Atuagagdliutit - 02.03.1972, Síða 14

Matak-fabrikation fra a til z
om jagten
på narhvaler i
Thule
Blandt de grønlandske fanger-
samfund indtager polareskimoer-
ne i Thule, verdens nordligste
folkestamme, en særstilling. De-
res distrikt hører til de mest vildt-
rige i hele Arktis, og med en
uovertruffen beherskelse af en
meget alsidig fangstteknik fører
de stadig en omflakkende jæger-
tilværelse, der i mangt og meget
er forblevet uændret siden Knud
Rasmussens dage.
Imidlertid er befolkningen der-
oppe vokset rivende i takt med
et forbedret sundhedsvæsen, og
udgør i dag flere end 6000. Halv-
delen bor i administrationsbyen
K’ånåK, og resten fordeler sig på
5 mindre bygder i et område som
mer rager en samling lave issku-
rede gnejsøer op. Fra øerne har
man en mageløs udsigt horison-
ten rundt, og her ligger bygden,
K’eKertat. En håndfuld små, vejr-
slidte træhuse, et halvt hundrede
polareskimoers hjem. Det meste
af året er K’eKertat delvis af-
folket og et søvnigt sted. Fanger-
familierne skal meget langt om-
kring på hundeslæder for at bjær-
ge føden. Ja, strengt taget er ste-
dets eneste berettigelse somme-
rens overdådige narhvalejagter.
Men i begyndelsen af juli liver
K’eKertat vældigt op. På denne
årstid har midnatssolen ædt store
huller i havisen og gør slædekør-
sel umulig. Jægerne samles nu i
bygden. Kvinderne syer nye be-
træk af skind eller ravndug til
kajakkerne, mændene udbedrer
fangstudstyret og spejder for-
ventningsfuldt døgnet rundt fra
udsigtsklipperne efter narhvaler.
Eskimoernes kødgrave fra sidste
år har længe stået gabende tom-
me, og man har måttet klare da-
Narhvalernes enorme spisekammer i bunden af Inglefield Bredning.
Kilalugkat Kernertat neriniartarfigssuat Kangerdlugssuarme K’ånåp ka-
ngiane.
afstandsmæssigt er større end
Danmark. Dog udstrækkes fangst-
rejserne til et mange gange større
areal.
Thule-fangerne jager først og
fremmest sæler, hvalrosser, nar-
og hvidhvaler og isbjørne. Fangst-
dyrenes kød går til føde for men-
nesker og slædehunde. En del
skind forarbejdes til varmt yder-
tøj, og de tiloversblevne sæl- og
ræveskind indhandles til KGH,
og dækker så nogenlunde beho-
vet for rede penge. I den forbin-
delse er sommerjagten på nar-
og hvidhvaler dog kommet til at
spille en ikke uvæsentlig rolle.
For nogle år siden begyndte KGH
også at indhandle hvalhuden,
mattaken, der kan sælges i dyre
domme i dybfrossen stand til det
sydlige Grønland.
I Thule drives narhvalej agten
med størst udbytte i det 100 km
dybe fjordkompleks, Inglefield
Bredning. Fjorden er sine 20 km
bred, men udvider sig i bunden
til mere end det dobbelte og ud-
gør et nærmest cirkulært bassin.
Bassinet er omgivet af vældige
sandstens- og gnejsfjelde, der fal-
der stejlt i havet og brydes blot
af 5 mægtige gletschere, hvoraf
to er på mere end 10 km bredde.
Her er havet på grund af smel-
tevandstilstrømningen usædvan-
ligt mineralrigt, følgeligt er
planktonudviklingen i de isfrie
sommermåneder overvældende og
giver fed næring til masser af
hellefisk, narhvalernes livret.
Midt i dette enorme spisekam-
gen og vejen ved at pilke ulke
og ved at købe dyre dåsebøffer
på kredit i stedets KGH-depot.
Alle venter og længes og blot
tanken om den lækre hvalhud kan
få tænderne til at løbe i vand.
Midt i juli begynder de inde-
frosne isfjelde i Inglefield Bred-
ning at røre på sig. Ført af tide-
vandsstrømme pløjer isfjeldene
brede render i den rådne havis.
Og efterhånden som systemet af
våger og render udvides, søger
store flokke narhvaler utålmodigt
længere og længere ind, ind til
ædepladseme nedenfor gletscher-
ne.
Omsider rydder en storm fjord-
bunden for is, og kort efter fyl-
des fjorden af blåsten (hvalernes
karakteristiske vejrtrækning) fra
tusinder af narhvaler.
Øjeblikkeligt hopper K’eKertats
fangere i kajakkerne, stikker til
søs, og lægger sig i udkanten af
hvaltrækket. Da narhvalerne er
utroligt sky må fangerne sidde
bomstille og ofte vente i timevis.
