Atuagagdliutit - 25.04.1963, Blaðsíða 16

En verdenssucces
nu også i
Grønland
Det første tamiliehus i Imst, opført i
1949.
ilaKufarit igdluat sujugdleK ImstimitoK
1949-me sanåK.
sammen med andre børn, vænnes de
til livet uden for landsbyen, de får
kammerater ude fra, som de kommer
hjem hos, eller som kommer på besøg
i landsbyen. Børnene bliver ikke ver-
densfjerne børnehjemsbørn, men børn
som andre børn i samfundet. Det har
stor betydning for dem. For de børn,
der optages i landsbyerne er jo for-
sømte børn, børn der er kommet uden
for samfundet af en eller anden grund.
Erfaringerne har vist, at børnene
fra landsbyerne klarer sig godt i sko-
len, og de er gode venner med de an-
dre børn.
Når de er 14, finder man en lære-
plads til dem. De bor så ikke mere i
landsbyen. Men så glade er de for den
tid, de har været der, at de stadig —
selv som voksne — kommer der på
besøg og er glade for at gense deres
„hjem“.
SOS-landsbyen har ikke børnene
boende efter 14 års-alderen, men det
betyder ikke, at de slipper dem. Nej,
man følger børnene, lige til de har
fået en uddannelse og derfor kan kla-
re sig selv i samfundet. Det er imid-
lertid vanskeligt at finde lærepladser,
hvor børnene kan bo, derfor har man
indrettet et særligt lærlinge- og stu-
denterhjem i nærheden af byen Inns-
bruck.
ET FORETAGENDE I UDVIKLING
Man forbløffes over de resultater,
der er nået i disse SOS-børnelands-
byer, og man må beundre de menne-
sker, der ofrer sig for denne gode sag.
Tanken bag landsbyerne har vist sig
god og levedygtig. Der er ingen tvivl
om, at børneforsorgen i mange lande
ville forbedres ganske betydeligt, hvis
den blev anlagt efter de samme ret-
ningslinier som de østrigske SOS-
børnelandsbyer.
SOS-børnelandsbyer i Østrig
Mellem husene er anlagt smukke
blomsterbede og plæner.
Landsbyens brønd og springvand i
Hinterbruhl ved Wien.
Næsten alle huse har to stokværk.
I underetagen er der entré, daglig-
stue, køkken og plejemoderens stue.
Ovenpå er der soveværelser og bad
m.m. Hver landsby har endvidere en
fælles foredragssal, og måske børne-
have.
Disse landsbyer er åbne for offent-
ligheden. Alle og enhver kan komme
på besøg i besøgshuset. Det er oven
i købet af værdi for landsbyerne, at
der kommer mange besøgende. For
næsten alle, der oplever et besøg i en
landsby, vil gerne støtte dette fore-
tagende.
Ud fra mottoet „det er let at gøre
godt, når mange hjælper", har man
opnået, at organisationen i dag
støttes af mere end halvanden mil-
lion mennesker over hele jorden.
Landsbyerne hviler altså \ udeluk-
kende på privat støtte, et forhold,
der nok kan vække eftertanke.
DAGLIGT LIV I LANDSBYEN
Som sagt, plejemoderen er midt-
punktet i familien. Det er hende, der
opdrager børnene, laver mad til dem,
hjælper dem og så videre. De ganske
små børn har hun hjemme. De lidt
større anbringes i landsbyens børne-
have, for at hun kan have fred til da-
gens arbejde.
igdlut akornine kussanaidssunik naut-
stveKarpoK naussulingnik ivigaling-
nigdlo.
1949 og til i dag er landsbyer vok-
set frem i en halv snes byer i
Østrig samt i en række vesteuro-
pæiske lande, bl. a. Frankrig, Vest-
tyskland, Italien.
Hermann Gmeiner, der endnu selv
leder SOS-landsbyerne, har modtaget
talrige anerkendelser for sin store
indsats, og det kan nævnes, at han i
1958 blev indstillet til Nobels freds-
pris af Albert Schweitzer.
SOS-BØRNELANDSBYERNES IDE
Gmeiner lagde som grund for sin
ide den såkaldte familieopdragelse.
Tidligere forsøg på at oprette børne-
hjem viste sig at skabe vanskelighe-
der, mest fordi børnene i disse hjem
blev taget ud af deres naturlige miljø,
familien. Derfor er SOS-børnelands-
byerne ikke børnehjem. De er en
samling små familier, der af praktiske
hensyn er samlet i en landsby. Men
disse familier adskiller sig ikke me-
get fra andre østrigske familier.
Hver landsby består af en samling
familiehuse. I hvert hus bor der ni
piger og drenge i forskellige aldre
sammen med deres „moder", vi kan
kalde hende plejemoder, men børnene
kalder hende moder. Denne familie
på 10 medlemmer lever i landsbyen
som enhver anden familie. Da børnene
er af begge køn og i forskellige aldre,
føler de selv, at de er en familie.
