Atuagagdliutit - 24.08.1970, Blaðsíða 12

Nyt udbygningsprogram
for Grønlands værfter
Flere og større skibe hjemmehørende i Grønland og det er derfor nød-
vendigt at øge værftskapaciteten.
Grønlands tekniske Organisation har nu udarbejdet en plan for den
fortsatte udbygning af værfterne i Grønland — en plan som rækker
frem til 1975 og som er beregnet at ville koste ca. 32 mili. kroner,
hvoraf knap halvdelen til det kommende stålskibsværft i Godthåb.
Gråsæl, hun og nyfødt unge. puisse KassertoK arnaviaK piarardlo inordlåK.
Optræder gråsælen i
grønlandske farvande?
Der sker herved en betydelig for-
øgelse af mulighederne for hurtig
reparation af skibene, men sam-
tidig med denne rent tekniske
kapacitetsforøgelse sigtes der til-
lige på yderligere beskæftigelse
for grønlandsk arbejdskraft.
Som forudsat i det første ud-
bygningsprogram fra 1965 er der
i den forløbne 5-års periode etab-
leret beddinger i Julianehåb og
Frederikshåb for skibe på op til
250 tons, der kommer en 225 tons
bedding i Sukkertoppen i år, og
endelig er der bygget en 250 tons
bedding i Egedesminde, hvor
værftet ganske vist ikke er en
GTO-virksomhed, men hvor vi
dog udøver en vis konsulentvirk-
somhed, siger lederen af GTO’s
værftsafdeling, civilingeniør V. R.
Bønnelycke.
Inden for rammerne af den
nye plan skal der nu ske en for-
øgelse af antallet af reparations-
pladser bl. a. ved indretning af
sidetræksarrangementer i for-
bindelse med hovedbeddinger.
Sådanne sidetræksarrangemen-
ter etableres bl. a. i Sukkertop-
pen, hvor det kommer allerede i
år, og i Julianehåb i 1974-75.
Samtidig skal der ske en ud-
bygning af værkstederne, så deres
kapacitet kommer til at svare til
den forøgede mængde arbejde,
man forventer i de kommende år.
— Hvordan går det med pla-
nerne om etablering af stålskibs-
værftet i Godthåb?
— Efter planen skal arbejdet
med bygningen af dette værft
begynde næste år, idet byggemod-
ningen af værftsområdet vil ske
som led i etableringen af et sam-
let erhvervsareal i Nordhavns-
området. Værftet påregnes at stå
færdigt i 1974. De oprindelige
planer er for så vidt ikke æn-
drede, men på grund af udvik-
lingen i retningen af stadig større
skibe i Grønland har vi forøget
syncroliftens kapacitet fra 750
tons til 1300 tons løfteevne, så
værftet f. eks. også vil kunne
klare de nye store trawlere, Den
kongelige grønlandske Handel vil
lade bygge og som bliver på 1100-
1200 tons. Rent teknisk er opga-
ven således afklaret, men der er
økonomiske problemer, idet værf-
tet i hvert fald ikke de første
år vil kunne hvile økonomisk i
sig selv. Ministeriet for Grøn-
land’s endelige igangsætnings-
tilladelse foreligger derfor endnu
ikke, idet de økonomiske konse-
kvenser for øjeblikket undersø-
ges yderligere.
Syncroliften er noget helt nyt
i Grønland og for den sags skyld
også i Danmark. Et amerikansk
firma introducerede dem for få
år siden, og efterhånden er der
bygget adskillige af disse anlæg
rundt om i verden — også med
betydelig større kapacitet end det
anlæg, der er beregnet at skulle
tages i brug i Godthåb.
Syncroliften består af en stor
platform ophængt i spilwirer.
Skibet sejler ind over platformen
og bliver hævet op af vandet.
Derefter kører man skibet i land
ved hjælp af nogle spor.
Syncroliften har den fordel
frem for en traditionel bedding,
at den ikke kræver så megen
plads i havnen og ikke så let som
en bedding lader sig blokere og
beskadige af isen.
