Atuagagdliutit - 16.09.1971, Qupperneq 12

Åbent brev fortsat
til A. C. Normann
Fra distriktstandlæge Knud Bonnén, Godthåb, har vi modtaget følgende:
Det glæder mig, at det ansete
blad, Grønlandsposten, optog mit
åbne brev til Dem, fordi jeg nø-
digt ville have undværet Deres
svar, som jo efter Deres mening
må være en lektion i sober jour-
nalistik — efter andres mening
måske ikke en minister værdigt.
Og det er vel i øvrigt et spørgs-
mål, hvem der stemples af tonen
og indholdet i Deres artikel, Dem
eller mig.
I det demokratiske samfund må
den enkelte borger have en hel
naturlig ret til at fremkomme med
kritik, uanset hvem eller hvad der
kritiseres, blot kritikken er be-
rettiget og velunderbygget. Den
angrebne person eller myndighed
mistænkeliggør blot sig selv, som
i Deres tilfælde, ved at undlade
at svare.
Deres artikel er behæftet med
mange unøjagtigheder og fejl, og
selvom jeg ikke er i stand til at
følge Deres journalistiske linie,
skal jeg gennemgå Deres udtalel-
ser, fordi der naturligvis findes
en del autoritetstro mennesker,
som fejlagtigt har den opfattelse,
at det, en minister eller anden
offentlig myndighed fremkommer
med af oplysninger og udtalelser,
altid er korrekte og velunderbyg-
gede.
Den kritiske indstilling, jeg fra
starten har haft overfor ekspe-
ditionen som helhed, var som be-
mærket i det åbne brev, i starten
ikke rettet mod Dem eller nogen
anden, personligt. Men som tiden
gik og jeg fik konkrete oplys-
ninger om turen samt Deres vege
argumentation overfor artikler,
der kritiserede ekspeditionen,
blev det mig mere og mere klart,
at de mod bedre vidende og på
forkerte forudsætninger havde
støttet Monzino. Det er derfor na-
turligt, at De nu må stå til ansvar
herfor, på lige fod med alle andre,
som begår fejl.
Min baggrund for at kunne rej-
se denne kritik er et grundigt
kendskab til Thuledistriktet og
dets befolkning gennem langvar-
rige ophold i perioden 1961 til
1967, hvor jeg i embeds medfør
og under alle vejrforhold som
hundekusk tilbagelagde ca. 15.000
km.
Jeg nærer i dag den største
respekt for denne befolknings-
gruppe, og formålet med min kri-
tik er alene at søge gennemført
en bedre kontrol med lignende
ekspeditioner, hvor grønlandske
fangere er involverede samt at
få forløbet af denne ekspedition
grundigt undersøgt af et uvildigt
udvalg. Deres forsøg på at stemple
Annoncér
i
GRØNLANDSPOSTEN
★
mig som ballademager er for mig
temmelig uforståeligt.
Da De ydermere har udtalt
(Berl. T. 27/5) „Jeg ser ikke, at
der er ting i denne sag, der ikke
tåler at komme frem“, må De da
personligt være interesseret i at
blive renset for disse efter Deres
mening urimelige, perfide, og
nussede beskyldninger.
Deres oftest fremsatte udtalel-
ser er: „Ekspeditionen blev gem-
nemført efter planen, og menne-
sker og dyr kom velbeholdne
hjem". Som ville De sige: „Jamen
hvorfor denne kritik. Der skete
jo ikke noget".
Men det er jo netop det, der
gjorde. Ekspeditionen blev ikke
gennemført efter planen. Den
sluttede ca. halvanden måned ef-
ter den oprindeligt fastsatte
hjemkomst, der var fastsat til
sidst i april eller først i maj.
Fangerne kom ikke hjem til den
bedste fangstsæson, idet hoved-
parten af den hvalrosfangst, der
betinger vinterens hundefoder, og
den isbjørnej agt, som er så nød-
vendig for at skaffe den rigtige
beklædning, ligger i selve ekspe-
ditionstiden.
Selvom penge er rare, kan man
hverken købe hundefoder eller
sympati for dem, når ingen af
delene er til stede.
Monzinos eneste indsats på tu-
ren har været udskrivning af
checks, og det har vel næppe tæ-
ret stort på kræfterne.
Han er ganske simpelt, fast-
surret i sin specialsyede sovepose,
blevet transporteret frem til
Nordpolen af eskimoiske fangere.
