Atuagagdliutit - 04.01.1968, Blaðsíða 14

Værdier for milliarder
i Kremis skatkammer
ÅBNET FOR FØRSTE GANG FOR UDLÆNDINGE.
Af Hans Bjorkegren
Moskva (RB-special)
For første gang i 40 år har Kreml ladet udlændinge kigge indenfor i de sov-
jetiske hemmeligheders hemmelighed — skatkammeret, hvor kæmpediamanter
glimter og guldklumper gløder, for ikke at tale om den matte glans fra de store
platinsten.
Der findes ingen steder i verden,
hvor der er samlet en så stor formue
som i „Diamantfonden" i Kreml. Bort-
set fra den historiske og kunstneriske
værdi må de skatte, der blev vist i
forbindelse med revolutions-jubilæet,
kunne takseres til milliarder af kroner.
Værdierne er stærkt bevogtet. Ind-
gangen til diamantfonden er ikke
større end en stuedør, og inden for
døren står unge, diamanthårde solda-
ter med maskinpistoler.
På mørkrøde, fjedrende tæpper be-
væger man sig i en skumringsverden
fyldt af små og store kunstige sole i
glasbure. Når man har gået et par mi-
nutter i denne sagaverden, griber man
sig i at kigge blaseret på små, fattige
diamanter på 20-30 karat eller 10 kilos
guldklumper. Som maharajaen i en
eller anden oliestat interesserer man
sig kun for guldblokke og krystalste-
DIAMANTINDUSTRI
Begyndelsen til Sovjetunionens di-
amantlykke blev gjort for ikke så
mange år siden — i 1954 — da man
opdagede en diamantmine i Jakutien,
den første alvorlige konkurrent til
Sydafrika. Omkring denne diamant-
mine, der kaldes Trubka Mira, Freds-
piben, er byen Mirnij med 30.000 ind-
byggere vokset op. Her findes ufatte-
lige rigdomme, som har gjort Sovjet-
unionen selvforsynende — og mere
end det — med industridiamanter.
Her i skatkammeret findes f. eks.
Sovjetunionens største diamant, Ma-
ri ja, opkaldt efter den arbejderske,
der fandt den. Det er en citronfarvet
kæmpesten med en rund og ikke helt
perfekt form, men med vægten 106 ka-
rat. Her er også diamanten Valentina
Teresjkova — kosmonauterne er po-
pulære navngivere — på 51 karat. Den
er vurderet til over en halv million
kroner. Men den blegner i ens sheik-
øjne over for den fantastiske rene
Gornjak, grubearbejderen, der er på
44 karat og vurderet til 750.000 kroner.
Kommet så langt i Kremis indre er
man blevet så tilpas kræsen, at man
nærmest i forbigående noterer den
„proletariske" montre med almindelige
småsten på sammenlagt 30.000 karat og
til en værdi af syv millioner kroner:
grå, jakutiske diamanter, gullige fra
Ural og helt klare fra Fredspiben.
LEJ EN BIL HOS BUKKEHAVE
Vi har en ny bil klar til Dem når De kommer på ferie. Ligegyldigt hvor
De lander. F. eks. Anglia de Luxe fra 200,— kr. om ugen. De kan hos os
leje bil med fri kilometer. Alle vore vogne er fuldt forsikrede til kørsel i
Europa. — Eller vi kan sælge Dem en ny eller brugt bil på grænseplader
til fordelagtige priser f. eks. VW Folkevogn til 8900,—, Anglia de Luxe
til 8300,— eller Volvo Amazone fra 12.800,—, vi har også fine sportsvogne.
Skriv og fortæl om Deres kørselsbehov og De får omgående, pr. airmail,
et fint tilbud.
CHR. BUKKEHAVE & SØN
Lerchesvej 11. P. O. Box 140, Svendborg, Danmark.
Tlf. (09)2114 57, flere linier. Turistudlejning gennem mere end 40 år.
helgarderet mod vintervejret
HecTa
Lad Dem ikke sinke af vintervejret
- brug HECTA transportabel varm-
luftkanon til opvarmning, tørring og
optøning! Så er De helgarderet mod
vintervejret både inde og udendøre.
HECTAtransportabel varmluftkanon
er let at transportere, nem at komme
rundt med - og billig i drift.
Nærmeste forhandler anvises.
Enkelte forhandlere søges.
transportabel
varmluftkanon
Kapacitet: 26:460 kai/time
Petroleumsforbrug: 2,83 l/t.
