Atuagagdliutit - 16.09.1971, Qupperneq 4

GENBO TIL GRØNLAND 1.
De frie kræfters frie spil
på Baffin Island
Grønlands genboø forsynes og trafikeres på privat initiativ. Den cana-
diske stat bruger ikke så mange penge, men til gengæld koster et
pund kartofler 6 kr.
AF TORBEN ØSTERBY.
Ritzaus Bureau’s medarbejder
Torben Østerby har i sommer
været på besøg i det arktiske
Canada og har nedfældet sine
indtryk i fire artikler. Grønlands-
posten har sikret sig udgivel-
sesretten til artiklerne, hvoraf
den første bringes her.
v_______________________________,
Frobisher Bay,
Baffin Island i august.
400 kilometer eller godt en halv
times flyvning med et moderne
jetpassagerfly skiller Grønland
fra sin canadiske naboø, Baffin
Island.
På begge sider af Davisstrædet
mellem Grønland og Baffin Is-
land bor mennesker af eskimoisk
oprindelse, og der er ikke væsent-
lig forskel på de levevilkår, som
den barske arktiske natur byder
Baffineskimoerne og eskimoerne i
de grønlandske fangerdistrikter.
Den danske og den canadiske
stat følger derimod hver sin vej,
når det gælder om at sikre be-
folkningen i de arktiske egne en
akceptabel levestandard, som ger-
ne skulle kunne tåle sammen-
ligning med levestandarden i den
sydlige del af de to statssam-
fund.
I Grønland spiller staten den
dominerende rolle, og „privatise-
ringen" er noget, der tages for-
sigtigt på. På Baffin Island, der
administrativt er en del af North
West Territories, holder såvel for-
bundsregeringen i Ottawa som
territorieregeringen i Yellowknife
sig på meget i baggrunden som
muligt og giver villigt plads for
privat foretagsomhed.
Det afspejles klart i de offent-
lige regnskaber. De danske skat-
teborgere betalte i 1970 ca. 580
millioner danske kroner til akti-
viteter under Ministeriet for
Grønland og statsvirksomheden
Den kongelige Grønlandske Han-
del. Samme år brugte regeringen
i North West Territories, der er
på størrelse med en trediedel af
Europa, ca. 30 millioner danske
kroner.
Grønland har ca. 45.000 ind-
byggere, hvoraf 35.000 er født i
Grønland, North West Territories
indbyggertal er omtrent 35.000,
og af disse bor 5000 på Baffin
Island.
NORDAMERIKAS FILOSOFI
— Canada er en del af det nord-
amerikanske kontingent, hvor den
private foretagsomhed er hoved-
aspektet i hele Nordamerikas
filosofi, siger statssekretær A. D-
Hunt, Departement of Indian Af-
fairs and Northern Development
— ministeriet for indianske an-
liggender og udvikling af Canadas
nordlige egne.
Det er derfor ikke unaturligt,
at udviklingen i Canadas arktiske
del har fulgt mønsteret fra det
øvrige Canada. Det offentliges
indsats begrænses til løsning af
opgaver, det private erhvervsliv
hverken kan eller vil løse — altså
etablering af sundhedsvæsen, op-
stilling af uddannelsesprogram-
mer for børn og voksne, sikring
af den offentlige orden o.s.v. Vi
vil undgå en situation, hvor al-
ting er blevet afhængigt af of-
fentlige tjenester og hvor der vil
være for stor forskel mellem vil-
kårene i nord og syd.
Modsat i Grønland er f. eks.
forsyning og trafikbetjening over-
ladt til privat foretagsomhed.
Selv om statsmagten således
undgår at blande sig i det, der
ligner forretning, stiller befolk-
ningen sig kritisk. Regeringerne
blander sig for meget og stækker
det private initiativ for skattebor-
gernes penge, hedder det.
Denne kritik er uberettiget.
Statsmagten har holdt sig borte,
hvor det var muligt, men det er
naturligvis klart, at en række
små samfund kun til en vis grad
kan forsynes alene kommercielt,
siger A. D. Hunt.
HER FØR KRISTUS
Det canadiske statsbudget kender
således ingen tilsvarende post
som den danske finanslovs para-
graf 2.08, „Den kongelige Grøn-
landske Handel". Forsyningen af
de 12 bysamfund på Baffin Is-
land, Grønlands genboø, sker helt
kommercielt.
Flertallet af butikker tilhører
det 300 år gamle selskab „Hud-
son’s Bay Company", hvis initia-
ler H.B.C. har inspireret det ca-
nadiske folkevid til øgenavnet
„Here before Christ" — „Her før
Kristus".
