Atuagagdliutit - 12.04.1962, Blaðsíða 12

Om igen Boserup
Kaj Narup, Godthåb, imødegår i dette indlæg Mogens Boserups artikel
om lønningsproblemerne og anfører bl. a., at KGH tager politiske hensyn
frem for forretningsmæssige, hvilket indvirker på produktionsresuitatet
I „Atuagagdliutit" nr. 5 (1. marts) skriver
den økonomiske konsulent, der arbejder i
Ministeriet for Grønland og specielt for
„Grønlandsudvalget af 1960", cand. polit.
Mogens Boserup, en længere artikel om
„Hvorfor ligeløn er en umulighed".
Boserup, der af bladets redaktion lance-
res som „ekspert", vil sikkert selv meget
nødigt have sig frabedt at blive trukket
frem som orakel og alvidende ekspert,
men når han — som han udtrykker det —
begår en artikel, der er „en opfordring og
udfordring til en .... diskussion", så må
han finde sig i at få en gang røg.
Efter min opfattelse er Boserups på-
stande og argumenter forkerte; der er ikke
blot væsentlige fejltagelser i detaljerne,
men ovenikøbet så baserer Boserup sin
konklusion på en betydningsfuld forud-
sætning, som vi senere skal se ikke er til
stede i Grønland i dag, og derfor falder
hele Boserups slutfacit sammen som et
korthus i blæsevejr.
Må jeg indledningsvis nævne, at mine
udtalelser står ganske for min egen reg-
ning og ikke må opfattes som meninger,
der absolut deles af bestyrelsen for „Sam-
menslutningen af Handels- og Håndvær-
kerforeninger i Grønland", hvor jeg for
tiden fungerer som formand.
Dernæst vil jeg rette en misforståelse hos
Boserup, som kalder sit indlæg for en be-
tragtning af det væsentlige i „det grøn-
landske pris- og lønproblem". Efter min
opfattelse er kernen i al løndiskussion i
Grønland ikke et ligelønskrav, men det er
den lønmæssige forskelsbehandling. Det er
lønforskellen mellem ikke-udsendte og ud-
sendte, der giver anledning til de hede de-
batter, men dette er måske lidt vanskeligt
at se fra et kontor i Hausergade, specielt
når man som grønlandske repræsentanter
i de allerfleste råd og udvalg med forkær-
lighed udvælger sig de grønlændere, der
har dansk løn og alle de mange fordele,
som p. t. ydes „udsendte", herunder de,
som er „udsendte i deres eget land". —
Men da denne kritik af Boserup vel sna-
rere er en fejl i hans psykologiske opfat-
telse end i hans statistiske kalkuler, skal
jeg nøjes med dette korte notat.
Men en gennemgang af tallene (der vel
er grundlaget for de endelige konklusio-
ner?) viser også, at eksperten efterhån-
den er blevet så klog, at han har tabt kon-
takten med det praktiske liv. Af pladsmæs-
sige grunde skal jeg kun påvise en enkelt
„regnefejl" på 4—5 millioner kroner, men
jeg har afgjort på fornemmelsen, at samt-
lige Boserups tal har fået en drejning i en
retning, der støtter den på „bjerget" her-
skende opfattelse, selv om jeg ikke direkte
tør insinuere, at Boserups resultater er
fremkommet ved, at han er startet bagfra
og så har regnet baglæns for at „bevise",
at det ikke kunne lade sig gøre at ændre
priser og lønninger uden forfærdelige føl-
ger for hele samfundet.
Tilbage til regnefejlen på 4—5 millioner,
som dog immervæk er en slags penge. I
afsnittet med overskriften „Hvis lønnen
forhøjes 50 pct“, går Boserup ud fra, at
lønnen forhøjes til dansk niveau eller
skønsmæssigt med 50 pct, og dette giver et
virkningsfuldt skræmmebillede, idet Bose-
rup udbasunerer, at produktionsregnskabet
1960 med „lige pengeløn" ville have haft et
„formidabelt" underskud på 17,2 millioner
kroner.
