Atuagagdliutit - 10.09.1970, Qupperneq 21

Kirkeligt selvstyre
i Grønland?
Tidligere radiofonichef, forman-
den for Godthåb menighedsre-
præsentation Frederik Nielsen
har som bekendt i Godthåbs lo-
kalblad „SermitsiaK" udtrykt util-
freshed med, at menighedsrepræ-
sentationerne ikke er blevet hørt,
før den nye bispevalglov er ble-
vet forelagt de lovgivende myn-
digheder. Denne artikel har i dan-
ske aviser fremkaldt en debat om,
hvorvidt tiden nu måtte være
inde til at give Grønland kirke-
ligt selvstyre og omdanne menig-
hedsrepræsentationerne til me-
nighedsråd.
Det er da også mit indtryk, at
der rundt omkring i menigheder-
ne er et udtalt ønske om, at me-
nighedsrepræsentationerne får
tildelt større beføjelser, men hvis
man ønsker loven om menigheds-
råd indført i Grønland, må man
først gøre sig klart, hvad dette
fører med sig af ansvar og for-
pligtelser.
Når man i 1962 ikke gik videre
end til at indføre loven om me-
nighedsrepræsentationer, var det
ud fra den konstatering, at der i
hvert fald ikke foreløbig kunne
findes en mulighed for at give
menighederne her den samme
indflydelse, som det er tilfældet i
Danmark, hverken med hensyn
til præstevalg eller ansættelse af
kirkefunktionærere.
De geografiske problemer be-
grænser rent praktisk mulighe-
derne for at indføre præstevalg.
Dertil kommer, at den grønland-
ske kirke i langt højere grad end
den danske er afhængig af staten,
idet alle kirkens funktioner hid-
til er blevet finansieret af staten.
Menighedsrepræsentationerne
har ikke haft andre økonomiske
midler til rådighed end de årlige
tilskud, som landskassen bevilger
til fællesmøder og andre fastsatte
kirkelige formål. Desuden kan
der nævnes de beskedne beløb,
som dels indkommer ved frivilli-
ge bidrag, dels ved indsamling i
kirkerne til menighedsrepræsen-
tationernes opgaver, således som
loven har åbnet mulighed herfor.
Selvom beføjelserne således er
begrænsede, er det dog en over-
drivelse, når det er blevet sagt, at
loven om menighedsrepræsenta-
tioner kun er en „narresut". Lo-
ven har dog i de forløbne år vir-
ket efter sin hensigt, nemlig at
aktivisere menighedens medlem-
mer, så de følte sig som partnere i
et medarbejderskab i bestræbel-
serne for at give det grønlandske
menighedsliv de bedst tænkelige
vilkår. De enkelte medlemmer er
gået ind for denne opgave med en
interesse og energi, der er langt
større, end hvad et dansk menig-
hedsråd ofte vil kunne fremvise.
Alligevel er det naturligt at be-
tragte denne lov som en begyn-
delse til noget mere og noget stør-
re. Udviklingen bør naturligt pe-
ge frem mod indførelse af menig-
hedsråd, men det kan ikke kom-
me fra den ene dag til den anden.
Også i Danmark gik der mange
år, før loven om menighedsråd
fandt sin endelige udformning, og
der er måske stadig mange ting,
der bør rettes.
Efter danske avisers udsagn er
der nu overvejelser igang om ind-
førelse af en lov om menigheds-
råd i Grønland, og mens overve-
jelserne står på, vil det nok være
klogt at afstå fra at udtale sig alt
for kategorisk om tidspunkter og
fremgangsmåder. Forhåbentlig
bliver der tid til herfra at give
den grønlandske menighed en
grundig orientering om menig-
hedsrådenes arbejde. Jeg håber,
at der kan blive plads både i
presse og radio til dette formål.
I Danmark har menighedsråde-
nes væsentligste funktioner væ-
ret af administrativ art, „at vare-
tage menighedskredsens tarv ef-
ter gældende bestemmelser", og
netop her viser der sig store for-
skelle mellem danske og grøn-
landske forhold, og det bevirker,
at man ikke uden videre kan
overføre den danske lov til Grøn-
land.
Vi kommer ikke uden om, at
menighedsrådenes indflydelse har
sat sig de dybeste spor i dansk
kirkeliv i kraft af deres medvir-
ken ved besættelse af præste- og
bispeembeder. De har gennem
årene taget alvorligt på denne op-
gave, og de har her givet udtryk
for en god luthersk tankegang,
når det væsentligste for dem er at
høre, hvordan ansøgeren prædi-
ker. Man antager næppe en præst,
før man har hørt ham prædike.
Hvordan ansøgeren er til kirke-
bogsføring og administration,
kommer i anden række. Man går
ud fra, at det må ansøgeren vel
have lært.