Betegnelsen er ikke uden rod
i virkeligheden. „Hudson’s Bay
Company" fik kontakt med indi-
anerstammer og eskimoer længe
inden kristne missionærer nåede
frem. I mere end to århundreder
ejede og udnyttede „The Bay
store dele af det nuværende Ca-
nada og dets indfødte indbyg-
gere.
Der er ikke længere skindbal-
ler, tranfade og krudttønder i
„The Bay“s butikker. „The Bay"
fremtræder i dag som en moder-
ne kædeforretning, og afhængigt
af skibslasternes ankomst svarer
vareudbuddet til udbuddet i andre
småsamfund i det udstrakte land.
KGH sikrer grønlænderne varer
til stort set de samme priser som
i Danmark, uanset udsalgsstedets
beliggenhed og tilgængelighed.
Denne forpligtelse har hverken
„The Bay" eller andre, der dri-
ver forretning på Baffin Island.
Ved fastsættelsen af udsalgs-
prisen er der taget hensyn til
fragtomkostningerne. En liter
mælk, der kan fås for 2,25 kr.
i Montreal og andre store cana-
diske byer, koster det firedob-
belte i det private supermarked
i Frobisher Bay, Baffin Islands
administrative center. Et pund
kartofler stiger i salgspris fra
omkring 60 øre til 3,50 kr., af-
hængigt af, om det langes over
disken i det sydlige Canada eller
i Frobisher Bay.
Prisen stiger også med afstan-
den på Baffin Island. I Godthåbs
canadiske venskabsby Pangnir-
tung (betyder rentyrenes møde-
sted) er kartoffelprisen nær 6 kr.
pundet. Afstanden til Frobisher
Bay er en god times flyvning.
Trods sortbørspriserne på dag-
ligdagens forbrugsvarer bæres
der kassevis af brød, kartofler,
æg o.s.v. ud af bugen på de små
„Nordair“-rutefly, som uden
statstilskud eller statsgaranti be-
tjener en halv snes småsamfund
i Baffin Regionen og som endog
flyver penge hjem til sine aktio-
nærer.
Der er klart forskel på det
indkøbsmønster, den eskimoiske
Elever til hotel
og restaurationsindustrien
Med henblik på en lærlingeuddannelse indenfor den grøn-
landske hotel- og restaurationsindustri søges mandlige og
kvindelige elever til følgende linier:
1. Reception/kontor (realeksamen nødvendigt).
2. Servering (tjener— realeksamen ikke nødvendigt, dog ønske-
ligt).
3. Køkken (kok — realeksamen ikke nødvendigt, dog ønske-
ligt).
Læresteder: Hotel Godthåb og Hotel Hvide Falk, Jakobshavn.
Ansøgninger bedes sendt til direktionen for Hotel Godthåb,
Godthåb, og vedlægges eventuelle kopier af eksamensbeviser
og anbefalinger.
hotelime iliniartugssat
Kalåtdlit-nunåne hoteline sutorniartarfingnilo ilfniartugssanik
pigssarsiorpugut, illniarneKåsavdlutik måko:
1. reception/agdlagfik (realeksamen pissariaKarpoK).
2. servering (tjener — realeksamen piss'ariaKångilax kigsauti-
ginardlunile).
3. igavfik (igassox — realeksamen pissariaxångilaK kigsauti-
ginardlunile).
illniarfigssat: Hotel Godthåb, NQk åma Hotel Hvide Falk, lluli-
ssat.
illniartungorumanermik xinutigissat soraerumérsimanermut ug-
pernarsautinik piukussfssutinigdlo ilavdlugit nagsiuterxunexar-
put Qnga: Direktionen for Hotel Godthåb, Godthåb.
Der er ingen politisk opbakning i Canada til udvikling af et arktisk bygge-
program, som det kendes i Grønland. Den eskimoiske befolkning hen-
vises til fiberplade huse, som er beregnet til det sydlige Canada og
som fabrikeres på samlebånd til familier med lav indkomst.
politikerinit Canadame issigtume igdluliortiternex, Kalåtdlit-nunånisut ta-
persersornexångilax. eskimOt nåmagissariaxarpait fiberpladinit igdluliat,
Canadame kujasingnerussumut nautsorssussat, fabrikinilo ingerdlatTnavig-
dlugit amerdlasorssuångordlugit suliat ilaxutarlngnut akigssaxånglneru-
ssunut nautsorssussat.
familie og den udsente familie
har. Den eskimoiske families gen-
nemsnitsindkomst ligger væsent-
ligt under den udsendte families.
En indkomststatistik fra Cape
Dorset på vestsiden af Baffin Is-
land viser, at halvdelen af eski-
mofamiliernes indtægt ligger un-
der 22.000 kr. om året (3000 dol-
lars), mens 21 af 22 udsendte fa-
milier har en gennemsnitsindtægt
på 74.000 kr. om året (10.000 dol-
lars).