— Når man har gennemført det
nye program for værftsudbygnin-
gen i Grønland vil der så være
behov for yderligere udvidelser?
— Vi har ikke prognoser læn-
gere end til 1975 for stigningen
i reparationsbehovet, men det går
vel sådan, at der efterhånden vil
komme endnu flere og også
større skibe. Forudsat en til-
fredsstillende udvikling i fiske-
riet må man vel endvidere regne
med, at fiskerne får økonomisk
mulighed for at vedligeholde far-
tøjerne i større omfang end hid-
til. Så slår antallet af reparations-
pladser ikke til, og det kan da
f. eks. blive nødvendigt at ind-
rette sidetræksarrangementer ved
endnu flere værfter.
— Hvor mange skibe regner
man med, der vil være i Grøn-
land i 1975?
— Vi har opgjort, at der da
skulle være i alt ca. 1200 far-
tøjer på tilsammen godt 30.000
bruttoregistertons og heraf reg-
ner vi med, at 17 er på over 250
bruttoregistertons.
— Er der ikke mulighed for at
komme igang med egentlig skibs-
bygning i Grønland. Bortset fra
det lidt, der foregår af nybyg-
geri i Holsteinsborg og Egedes-
minde er de grønlandske værfter
jo udelukkende beregnet til repa-
rationsarbejder?
— Som led i bestræbelserne for
at øge beskæftigelsen i vinter-
sæsonen er der visse overvejelser
om bygning af mindre fartøjer,
men der er en hel række proble-
mer forbundet hermed, som i gi-
vet fald så først må klares.
Tekst: F. O. Kapel
Foto: Fred Bruemmer
Som bekendt findes der flere for-
skellige arter af sæler i havet og
fjordene langs Grønlands kyster.
Vigtigst og almindeligst er ring-
sælen eller netsiden; men også
grønlandssæl — også kaldet blå-
side og sortside — samt klap-
myds, remmesæl, spraglet sæl og
hvalros er velkendte, omend de
forekommer i ringere antal.
Derimod hersker der nogen
tvivl med hensyn til, om en
syvende sælart, nemlig gråsælen,
lejlighedsvis optræder ved Grøn-
land.
Denne sælart har sin hovedud-
bredelse i langt sydligere far-
vande, dels ved østkysten af
Nordamerika på grænsen mellem
USA og Canada, dels i Europa
fra Østersøen og England til
Nordnorge og Island.
De voksne gråsæler er på stør-
relse med en klapmyds, hannerne
noget større end hunnerne. De
sidstnævnte er lyst grå med man-
ge sorte pletter, mens hannerne
er næsten ensfarvet mørkegrå.
Begge køn, dog mest udpræget
hannerne, kendes fra andre sæler
på den lange, afrundede snude,
hvilket bygningstræk har givet
anledning til, at denne sælart på
fransk og engelsk kaldes „heste-
hoved".
Otho Fabricius, der var en god
kender af Grønlands natur og
ikke mindst gennem personlig
deltagelse i fangsten erhvervede
sig en omfattende viden om
fangstdyrene, havde ikke selv set
gråsælen i Grønland; men han
omtalte både i sin „Fauna Groen-
landica" fra 1780 og i et senere
specielt værk om grønlandske
sæler fra 1791 en art, som grøn-
lænderne kalder siguktok (sig-
gugtoK?), „den krumsnudede"
eller „den langsnudede". En eng-
lænder, Robert Brown, fortæller
fra en rejse i 1861, at man lidt
syd for Disko nedlagde en grå-
sæl, og at han nogle år senere
ved Egedesminde så nogle skind,
der syntes at stamme fra denne
sælart.
Siden er der tilsyneladende in-
gen, der har set gråsæler i Grøn-
land. I hvert fald har man ingen
oplysninger derom. Der er således
næppe tvivl om, at gråsælen er
meget sjælden i grønlandske far-
vande, hvis den overhovedet
kommer der mere.