De indrømmer i Deres svar, at
der var drikkeri, at der blev be-
gået tåbeligheder, at der var stor
afstand mellem parterne, at der
var svigtende lederegenskaber
(det er formentlig Monzino, De
hentyder til) og alligevel tilbage-
viser De enhver kritik, på trods
af, at De burde kunne have for-
udset alt dette med den baggrund,
De har haft.
Rejsen blev en skandale, des-
værre ikke blot i min fantasi,
men i den barske virkelighed.
Alene Monzinos artikler i de
italienske blade „Tempo" og „Oggi
Illustrato" viser dette med al
ønskelig tydelighed.
De har naturligvis ret i, at man
ikke kan nægte folk at bruge
kontraktfriheden, men jeg anser
det for fuldstændig misvisende
at støtte Monzino mod bedre vi-
dende. En så officiel støtte, han
har modtaget, vil generelt få al-
mindelige mennesker til at op-
fatte sagen som velunderbygget,
så man med god samvittighed har
kunnet hjælpe og støtte vedkom-
mende (i dette tilfælde burde den
støtte aldrig været givet).
Jeg påstår derfor stadig, at De
ikke har sat Dem ind i Thule-
problemerne, da De ganske en-
kelt ikke har forudsætninger her-
for.
Hvorfor deponerede Monzino
spiritus svarende til ca. 600 flas-
ker i Cap Columbia? Jeg vil end-
HOLBÆK SKIBS- & BÅDEBYGGERI
HOLBÆK
umiarssualiorfik umiatsialiorfigdlo
nu engang understrege, at spiritus
ikke hører hjemme på en slæde-
rejse, undtagen i det omfang, det
kræver af en ulykkesituation.
Men 600 flasker svarer nærmest
til, at Monzino kunne oprette en
natklub på Nordpolen.
Den canadiske regering sendte
ret fornuftigt en observatør med,
Russel Hall. Hvorfor vendte denne
observatør om, efter at halvdelen
af turen var gennemført? Den ca-
nadiske regering har sikkert en
interessant rapport fra Russel
Hall, som De burde rekvirere.
Hvorfor fik den grønlandske
tolk, der senere blev tilkaldt, i
Fairbanks besked på at skulle
medbringe pistoler til Monzino?
At han nægtede det og nægtede
at iføre sig politiuniform taler
kun til hans fordel.
I øvrigt skriver Monzino i „Oggi
Illustrato" af 5. juli i år: „Jeg
anmodede om at få nogle geværer,
så vi kunne forsvare os“ (mod
eskimoerne). Selv hans mange
penge kunne ikke hjælpe ham
i den situation, hvor der i øvrigt
er langt mellem våbenbutikkerne.
Hvis sandheden virkelig er, som
De tidligere har angivet, at De
har forespurgt arktiske forskere
og embedsmænd, og disse men-
nesker har fået helt klare oplys-
ninger om ekspeditionen, dens
formål, forsyninger, etc. og at de
så har støttet Deres tilladelse, vil
jeg svare klart nej på Deres
spørgsmål om, hvorvidt jeg anser
disse mennesker for at være vær-
dige rådgivere i denne sag.
Her skal jeg samtidig referere
til Ekstrabladet af 26. maj, hvor
Eigil Knuth, Chr. Vibe og Erling
Høegh går klart imod ekspedi-
tionen.
At jeg ikke skulle have hørt
Deres argumenter, er forkert, da
det netop er Deres utilstrække-
lige argumentation gennem for-
skellige avisartikler, der lagde
spiren til min kritik, og jeg ønsker
kun opklaring, information og
Deres syn på sagen.
De efterlyser en seriøs person,
der ønsker oplysning om punkter
i denne sag,> punkter, De har
kendskab til, og blot spørgsmåle-
ne kun angår Deres medansvar.
Forhåbentlig har De da kend-
skab til alle punkter i sagen, og
hvad angår Deres medansvar har
de tidligere udtalt (Berl. T. 27/5):
..Ministeriet sikrede hundene, men
har ellers intet ansvar". Hvad
havde De egentlig tænkt, denne
seriøse person skulle spørge om?
De siger endvidere, at De ikke
vil udlevere private personer til
min usaglige forfølgelse. Hvis
disse rådgivere ellers eksisterer,
kan de da ikke, i et så officielt
foretagende, som en nordpols-
ekspedition er, være private og
dermed stå uden ansvar. Jeg
ønsker virkelig ingen usaglig for-
følgelse, men vil gerne i åben de-
bat diskutere problemerne med
en hvilken som helst af disse
„private" rådgivere.