Længde 95,0 cm, højde
69,5 cm, bredde 40,0 cm,
Vægt: 48 kg.
Importør:
AARHUS MOTOR
COMPAGNI A/S
Havnen, Århus C
Salg og service:
Sølystgården, Egå -Tlf. (06)220833
ukiordlungmut erxanaivigdlune
HECTA
ukiume silardlungmit kinguarsarteKinak —
atoruk HECTA-p silåinarmik klssartumik
supfirutå kiagsainermut, panerstnermut
augstnermutdlo. tauva ukiup silånut ig-
dlup iluane silamilo erKanaivigsimåsautit.
HECTA-p silåinarmik klssartumik supåru-
tå angatdlåtagaK angatdlåkuminartdvoK,
inigssakitdliunarane — ingerdlatfneKarne-
ralo akikitsQvdlune.
tuniniaissugssanik atausiåkånik pigssar-
siorpugut.
silåinarmik klssartumik
suporut angatdlåtagaK
sulinertijss.: 26.460 kal/nal. ak.
petroleumik atuinertuss. 2,83
l/nal. ak. — tak(ss.: 95,0 cm,
portiissusia: 69,5 cm,
silfssusia: 40,0 cm.
oximåissusia: 48 kg.
Importør:
AARHUS MOTOR
COMPAGNI A/S
Havnen, Århus C.
tuniniaissarfik iluarsaissarfigdlo:
Sølystgården, Egå.
Tlf. (06) 22 08 33.
niorKutilik KaningnerpåK (nersussutigine KarsInauvoK.
Lenin lyser i mørket i denne drøm
fra tusind og een nat. Thi man glem-
mer naturligvis ikke, at det var ham
der som chef for folkekommissærernes
råd i 1920 underskrev dekretet om ind-
retning af et statsligt skatkammer for
kronjuveler, guldklumper og andre
sjældenheder.
ARV FRA CZARTIDEN
Ingen kan påstå, at de revolutionære
behøvede at begynde med tomme hæn-
der, selv om czartidens Rusland solgte
mange værdifulde sten til udlandet i
1906. Ingen af omviserne i 1967 ankla-
ger ejheller czar-familien for dårlig
smag, når det gælder juveler.
Den store stolthed i den sovjetiske
arbejder- og bondestat er czarens
krone, der blev lavet af Jeremias
Posier til Katharinas kroning i 1792.
Foruden af guldet består den af 4936
brillanter med en vægt af 2858 karat.
Mærkeligst er kronens knop, en 398
karats rubin, der blev købt hos kej-
seren af Kina. Kronen er den fineste i
Europa og vurderes til over otte mil-
lioner kroner.
Der findes også en mindre czarkrone,
men den regner man knap nok med.
Det gør man derimod i høj grad med
czarens spir der indeholder Orlov-
diamanten, en 189 karats sten vurderet
til næsten 500 millioner kroner.
Orlov-diamanten er en af de sten,
der har udsat mennesker for lidelser
og død. Den skal have udgjort øjet i
et gudebillede er Seringan i Iindien.
I hvert fald blev den fundet der i be-
gyndelsen af det 17. århundrede, slebet
som en rose og med 300 karats vægt.
En shah lod den slibe ned, og i be-
gyndelsen af det 18. århundrede blev
den stjålet af en fransk soldat, hvor-
efter shahen af Nadir fik den i sin
besiddelse. Senere blev den stjålet
igen, købt af en armensk købmand og
ført til Holland. Der blev den erhver-
vet af en russisk greve ved navn
Orlov, der skænkede den til dronning
Katharina den Anden.
SEJRSORDEN
Men de revolutionære kan også, når
de vil. Det viser den sejrsorden, som
indstiftedes ved den anden verdens-
krigs slutning, et 16 karats kunstværk
af brillanter, som er blevet tildelt
blandt andet Stalin og marskallerne
Sjukov og Vasilijevskij.
Efter stenenes pragt føres man forbi
metallernes. Platinklumper på 5-7 kilo
og guldklumper i form af kameler,
hestehoveder og til og med en Mefi-
stofeles. Størst af alle, størst i hele
verden, konstaterer man træt, er den
36 kilo tunge guldklump, som blev
fundet i Ural i 1848.
Ingen er i stand til at sige, hvor stor
den sammenlagte værdi af alle disse
skatte er. Man siger blot, at det kun er
en brøkdel af, hvad der findes i stats-
kassen.
