Atuagagdliutit - 22.12.1966, Blaðsíða 17

»Nu skal
Når kolonibestyrerens udrå-
ber meddelte dette, var det
et sikkert tegn på, at jule-
højtiden stundede til.
☆
I Sukkertoppen-bladet „Mete-
ore“ fortælles der, hvordan
man fejrede julen heroppe i
ældre tid.
Elisabeth Møller, der tilbragte sin
barndom på den lille boplads Narssar-
miut ved udstedet Kangamiut, skildrer
sin barndoms jul:
— Dengang boede der i Narssarmiut
adskillige familier. Stedet var meget
isoleret uden kirke eller butik og hu-
sene var store tørvehytter. Juleforbe-
redelserne begyndte gerne med alle-
helgensdag, den 1. november. Mænde-
ne på stedet var udelukkende fangere.
Som regel havde vi sælkød i overflod,
men mændene gjorde sig umage for
at skaffe ekstra lækkert til jul. Når
julen nærmede sig, roede mændene i
kajak på indkøb til udstedet. For os
børn var det meget spændende, når
vore fædre kom hjem fra en sådan
indkøbstur, og vi glædede os meget
til at få julekosten, der bestod af gryn,
skonrogger, sukker og kaffe til voksne.
Lille-juleaften foretog man de afslut-
tende forberedelser. Man pyntede hu-
sene, så godt man kunne og alle lam-
per skulle være klar til at blive tændt.
Når vi vågnede juleaften om morge-
nen var lamperne tændt. Der duftede
af kaffe og skonrogger, som vi spiste
med spæk til. Det var en virkelig læk-
kerbidsken. Nu om dage er slik blevet
en dagligdags ting i den grad, at bør-
nene ikke mere glæder sig til at få
godter.
Juledagen fejredes på samme måde
som juleaften. Den dag gik mændene
ikke på fangst. Det var en tradition, at
mændene først tog ud på fangst anden
juledag efter gudstjenesten. Dengang
havde man meget mere respekt for
højtiden. Det er ikke mere tilfældet
idag. Nu om stunder koncentrerer man
sig om de verdslige glæder. På den
måde har julehøjtiden mistet sin sær-
lige glans.
JUL I SUKKERTOPPEN
Et af de sikre tegn, at julehøjtiden
stundene til, var, når kolonibestyrer
Lauritz Bistrup lod en udråber med-
dele: „Nu skal der gives kredit. De,
der ønsker at få kredit, bedes komme!"
Virkningen lod ikke vente på sig. Folk
kom i flokke for at få kredit. Det dre-
jede sig om en krone eller så, som
blev tilbagebetalt, når sommeren og
dermed vildtet kom. Den næste umis-
kendelige julebebuder var, når Bi-
strups udråber lod meddele: „Så er
der gratis aviser til uddeling". For-
ventningerne røg en tak i vejret. Det
var skik og brug at pynte stuen med
dagblade, som kolonibestyreren lod
uddele. Efter børnegudstjenesten jule-
aften plejede vi børn at besøge koloni-
bestyrens, og så fik vi rugbrød, der
var bagt i små forme. Desuden fik vi
småkager. Hvilken glæde at besøge
kolonibestyrens en juleaften! Efter
gudstjenesten om aftenen sang vi så
uden for husene og fik godter for ulej-
ligheden.
Når julehøjtiden var ovre, glædede
vi os til nytårsaften. På årets sidste
aften var der uddeling af julelys hos
kolonibestyreren. Dengang var det tra-
dition at samles i kirken klokken 24
nytårsnat, og så sang de voksne uden
for husene og ønskede godt nytår.
Nytårsmorgen gik vi børn fra hus til
hus med en godtepose, som efterhån-
den blev fyldt. Vi dansede af glæde,
når nogen forærede os et stykke bol-
che. Vi nænnede ikke at spise det med
det samme. Det skulle først vises til
far og mor. Så stor en sjældenhed var
et bolche dengang.
I de fleste tilfælde fik vi rugbrød,
der var bagt i små forme. Det var en
kærkommen gave, som vi spiste med
spæk til, når højtiderne var omme
og dagligdagen var begyndt. Dengang
lavede man juletræer af enebær, og
træerne blev først lavet, når børnene
kredit«
var i seng lille-juleaften. Nu om stun-
der tænder man juletræet længe før
jul. Det skulle ikke undre mig, hvis
nutidens børn allerede var trætte af
juletræet, når julen endelig oprandt.