Boserups regnestykke står på side 5 i
A/G, men det passer bare ikke. Tallene er
nok korrekte for „lønudbetalinger til fast-
boende", nemlig faktiske 1960-tal plus 50
pct. og også rigtige for lønninger til ud-
sendt personale, hvor det er uændret, men
det er helt hen i vejret og positivt forkert,
at Boserup hæver indhandlingens 13,3 mil-
lioner kroner (faktiske tal i 1960) med sam-
me 50 pct som lønningerne og så kommer
til 21,5 millioner kroner for „reguleret ind-
handlingstal i 1960".
Hensigten med den forhøjelse, der er tale
om, er tilsyneladende, at fiskernes og fan-
gernes realindtægt skulle være uforandret.
Lønsatserne i land steg nominelt med de
50 pct., men stigningen gik dels til løn-
KATALOG OVER
Grønlands'litteratur
Salgskatalog med i alt 729 ældre og nyere bøger (samt billeder og antikke
kort) vedr. Grønland, Island og Færøerne tilsendes gratis, så langt oplaget
rækker.
BOGHALLENS ANTIKVARIAT, Rådhuspladsen 37, København V
Danmarkime måkarma
nionuitigineitarnerpaussoK
OMA
MARGARINE
skat, dels til at opveje de stigninger i bu-
tiksvarer, elpriser og i leveomkostninger
i øvrigt, som blev resultatet af lønstignin-
gen.
Nu nævner Boserup ikke noget, om han
har tænkt på en skattepligt for fiskerne.
Hvis fiskerne ikke skal betale skat, så skal
deres nettopengeløn jo kun stige med det,
som svarer til stigningen i leveomkostnin-
gerne samt stigningen i driftsudgifter ved
deres erhverv, og det kan ikke blive store
sager, når det skal fordeles på fiskernes
bruttoindtægter. — Men lad os være rare
ved Boserup og gå ud fra, at også fiskere
og fangere skal betale skat, selv om skatte-
ligning og -opkrævning sandsynligvis vil
koste mange gange mere, end der kommer
ind i skatteprovenu.
Vi ved — og Boserup burde vide — at
fordi en fisker sælger fisk til KGH for
1.000 kroner, så har fiskeren ikke tjent
1.000 kroner til sig selv. Der er noget, som
hedder driftsudgifter, og før disse udgifter
er betalt, kan man vanskeligt gøre fiske-
rens fortjeneste op.
En hel del af disse driftsudgifter er uden
nævneværdig forbindelse med den 50 pct.-
stigning af det grønlandske lønniveau, som
vi opererer med i øjeblikket. Det gælder
udgifterne til forrentning, afskrivning,
forsikring af skib, den vedligeholdelse,
som besætningen selv udfører, etc. etc.
Andre driftsudgifter stiger nok (reparatio-
ner udført af værksteder, driftsmidler som
solarolie, salt, liner, agn osv), men stig-
ningen behøver langt fra at være så stor
som 50 pct. For driftsmidlernes vedkom-
mende skal stigningen jo kun opveje de
forøgede distributionsomkostninger, som
skyldes højere lønninger. Men det er jo
ikke 50 pct. Hvis det eksempelvis 1 dag
koster 1 øre i arbejdsløn at sælge en liter
solarolie, så vil en 50 pct-stigning i lønnin-
gerne jo kun betyde, at det fremtidig ko-
ster l'/s øre pr. liter olie, eller i grove træk
en stigning på 2 pct. af salgsprisen.
Derfor er Boserups regnestykke
13,3 miil. kr. + ca. 50 pct. = 21,5 miil. kr.
forkert ud fra de foreliggende omstændig-
heder og forudsætninger, idet en forhøjel-
se af indhandlingspriserne med 50 pct. ville
betyde en betydelig forhøjelse af erhver-
venes realløn, hvilket ikke var hensigten.
En skatteordning kan ikke hjælpe på dette
forhold, idet det dels er svært at ligne
ikke-fastlønnede, dels skulle man så have
en skatteskala med en meget progressiv
linie, der i realiteten var næsten 100 pct.-
konfiskation, når indtægten kom op over,
hvad man kunne tjene i land.