Til slut i Deres artikel siger De,
at De lægger mere vægt på de
grønlænderes mening, de grøn-
lændere der lever i Grønland og
deler skæbne med deres lands-
mænd. Hvilken skæbne er det,
man deler i Grønland, hr. mini-
ster?
Dette var en vurdering af De-
res skriftlige svar. Senere er De
til Grønlands Radios „Aktuelt"
30. august kommet med forskel-
lige udtalelser, som ikke bør stå
upåtalt.
De udtaler: „Grønlandsministe-
riet har ikke været involveret i
sagen". Men det må da bero på
en misforståelse, da ingen ud-
lænding — mig bekendt — kan
iværksætte en ekspedition uden
ministeriets officielle tilladelse.
Monzino udtaler da også (Oggi
Illustato 5/7): „De danske rege-
ringsmyndigheder opstillede nog-
le betingelser, inden de udstedte
visum, tilladelse og stempler".
Det må også bero på en misfor-
ståelse i forhold til Deres udta-
lelse (Berl. T. 27/5): „Vi (ministe-
riet) har tilladt starten fra grøn-
landsk territorium".
I Grønlands Radio sagde De:
„Jeg har derimod personligt støt-
tet ham".
Hvis det er rigtigt, mener jeg,
der er sket en kedelig sammen-
blanding af Deres person som
minister og som privatmand.
Hvor om alting er: Kun én gf
forklaringerne kan være rigtig.
Hvilken?
Endvidere sagde De i radioen:
„Om vi kunne have gjort noget
for at gøre dem (fangerne) op-
mærksomme på, de burde lade
være, ved jeg ik^e, og vi har jo
ingen hjemmel til det".
Det må være en selvmodsigel-
se, da De netop i interviewets
start sagde, at De personligt
havde støttet ham og bedt folk
modtage ham venligt.
Mener De hermed at have hjem-
mel til at støtte ham, men ikke
til det modsatte? De fortsætter:
„Ekspeditionstiden ligger uden for
den egentlige fangstsæson og i en
økonomisk dårlig periode".
Forkert. Som tidligere nævnt
er månederne marts/april og maj
helt fortrinlige fangstmåneder,
hvor blandt andet en stor del af
det meget vigtige vinterforråd.
Videre siger De: „Jeg er ikke
skuffet over forløbet af ekspedi-
tionen. Alle gennemførte, og det
gik jo godt.
Det er rigtigt, at der ikke var
døde og sårede, og selv hundene
kom godt hjem. Men det er da
ikke grønlandsministerens skyld.
Det er da ikke ekspeditionens
skyld. Der kunne ligeså godt have
været omkomne. Selv De må vel
vide, at det er farligt, endog livs-
farligt, at fare til Nordpolen.
Og De kan da i øvrigt ikke for
alvor mene, at ekspeditionen gik
godt, når De har kendskab til
disse alvorlige episoder, der
kendetegnede hele ekspeditionens
forløb. De har også selv sagt, at
„hvis Monzino kom til mig i dag
og bad om en ny tilladelse, ville
jeg næppe bidrage til det". Det
kan jeg kun opfatte som Deres
erkendelse af ekspeditionens
uheldige forløb.
„Jeg er skuffet over Monzinos
reaktion efter at være kommet
hjem til Italien, og hans gamle
sygdom, forfølgelsesvanvid, må
være brudt op“, fortsætter De.
De har altså givet Deres mi-
nisterielle, officielle tilladelse til
at søge gennemført en så fysisk
og psykisk krævende ekspedition
af en mand, De vidste tidligere
havde været mentalt syg. Jeg
imødeser gerne en argumentation
herfor.
Endvidere siger De: „Vi vil
foretage en slags afhøring af de
implicerede, ikke til offentliggø-
relse herhjemme, fordi jeg ikke
mener det har noget interesse,
men i Italien". Jeg tror tvært
imod, der bliver flere i Danmark
cg Grønland, der med stor inter-
esse imødeser resultatet af denne
undersøgelse.
De slutter: „Denne ekspedition
ændrer ikke det mindste ved min
indstilling til sådanne ekspeditio-
ner, men man vil måske ligesom
hidtil, men nok i højere grad,
undersøge hver enkelt ansøgning
ud fra sine forudsætninger".
