Atuagagdliutit - 14.11.1969, Side 10

Apropos jord
og skatter i Grønland
Major P. Westergaard i Dragør
fremsendte for nylig et indlæg om
„Jord og skatter i Grønland".
Indlægget blev offentliggjort i
forrige nummer af Grønlandspo-
sten og var en reaktion på bla-
dets behandling af prøvevurde-
ringen af grønlandske byggegrun-
de. Vurderingen danner grund-
lag for en kommende jordleje-
afgift, som vil tilfalde landskas-
sen og kommuner. P. Wester-
gaard omtaler Grønlandspostens
orientering om prøvevurderingen
som interessant læsning, mens
han finder en redaktionel arti-
kel om samme emne som lig et
tankeløst skyderi fra hoften, m.
v. Grønlandspostens medarbejder
i denne sag finder anledning til at
besvare majorens indlæg, fordi
det efter hans opfattelse behand-
ler emnet med tilsyneladende
skødesløse synspunkter.
P. Westergaard fremhæver i
sin indledning i fuld enighed med
Grønlandsposten, at emnet er
løsningen af to påtrængende pro-
blemer, nemlig 1) landskassens
behov for indtægter og 2) ejen-
domsspekulationen i de grønland-
ske byområder. Bladet mener
blot, at forfatteren glemmer dette
grundlag for diskussionen i en alt
for stor del af sit indlæg. Grøn-
landspostens argumenter bygger
på denne opgave i sin enkle defi-
nition. Det gør major Wester-
gaards ikke.
Det er rigtigt, at bladet konsta-
terer, at den grønlandske jord til-
hører det grønlandske samfund i
ubestemt almindelighed, og det er
også rigtigt, bladet afviser, at den
grønlandske jord tilhører den
samlede danske stat. Men der-
efter lægger indlæggets forfatter
Grønlandsposten en mening i
munden, som bladet aldrig har
givet udtryk for, nemlig at Grøn-
lands jord tilhører den grønland-
ske befolkning, som lever i Grøn-
land i dag. Så præcist er man
heldigvis og desværre ude af
stand til at udtrykke sig. Og den
korrektion forekommer væsent-
pinguaerniarfit pingussat
amerdlasungordlugit
tuniniaivll pisonaunerssåt.
HARTVIG SAMSON’S EFT.
(Eigil Haugaard) A/S Kobenhavn K.
Kollektionen omfatter ca. 5000 numre,
pingussat dssigingitsut 5000 migssiliorpait.
Alt i legetøj for piger og drenge.
Vor store salgsudstilling afholdes hvert år den første uge i august.
niviarsiarKat nukagpiaricatdlo pinguait sutdlunit.
tunissagssanik sarKumiussinerput ukiut tamaisa pissarpOK augustime sap.
ak. sujugdlerme.
Permanent udstilling:
Niels Hemmingsensgade 32, 1153 København K.
Kun salg til forhandlere niuvertarfiutilmarnut tunissaicartarpugut
Ældste ejl gros-firma i
legetøj
m
lig, hvis man finder det ulejlighe-
den værd at sætte sig ind i major
P. Westergaards tankegang.
Hvis man finder det ulejlighe-
den værd at sætte sig ind i Grøn-
landspostens tankegang, er det
nødvendigt at holde sig formålet
— emnet for diskussionen —
klart i tankerne.
Det første krav til lejeafgiften
på jord er at skaffe landskassen
penge, i denne forbindelse penge
til jord og fortrinsvis jord til
byggegrunde. Intet forekommer
mig mere effektivt end at etab-
lere ejendomsret til den jord,
man bygger på — mod betaling.
Og det er nøjagtig lige så let at
præcisere den institution, som har
ret til at sælge jorden, som den,
der har ret til at afkræve leje
for brug af jorden. For hvad er
den moralske forskel? — Vel kun
nuancer, forskellen mellem gra-
den af indgrebene i dén ejen-
domsret, som majoren så frimo-
digt gør Grønlandsposten ansvar-
lig for at have hævdet.
Alle de kvalmende floskler om
„de ufødtes fødselsret til fædre-
landets jord, som nutidige kludre-
mikler ikke må have lov til at
sælge i tankeløshed" hører hjem-
me blandt argumenter for de
manglende fredningsbestemmel-
ser i forrige århundredes Dan-
mark. Det forekommer temmelig
indlysende at det i hvert fald
ikke har noget med landskassens
indtægter at gøre, og det er argu-
menter, som udmærket kunne
tale mod den nuværende brugs-
ret, som indlæggets forfatter så
åbenbart intet har imod.