Vi kan også for en sikkerheds skyld an-
gribe samme problem på en lidt anden må-
de, og her kommer vi til ganske samme re-
sultat: At Boserup regner nogle millioner
kroner forkert:
En fiskerbåds fangst deles normalt efter
faste regler, således at båden får sin part
og besætningen sin. For mellemstore både
deler man vist i reglen midt over, men jo
større bådene bliver, jo mere får fartøjet
på bekostning af folkene. Omvendt kan
båden — hvis den er lille — nøjes med
mindre end halvdelen af udbyttet. Af og til
trækker man visse udgifter som solarolie
eller redskaber fra bruttofangsten, før
man deler under en eller anden form, men
det lange og korte i det hele er, at en fi-
skers brutto-indtægt (indhandlingsværdien)
består dels af penge, som besætningen skal
have, dels af penge, som skal betale bå-
dens udgifter (renter, afdrag, forsikringer,
olie osv).
Hvis vi for nemheds skyld antager, at
halvdelen af indhandlingsværdien går til
fiskerne og halvdelen til fartøjerne, så er
det vel tydeligt, at Boserups regnestykke
skal laves om således:
Halvdelen af indhandlingens faktiske
værdi i 1968 skal forhøjes med 50 pct, hvis
fiskerne omfattes af skattepligten, ellers
kun med den sats, som kan opveje stig-
ningen i leveomkostningerne.
Den anden halvdel af indhandlingsvær-
dien skal forhøjes med den sats, der sva-
rer til stigningen i driftsmidlerne, og som
vi så med solarolien, så kunne 2 pct. stig-
ning klare dette for den vares vedkom-
mende!
Det er ikke nemt præcis at sige, hvad
indhandlingspriserne skulle stige med, i
Boserups konstruerede eksempel med de
50 procents lønstigning i land, men det er
i alle tilfælde ikke en 50 procent stigning,
der kan blive tale om. Dette betyder igen,
at produktionens underskud ikke bliver
det „formidable" tal på over 17 millioner,
men det skal nok reduceres med mindst
4—5 millioner kroner.
Jeg har gjort temmelig meget ud af det-
te ene regnestykke for at vise, at selv en
ekspert kan tage fejl; selv besnærende ar-
gumenter og fine opstillinger kan være
forkerte, når man kigger nærmere efter.
Men min mest tungtvejende indvending
mod Boserups materiale baseres ikke på
tallene alene, men jeg vil nu søge at be-
vise, at hele Boserups argumentation er
funderet på een eneste forudsætning, som
ikke viser sig at være til stede i Grøn-
land i dag!
Boserup går hele tiden og korrekt ud fra
at hensynet til produktionen er det vigtig-
ste. Han går ud fra produktionens faktiske
resultater fra 1960 og belyser så, hvad der
ville ske, hvis man foretog ændringer. —
Denne fremgangsmåde kan kun accepteres
ud fra den ene forudsætning, at produk-
tionsresultaterne (de faktiske) fra basisåret
stammede fra virksomheder, der blev dre-
vet fornuftigt og rationelt, og med hen-
syntagen til normale, merkantile princip-
per.
Jamen Boserup. De ved jo nøjagtig lige
så godt som alle vi andre, at KGHs virk-
somheder på mange områder ikke drives
fornuftigt, rationelt og forretningsmæssigt
KGHs tal for faktiske omkostninger er
næsten uden værdi for hele den undersø-
gelse, De har lavet, og Deres konklusioner
er derfor frit svævende i rummet og duer
ikke.
Jeg ved udmærket, at en hel del af skyl-
den for, at KGHs erhvervsvirksomheder
endnu drives „som på Hans Egedes tid"
skyldes en forkærlighed for at tage politi-
ske hensyn, så man på en behagelig måde
kan slippe for et forretningsmæssigt an-
svar. Drøftelserne i landsrådet i fjor om
standsning af spæk-indhandling med kom-
pensation til fangerne er typisk i så hen-
seende, men der kunne nævnes masser af
eksempler på, hvor langt man ofte firer
fra den økonomiske ideal-tilstand for at få
politisk ro.
