Atuagagdliutit - 22.12.1966, Blaðsíða 12

Legenden...
— Nej, svarede Luigi, og spørg mig
aldrig mere om det.
Luigis hustru ville ikke gøre sin
mand imod, men alligevel ønskede hun
så stærkt at få knyttet en tråd, om end
nok så spinkel, mellem sin lille pige
og det, som betød så meget for hende
selv.
Juleaftens dag kom det til hende,
hvad hun skulle gøre.
Luigi, som levede i sin egen verden,
havde måske aldrig fået det at vide,
hvis han ikke tilfældigvis var kommet
ind på sit værksted og havde kastet
et blik op på sin hylde og set, at duk-
ken var borte.
Ah — Luigi havde stemme nok til i
sit raesri at kalde alle i huset til, og
nu fik han at vide, at hans kone havde
taget det lille elfensbarn med sig i
kirken for at få det velsignet.
Hvad en kunstner end har skabt,
så kan han aldrig blive ligegyldig over-
for sit værk, selv om han er færdig
med det. Luigis sjæl var sort af vrede,
da han gik, og vreden steg, jo nær-
mere kirken han kom.
Uden for kirken blev han standset af
det usædvanlige optog. Forrest kom
tre rigt klædte adelsmænd på skum-
dækkede heste. Bag dem en halv snes
tjenestefolk, også til hest, og aller-
r——----------------~----------------
kungikunut niorKUteKarlartOK
Leverandør til
det kongelige danske hof
STEFF
LUXUS&
SALAMI EXTRA
— bedre spegepølse er aldrig lavet.
Rent kød og spæk fra ende til
anden.
LUXUS Sma SALAMI EKSTRA
spegepølse tåukunånga pitsauneK
sananeKarsimångisåinarpoK
neKe orssutdlo akuitsut
-------------------------l
(Fortsat fra foregående side)
bagest to kærrer, fyldt med dyr som
hørte en bondegård til: får, geder,
okser, et æsel.
Under høje råb red de unge herrer
op foran kirkedøren. En af dem, klædt
i purpurrød kappe, drak langt og dybt
af en sølvflaske, smed den så videre
til sine ledsagere og sprang ned af
sin hest.
— Francisco, råbte han, Francisco
Bernardone! Dit budskab har nået os,
og her er vi så — men hvor er du?
De andre steg af hestene og gik
leende og lidt vaklende rundt. For
Luigi så det ud, som om de havde
drukket godt.
Luigi lagde en tung hånd på skulde-
ren af en af tjenestefolkene og spurgte
hårdt:
— Hvor kommer I fra, venner?
Manden vred sig under den stærke
hånd.
— Fra Assisi, signor.
— Og hvem er den Francisco Ber-
nardone, som I søger her i Greccio?
Manden pegede.
— Der .. det er ham .. præsten.
Kirkedøren var blevet åbnet, og en
mager, brunklædt skikkelse kom ud.
Kuttehætten var slået tilbage, og det
blege solskin faldt over et smalt, spin-
kelt ansigt. Han smilede og sagde:
— Guds fred og velkommen — alle.
Den unge mand i den purpurrøde
kappe løftede armen og sagde med
teatralsk stemme:
— Du bad os komme med dyr —
her kommer vi så med dyr!
Så blev han naturlig igen.
— Ærlig talt Francisco, hvor længe
har du tænkt dig at blive ved med
denne komedie? Hele Assisi savner
dig. Alle de små hjertets herskerinder
savner dig.
— Jeg har kun én hjertets hersker-
inde nu, sagde Francisco, og hendes
navn er fattigdom. Derfor bad jeg jer
om at komme med dyrene, og jeg vid-
ste, at I ikke ville svigte.
Luigis stærke fingre greb fastere om
tjenerens skulder: — Hvem er den
mand?
Tjeneren skuttede „sig under det
ubehagelige greb.
— Hjemme i Assisi — det er ikke
så længe siden — da var han ven og
drikkebroder til min herre.
Nu siger man, at han taler Guds
ord. Ja, det er mærkeligt, ikke sandt?
Andre tjenere var begyndt at tøm-
me kærrerne, hvor dyrene trippede,
nervøse og bange.
— Vent lidt, sagde præsten og gik
over til den ene kærre. Han lagde
hånden på æslets ryg og sagde:
— Vær stille, lille bror æsel, stille,
stille. Du behøver ikke at være bange.
Og bræg dog ikke så ynkeligt, lille
søster får, ingen vil gøre dig fortræd,
ingen.
Så nikkede han til tjenerne.
— Lad dyrene slippe ned, sagde
han, men uden hårdhed. Jeg tror be-
stemt, at de vil følge mig.
Og allerede mens han talte blev
dyrene rolige og tyste.
Det var, som om tystheden også
bredte sig til folkene fra Assisi og til
menneskene fra landsbyen, og i stil-
heden hørte man præsten sige til den
unge mand i den pupurrøde kappe:
— Gå med ind i kirken, Lorenzo.
Jeg ville så gerne, at du skulle se min
krybbe, min krybbeopstilling, den er
så ..
— Min tro er ikke stærk, sagde den
unge mand, men han sænkede sin
stemme, da han sagde det.
— Jamen, entop derfor, sagde den
lille præst, og han vendte sig og gik
ind i kirken.
Alle dyrene fulgte ham.
Alle mennesker gik efter ham.
Selv Luigi måtte følge med — ikke
fordi han ville, men fordi han ikke
kunne lade være.
Lysene flammede smukt og dæm-
pet inde i kirken, og luften havde
duft af sandeltræ. Nær ved alteret
var opsat et læhus af grønne grene,
og under det stod en krybbe.
Luigi kunne ikke — derfra hvor
han stod — se, hvad den indeholdt,
men han vidste det, for ved siden af
nælede en kvinde — hans hustru ■—
og hendes ansigt var uendelig smukt
i skæret fra de mange lys. Da hun så
ham blandt tilskuerne, gled et varmt
Hotel „Patricia" ønsker bekendte i Grønland og de, der har
været vores gæster en glædelig jul og et godt nytår.
Hotel „Patricia“p ilisarisimassane inigssisimasorissartagka-
nilo jutdlime ukiortågssamilo pivdluarKuvai.
Carl og Tove Holm
Hotel-Pensionat „Patricia", Strandvejen 590, Klampenborg.
Det
er kunst
at bygge...
Som ved andre kunstarter lægger
man Inden for arkitekturen naturlig-
vis stor vægt p& det æstetiske —
Men lige så naturligt må arkitekten
tage hensyn til de funktionelle og
praktiske kvaliteter. Og selv om det
færdige byggeri befragtes og kriti-
seres som en helhed, må materialer
og byggemetoder altid udvælges
med største omhu. — Blandt andet
derfor vinder PHØNIX TAGDÆK-
NINGER stadig større Indpas I det
moderne byggeri. Såvel på tegne-
stuer som på byggepladser har man
Indset, at der — alf taget I betragt-
ning — er mange arkitektonisk rig-
tige muligheder med PHØNIX TAG-
DÆKNINGER.
Det afbildede byggeri er
LOUISIANA
I Humlebæk.

