Atuagagdliutit - 22.12.1966, Blaðsíða 21

ÅLAND -
de tusind øers land
Nordens syvende land — rent svensk, men i dag godt tilfreds med at
hore under Finland. — Et moderne samfund, som hæger om de gamle
traditioner.
Øerne i Østersøen er kendt for deres fine klima og adskillige andre træk, som
i dag kan udmøntes i klingende turistvaluta, så som særprægede skikke, gamle
bygninger og andre kulturmindesmærker både fra fredelige og krigeriske tider.
Og endelig er deres respektive befolkninger kendt for at have et vist særpræg,
som ikke blot hentyder til den stagnation og indesluttethed, kulturelt og famili-
ært indgifte, som kan præge et øsamfund, men også den vidtskuende orientering
udadtil, som kommer af de ældgamle, livlige handelsforbindelser gennem Det
baltiske hav.
Derfor kan det ikke undre, at det er
let at finde særlige træk, som gør det
muligt at betragte Ålandsøerne mellem
Sverige og Finland som et særskilt
land, Nordens syvende land ved navn
Aland, og ålændingene som et særligt
folk. Det ville også være muligt med
f. eks. vort eget Bornholm, med Got-
land, Øland, Dagø og Øsel, og for
resten kan tilsvarende betragtninger
gøres gældende for enhver af naturen
isoleret landsdel. Det særlige ved øbo-
erne må hænge sammen med, at det,
der skiller dem fra andre, havet, i tid-
ligere tider var den vigtigste færd-
selsvej i kystlandene.
Men landet er svensk, uanset sit
politiske tilhørsforhold, og under mit
besøg på Åland udtaltes det rent ud,
at hvis det lykkedes Færøerne at blive
optaget som det sjette medlem af Nor-
disk Råd, ville Åland omgående melde
sig med en ansøgning om at blive det
syvende.
VANDLANDET — ØLANDET
Ingen er rigtig i stand til at sige med
sikkerhed, hvad navnet Åland egent-
lig kommer af. Man har henvist til det
urnordiske Ahvaland — vandlandet,
eller historiefortælleren Snorre Stur-
lusons Sialand — sølandet. Men så er
der atter andre, der har villet opfatte
den oprindelige form af navnet som
Ahwi-land — ølandet, som muliggør
en sammenligning med det gammel-
højtyske Isilaland og det gammelfrisi-
ske Birkaland.
Hvad der er mest rigtigt, kan man
strides om, men alle fortæller de noget
om „Landskapet Åland", som i dag er
den officielle betegnelse for den lille
ø-republik, som har et udstrakt selv-
styre under finsk overhøjhed.
1 udstrækning er landet Nordens
nætsmindste, kun 1426 kvadratkilome-
ter (Færøerne er 1399 kvadratkilome-
ter), fra nord til syd fordelt over 80
km, fra øst til vest over 110 km. Ikke
des mindre består landet af ikke min-
dre end ca. 6500 større og mindre øer,
så der er god mening i med en let om-
skrivning af Finlands berømte slogan
at kalde det „De tusind øers land".
Geografisk er det tydeligt afgrænset
fra nabolandene Sverige og Finland,
mellem hvilke det ligger som resterne
af en landbro fra fastlandstiden i den
ældre stenalder. Vest for Ålandsøerne
er Østersøen — her kaldet Ålands hav
— indtil 200 meter dyb, og man ser det
ejendommelige, at der øst for øerne
går en salt nordstrøm, mens der vest
for øerne går en sydgående havstrøm
af brakvand. I normale vintre fryser
havet her ikke til. Øerne har som følge
af den maritime beliggenhed et sent
forår, men et langt efterår, og det
giver deres særegne klima. Vækst-
perioden er lang, vinteren er således
25 dage kortere på øerne end ved
Hangø i Finland.
Klimaet karakteriseres af kendere
som lignende Skånes, men med en ret
lav nedbørsmængde, gennemsnitlig
529 mm om året. Det er noget blæsen-
de og ofte med tåge.
BEBOET GENNEM 5000 ÅR
Gennem talrige fund ved man, at
det er ca. 5000 år siden de første men-
nesker slog sig ned på Åland. Den-
gang lå Østersøens vand ikke mindre
end 54 meter højere end nu, så øgrup-
pen har dengang kun bestået af tre
høje punkter og en lille skærgård.
Øernes højeste punkt, Orrdalsklint, er
i dag 130 meter højt.
De første beboere på øerne måtte
ro 100 km over åbent hav i skindbåde
(som måske har lignet de senere grøn-
landske „konebåde") for at nå frem til
øerne, hvor de fandt et rent eldorado
for jægere og fiskere med en rigdom
af sæler, fisk og fugle.