JUL I ANGMAGSSALIK
Den livligste og morsomste juleskil-
dring stammer fra Angmagssalik, men
desværre er fortælleren anonym. Den
lyder således:
— Efter den anden verdenskrig
flyttede vi til Angmagssalik i Øst-
grønland. Dengang var det et meget
isoleret sted, hvor der ikke skete ret
meget, og vi glædede os af den grund
særligt til jul. Lige før julehilsnerne
fra Danmark blev udsendt, gik vor
radio i stykker. Mens min kone og jeg
var ude, havde vor ældste dreng for-
søgt at tænde for radioen. Afbryde-
ren var imidlertid defekt, og han måtte
bruge en strikkepind til formålet, med
det resultat, at der kom et grønligt
lys ud af afbryderen med en kortslut-
ning til følge. Dengang var der ganske
få radiomodtagere i privat eje i Ang-
magssalik, og det var skik og brug,
at folk gik op til radiostationen for at
høre julehilsnerne fra Danmark, der
blev transmitteret via Islands radio.
Islands radio plejer at gå meget godt
igennem i Angmagssalik, og takket
være radiostationen blev vi delagtig-
gjort i julehilsnerne.
På det tidspunkt var der intet for-
samlingshus i Angmagssalik. Man
brugte skolen, der var opført i for-
længelse af kirken, til dette formål.
Men når det gjaldt større møder, tog
man også kirken i brug. Jeg husker så-
ledes, at Knud Rasmussens film:
„Palo’s brudefærd", blev vist i kirkesa-
len. Man var imidlertid i gang med at
opføre et forsamlingshus, og der var
travlhed med at gøre forsamlingshu-
set færdigt inden jul. Men så skete der
et uheld, der kunne have fået alvorlige
konsekvenser. En dag hørte vi, at ste-
dets kateket under arbejdet på forsam-
lingshuset var faldet og havde bræk-
ket tre ribben. Han var stedets eneste
kateket, og det var ham, der sammen
med præsten skulle forrette kirketje-
nesten i julen. Men heldigvis var ka-
teketen på højkant igen inden julen.
Julen nærmede sig. Børnene glæde-
de sig ustyrligt og sagde ofte: „Nu
må julen komme, vi kan ikke vente
længere. Lillejuleaften blev vi invi-
teret til juletræsfest hos telegrafbe-
styrens. Det viste sig, at telegrafbe-
styrens børn ikke kunne vente længe-
re med at danse om juletræet. Det var
første gang, vi skulle fejre julen en
dag før, og selvsagt var vi meget
spændt, ikke mindst vore børn. Efter
den første salme fik telegrafbestyre-
ren travlt med at blade op i salmebo-
gen. Så begyndte han at læse op af
juleevangeliet. Det så lidt komisk ud,
og gæsterne begyndte at blive urolige,
og fik svært ved at holde sig alvor-
lige. Så sagde værtinden til sin mand:
„Hør nu her, er det ikke lidt for tidligt
med juleevangeliet? „Værten var lidt
desorienteret, men standsede dog no-
get modstræbende midt i en sætning.
Så sang vi igen, fik gaver og satte os
til det bugnede bord. Børnene fik ka-
kao og sodavand, der absolut ikke var
dagligdags ting dengang. Det kunne
IRANSKE (PERSISKE) TÆPPER
v/ HENRY L. W. JENSEN
STRANDGADE 30 - KBHV. K.
TLG.ADR.: IRANCARPETS
SÆLGER UDSØGTE TÆPPER
FRA IRAN OG AFGHANISTAN
I TRANSIT, UFORTOLDET OG
AFGIFTSFRIT, OVER HELE
VERDEN
man også høre på den stemning, som
sodavandet forårsagede. Så var der en
af de østgrønlandske gæster, der ud-
brød: „Hvilken tankeløshed, børnene
er allerede meget berusede!" Vi andre
gæster syntes, at vi burde give ham
medhold deri. Han blev ekstra ulykke-
lig, men der var intet at gøre. Den
gang troede befolkningen i Angmag-
ssalik, at alt, hvad der var på flaske,
var berusende drikke!
Det blev meget sent, før vi kom
hjem fra juletræsfesten. Så skulle vi
til at lave juletræet. Længe før jul
havde vi købt et bundt enebærgrene
til dette formål. Nu skulle de tages
frem — men de var væk! Det var ke-
deligt, men der var ikke noget at gøre.
Man kunne ikke mistænke hundene.
Den slags æder hundene ikke, det ved
alle. Men vor nabo var så venlig at
give os de enebærgrene, han havde
fået tilovers. På den måde redede vi
juletræet. Senere erfarede vi, at man-
den, som solgte os enebærgrenene,
havde solgt dem igen til butiksbesty-
reren!