Men det er ikke bare de urentable pro-
duktionsgrene og de mange små pladser,
der forringer regnskabet så meget, at man
ikke kan bruge de faktiske tal til noget
som helst. Også på steder, hvor KGH i
dag har udbyggede anlæg, kan man finde
driftsmetoder og dispositioner af en sådan
art, at man må korse sig. Jeg skal ikke
trætte læserne med en lang række eks-
empler, men jeg skal nævne et selvople-
vet. Selv om man ikke skal slutte gene-
relt fra bare et eksempel, så må man vel
have lov til at betvivle, at Boserups brug
af KGH's drifts-tal er forsvarlig, når man
hører flg. sande historie:
For et par år siden lossede jeg færøbe-
handlet saltfisk i Julianehåb. Losningen
foregik på fiskeribroen, skibets besætning
ordnede selv udtagningen af fisken fra
lastebingerne, ophejsningen m.v., og KGHs
folk skulle veje og vrage fisken, som så
på KGHs foranledning blev transporteret
til fiskehuset. På tre dage nåede en snes
KGH-aflønnede folk at veje ca. 12 tons
fisk. Det kan ikke have været vragningen
der tog tid, for der var 98 procent prima
fisk i partiet.
Aret efter lossede jeg saltfisk i Esbjerg.
På samme årstid og under lignende for-
hold som i Julianehåb. Vi lossede 72 tons
Eller hvad med landbruget rundt om-
kring i landene. Kører dansk landbrug
uden tilskud? Nej, gu gør det såmænd ej,
for høsten er jo altid under middel, så til-
skud flyder konstant.
2) Hensynet til private eksportører. Det
er naturligvis smukt, at der nu pludselig
tages hensyn til private; men en omlæg-
nlng af tilskuddene til det grønlandske
fiskerierhverv, eventuelt kombineret med
forøgede tilskud, så betalingen sker til
alle, enten de er statsansatte eller private
eksportører eller producenter ville fjerne
denne hindring for en forhøjelse af fiske-
priser og arbejderlønninger.
Hensynet til Fællesmarkedet skal nok
blive løst, se blot hvor meget EFTA-aftalen
om afvikling af statsmonopoler har virket
i praksis i Grønland, hvor vi aldrig siden
1959 har haft så mange og så omfattende
monopoler som netop i dag, hvor Grønland
kom ind i Frihandelsområdet!!
3) 1 Slappelse hos KGH1 Når Boserup be-
væger sig fra statistik’en over til psykolo-
gien, så bliver hans resultater endnu mere
mærkelige end ellers. Jeg har aldrig no-
gen sinde hørt noget så aparte, som at
man burde holde de grønlandske lønninger
og fiskepriser nede for ikke at risikere, at
KGHs folk skulle blive slappe og miste
interessen for et gunstigt regnskabsresul-
tat.
Hvis Boserup konkret havde foreslået, at
man burde udskifte de nuværende lønsat-
ser til KGHs funktionærer med en ren
procentløn, så havde han bevist, at han
havde set, hvor skoen trykker. Det nuvæ-
rende argument er lige til Klods-Hans.
Efter min opfattelse er der kun to små
ting i Boserups artikel, som er værd at
hæfte sig ved: For det første er det nu i
alle tilfælde halv-officielt fastslået, at i
Grønland er „leveomkostningerne højere
end i det øvrige Danmark". Denne kends-
gerning har alle vi ikke-eksperter såmænd
kendt i mange år!
For det andet har Boserup fundet ud af,
at selv om Grønlands eksport år for år
er steget under KGHs hurraråb, så er
overskuddet på produktionen fra direktør
A. W. Nielsens tid blevet til et betydeligt
underskud, og det vidste vi såmænd også
i forvejen!
Kære Boserup! Jeg har stor respekt for
tal, og jeg nærer en tyrkertro på statistik,
Kaj Narup har tilsendt kontorchef Bo-
serup en kopi af ovenstående, og fra Mo-
gens Boserup har vi modtaget nedenstå-
ende svar:
Jeg vil gerne imødegå Kaj Narups på-
stand om, at vore talmæssige beregninger
er helt forkerte. Jeg forbeholder mig sene-
re at komme tilbage til Narups øvrige be-
tragtninger.