Forslag om skoleskib for de kommende fiskere
— Mangelen på kvalificeret og sta-
bilt mandskab bliver mere og mere
udtalt i takt med forøgelsen af de
større langlineskibe i Grønland. Sær-
lig er det svært at få fat på fiskere,
der er vant til at fiske ude på banker-
ne. Alle går ind for, at vi skal have
større og større fiskefartøjer, men der
er ingen, der går 100 procent ind for
at uddanne mandskabet af disse, si-
ger én af fiskerne i Godthåb, Morten
Poulsen, til „Grønlandsposten" og fort-
sætter:
— Bare vi kunne anskaffe os et
øvelsesskib (skoleskib), ville vi nok
begynde at løse problemern':, og unge
mennesker, der har lyst til at blive
fiskere, men som mangler oplærings-
pladser, kunne få en chance for at
lære faget fra grunden. Mens vi end-
nu boede i Narssax, tog jeg engang
i 1951 med kommunens motorbåd til
Færingehavn. På denne tur så jeg no-
get, vi kan efterligne her i Grønland.
Dengang så jeg en tre-mastet skon-
nert, der blev benyttet som fiskeskib.
Halvdelen af besætningen var erfar-
ne, færøske fiskere og resten ganske
unge mennesker, der skulle oplæres
i fiskeri.
— Jeg synes, at vi også heroppe bør
uddanne kommende fiskere på den
måde. Jeg har fisket både med en lille
motorbåd og med større kuttere, og
jeg har gang på gang erfaret, at det
bliver sværere og sværere at få fat
på dygtige og stabile folk. Derfor vil
jeg gerne foreslå, at en 20 tons line-
kutter, som landsrådet har i sinde at
købe fra Færøerne, bliver benyttet til
oplæring af unge fiskere. Den er gan-
ske vist lille, men man skal jo be-
gynde med noget. Landsrådet agter
vist nok at sælge kutteren til en privat
fisker, men hvis vi skal have mulig-
heder for at få mandskab, der er dyg-
tigere end folk, der er vant til at fiske
indenskærs, må vi nu begynde at ud-
danne folk.
— Jeg plejer at have ikke helt unge
mænd som besætningsmedlemmer, og
når min besætning bliver suppleret
op med gange unge mennesker, erfarer
jeg, at de ældre kræver alt for meget
af de unge. De unge og uøvede folk
går i land, fordi de ikke kan følge
med i arbejdet. Bare vi har et øvel-
sesskib, kunne vi gradvis optræne de
helt unge til arbejdet om bord på kut-
terne. Der findes også børn, der lige
har forladt skolen, og som er kom-
met om bord på fiskekutterne. De del-
tager i fiskeriet kun i kort tid, fordi
de tror, at de bliver skældt ud, når
de mere erfarne forsøger at lære fra
sig. Sådanne misforståelser kunne nok
undgås, hvis man kan uddanne et hold
jævnaldrende unge mennesker.
— Jeg synes også, at kommunerne
bør interessere sig mere for vort ho-
vederhverv. Jeg ved ganske vist ikke,
hvordan forholdene er i andre byer,
men da jeg blev valgt som kommu-
nalbestyrelsesmedlem her i byen, er-
farede jeg, at de andre medlemmer
ikke bliver begejstrede, når jeg frem-
kommer med forslag, der angår fiske-
riet. Selvfølgelig er Godthåb kommu-
ne interesseret i at fremme fiskerier-
hvervet, men jeg synes, at interessen
bør være endnu større.
— Jeg synes også, at skolen bør
arrangere mindre kurser om fiskeri.
Man bør vise børnene, hvordan man
binder tove og liner, og hvordan man
vedligeholder garn. Det er meget godt,
at børnene spiller bold, syr og kom-
mer på institutionsbesøg én uge ad
gangen, inden de forlader skolen, men.
jeg synes, at også emner om fiskeriet
bør tages med.
— Der bliver uddannet flere og fle-
re skippere, men det er kedeligt, at
mange af dem ikke kan erhverve sø-
næringsbevis, fordi de ikke kan do-
kumentere deres sejltid. Jeg er ikke
i tvivl om, at søfartsbøgerne ville blive
ført bedre, hvis vi kunne få et fiskeri-
skoleskib.
Hans Janussen.
Pressen i Grønland
Af minister Carl P. Jensen.
MAMARTAK'AOK'
fima pflrtugkat iluine mSrxanut
frimærkinlk navssågssaxarpox
— EN NYDELSE
og der <sr indlagt frimærker til
børnene 1 pakken
m
TELEFONER CENTRAL 11116 • 6261
KRONPRINSESSEGADE 36 • KØBENHAVN K
Med sædvanlig interesse har jeg
læst det senest udkomne nummer af
Grønlandsposten, det vil sige bladet
for den 23. november 1967.