Jeg kan ikke kraftigt nok an-
mode Ministeren for Grønland om
i fremtiden meget kritisk at
undersøge sådanne ansøgninger,
ikke blot ud fra egne forudsæt-
ninger, men så sandelig også gen-
nem folk med forstand på for-
holdene.
Til slut vil jeg citere journa-
listen Lorence Vicenti, der i en
artikel im Monzino i „Oggi Illus-
trato" skriver: „En grusom op-
levelse for fire mænd (de fire
italienske deltagere), der i må-
neder levede et skridt fra døden,
en kamp hvor alle slag gjaldt,
vundet af fire helte med de hø-
jeste idealer".
En skrap mundfuld, når sand-
heden er så ganske anderledes.
Jeg anser denne ekspedition og
hele dens forløb for en skamplet
på al polarforskning, og Danmark
med sine polartraditioner kan
ikke tillade sig tavshed, men bør
gennemføre en undersøgelse, uan-
set hvem det måtte gå ud over.
Hr. minister A. C. Normann,
jeg betragter dette som en fort-
sættelse af mit åbne brev og imø-
deser gerne Deres svar.
Knud Bonnén,
Godthåb.
OFFICIELLE MEDDELELSER
NALUNAERUTIT
Ved udløbet af fristen for an-
meldelse af kandidater til folke-
tingsvalget tirsdag den 21. sep-
tember 1971 var der i 2. opstil-
lingskreds anmeldt følgende 3
kandidater:
1) Erling Høegh med Jørgen
Olsen som 1. stedfortræder
og Marius Abeisen som 2.
stedfortræder.
2) Moses Olsen med Jonathan
Motzfeldt som 1. stedfortræ-
der og Lars Emil Johansen
som 2. stedfortræder.
3) Nikolaj Rosing med Peter
Heilmann som 1. stedfortræ-
der og Niels Holm som 2.
stedfortræder.
I 1. opstillingskreds var der
ved udløbet af kandidatanmeldel-
sesfristen kun anmeldt 1 kandi-
dat:
Knud Hertling med Niels
Svendsen som stedfortræder.
Jeg har derfor i medfør af fol-
ketingsvalglovens § 14 aflyst af-
stemningen i 1. opstillingskreds
og erklæret Knud Hertling for
valgt uden afstemning.
Jeg gør opmærksom på, at fol-
keafstemningen om valgretsalde-
rens nedsættelse finder sted over
hele Grønlartd den 21. september
1971 fra kl. 9,00—20,00.
N. O. Christensen.
„mardlungornerme 21. september
1971-ime folketingimut Kinersi-
nigssame Kinigagssångortitat na-
lunaerutigineKarnigssånut pivfig-
ssarititap nånerane Kinigagsså-
ngortivfiup åipåne Kinigagsså-
ngortitat pingasut uko nalunaeru-
tigineKarsimåput:
1) Erling Høegh Jørgen Olsen su-
jugdlertut åma Marius Abeisen
åipåtut sivnissugssaralugit.
2) Moses Olsen Jonathan Motz-
feldt sujugdlertut åma Lars
Emil Johansen åipåtut sivni-
ssugssaralugit.
3) Nikolaj Rosing Peter Heil-
mann sujugdlertut åma Niels
Holm åipåtut sivnissugssara-
lugit.
Kinigagssångortitat nalunaeru-
tigineKarnigssånut pivfigssarititap
nånerane Kinigagssångortivfing-
me sujugdlerme Kinigagsséngorti-
taK atausinaK nalunaerutigine-
KarsimavoK:
Knud Hertling Niels Svendsen
sivnissugssaralugo.
taimåitumik folketingimut Ki-
nersissarneK pivdlugo inatsime §
14 nåpertordlugo Kinigagssångor-
tivfingme sujugdlerme taisisitsi-
nigssaK taimaititipara nalunaeru-
ligalugulo Knud Hertling taisi-
nertaKångitsumik KinerneKartOK.
ilisimatitsissutigisavara Kinersi-
sinaunermut ukiugssat ikilisine-
Karnigssåt pivdlugo Kalåtdlit-
nunåt tamåkerdlugo inungnik tai-
sisitsinigssaK pisangmat 21. sep-
tember 1971 nal. 9,00 — 20,00.
(ats.) N. O. Christensen.
12