Atuagagdliutit - 24.08.1970, Blaðsíða 18

om Jens Geisler
Minder
En skudt hvalros tages om bord for at spare tid. Manden ved linen er
Jens Geisler.
auvfagtartik amårdlugo angatdlåmingnut K.aKiniaråt. angut Kulerussap
kigdlingane sangmissoK tåssa Jens Geisler.
Det var i 1942, at jeg igen en gang
var kommet slædende fra Uper-
navik til Egedesminde for derfra
at hjemsejle med første skib til
Danmark. Følgeligt var jeg me-
get ked af, at både „Hans Egede“
og det efterfølgende skib „Ger-
trud Rask" begge blev standset
af en sammenpresset isbariere
mellem Agto og landet på den
anden side Davids Strædet, da
det ville forsinke min hjemkomst
og forkorte min ferie.
Under de forhold var det mig
kært, at konsortiet, der ejede
motorbåden „Auvck" var gået i
gang med at save båden fri for
at gå på hvalrosjagt med den.
Det lykkedes mig at finde den
førende mand i foretagendet,
Jens Geisler, og at træffe en af-
tale med ham om at komme med
dem ud, blot jeg ville betale min
part af brændstof og smøreolie
og så sørge for at være om bord
med min sovepose og andet på-
krævet, inden de klokken 15 reg-
nede med at kunne afgå.
Vi stak først ret vestover og
satte så kursen op langs Diskos
yderside mellem store og mindre
isfjelde, der lå på så lavt vand, at
de stod på grund og virkede som
isbrydere i den strømførte op-
brudte is. For de 7 mand om bord
var det selvsagt en almindelig
foreteelse, når de satte maskinen
i stå og i deres 14 fods slæbej olie,
nærmede sig hvalrosser, der lå og
solede sig på isskosser og isfla-
ger. For mig var det derimod
lige spændende hver gang og ikke
mindst når vi med lette fjed
måtte passere mellemrummene
mellem de større og bæredygtige
flager på små vippende klumper
kalvis. I løbet af 4 dage skød og
flænsede vi 11 hvalrosser og jeg
så for første gang mennesker,
der ikke var bange for disse tons-
tunge sødyr med deres halvme-
terlange farlige hugtænder.
Jens Geisler lagde da heller
ikke skjul på, at han ville have
fundet det mere værdifuldt om
nogle af de intelligente drenge
på Egedesminde Efterskole var
blevet deltagere i den fædrende
fangst end at de nu var kommet
på skolebænken og ellers lærte
at hilse pænt og tage hatten af.
Selv om jeg inderst inde gav ham
ret, imødegik jeg ham dog ud fra
den betragtning, at som han nu
tog længere ud og bort på fangst
end sine forgængere og sine bys-
børn, måtte hans børn rimeligvis
i større både tage længere ud og
bort på fangst og så nødvendigvis
have kystskippereksamen og have
bestået maskinpasserprøve for at
opsøge gode fangststeder og
bjerge sig uskadte hjem igen.
Skulle „AuveK" ikke være stor
nok til mine sønner vrissede Jens
lidt krænket? men smilede så
tilgivende, da jeg tilføjede, at så
ville de i alt fald ikke slægte
deres far på.
Jeg havde lært en god del om
hvalfangst, da vi gik tilbage til
Egedesminde igen for at sælge
skind og spæk til KGH. Kødet til
Efterskolen og befolkningen og
kranier til kolonibestyreren. Men
jeg havde til gengæld agiteret for,
at „AuveK" skulle udrustes med
harpunkanon og drive fangst på
de 6-8 meter lange sildepiskehva-
ler, som vi så i de bredere revner
mellem ismarkerne. Og jeg lovede
Jens, når jeg kom til Norge se-
nere på året, da at tegne og foto-
grafere de motorbåde, som der
var udrustede med stævnkanoner
-------—.-----— ---------------
og fangede vågehvaler i så stort
tal, at man kunne sælge billigt
hvalkød såvel til spisebrug som
til foder til ræve- og minkfarme.
Desværre turde jeg ikke gå med
„AuveK" ud på dens næste togt,
da „Hans Egede" jo måtte komme
en gang og da også bumpede og
stødte sig igennem, da „Gertrud
Rask" halede ind på den og for-
søgte at komme først ved at gøre
brug af landvandet og ved at
bryde den solskørnede og strøm-
skårne is bag de yderste øer og
mellem disse og Vestisen.
Før det skib, som jeg skulle
med, var færdigekspederet og
kunne påbegynde hjemrejsen,
kom „AuveK" hjem fra sit andet
togt og havde på dette fanget 32
hvalros.