Man kan dog ikke give Mads
Lidegaard ret, når han i Kriste-
ligt Dagblad hævder, at eventuel-
le ansøgere i forvejen vil være
kendt for de grønlandske menig-
heder, da man har hørt dem præ-
dike ved radiogudstjenester. Det
er næppe tilstrækkeligt. Erfarin-
ger fra Danmark har vist, at me-
nighedsrådene ønsker at træffe
ansøgerne personligt for at få en
samtale med dem. Det er absolut
heller ikke noget uvæsentligt
spørgsmål om ansøgeren er gift
og hvordan ægtefællen er. Skal
man mange år frem i tiden dele
sorg og glæde med sit sogn, kan
dette vel heller ikke siges at være
et ligegyldigt spørgsmål.
Mange spørgsmål er således
ubesvarede. Hvordan vil man få
de afsides liggende præstegæld
betjent? Hvordan giver man præ-
sterne en rimelig mulighed for
forflyttelse, når antallet af embe-
der er så begrænset? Engang
imellem kan både præst og me-
nighed trænge til fornyelse.
Vedtagelse af en menigheds-
rådslov vil også naturligt føre
med sig, at menighedsrådene må
overtage ansvaret for de kirkelige
kasser, driften af kirker og kir-
kegårde og ansættelse af kirke-
funktionærere. Alt dette kræver
en omlægning af økonomien og
vil for den enkelte betyde et stort
frivilligt arbejde og et stort an-
svar. Erfaringen har også vist, at
menighedsrådenes arbejdsområde
i alle enkeltheder må præciseres
nøje.
Dette er kun eksempler på de
mange spørgsmål, som først af
alt kræver en besvarelse.
Det kan dog konstateres, at der
fra alle sider vises god vilje til at
give den grønlandske menighed
de bedst tænkelige vilkår i frem-
tiden.
Vi nærmer os 250-året for den-
ne kirkes beståen, og det er nok
værd at bemærke, at denne kirke
i særlig grad er blevet folkets
kirke. løvrigt tvivler jeg på, at
en imødegåelse af en „hensygnen"
af grønlandsk menighedsliv af-
hænger af kirkeligt selvstyre el-
ler ikke. Det afhænger mere af,
om hjemmenes trofasthed mod
kirken vil fortsætte. Om de fort-
sat opdrager deres børn i den
kærlighed til kirken, som har le-
vet gennem generationer og så
i øvrigt lader være med at lade
sig imponere af de antikirkelige
strømninger, som vore børn og
unge skal udsættes for i disse år.
K. L.
undertøj er fremstillet af
specielle bløde og elasti-
ske bomuldsgarner - syet
med fladsøm,der ikkege-
nerer - pasformen er per-
fekt - det vil De snart op-
dage!
Alle størrelser og modeller til
drenge og mænd i farvet eller
hvidt net, interlock og rib-rib.
skift til

HAMMRtHOR
-læg mærke til forskellen...
født med træk på begge bagaksler -
Hvor ser De INTERNATIONAL?
Overalt -
På byggepladser - på jordarbejder - kort
sagt på hårdt arbejde og i tungt føre, hvor
andre vogne ikke kan klare sig.
IH har i over 25 år fabrikeret 3 akslede last-
biler med træk på begge bagaksler. Dækker
ca. 1/3 af det samlede salg af denne vogn-
type verden over.
Dette bagtøj, der er fremstillet hos IH er
verdensberømt for sin styrke og effektivitet
- trækker på begge bagaksler på én gang.
Det særlige ophæng gør, at hjulene altid har
forbindelse med jordoverfladen - og så er
der differentialelås.
Sagde De dækslid? Nej, tværtimod!
Vi har mange eksempler på ca. 80-100.000
km’s tipkørsel med 3 akslede IH vogne på
de samme dæk. Chassisrammen er original
- det er en lige stål profilramme helt igen-
nem, der er dobbelt fra for til agter - ingen
indsnævringer eller forkrøbninger kan for-
mindske styrken.
De har mange flere muligheder med en
INTERNATIONAL 3 akslet - den kører hvor
andre gi'r op.
De har arbejdet - og IH har den helt rigtige
lastvogn også til Dem!
INTERNATIONAL er den største lastbilpro-
ducent i verden, siden 1907 er der bygget 5
mili. lastvogne.
60 års erfaring på lastbilmarkedet er til
Deres rådighed hos IH og indbygget i en
INTERNATIONAL.
Snorresgade 18—20, 2300 København S. Tlf. (01) Sundby 9200 Telex 2792
Smedeland 32—34, 2600 Glostrup Tlf. (01) 96 80 99
21