Og i den anledning (brugsret
og ejendomsret) vil jeg tillade
mig at kommentere et forholdsvis
tilfældigt afsnit i P. Westergaards
indlæg:
„Et folk, der ved tankeløshed
eller ved magt berøves sin fælles
ejendomsret til det uundværlige
grundlag for hele tilværelsen,
jorden, mister sin frihed og bli-
ver slaver af pantegæld og af den
politiske magt, der vil være hen-
vist til en evigt accellererende
skattejagt på befolkningens ar-
bejdsfortjenester ....“.
Det kan godt være, der er
skjulte, dybere meninger i dét,
men jeg kan ikke finde dem og
tillader mig derfor at sluge det
råt og bogstaveligt og forstå det,
som det står. Slaver og frihed er
skrappe gloser, når den politiske
magt er fællesnævner.
Major P. Westergaard fremfø-
rer sine argumenter, som var det
princippet det gjaldt, men argu-
menternes indhold angriber i vir-
keligheden kun størrelsesordenen
og virker ved en samling skræm-
mende superlativer. I majorens
forstand er vi alle i det grønland-
ske samfund slaver, stavnsbundet
til kontrakter eller mindreløn,
undertrykt et uværdigt antal re-
striktioner, som begrunder en
grønlænders udprægede følelse
af mindreværd. Men i min for-
stand er vi frie, selv i denne
tvungne og bundne situation, frie
selv med den brugsret, der i
praksis fungerer som en fuldgyl-
dig ejendomsret uden indgreb og
undtagelser. Det må majoren
også vide, hvis han har tilstræk-
keligt kendskab til Grønlands
status til at forfatte et indlæg i
så skarpe vendinger, som han har
gjort.
At brugsretten til jord i Grøn-
land i praksis er en ejendomsret,
er en påstand, som i alle væsent-
lige henseender kan påvises prak-
tisk som juridisk.
Med det formål for øje, at
landskassen mangler penge, vil
major P. Westergaard få svært
ved at gøre det indlysende for
mig, at en jordrente er bedre end
salg af samtlige byggegrunde i
Grønland.
Med hensyn til det andet krav
til emnet, nemlig at begrænse
ejendomsspekulationen i de grøn-
landske byområder, falder majo-
rens argumenter til jorden, når
jeg nævner en helt tilfældig ejen-
domshandel inden for den senere
tid. Huset er et skur på ca. 40
kvm., langtfra nyt og langtfra
anvendeligt til noget som helst.
Men det er godt beliggende på et
temmelig trafikeret strøg i Godt-
håb, som placeret til forretnings-
virksomhed. Skuret blev solgt f°r
145.000 kr. Det er ikke bygget af
palisandertræ, og det er næpPe
mere værd end 10.000 kr.
Hvorledes vil majoren og „ek-
sperterne" i ministeriet forhin-
dre en så grov form for ejen-
domsspekulation ved at indfor®
en grundleje på et par tusinde
kroner om året.
Det kan vel alle aldersgrupper
forstå, at en kapitalvindingsskat
med en stor skatteprocent på de
høje fortjenester og en forholdsvis
lille skatteprocent på de mindre
fortjenester har langt større mu-
lighed for at besvare spørgsmålet
end de fistlede forsøg ogbe stræ-
belser, Ministeriet for Grønland
gør på dette område. Man kan
ikke skyde en isbjørn med luft-
bøsse og vende ryggen til i f°r"
visning om, at den er stendød-
Det er det, myndighederne tror
med de afstukne linier for af-
skaffelsen af ejendomsspekula-
tionen. Når eksperternes ideer er
udført vil man finde, at den hel-
lige grav er vel forvaret, men
den bliver vogtet af totalfredede,
hellige køer, som ingen ambitio-
ner har for at flytte sig fra det
sted og det standpunkt, de én
gang har fastlagt.
Jens Brønden.