Jeg holdt mit løfte om at sende
fotos og tegninger af sydnorske
sildepisker fangstfartøjer op til
Egedesminde og Geisler’ne ind-
vesterede 42.000 kr. i ny motor til
„AuveK" (hele båden havde op-
rindelig kostet 39.000 kr.) og til
kanon, harpuner, harpunliner og
andet nødvendigt. Disse, til Grøn-
land for første gang udsendte red-
skaber, blev påmonterede i Hol-
steinsborg under tilsyn af den
gæve kaptajn Larsen fra KGHs
hvalfangerfartøj „Sonja".
Næste gang jeg traf Jens Gei-
sler, fortalte han mig, at fire
mand af deres oprindelige 7
mands konsortium havde trukket
sig ud af dette, da de så de store
udgifter, der tårnede sig op, og
selv hans 2 brødre havde været
vrede i den tid, der hengik, før de
fik lært sig hvalfangst på denne
ny måde. Men fra da, og til vort
møde, havde de fanget 60 silde-
piskere og 1 ung finhval.
Senere engang, da jeg påny
traf Jens under et ophold i Ege-
desminde, havde man fanget 200
sildepiskere, før man holdt op at
tælle dem. Og da indbragte et
dyr i penge mere end det dob-
belte af, hvad deres første silde-
piskere havde kunnet koste. Der-
for havde også efterhånden andre
driftige fangere i Diskobugten
anskaffet sig kanoner til deres
motorbåde eller købt sig nye både
med påmonterede kanoner.
Således blev Jens Geisler, der
startede sin karriere som knøs
med at fiske helleflyndere ud for
Agto fra en robåd siden den før-
ste hvalfanger i hele Grønland
med moderne våben og han var
også på anden måde vågen for
nye fremskridt.
Sidste gang jeg så Jens Geisler
var i sensommeren 1968, hvor
jeg efter at have forestået ring-
mærkning af fugle på UménaK-
fjorden under min hjemrejse an-
løb Egedesminde for at afvente
helikopterforbindelse til Sdr.
Strømfjord. Da jeg hørte at Jens,
og hans kone stadig var levend e
og i god form, besluttede jeg at
aflægge dem et visit. De blev lidt
benovede, da en europæer i sil-
huet i døråbningens lys trådte ind
i stuen, men blev straks roligere
igen, da den fremmede var 'Suko.
Så gjorde det ikke noget, dejr stod
bajersflasker på bordet. Tvært-
imod kunne der blive en til ham
også!
Blandt gæsterne var en ældre
kvinde, formentlig jævnaldrende
med Jens kone og n,ok dennes
veninde. Hun sagde, a t hun havde
hørt så meget fordelagtigt om
mig, at hun — skønt fattig enke
— ville give mig sine sidste 2
kroner at bruge, 'nvis jeg en dag
manglede penge.
Jeg fik at vide, at hun hed
Katha Schmidt, og fortalte hende,
at jeg fandt hendes tankegang
så nmuk, at jeg ikke ville bruge
disse penge, men opbevare dem
som et minde om hende. Derefter
gav jeg hende 20 kroner af mine
eg.ne og bad hende om at gå hen
i butikken med dem og købe os
en ny kurv øl til at fejre vort
muligvis sidste gensyn med.
Det blev stemningen ikke dår-
ligere af og da Jens havde sikret
sig, at jeg i Jakobshavn havde
været om bord i hans søns 42
fods rejetrawler, selv om jeg
ikke havde truffet „drengen"
selv, så kom han i tanke om, at
også han havde en gave til mig,
og fandt da i sin vægkiste en
smuk og fejlfri kaskelottand,
hvori han havde udskåret i relief
en vandrende isbjørn. Den skulle
jeg have og opbevare som en
erindring om ham.
Det har jeg gjort og vil vedblive
at gøre og jeg vil huske ham
vågen, virksom, bramfri og sig
selv i alle de situationer, hvori
vi har mødt hinanden og har ud-
vekslet tanker og ideer.
Han lod sig ikke kue, men ved-
blev at se frem og glæde sig over,
når ungdommen havde fortjent
fremgang.
Hans minde vil blive bevaret af
såvel grønlændere som danskere!
P. t. Tersløsegaard,
den 2. juli 1970.
Suko.
Rørlægger til NarssaK
Stabil rørlægger, der kan arbejde selvstændig, søges.
Blikkenslagermester Morten Hansen, 3921 NarssaK.
Herre-
armbåndsure
Urkasse i chromstål.
Selvlysende tal og visere. Dato.
Drejelig ring til tidsmarkering.
Vandtæt.
Afprøvet på ca. 65 m dybde.
Specialrem.
Grøn urskive.
Blå urskive.
Sort urskive.
Kr. 127,50.
12 måneders GARANTI.
14 dages returret.
Sæt X ved det ønskede.
Navn: ........................................
Adresse: .....................................
By: ..........................................
THE GREENLAND MAIL ORDER CORP.
Postboks 530 . 3900 Godthåb
JOLLY sikututdle nigdlerUgltsoK — imeruemartoK

iskok! ^den der slukker
,> i"
18