Der er ikke begået en „regnefejl" på 4—5
mili. kr., som Kaj Narup påstår. Som det
blev sagt ganske klart i artiklen, var op-
gaven at bedømme virkningerne af et
tænkt ydertilfælde, hvor der gives en løn-
forhøjelse, der bringer grønlændernes no-
minalløn op på dansk niveau, men således,
at der samtidig indføres tilsvarende pris-
forhøjelser og en kildeskat, som tilsammen
har den virkning, at reallønnen forbliver
uændret trods overgangen til dansk pen-
geløn. Den kildeskat, der her er tale om,
saltfisk, og 18 folk fra byen ordnede hele
arbejdet, incl. arbejde ombord. Fisken blev
losset, vejet, pakket og klargjort til af-
sendelse til Italien på l'/s dag.
Nu er det min private opfattelse, at
grønlandsk arbejdskraft i al almindelig-
hed er hverken værre eller bedre end
f. eks. dansk; men som over alt i verden
kræves der altid, at arbejdet tilrettelæg-
ges fornuftigt, og der må findes en ar-
bejdsledelse, der er aktivt interesseret i
det økonomiske udbytte. Og her halter det
hos KGH. Hvis f. eks. KGHs folk i de sid-
ste 10 år havde brugt lige så meget tid på
at spare på saltet i de 75 fiskehuse i Grøn-
land, som de har brugt af tid til at få
saltregnskaberne til at stemme, så havde
konjunkturudligningsfonden i dag antage-
ligt eksisteret endnu med et positivt for-
tegn.
Boserups artikel slutter med en forkla-
ring på 3 punkter, som alle skal bevise,
hvorfor det grønlandske produktionsregn-
skab skal balancere eller „helst" skulle
balancere. Alle tre argumenter duer ikke
i praksis og er uanvendelige til at bruges
som „bevis" for at holde lønninger og fi-
skepriser nede. Lad os kigge på dem punkt
for punkt.
1) Forbud mod grønlandske produkter.
Igen et skræmmebillede, som skal afholde
folk fra at kræve mere i løn. Boserup bur-
de vide, at der i de allerfleste fiskeripro-
ducerende lande opereres med formidable
subsidier til fiskerne. England, Tyskland,
Norge, Island, Spanien, Frankrig o. s. v.
o. s. v. alle kører med underskud i alle
tænkelige udgaver. Se bare på nedenstå-
ende udklip fra et af de nyeste fiskerfag-
blade:
men kun når man som udgangspunkt bru-
ger facts og ikke nogle tilfældige resulta-
ter fra KGHs virksomhed i 1960, for disse
tal savner tilsyneladende hold i en barsk
virkelighed, og man bør næppe bruge dem
til at vurdere, hvad et på ren merkantil
basis veldrevet grønlandsk erhvervsliv
kunne betale sine arbejdere og råvareleve-
randører.
Men når vi nu ikke har egnede produk-
tionstal, så må vi vel gå en anden vej for
at overbevise myndighederne om, at de
grønlandske lønninger og fiskepriser er alt
for lave. Tidligere landslæge Smith lavede
for et par år siden sammen med kostkon-
sulenten en undersøgelse, som konklude-
rede i, at en grønlandsk gennemsnitsfa-
milie ikke kunne få en blot skrabet, men
sundhedsmæssig forsvarlig kost på en
normal, grønlandsk ugeløn! Siden disse
undersøgelser er det grønlandske prisni-
veau steget gang på gang, og en hel del af
stigningerne holdes udenfor pristallet,
hvilket igen betyder en sænkning af leve-
niveauet.
Også de grønlandske fiskere trænger til
en forhøjelse af fiskepriserne. Fartøjerne
koster år for år mere i anskaffelse, hvil-
ket giver højere årlige driftsudgifter. Re-
parationsudgifterne stiger sammen med alt
andet, så fiskernes netto-udbytte forringes
år for år.
Det er tvingende nødvendigt, at der gø-
res noget for at forhøje de grønlandske
indkomster snarest. Hvad man kalder for-
højelsen, om den døbes statsstøtte, er-
hvervssubsidier, børnetilskud el. lign. er
ligegyldigt, for først og fremmest er leve-
foden i Grønland så lav, at der skal gøres
noget. Det behøver man skutte at være
ekspert for at finde ud af, mens der af-
gjort kræves mindst ekspert-uddannelse
for at finde ud af, hvordan barnløse eller
folk med voksne børn skal få en bedre le-
vefod, hvis man alene nøjes med børne-
bidrag som foreløbig hjælp.