Jeg har her bemærket, at hr. Eigil
Heckscher drager i leding i anledning
af redaktør Erngaards interview med
mig i bladet for den 28. september 1967.
Det er med nogen undring, jeg kon-
staterer, at hr. Heckscher beskæftiger
sig med to sider i dette interview, i
første række det, jeg påstås at have
sagt, men i nok så høj grad det, jeg
ikke har sagt, det vil sige undladt at
omtale. Til det sidste den meget enkle
bemærkning, at i et interview er det i
høj grad den pågældende journalist,
der står for denne opgave, at bestemme
temaet og øve den vanskelige kunst, at
begrænse det stof, der er resultatet af
en timelang samtale.
Hensigten med mine udtalelser frem-
går med al tydelighed af de sidste fire-
fem linier i det omhandlede interview,
som jeg her skal gentage:
„Den fremtidige udvikling af en
grønlandsk presse er noget, der
vedrører hele offentligheden. Lad
os få en meningsudveksling om
disse problemer".
Lad mig for god ordens skyld gøre
den bemærkning, at jeg ikke har noget
som helst kendskab til hr. Heckscher,
så lidt som jeg er bekendt med hans
funktion i Grønland, om han er næ-
ringsdrivende eller „statsansat", det
sidste tør vel næsten udelukkes, når
han — ganske vist ubegrundet — pe-
ger på den påståede ængstelse for, at
man så tør have en mening om „ilde
hørte sandheder", som han formentlig
går ud fra, at hans indlæg skulle være
udtryk for.
TAGE SCHOUBOEA/s
ELEKTROTEKNISKE ARTIKLER OG VÆRKTØJ
FOR HANDEL OG INDUSTRI
elektroteknikimut tungassut sånatitdlo niuvemermut sanaortomer-
mutdlo tdngassut
SKYTTEGADE 7 . KØBENHAVN N . TELEFON (01) 39 25 00
Men det er altså det første resultat
af min udfordring om at deltage i en
saglig meningsudveksling, hvor hr.
Heckscher uden videre kommer til
det resultat, at jeg har udtalt mig „ka-
tegorisk og uigenkaldeligt".
Hvoraf drager hr. Heckscher denne
konklusion? Fremgår den af det, jeg
har givet udtryk for? Gennem mere
end 30 år har jeg deltaget i såvel orga-
nisatorisk som i politisk arbejde. Jeg
har som regel haft en selvstændig vur-
dering af de problemer, jeg skulle tage
stilling til, men har på den anden
side aldrig søgt at lægge mig fast på
et ufravigeligt standpunkt, der ikke
har ladet sig påvirke af saglige hensyn.
Dernæst, hvoraf udleder hr. Heck-
scher, at jeg er godt tilfreds med de
lokale blade i Grønland? Hvis dette
var tilfældet, ja så var der vel næppe
nogen grund til at beskæftige sig med
spørgsmålet om at medvirke til at gøre
dem bedre. Jeg har nævnt, at vi her-
nede har mange velredigerede og vel-
ansete lokalblade (distriktblade), der
i høj grad har præget den offentlige
mening om lokalbetonede problemer.
Jeg har føjet til, at det kan vi efter-
hånden også finde i Grønland. Lad
mig nævne lokalbladet i Holsteinsborg,
men også andre blade har kunnet pege
på problemer, der var værd at over-
veje, og det uanset at de arbejder med
en primitiv teknik, uskolede medarbej-
dere og manglende evne til at ud-
trykke sig helt klart. Hensigten med
det skrevne kan med god vilje udledes,
og det må være det afgørende. Frem-
for at præstere det æselspark, der
kommer til udtryk i hr. Heckschers
vurdering, er der kun een vej, at af-
hjælpe kvalitetsniveauet. Det er blandt
andet den, jeg har peget på.
Og så endelig påstanden om (at)
„ministeren ringeagter folkeoplysning
som sådan".
Denne uhyrlige påstand bekræfter,
at hr. Heckscher kender lige så lidt til
mig, som jeg til ham, derfor skal jeg
helt skænke ham også denne påstand,
der sikkert med større vægt vil kunne
imødegås af andre kredse i Godthåb,
der vil kunne bekræfte, at jeg anser
dette problem for at være et af de
mest centrale i hele den grønlandske
problemstilling, fremfor at jeg selv
skulle uddybe dette emne.
Carl P. Jensen.
14