus)
længste tand med 4, mærk begge
tænder ved disse fjerdedele, selv om
også den anden tand er kortere, og
mål omfanget på disse markerede
steder.
Uregelmæssigheder ved ansatsstedet
mellem kranium og tand skal der ikke
regnes med.
Nogle eksempler på, hvad nævnte
værker kan opgive af de hidtil største
målte hvalrostænder af Atlantic hval-
ros.
Ar Lokalitet Hjemført af Ejer Værdital i cm
— — Roy Vall N.Y. Zool. Society 301,62
- Grønland 9 Zoologisk Mu- seum, Kbhvn. 299,08
— Grønland ? do. 296,54
1909 Grønland ? do. 289,56
— Grønland John F. Hansen 266,70
Endelig skal nævnes narhvalen, der
med sin lange, snoede tand bærer et
trofæ af meget stor skønhed. Narhva-
Den store tandhval kaskelotten fo-
rekommer langs Grønlands vestkyst
De kegleformede tænder, der findes
Narhvaltand, længde 212 cm. Omkreds ved basis
19,8 cm, vægt 3,5 kg
len træffes ofte i de nordlige områder
på såvel øst- som vestkysten af Grøn-
land. Desværre findes ingen målereg-
ler for denne art i de tidligere nævnte
værker. I syvende udgave af „Rowland
Ward’s records of big game" 1914 fin-
des mål og vægt af ti narhvaltænder.
I nævnte værk er opgivet længde, om-
fang og vægt for de enkelte tænder.
Se foto og tekst.
Af sæler forekommer i Grønland
følgende arter: Ringsæl eller netsiden
i et betydeligt antal i de enorme kæ-
ber, er i sig selv smukke at have lig-
gende som brevpresser eller lignende.
I grønlandsk husflidskunst er kaske-
lottænderne et yndet materiale til
fremstilling af de såkaldte Tupilak-
figurer eller blot til reliefindridsning
af forskellige motiver.
Polarulven hører også til de sjældne
trofæer, idet der ikke mere kan tales
om en bestand, men i gunstigste fald
om enkelte strejfende ulve i Nord- el-
For falkejægere
Jorden over findes
intet smukkere
trofæ at hjemføre
end et eksemplar af
den grønlandske
jagtfalk. Der
kræves dog dispen-
sation fra de gæl-
72,54 dende regler, idet
72,23 udførsel af falke og
71,59 falkeskind er
69,05 forbudt.
69,05
(Phoca foetida), den spættede sæl
(Phoca vitulina), Grønlandssælen
(Phoca groenlandica), remmesælen
(Erignathus barbatus) og klapmydsen
(Cystophora christata). For alle fem
sælarter gælder kraniummålene som
vist for bjørn ifølge de europæiske
måleregler.
ler Nordøstgrønland. For polarulven
gælder kraniummål som vist for
bjørn. I øvrigt findes i værket „Gross-
wild der Erde und seine Trophåen"
særlige regler for taksering af ulve-
skind; men reglerne er ikke medtaget
her på grund af artens sjældne fore-
komst i Grønland.
For falkejægere verden over står
Hvalrosflæsning.
Den svære hud
kræver flere og vel
skærpede knive.
den grønlandske falk som den ædleste
jagtfalk af alle. Den grønlandske jagt-
falk forekommer i en lys og en mørk
variation; den lyse form (Falco rusti-
colus candicans) er den mest efter-
tragtede. For en falkejæger findes in-
tet skønnere trofæ at hjemføre end et
eksemplar af den grønlandske hvide
jagtfalk.