Om alsidighed
Jørgen Søholt Christensen Aar-
huus Stiftstidende sendte for kort
tid siden et indlæg til „Grøn-
landsposten" som bidrag til de-
batten om malermester Amos Ge-
raaes hushandel i Godthåb. I for-
bindelse med Søholt Christensens
indlæg vil undertegnede, som i
sin tid behandlede sagen i „Grøn-
landsposten", gøre et par be-
mærkninger.
Indlæggets forfatter har forgæ-
ves ventet på, at „Grønlandspo-
sten" skulle vende tilbage til sa-
gen. Og det er han måske ikke
alene om.
Forklaringen er, at „Grønlands-
posten" har vurderet sagens vi-
dere udvikling som mindre be-
tydende i forhold til princippet.
Bladet havde modtaget oplysnin-
ger om, at der foruden boligstøt-
telån havde været erhvervsstøtte-
lån i huset. Men disse oplysnin-
ger viste sig at være ukorrekte,
og det tjener intet formål at de-
battere med urigtige oplysninger
som baggrund.
Søholt Christensen skriver, at
Amos Geraaes sagfører K. Koe-
foed-Petersen — uimodsagt af bo-
ligstøtteudvalget — har oplyst, at
skødet i forbindelse med hushan-
delen indeholdt en passus om, at
begge parter var forberedt på,
at staten kunne gøre krav på en
andel af salgssummen. Det var
tilføjet i skødet, at efter oplys-
ninger fra boligstøtteudvalget vil-
le beløbet blive på ca. 25.000 kr.,
og at beløbet kunne reguleres op-
efter og nedefter.
Søholt Christensen tilføjer, at
det faktiske beløb, Geraae kom til
at betale til staten som andel af
konjunkturgevinsten var godt
50.000 kr.
„Grønlandsposten har nu fore-
lagt boligstøtteudvalget disse op-
lysninger, hvortil man svarer, at
oplysningerne i skødet er rigtige,
men at de skal ses i forhold til
vurderingssummen. Statens andel
udregnes imidlertid efter salgs-
prisen. Det fremgår jo også af sa-
gens oplysninger, at beløbet er re-
guleret opefter i overensstemmel-
se med skødets bemærkninger.
Søholt Christensen nævner
dernæst, at Aarhuus Stiftstidende
har rejst spørgsmålet, om der
overhovedet er lovhjemmel til at
udfærdige den bekendtgørelse,
som er lagt til grund for fastsæt-
telsen af statens andel af salgs-
summen. Det er positive bestræ-
belser, som i nogen grad uretfær-
diggør „Grønlandsposten“s be-
skyldning om ensidig avisom-
tale, men der er blot tilbage at
kritisere, at avisomtalen dermed
ikke bliver mere objektiv. Og det
var dét, „Grønlandsposten" øn-
skede at fastholde.
Når Søholt Christensen samt'
dig bemærker, at hans holdning
til sagen for en del skyldes Ge-
raaes øjeblikkelige sociale situa-
tion, taler det kun for, at Aar-
huus Stiftstidendes behandling
af sagen må være farvet.
Desuden skal det nævnes, at
det i Grønland såvel som i Dan-
mark er misvisende at tale om
husleje, når man investerer pen-
ge i hus som ejendom. De sam-
lede udgifter til afdrag på lån.
til renter, elektricitet, olie, vand,
m. m. er rigtignok det beløb, man
må betale for at bo i huset, men
det er ikke husleje. Det ligger
fast, at Geraae har betalt 2300 kr.
i afdrag i de ni år og med det bi-
drag mener Grønlandsposten sta-
dig, at hans andel af salgssum-
men har været ham en god for-
retning.
Til sidst må man for en ordens
skyld kommentere Geraaes ud-
talelse til Aarhuus Stiftstidende
om, at han aldrig havde solgt hu-
set, hvis han vidste hvad der
fulgte med. Det skal endnu en-
gang nævnes, at Geraae er gjort
bekendt med følgerne, og det skal
tilføjes, at der i lånets reglers
paragraf 15 nævnes, at når lån-
tageren tager varigt ophold uden
for Grønland, kan boligstøtten
gøre krav på at få sine penge fri-
gjort eller efter nærmere bestem-
te regler overtage ejendommen.
Det vil altså sige, at Geraae
ikke kunne rejse uden at slipPe
af med sit hus. Bestemmelsen skal
ligesom lånets øvrige principper
ses på baggrund af de meget, me-
get favorable vilkår lånet i øvrigt
tilbydes under.
Jens Brønden.
10