I slutningen af stenalderen, nærme-
re betegnet ca. år 1800 f. Kr., opstod
der fire større bysamfund på øerne,
men de sprængtes igen i bronzealde-
ren, og befolkningen spredte sig over
hele hovedøen, Faste Åland, og en del
af skærgården. Af fundene ses det
tydeligt, at det må hænge sammen
med, at man begyndte at holde hus-
dyr og behøvede græsningsarealer.
Fra denne første periode stammer
en ualmindelig rig samling af sten-
monumenter som skibssætninger o. 1.
Derimod har vi ikke så meget fra peri-
oden mellem år 1000 før og 1000 efter
Kristi fødsel, da man brændte de
døde. I alt kender man ca. 10.000 grav-
høje fra oldtiden.
Fra de mange bopladser på det, der
i stenalderen var skærklipper, men nu
ligger højt oppe på øerne, har man
desuden fundet lerfigurer, der viser
hen til Donaudalen, ligesom det af-
sløres, at der dengang har være tale
om kannibalisme.
INGEN FINSKE —
MEN DANSKE NAVNE
Omkring år 500 e. Kr. kommer der
en indvandring til Åland, og af grav-
skik, fund og navne ved vi, at det
drejer sig om skandinaver. Denne be-
folkning har siden holdt sig på Faste
Åland, men meget tyder på, at elemen-
ter af den tidligere befolkning har
levet videre, især på de østlige øer.
I Otterbote har man som det eneste
sted i Norden udgravet en bronze-
alderby fra perioden mellem 900 og
500 f. Kr. Dens huse er rundhytter,
men vi har altså ikke lov til at gå ud
fra, at denne byggeskik har været
brugt hos os eller i de øvrige nordiske
lande. I øvrigt skete der en klimafor-
værring omkring Kristi fødsel, da bøg
afløstes af gran på øerne, og samtidig
synes der at have fundet en betydelig
afvandring sted.
På Åland understreger man, at der
ikke er konstateret et eneste sted-
navn af finsk oprindelse. Derimod
tyder adskilligt på en ikke ringe dansk
indflydelse i vikingetiden. Fra denne
tid kendes der talrige hustomter. I
Kulla er der således huskomplekser på
op til syv huse, hvoraf det største er
22 meter langt og 10 meter bredt. —
Husene har en mere eller mindre
grovstenet grundmur, nogle svagt bug-
tede, hvad der betegnes som et dansk
træk, tidligst påvist i Trelleborg. Der
er tydelige stolpehuller et stykke fra
den indre langside og flere ildsteder
på den sydlige kortside. Desuden er
der fundet sort keramik i husene.
Fra midten af 900-tallet, Gorm den
Gamles tid, er der fundet hænge-
smykker i Jellinge-stil, og samtidig
vidner f. eks. engelske mønter, en irsk
pragtnål og arabisk sølvmønter om lig-
lige handelsforbindelser. I alt kendes
1300 arabiske mønter, flere end i hele
Finland. De fortæller om datidens
handelsveje, som fra Bulgarien og
Sortehavs-området gik ad de russiske
floder til Østersøen og videre til Hede-
by i Danmark, efter at muhamedaner-
ne havde spærret for de gamle han-
delsruter i Middelhavet.
Kristendommen kom til øerne 100
år før til Malar-området, og det kan
hænge sammen med øernes rigdom på
værdifulde handelsvarer som skind,
tran og dun, samt at Åland da var
omladningsted for rejsende til han-
delscentret i Hedeby.
I den ældre middelalder udgjorde
øerne en egen rets- og kult-kreds med
landsting ved Saltvid kirke. Mønter
fra år 1250 er mest gotlandske, mens
fastlandssvenske savnes helt — et af
indicierne for, at Åland først efter
Birger Jarls såkaldte korstog lagdes
under Sverige ligesom Finland. Først
i 1300-tallet ser det ud til, at Åland
blev sat i forbindelse med Åbo stift.
Som et synligt bevis på, at selvstyret
nu for alvor var på retur, byggedes i
1380 Kastelholms slot.
Flere steder på Åland findes rester
af borge fra tiden, da finske og slavi-
ske folkestammer begyndte at røre på
sig og foretog plyndringstogter til det
østlige Sverige.
De gamle kaptajners villaer i Mariehamn bærer endnu
præg af den velstand, som skibsfarten gennem over
100 år har ført til øerne. De er bygget at træ som de
fleste huse på Ålandsøerne.
umiarssuarne nålagaussarsimassut Mariehamnime ig-
dlue angisujussarput ukiut 100 sivneKariut umiartorneK
KeKertat aningaussarpagssuarnik pigssarsissutigissarsi-
mangmåssuk. igdlut Ålandit KeKertåine igdluliatut
amerdlanertut Kissungnit sanåjussarput.