For alle i dette afsnit nævnte arter
gælder, at der kræves et stort arbejde
og nøje påpasselighed ved skindbered-
ningen, idet samtlige dyr indenfor den
maritime fauna er forsynet med et
indtil flere tommer tykt spæklag mel-
lem dyrets muskulatur og skindet. Når
man flår et sådant dyr, følger man
som regel muskulaturen og lader ho-
vedparten af spækket følge skindet. I
vinterhalvåret med stærk kulde kan
man tillade sig at fryse et bjørneskind
og nedgrave det i sneen for senere af-
spækning; men i sommerhalvåret må
skindene afspækkes hurtigst muligt. I
modsat fald risikerer man, at der
trækker tran ind i hårrødderne. Dette
viser sig desværre først, efter åt skin-
det er tilberedt og garvet, idet der op-
står store, gule partier i hårene, det
vil sige, at skindet er spækbrændt og
uanvendeligt til udstopning eller tro-
fæ. Derfor, afspæk skindet hurtigst
muligt efter at dyret er nedlagt. Af-
spækningen foregår nemmest over en
skråtstillet, plan flade, der giver et
stabilt underlag for skindet. Når skin-
det er afspækket, sæbevaskes og
skrubbes det med en stiv børste på så-
vel kød- som hårsiden og skylles der-
efter godt ud i nærmeste elv. Ønsker
man at spile og tørre et sådant skind,
bør man have tørt savsmuld, aske el-
ler lignende til at absorbere eventuelt
udtræk af tran fra skindet.
For den, der ønsker at hjemføre ud-
stoppede hoveder af sæl eller hvalros,
forestår noget af et tålmodighedsar-
bejde, idet de grove skægbørster går
igennem huden og vanskeliggør bort-
skæringen omkring snudepartiet. Selv
klarede jeg dette problem ved hjælp
af en skarp kniv, en grov stålbørste
og arsenikpasta. Drejer det sig om et
hvalroshoved, kommer man ud for et
skind på godt en halv tommes tykkel-
se. Er der ikke tid til at tyndskære
skindet, klarer man sig ved fra kød-
siden at ridse huden op i småkvadra-
ter, i samme mønster, som når man
ridser en flæskesteg, hvorefter huden
kan saltes. Ved saltning må det erin-
dres, at saltet skal udskiftes efter et
døgn eller to og igen inden skindet
forsendes, det vil sige, at skindet skal
omsaltes mindst tre gange inden for-
sendelse.
Det her nævnte skulle være det væ-
sentligste, man skal iagttage ved be-
handling af nedlagte dyr inden for den
grønlandske fauna. Om arbejdet med
at bælge eller flå kunne skrives en hel
afhandling; det vil altid kunne disku-
teres, om man bør flække en bjørnelab
eller lade snittet følge trædepuden
rundt o.s.v., altsammen viden, der kun
kan indhøstes gennem erfaring. Det
væsentligste er at klare sig bedst mu-
ligt under de givne forhold. Ofte kan
man stå med et kranium af en mos-
kusokse eller en hvalros uden mulig-
hed for at få det kogt af. I så fald må
man pille det så rent som muligt og
derefter sænke det i stranden, hvor
tanglopperne vil fuldføre afpilningen.
Det er ikke tilstrækkeligt blot at til-
egne sig et trofæ; det er også nød-
vendigt, at man benytter den fornødne
tid til behandling af trofæet, hvis det
skulle blive et varigt minde om en
jagtoplevelse under så ekstreme for-
hold, som den grønlandske natur nu
engang kan byde.
Der er næppe tvivl om, at Grønland
burde være bedre repræsenteret
blandt internationale jagttrofæer. Mit
indlæg er da også fremsat i håb om,
at de mange, der i dag berejser Grøn-
land, må være opmærksomme på, at
det kan være af interesse for andre,
hvis det trofæ, de hjemfører, er af
særligt omfang og styrke. Som nævnt
i indledningen kræves der en opmå-
ling og pointbedømmelse, for at der
kan drages sammenligning med til-
svarende arter under andre himmel-
strøg eller lokaliteter.
A/S
Dansk Ilt- og Brint-
fabrik
København
ilt- fima brintiliorfigssuaK
dansldt pexatigit piat
København