Hundreder af sorte, glinsende
rygge boltrer sig omkring jæge-
ren. Hvalerne rejser søen i deres
leg, og ånder ud i pivende prust.
Men i samme øjeblik en hval er
kommet tæt på fangeren, og han
ser sit snit til at komme uagtet
ind på hvalen bagfra, så jager
han frem og slynger harpunen af
al kraft i hvalens ryg.
Hvalen krummer sig sammen i
smerte, pisker voldsomt med ha-
len, og forsvinder i dybet med
fangstblæren og et drivanker slæ-
bende efter sig.
I mellemtiden har den heldige
fanger fået tilkaldt hjælp, og i
fællesskab optager jægerne nu
forfølgelsen. I harpuneret tilstand
bliver hvalen hurtigt udmattet,
og ligesåsnart den kommer op til
overfladen for at få luft, strøm-
mer kajakmændene til og af liver
den med kastespyd og rifler.
Herefter står blot tilbage at
bugsere hvalen ind til kysten,
hvor den ved lavvande bliver skå-
ret ud i fangstparter efter gamle
hævdvundne regler.
Det meste kød gemmes i sten-
Tekst og foto:
IVARS SILIS
grave til vinterforråd. Halestyk-
ket regnes for en festspise, og op-
bevares i hel stand. Noget af kø-
det skæres ud i strimler og sol-
tørres til rejseproviant. Tarmene
er i kogt eller tørret tilstand en
lækkerbidsken. Rygsenerne tørres
til sytråd. Ja, intet går til spilde.
Og en stor del af mattaken sej-
les med motorbåd de 80 km ud
til K’ånåK for at blive solgt til
KGH. KGH betaler 7,50 kr. pr.
kg„ og en stor hval kan indbringe
jægerne op imod 1.000 kr. Der-
til kommer så salget af en even-
tuel tand, som er et eftertragtet
souvenir hos de udsendte, og be-
tales med ca. 45 kr. kiloet.
Således er narhvalejagten med
til at dække polareskimoernes
hastigt voksende behov for kon-
tanter. Og da priserne på sæl-
skind er underkastet voldsomme
udsving alt afhængig af mode-
createurernes luner i Paris, Lon-
don og New York, må omtalte
initiativ i høj grad hilses vel-
kommen.
Imidlertid har KGHs mattak-
fabrikation et men. Som engage-
ret iagttager spørger man sig selv,
er det nu også nødvendigt, at den
enkelte fanger skal spilde mange
dage på transport af den friske
mattak ind til K’ånåK, det er dog
immervæk en strækning på 90
km hver vej. Ikke alene drejer
det sig om meningsløs spildtid
i en kort sæson, men tillige er al
NaujardlaK skærer narhvalsener fri til senere bearbejdning til sytråd.
NaujardlaK piaissoK Kilalugkat Kernertat ujaluinik ujatdliagssanik.
den unødvendige trafik og spek-
takel med til at forurene fjorden
og skræmme fangstdyrene bort.
Hvorfor ikke placere et lille
transportabelt fryseanlæg, drevet
af en benzinmotor, og selve mat-
takfabriken betydeligt længere
ind i fjorden, hvor der er masser
af rindende vand og den fornødne
arbejdskraft. For de ikke indviede
lyder det måske lidt voldsomt at
flytte rundt med en mattakfabrik,
men til dem kan jeg oplyse, at det
drejer sig om en lillebitte skur-
vogn med en almindelig butiks-
vægt og plads til to damer ved
et arbejdsbord. Arbejdsprocessen
er uhyre enkel og lidet pladskræ-
vende. Damerne skyller mattak-
ken, skærer den ud i kilostykker,
og putter dem i plastposer. Ja,
processen er så simpel og pro-
fittene indiskutabel, at mattak-
fabrikationen må være et oplagt
erhvervsemne for et lokalt ini-
tiativ, for et kooperativ eller for
fangerforeningen.
Derudover har jeg en tilføjelse,
der er nok så almen og afgørende.
Enhver erhvervsudvikling i fan-
gerdistrikterne bør ledsages af en
udvidet forskning vedrørende
fangstdyrenes antal, trækruter
m.m., således at man får et nøj-
agtigt billede af den beskatning
den enkelte dyreart, det være sig
hvalrosser, narhvaler, sæler m.v.
kan tåle. Det er et forsknings-
mæssigt område, som der aldrig
er blevet afset tilstrækkelige mid-
ler til, og det hører da ellers med
til enhver blot nogenlunde gen-
nemtænkt fabrikation, at man
danner sig et begrundet skøn over
råvaretilførslen, og ikke som det
desværre alt for ofte er sket i
Grønland, hvor man kortsynet
har udnyttet naturens ressourcer
indtil der ikke er mere at ud-
nytte.
Mon der skulle være narhvaler på fjorden?
kangerdluk Kilalugkanik KernertaKåsanerdlune?
14