Familien passes og opdrages af
plejemoderen. Hun er en moden
kvinde, der har en grundig skoling
bag sig og dertil stor interesse for
arbejdet med børn. Det er faktisk
hendes livsopgave. Familien har
ingen „far“. Det vil sige, hver
landsby har en fælles leder, en
mand, der kan påtage sig admini-
strationen og „mandf olkearb ej det"
i landsbyen. Faderen kan også let-
tere undværes i familien end mo-
deren. Hendes omsorg og kærlighed
har børnene daglig brug for. Og
det er hendes psykologiske viden
og moderfølelse, der har muliggjort
disse landsbyers store succes.
LANDSBYEN — HUSET
Alle landsbyerne er anbragt i de
smukkest tænkelige omgivelser. De
er anlagt, så ethvert præg af „kaser-
ne" slet ikke eksisterer, de ligner
mest en pæn villabebyggelse. Imellem
husene er der anlagt blomsterbede,
legepladser, grønne plæner eller små
køkkenhaver. Alt virker smukt og
harmonisk.
Mange af husene er udsmykket med
malerier eller glasmosaikker på gav-
lene. I nogle byer er husene moderne,
i andre har man bygget dem i gam-
mel tyrolerstil.
Under en rejse i Østrig havde jeg
lejlighed til at stifte bekendtskab med
en meget interessant gren af det
østrigske børneforsorgsarbejde, de så-
kaldte SOS-børnelandsbyer. Det var
betagende at se de resultater, der på
dette område var opnået af en helt
privat organisation, resultater, der kun
kan nås ved uegennyttig indsats, ja,
man fristes til at sige sand idealisme
— ene og alene i menneskehedens tje-
neste.
HERMANN GMEINER
SOS-børnelandsbyernes opståen og
fordi forældrene ikke kunne forsørge
dem, ja, børn gik til grunde, legemligt
og sjæleligt.
Gmeiner lærte disse fortvivlende
forhold at kende gennem sit arbejde
med ungdomsforeningerne. Disse børns
skæbne gjorde stort indtryk på ham,
og det stod ham klart, at de måtte
hjælpes. Men samtidig erkendte han,
at efterkrigstidens østrigske stat ikke
magtede opgaven.
Fra sine studier var han ikke ukendt
med tidligere tiders foregangsmænd
på børneforsorgens område, og lang-
somt tog en plan sin form. Han for-
Nogle huse er bygget i tyrolerstil.
stadige vækst skyldes en østriger ved
navn Hermann Gmeiner. Allerede som
barn mistede han sin moder og lærte
da, hvad det vil sige ingen mor at
have. Under 2. verdenskrig kæmpede
han ved østfronten, og efter krigens
afslutning begyndte han at studere fi-
losofi og medicin. Den gang led den
østrigske befolkning under efterkri-
gens nød og elendighed. Mange børn
havde mistet en far eller måske begge
forældre. Mange børn blev forsømt,
igdlut ilait Tyrolime igdluliarineKar-
tartutut sanåjuput.
tæller selv, hvorledes han fik gjort
en gruppe mennesker interesseret i
sine planer, og hvorledes de for gan-
ske få penge søgte at realisere disse
planer.
Det første resultat viste sig 1949.
Da blev det første hus i den første
SOS-bømelandsby indviet. Man
havde valgt en af Østrigs smuk-
keste byer, en lille by ved navn
Imst i Tyrol.
Fra denne spæde begyndelse i
igdloKartingup Hinterbruhlip Wienip
erKånitup puilassuliå imermik tigssa-
lugtulik.
Men de børn, der skal i skole, går
i byens skole, for der findes ikke sær-
lige skoler i børnelandsbyerne. Ved at
lade børnene deltage i skolegangen
silarssuarme tamarme
pilernguneicartoK åma
måne Kalåtdlif-nunåne
Extra size 45 øre pr. stk.
Standard size 35 øre pr. stk.
Båd og motor
MUNSALA GULFIN
RUNSALA x l/i • »/tf l « » HEISALA
PENTALA r I// . lin MT J •/,*/[ ^ BAYFIN
PIKKALA !/ 1/ ./ SEAFIN
JOLLER MOTORBÅDE
umiafsiårKat Båden, De sejler i fra 12 til 23 fod pu]ortulérKa!
HANS LEHRMANN
Hellerupvej 67 . Telf. Hellerup 3533
Importør af „Vire" 6 HK indenbordsmotor
HOULBERG’S PØLSER
m m m
HOULBERG pølsit nerlssagssancigsGput
Topsøe-Jensen & Schrøder
Civilingeniører & entreprenører
Flllppavej 1 København V.
Laurits Møller
& Sønner
Amaliegade 48, København K.
Kolonial — Cigarer — Tobak
nerissagssat — sikåt — tupat
Forældreløse børn lever et lykkeligt familieliv ★ Ved børnelandsbyerne
hindrer man, at børnene bliver præget af at være vokset op uden
forældre ★ Tekst og foto: A. Schwærter
16