Jul på hjul
aitsåme tåssa'
og lykkeligt skær henover hendes kin-
der og gjorde hende endnu smukkere.
Der var ingen, som drev dyrene,
ingen som ledte dem. Ganske af sig
selv fandt de deres plads omkring
krybben og stod stille.
Den lille præst stod på trinet foran
alteret.
— Juleevangeliet — det skulle jeg
— burde jeg — læse for jer ud af
den hellige bog — men krybben, mit
levende julebillede har fyldt mig med
så megen glæde i sjæl og hjerte, at
jeg nu må synge julens budskab ud.
Han blev stående foran alteret, da
han begyndte at synge, og ingen, som
hørte det, kunne nogensinde glemme
inderligheden og skønheden i hans
stemme. Åh, det var den ældgamle
fortælling om englene, hyrderne, de
tre vise mænd og det lille barn i kryb-
ben.
Ingen rørte sig i kirken. Selv dyrene
stod stille, som om de forstod hvert
ord.
Måske gjorde de, tænkte Luigi. Det
ville være et mirakel, men et mirakel
var ved at ske også i ham. En mærk-
værdig fred gled ind over hans sjæl
og jog al vrede og bitterhed på flugt.
Luigis hjerte var ikke det eneste,
som blev forandret den dag.
Da de sidste toner døde bort blandt
kærtelyset og duften af sandeltræ, gik
den unge mand i den purpurrøde
kappe frem.
Fra sin hals tog han en gylden kæde,
og han knælede ned og lagde den
foran rybben.
Hans ledsager fulgte ham. Den ene
havde en gylden ring at give, den an-
den en juvelbesat daggert.
Luigi mærkede, at nogen rørte hans
arm. Den lille præst smilede og sagde:
— Du troede ikke, at Gud kunne lyse
op for mennesker, som er blinde? Ja-
men så se dog, hvad han gør nu!
Luigi svarede ikke. Der var noget i
hans strube, som er for stort, men han
så. Så landsbyfolkenes ansigter, mens
de andagtsfulde lod deres øjne hvile
på krybben. Så deres øjne lyse af var-
me, inderlighed og tro på det gode i
tilværelsen, på det gode i dem selv.
Det var hans mesterværk af et lille
elfensbarn, der ændrede deres ligegyl-
dige hverdagsøjne til store, åbne ind-
gange til alt det smukke, som findes
på bunden af hver menneskesjæl.
Præsten sagde: — Vær så venlig at
takke din datter for lånet af hendes
julegave. Du kan gerne tage den med
dig nu. Luigi følte trang til at virre
med hovedet, men han stod ganske
stille, da han sagde: — Den er, hvor
den skal være, og lad den så blive der.
— Jamen, din lille pige? sagde præ-
sten.
— Åh ja, sagde Luigi, men jeg vil
lave noget andet til hende, måske en
dukke — jeg kan nå det, hvis jeg ar-
bejder hele natten.
Endnu en gang så han på kirkens
og den lille præsts julekrybbe.
— En dukke ja, sagde han, og en hel
julekrybbe. Jeg vil have, at min lille
datter skal kunne have jul i sine
fingre så ofte hun ønsker det. Ved I,
at min datter hedder Marie og ikke
Rose, og tror I, at jeg kan nå det?
— Jeg synes, at Maria er et smukt
navn, sagde præsten, og jeg håber, at
du kan nå det.
Luigi nåede på en enkelt nat at skæ-
re en julekrybbe så smuk, at lille Ma-
rie aldrig siden kunne undvære den,
og han stod hånd i hånd med sin kone,
da barnet første gang fik den i sine
hænder.
Dette er, hvad legenden fortæller.
Sådan blev den første — nej, den an-
den julekrybbe til. Hvert eneste år
midt i vinterens mørke bringer den lys
og varme til mennesker.
Og sådan blev den første julesalme
til.
De melodier, som Frans af Assisi —
Francisco Bernardone — brugte den-
gang for mange århundreder siden,
er forlængst blevet opslugt og glemt
— tiden har sin egen vilje med den
slags — men legenden lever på trods
af tiden, og den kan fortælle, at hans
sang var så skøn og så sand som den,
englene engang lod høre over Galilæis
mørke marker en julenat for længe
siden.
Kirsten Bundgård.

anGlI
ANGLI llugdleK pitsaussoK
12