Spor af ældre administrative og
økonomiske forhold viser ejendomme-
ligt nok tilbage til dansk indflydelse,
f. eks. bolinstitutionen og dansk guld-
marksværdi, og også en del af navne-
stoffet peger mod Danmark.
ET ENESTÅENDE SÆLJÆGERFOLK
Det vil føre for vidt at komme ind
på de genvordigheder, som i tidens løb
har ramt øernes folk. Naturligvis har
heller ikke dette folk undgået krig,
pest og landflygtighed i historiens løb,
f. eks. var hele folket under et par af
de nordiske krige evakueret til det
svenske fastland.
Men i det sydøstlige hjørne af
Åland lever et lille folk på kun 700
sjæle, som er noget for sig. Det er
sæljægere, de lever hovedsagelig af
fisk og rugbrød, og der er det ejen-
dommelige ved dem, at de næsten rent
har blodtype A. Det er det eneste sted
i den hvide race, man finder denne
ejendommelighed, og vi skal helt til
nordamerikanske indianerstammer for
at finde tilsvarende.
Desuden har folket på Kokar, som
øerne hedder, verdensrekord for tril-
lingefødsler og ikke mindre end 20
pct. af alle børn er tvillinger mod fem
pct. på fastlandet. De er sæl- og fugle-
jægere, og nærsynethed er yderst sjæl-
dent blandt dem. Det er selvbevidste
folk i et landskab, som har noget af
oldtidens uberørthed over sig, bl. a. er
der her endnu mange havørne, og
man har henvist til, at det netop er
her, man har fundet den omtalte
bronzealderby med rundhytterne. —
Skulle det være en rest af et nu næ-
sten uddødt bronzealderfolk?
Dette skærgårdsfolk tæller strid-
bare sørøvere blandt sine forfædre —
men også dette folk er i dag truet af
udslettelse, ikke ved tvang eller kamp,
men lokket af tidens fordærv. Også
på Åland har man „sugebyer", og ung-
dommen, især pigerne, søger bort fra
de forblæste klippeøer ind til byerne.
DE TUSIND LINDES BY
Åland fører med sin nuværende sta-
tus en isolationspolitik, som går ud på
at bevare svensk sprog og kultur, men
som det vil ses af det foregående er
denne politik ikke noget nyt.
Udadtil er øerne i dag bedst kendt
som det område, hvor de sidste store
sejlsibe på verdenshavene hørte hjem-
me. Ålands hovedstad, Mariehamn, der
er grundlagt 1861, beskrives sådan af
den ålandske forfatter Valdemar Ny-
mann: „Et stateligt gallionsbillede til
det bovspryd, som det klippefulde
næs, hvorpå byen ligger, udgør til
fuldriggeren Åland". Det er sådan,
Ålands folk ser sig selv og „sælger"
øerne til de mange turister — hvoraf
hundredtusinder dog er en eentimes-
turister fra sprit- og kødbådene mel-
lem Stockholm og Mariehamn, de tu-
sind lindes by, som den stolt benæv-
nes. Her bor 8000 af øernes 21.000 ind-
byggere, og her samles Landstinget i
„Stadshuset" to gange årligt for at lov-
give om øernes forhold.
Landstinget består af 30 medlem-
mer, som vælger Ålands regering, der
består af en landsråd og seks med-
lemmer. Formanden for Landstinget
kaldes talmanden, mens landsråden er
den øverste tjenestemand. Desuden er
der en landshøvding, som er rigets,
altså Finlands, repræsentant på
Åland. Han vælges efter samråd mel-
lem Finlands præsident og Landstin-
gets formand, talmanden. Hvis de ikke
opnår enighed, skal præsidenten vælge
en af fem, der foreslås af Landstinget.
EN FJERDEDEL AF FINLANDS
HANDELSFLÅDE
Landstinget administrerer først og
fremmest den ålandske „hjem-
bygdsret", uden hvilken ingen kan
opnå stemmeret, jordkøbsret, næ-
ringsret og værnepligtsfritagelse på
Åland. Der kræves, også af finske
statsborgere, fem års ophold plus i
hvert tilfælde Landstingets godken-
delse, for at opnå denne „indføds-
ret", som er gennemført for at sik-
re øernes fortsatte bevarelse for
svensk sprog og kultur — det kan
således nævnes, at der ikke gives
tilladelse til finske skoler på øerne.