Juleaften oprandt langt om længe.
Alle voksne var med til børneguds-
tjenesten, og børnene var meget
spændt på at få pakker fra Røde Kors.
Efter børnegudstjenesten blev dørene
til skolen åbnet. Der stod juletræet i
al sin glans. Vi manglede kun jule-
manden. Der blev visket om, at jule-
manden var ovre hos inspektøren for
at hente en stor pose med pakker til
børnene. Under den lange ventetid
hørte vi ganske vist hundegøen. Men
vi lagde ikke noget særligt i det. Hun-
degøen var en dagligdags lyd, og i de
allerfleste tilfælde betød den ikke no-
get. Men i dette tilfælde var der sket
noget ekstraordinært. Da hundene så
julemanden med den store pose på
ryggen, tænkte de: „Se, der har vi
skraldemanden. Efter ham!" — Nu
var hundene ikke tilbageholdende, når
det gjaldt skrald. Julemanden fik en
slem medfart, men reddede sig dog
fra hundenes angreb med førligheden
og posen i behold. — „Ja, jeg kommer
lang vejs fra, og så har jeg været ude
for et uheld undervejs", fortalte jule-
manden.
De mindste børn troede, at det var
julemanden selv, der kom. Men det
var tydeligt at se, at de større børn
havde mistanke om, at det var fup det
hele. Der var en stor flænge i halsen
på julemandens dragt, så man kunne
få et glimt af hans ansigt. — „Det
tænkte jeg nok", sagde en af drengene,
„det er jo smeden"!
JUL I THULE
Om julen i Thule fortæller Regine
K’ujaukitsoK:
— Julen i Thule er udpræget fami-
liejul. Den fejres på samme måde som
på Vestkysten med dans om træet og
uddeling af gaver. Børnene glæder sig
særligt til at få gaver fra amerika-
nerne. De er flinke til at sende bør-
nene i Thule masser af dejligt legetøj
og nyttige ting.
Juledag går vi i kirke klokken otte
om morgenen. Om eftermiddagen ple-
jer vi at blive inviteret på sygehuset.
Alle er velkomne. De voksne bliver
trakteret med kaffe, børnene danser
om træet og får godter. Bagefter syn-
ger man uden for husene eller hygger
sig sammen med gæster.
Også anden juledag synger børnene
uden for husene. Man inviterer hinan-
den og siger: „Gæsterne bedes med-
— Lad mig se, har jeg nu det hele: indpakningspapir,
julepapir med stjerner, sejlgarn, silkebånd med hjer-
ter, klæbestrimmel, navnsedler, julemærker, kuver-
ter, tape, adressekort, en lille grankvist til hver pak-
ke -------Du store, GAVERNE!
— atago, tamåkersimanerpåkame: — portutigssat,
agdlunaussåraK, Kilerutigssat Kalit, nipitartoK, ag-
dlagfigssiat tunissutigssanut, agdlagkat pugssait, åssi-
liårKat, avaleKutimineK tunissutigssanut pinersau-
tigssaK---------aitsåkasik, tunissutigssat puigorsi-
mavåka!
bringe et kop." I Thule er det skik og
brug, at hvert menneske har sine egne
spisegrejer. Om eftermiddagen hører
man råb ude fra: „Nu skal vi på tur
med hundeslæde!" — Så kører de unge
ud til isfjeldene langt ude i rask ga-
lop. Derude drikker man te eller kaffe.
Bagefter spiller man fodbold. Det er
meget morsomt at deltage på en så-
dan udflugt, selv om det er mørkt
og koldt. Kulden ænser man ikke, fordi
man er varmt klædt på.
Ved syv-tiden drager man hjem til
juletræet, hvor der er kaffemik og
dans til langt ud på natten. Nytårs-
aften fejres på samme måde. Folk i
TORVEGADE 6 . ESBJERG
DIREKTE
MUSIK
IMPORT
ESBJERG MUSIK IMPORT
Thule er meget glade for at synge uden
for husene ved juletid. Nytårsdag syn-
ger man to gange uden for husene, og
det samme gentager sig helligtrekon-
gersdag.
Køb hos specialisten
- direkte fra fabrik:
PAPIR
POSER
PAP
Ingen ordre er for lille.
Rekvirer vore specielle ordre-
kort og indsend Deres bestillin-
ger på disse. Vi betaler portoen.
Altid et velassorteret lager til
konkurrencedygtige priser.
A/S DANSK PAPIRVAREFABRIK
Rantzausgade 62—64
København N
Repræsenteret ved:
B. Ingerslev Petersen.
Romersgade 11, København K.
17