Den eskimoiske familie er så-
ledes henvist til at inddække sit
forbrug af kød og fisk fra jagt,
fangst og fiskeri, selv om det
gamle fangersamfundsmønster er
brudt og familierne samlet i små-
byer. Indkøbene i butikken ind-
skrænker sig til kaffe, sukker,
tobak og lignende.
Den udsendte familie slipper
for at skulle betale skat til terri-
torieregeringen, hvis indtægter
alene skyldes den canadiske for-
bundsstat, salg af jagttegn etc.
Samtidig modtager den et af-
savnstillæg på ca. 8000 kr. og der-
over pr. år. (Indregnet i oven-
nævnte 74.000 kr.). Et tjeneste-
mandsægtepar får dobbelt tillæg,
børnetal har ingen indflydelse på
tillæggets størrelse.
Det private initiativ sørger så-
ledes for priser, som virker pro-
hibitive for flertallet af eskimo-
iske familier.
AKTIVITETERNE SPRINGER
FREM
— Der tales mange smukke ord
om eskimoerne som canadiske
borgere og om deres rettigheder,
siger formanden for det eskimo-
iske råd i Cape Dorset, Tom Man-
ning.
Uanset hvor i Canada man be-
finder sig, kan man sende et al-
mindeligt brev for 7 cent (ca. 50
øre). Det koster det samme at
telefonere fra Cape Dorset til
Montreal som fra Montreal til
Cape Dorset.
Helt anderledes ser det ud, når
der er tale om varepriser. Per-
sonlig vil jeg foretrække et sy-
stem, hvor bysamfundene i det
arktiske Canada sikres varer til
samme priser som i nationens
tætbefolkede områder.
— Det fri initiativ er en del af
Canada, fremhæver Pangnirtungs
„settlement manager", kæmner
Nigel Wilford. Det vil være for-
kert at indrette samfundet for-
skelligt alt efter hvor i nationen
vi befinder os.
I løbet af de 13 år, jeg har
beskæftiget mig med problemer-
ne i det arktiske Canada, har jeg
været vidne til, hvorledes den
ene efter den anden aktivitet er
sprunget frem, takket være pri-
vat foretagsomhed. Der tilbydes
i dag en langt bedre og billigere
service end for blot få år siden.
Privat initiativ betyder større
effektivitet og mulighed for pris-
konkurrence, og på længere sigt
er jeg overbevist om, at den eski-
moiske befolkning kan høste for-
dele. Jeg indrømmer gerne, at jeg
har set pendulet svinge både frem
og tilbage. Vi må bare huske på,
at Canada er et ungt land og at
det først er i de senere år, ud-
viklingen er kommet til North
West Territories.
Det må være et spørgsmål til
vore politikere, om de vil be-
træde andre veje og følge eks-
emplet på den meget udbredte
statsdrift i Grønland. Skal vi
sætte skatterne i vejret, fordi der
skal ydes tilskud til nedbringelse
af leveomkostningerne i det ark-
tiske Canada? Eller skal tilskud
klares inden for de eksisterende
rammer, så det går ud over andre
områder af den offentlige virk-
somhed?
Det er yderst tvivlsomt, om en
sådan politik kan vinde tilslut-
ning i de folkerige dele af Ca-
nada, hvor man allerede brok-
ker sig over alle de penge, som
løber ud fra enkeltstaterne og
bruges af forbundsstaten, slutter
Nigel Wilford.
LIGE VILKÅR
— Det øjeblikkelige mål for ud-
viklingspolitikken i North West
Territories er at sikre, at den
eskimoiske befolkning opnår lige
vilkår med andre canadiske bor-
gere, betoner direktøren for Baf-
fin Region Barry Gunn.
Der er mange ting, der kunne
gøres bedre, hvis der var penge
til det. Vi eksperimenterer så me-
get vi kan, men omkostningerne
lægger snævre grænser. Fragten
er dyr, og vi betaler langt mere
heroppe end sydpå for elektricitet
og olie.
Det, vi bygger, skal være hur-
tigt og økonomisk. I Grønland
kan man gøre langt mere ud af
standarden, end vi er i stand til,
og vi har aldrig kunnet sætte
arkitekter i gang med at udvikle
boligtyper, som er særlig egnet
til det arktiske klima.
I stedet er vi henvist til rege-
ringens boligprogram, der er ba-
seret på det sydlige Canadas pro-
duktion af præfabrikerede type-
huse. Det er en både lang og øm-
tålelig proces, vi er inde i, slutter
Barry Gunn.
4