Fritagelsen for værnepligt hænger
sammen med øernes særlige søfarts-
traditioner. Gennem godt hundrede år
har Ålands fartøjer krydset verdens-
havene, og ikke mindst Mariehamn
bærer med sine mange velhaverhuse
fra søfartens storhedstid præg af den
velstand og trivsel, som i det hele taget
karakteriserer „landskabet". Foruden
købstaden Mariehamn er landskabet
inddelt i 15 landkommuner, som be-
folkes af landbrugere, der udnytter
den frodige jordbund og har formået
at gøre øerne til Finlands „spisekam-
mer".
Øernes fiskere driver havfiskeri i
hele Østersø-området og Bottenhavet,
og handelsflåden er i dag større end
nogen sinde. Ikke mindre end en fjer-
dedel af Finlands handelsflåde er
hjemmehørende på Ålandsøerne. Des-
uden har øerne en spirende industri.
SÆRLIGE SYGDOMSPROBLEMER
Der er dog også slanger i dette
øparadis. Således er der en urovæk-
kende procentdel med sindssygdomme,
hvilket man har sat i forbindelse med
indgifte. På øernes store, moderne cen-
tralsygehus i Mariehamn må man og-
så behandle den såkaldte blødersyg-
dom (von Willebrands sygdom), som
dog sjældent er dødelig.
Et kapitel for sig er „kumlinges-
ugen", som er særegen ved mest at
angribe sommergæster. Den findes og-
så i Roslagen omkring Stockholm, på
Gotland og i det sydvestlige Finland,
men hyppigst på Åland. Det er en
hjernehindeinflammation, som skyldes
et skovinsekt, der kaldes fåstingen.
Sygdommen er dog sjældent dødelig.
DET LYSE LAND
Men ellers er der noget eventyrligt
om dette lille ørige, og det udnyttes i
dag også til turisme. Mange svenskere
og efterhånden også en del vesttyskere
har i de senere år lejet sig ind i som-
merhuse på øerne, hvis landskabssty-
relse selv ejer en betydelig del af
feriehusene, så indtægterne direkte
kommer området til gode. I fjor var
turisternes antal oppe på over 300.000.
Ålands folk er det mindste i Norden,
men selv om dets sprog og kultur er
svensk, føler det sig som et folk og er
stolt af sine traditioner. Det er frie og
selvhjulpne mennesker, men som så
mange øboer lette at komme i kon-
takt med.
Det lille øriges neutralitet, som for-
byder enhver art af militære anlæg
på øerne, skriver sig fra forrige år-
hundrede, da øerne sammen med Fin-
land hørte under Rusland. Under den
såkaldte orientalske krig blev den
russiske fæstnig ved Bomarsund stor-
met og erobret af en engelsk-fransk
flåde, og ved den påfølgende fred i
Paris blev det forbudt russerne at
bygge fæstninger på øerne.
Efter slutningen af den første ver-
denskrig gik 96 pct ind for tilslutning
til Sverige, men det ville stormagterne
ikke gå med til. Et resultat af striden,
som blev afgjort af Folkeforbundet
var imidlertid en fortsat sikring af
neutraliteten. Den dermed forbundne
fritagelse for værnepligt grunder sig
på, at af landets 21.000 indbyggere er
ikke mindre end 2000, hvoraf mange
unge, på langfart i handelsflåden. —
Under den anden verdenskrig blev
øerne dog befæstet af Finland, men
disse anlæg blev sløjfet straks efter
krigens ophør.
Nok er landet svensk og ville en-
gang gerne have været tilsluttet Sve-
rige, men i dag har man indstillet sig
på de givne forhold — og er godt til-
freds dermed. Yderligere har man i
den ret vidtgående selvstyreordning
et middel til at bevare øerne svenske
— som det siges på Åland — endnu
„mycket lange".
Rasmus Bjørgmose.
Evinrudep tamaisa pigai
Evinrude giver Dem det hele
Evinrude Kineruk, tauva pltsangmlk
pisåsautit, ilusllerdluagauvoK, llev-
KårtoK, angatdlatlkununartok uklu-
nutdlo mardlungnut KulamavérKU-
sigaK, Evinrudeliortartut uklune 59-
ine misiligtagaKarput. tamånalo ta-
tiginarsinauvat.
katalogerput pinlaruk.
En driftsikker, vandtæt motor, der
starter øjeblikkeligt i al slags vejr,
og som vil arbejde lydløst og på-
lideligt i årevis.
Vælg Evinrude og De får sikkerhed
for gennemført kvalitet, gennemtænkt
konstruktion, økonomisk, driftsikker
sejlads og 2 års garanti, for bag De-
res Evinrude ligger 59 års erfaring i
produktion af påhængsmotorer. Det
giver styrke og sikkerhed.
Rekvirer katalog.
Altid reservedele på lager.
EVINRUDE
Forhandles over hele Grønland.
Importør: KETNER MARINE,
Vordingborggade 6-8, København 0.
21