Imidlertid opgives gråsælen at
være ret almindelig ved Vest-
Island og kendes også i Canada
så langt som til nordspidsen af
Labrador. Det forekommer såle-
des ikke usandsynligt, at gråsæ-
ler fra et af disse områder en
gang imellem skulle gæste Syd-
grønland eller måske snarere
åbenvandsområderne længere
nordpå i Vestgrønland.
Siden 1949 har biologer fra
Canadas Fiskeriundersøgelser i
Quebec foretaget undersøgelser
over bestanden af gråsæler i
Newfoundland-området. Blandt
andet har man forsøgt at skaffe
sig oplysninger om sælernes van-
dringer og vækst ved at mærke
ungerne på ynglepladserne.
I 1969 blev et stort antal unger
af gråsæl mærket ved Sable Is-
land ud for Nova Scotia. Un-
gerne blev mærket ved, at et
7‘/2 cm højt nummer blev brændt
i huden på oversiden lige foran
halen (se tegningen).
De canadiske biologer har til
fiskere og fangstfolk i Østcanada
udsendt en anmodning om at ind-
sende oplysninger om genfang-
ster af de mærkede gråsæler. Da
der som nævnt er en mulighed
for, at nogle af sælerne skulle
forvilde sig til grønlandske far-
vande og blive nedlagt der, har
de canadiske forskere bedt om,
at også grønlandske fangere blev
gjort opmærksom på de mær-
kede sæler.
Der ønskes så mange oplysnin-
ger om de mærkede sæler som
muligt: Hvor og hvornår de er
fanget, fangstmetode, dyrets
længde fra snudespids til hale-
spids, køn osv.
Hvis det på nogen måde kan
lade sig gøre, skal det mærkede
område af skindet skæres ud,
skrabes rent for spæk og lægges
i salt. Det må pakkes i en plastik-
pose, vokspapir eller aluminiums-
folie.
For hvert brændemærket skind-
stykke af gråsæl, som indsendes
vil der blive udbetalt en beløn-
ning på 2 canadiske dollars (ca.
14 kr.).
For bestemmelse af dyrets al-
der vil det have stor betydning,
at sælens underkæbe tages af,
renses for kød og spæk og sendes
ind sammen med skindstykket.
Hvis både underkæbe og brænde-
mærke sendes ind, vil belønnin-
gen blive 5 canadiske dollars (ca.
34 kr).
Pakken med de brændemær-
kede skind, underkæbe og oplys-
ninger kan sendes til: Grønlands
Fiskeriundersøgelser, Jægersborg
Allé 1 B, 2920 Charlottenlund,
Danmark.
Grønlands Fiskeriundersøgelser
vil også være interesseret i at få
oplyst, hvis nogen mener at have
set eller hørt noget om Fabricius’
mystiske „siguktok". Og så kan
lejligheden bruges til at nævne,
at også genfangster af mærker på
andre sælarter og i det hele ta-
get alle oplysninger om de grøn-
landske sæler har biologernes
store interesse og altid vil blive
modtaget med glæde af Fiskeri-
undersøgelserne, som netop fra
i år har planlagt og igangsat nye
undersøgelser af sæler i Grøn-
land.
GTO-målinger
i ionosfæren
Grønlands tekniske Organisation
opstiller nu i forbindelse med te-
lestationen i Godthåb et nyud-
viklet, dansk videnskabeligt ud-
styr til måling af den dæmpning
af radiobølger, der foregår i iono-
sfæren — en dæmpning, der skyl-
des partikeludstrålingen fra so-
len og stjernerne. Et øget kend-
skab til denne dæmpning har be-
tydning som led i bestræbelserne
for en forbedring af radiokommu-
nikationen.
Det nye apparatur — et såkaldt
riometer — er udviklet af Iono-
sfærelaboratoriet under Meteoro-
logisk Institut, og der føres nu
forhandlinger om at få det sat i
industriel produktion bl. a. med
eksport for øje.
Måleresultaterne fra riome-
tret i Godthåb vil af GTO blive
sendt til Ionosfærelaboratoriet
ligesom de vil kunne anvendes
af den grønlandske radiofonitje-
neste.
Dejlig lys
imuiDU m mt isi tiisu n»r
KB
øl
til rigtig pris
12