Kære Boserup! Deres rapport og Deres
artikel i „Atuagagdliutit" er interessant
læsning, men De er betydelig bedre til at
opstille materialet end til at drage kon-
klusionerne. Hvis De vil have et godt råd
fra en ikke-ekspert, så: OM IGEN1
Godthåb, den 12. marts 1962.
KAJ NARUP.
er tænkt opkrævet både på løn og på ind-
handling, og det må da også være det na-
turlige udgangspunkt, når man i det hele
taget vil ind på at beregne virkningerne
af en sådan tænkt ordning.
Narup mener åbenbart, at man ved en
sådan operation burde indføre kildeskat
alene for lønindtægterne. Dette er selvføl-
gelig en mulighed, men det ville efter min
mening være en underlig mellemløsning,
hvor indkomstskatten alt for let gennem-
skues som den bogholderimæssige manøv-
re, den er, og således bliver virkningsløs.
Derfor har vi i vort illustrerende taleks-
empel arbejdet med en kildeskat for alle
indkomstudbetalinger fra staten, lønninger
såvel som indhandling, og det giver altså
det omtalte resultat: et underskud på 17
miil. kr. på basis af tallene i 1960. Hvis
man i stedet beregnede tallet under Kaj
Narups forudsætning, altså uden kildeskat
på indhandling, ville produktionsregnska-
bets underskud ligge et sted omkring 13
miil. kr., hvilket i øvrigt også må fore-
komme at være et „formidabelt" under-
skud, når man tager i betragtning, at eks-
porten beløb sig til ca. 31 miil. kr.
Kaj Narup påstår dernæst ganske frej-
digt, at vi har glemt fiskeriets omkostnin-
ger. Denne indvending er også uholdbar.
Den opgave, vi skulle løse, var at bedøm-
me virkningerne på produktionens regn-
skab af overgang til lige nominalløn under
den betingelse, at ingen gruppe må lide
tab i realindkomst. Spørgsmålet er så,
hvordan man til brug ved beregningerne
nærmere vil fortolke dette krav om, at in-
gen gruppe må lide tab. Vi har ingenlunde
glemt, at nogle fiskere har betydelige om-
kostninger, men vi ved også, at der for-
uden fangerne er en betydelig del af fi-
skerne, der driver deres erhverv med gan-
ske ubetydelige pengeomkostninger, og vi
har bygget beregningerne på en forudsæt-
ning om, at KNAPP 1 en sådan situation
ville kunne gennemføre det krav, at ind-
handlingsprisen skal forhøjes i samme takt
som lønnen for ufaglært arbejde. Derved
skulle det opnås, at robådsfiskerne m.v.
undgår at lide tab i realindkomst, og der
bliver da nødvendigvis en mindre realge-
vinst for motorbådsfiskerne, som jo arbej-
der med forholdsvis store omkostninger,
der ikke alle påvirkes af prisstigningsbøl-
gen. Man kunne selvfølgelig vælge andre
forudsætninger: Hvis man i stedet ville
bygge beregningerne på et krav om, at alle
fiskerne, små og store, i gennemsnit skal
have uændret realindkomst, ville produk-
tionens regnskabsmæssige underskud ved
ligeløn kun blive fra 2 til 7 procent mindre
end det tal, der er vist i min artikel. Det
drejer sig altså om småting, som ikke kan
have betydning i en diskussion om lige-
lønnens mulighed i Grønland.
Den 28/3-62.
Mogens Boserup.
I
Alle tiders
GULE ÆRTER
på bordet på kun
20 minutter...
MAGGI
GULE ÆRTER
Sæt en liter vand over til kog-
ning. Lad derefter en pose
MAGGI GULE ÆRTER koge
med i ti minutter, mens De
f. eks. smører en rugbrøds-
mad med fedt og håndskåren
spegepølse og dækker et fest-
ligt bord til de herligste gule
ærter, Deres familie nogen-
sinde har smagt.
j 4 PORTIONER
- et NESTLÉ produkt.
Miilionydelser til norsk fiskeri
fra åen norske stat
Til torske-, silde*, lodde- og augenalefiskeriet ialt 68,5 miil.
kroner og desuden til et andet fiskeri 10 øre pr. kg
Ikke nogen regnefejl
12