Atuagagdliutit - 13.12.1979, Side 23

kun en smule over fjeldtoppene.
Da var det, at folk begyndte at ta-
le om noget, som de kaldte jul.
Overalt, hvor jeg kom ind i huse-
ne, hørte jeg dette ord. Og alle så
så mærkelig glade ud, når de talte
derom, at jeg anede, at det var no-
get, der måtte rumme en meget
stor glæde!
Og så travlt man fik! En travl-
hed, der voksede for hver dag, der
gik. Alle skulle have nyt tøj. Alle
skulle give hinanden gaver. Alt,
alt var forberedelse til noget lyst
og strålende, som vi allesammen
skulle møde på denne tid af året,
som vi i mit land kalder for »Mør-
kets Midte«, fattigdommens og
misfangstens, vinterangstens tid.
Jeg forsøgte en aften at fritte
min plejemoder ud; jeg kaldte
hende efter vor skik nu for lille
bedstemor.
»Lille bedstemor«, spurgte jeg,
»hvad er julen for noget?«
»Julen,« svarede hun, »det er
Jesu fødselsdag.«
»Ja, men hvem var Jesus?« af-
brød jeg endnu mere utålmodigt.
»Jesus,« svarede hun, »Jesus,
det er din og min og hele verdens
frelser!«
Alt det forstod jeg ikke et ord
af. For lille bedstemor, det var jo
min frelser. Og selv havde hun jo
slet ikke været syg. Og hvad vid-
ste hun forresten om hele verden,
og hvad den behøvede. Jeg blev
kun rigtig glad, da jeg fik at vide,
at også jeg skulle have nyt tøj.
Også jeg! tænkte jeg. Hvorfor
al den godhed mod en fremmed
forældreløs, der kun ville være
overgivet til døden af sine egne!
Dette var kun begyndelsen til
alle mine oplevelser. For nu kom
julen. Og vi holdt jul og alt det,
som I kender meget bedre. Men
alligevel vil jeg så gerne, at du hø-
rer videre. For jeg har nu senere
forstået, at alt det, I tror og håber
på her i livet, ligesom er sprunget
ud af julen.
Når jeg nu så gerne vil, at du og
andre blot en eneste gang skal
kende og mærke julen gennem
min mund, sådan som den kom til
mig, så er det, fordi I næsten er
blevet sådan vænnet til julen fra
den tid, da I var ganske små, at
den aldrig rigtig kan blive den
pludselige og store oplevelse, som
den blev for mig, der dog var så
voksen, at j eg kunne tænke.
Vi lå og sov, min lille bedste-
mor og jeg, da vi ude i frostsneen
hører knirken af mange fodtrin.
Det var pludseligt, som om alle
nattens lyde samlede sig uden for
vore vinduer. Så var der stille et
øjeblik, og ud af denne stilhed
hævede der sig så ganske lang-
somt en sang, mange, mange
stemmers sang, der vældede frem
fra stærke, friske struber. Jeg
havde nok hørt folk tale om, at
det var skik og brug at gå fra hus
til hus julenat og synge. Men jeg
havde aldrig tænkt mig det så-
dan; jeg blev så beklemt, så un-
derlig til mode, at jeg måtte bore
mig langt ned under dynen, og her
begyndte jeg så, uden at vide
hvorfor, at hulke; jeg græd, så he-
le briksen rystede.
Min plejemor var sprunget op
og havde tændt tre lys og stillet
dem op i vindueskarmen; så kom
hun hen til mig, løftede dynen og
klappede mig på kinden, selv be-
drøvet, ligesom fyldt af minder,
men med en mærkelig glans i
øjnene. Og så sagde hun:
»Stakkels, lille udøbte! Du græ-
der, fordi du endnu står udenfor
vor juleglæde.«
I det samme døde sangen bort,
og man hørte en mand råbe med
ung og kraftig stemme: »Og jeg
forkynder Eder en stor glæde.
Eder er i dag en Frelser født. Og
hans navn er den Herre Jesus.«
Det var, som om ordene vække-
de natten, den nat, hvor før alt
syntes at sove undtagen de stem-
mer, der sang og talte udenfor vo-
AG
re vinduer. Og da koret istemte en
ny sang, sprang jeg ned fra brik-
sen, greb mit tøj og begyndte at
klæde mig på. Jeg var ikke noget
tudehoved, jeg var en rask dreng,
og nu ville jeg selv være med!
»Lille bedstemor,« næsten råb-
te jeg, »jeg vil med!« Og lige for
øjnene af min forbavsede pleje-
mor smuttede jeg ud af døren.
Jeg vidste godt, at jeg slet ikke
kunne synge med på sangenes me-
lodier; ordene kunne jeg heller ik-
ke. Men jeg havde en fornemmel-
se af, at al min fattigdom netop lå
i denne uvidenhed. Dog forstod
jeg, at det, jeg nu var med til —
det var en hellig handling.
Og her har du nu det, jeg kalder
for mit budskab, en gammel
mands budskab til sine lands-
mænd og til alle andre mennesker
på Jorden:
Af alt det, jeg har gjort i mit
liv, har intet betydet så meget for
mig som den nat, da jeg stjal mig
til at være med i julenattens helli-
ge glæde. Det var min jul, og det
var min største jul, fordi det var
første gang!
Himlen var klar, utallige stjer-
ner blinkede som øjne hen over
sneen, og en spinkel, nyfødt måne
gled som et varsel op over fjelde-
ne. Fra hus til hus listede jeg mig
efter koret og lyttede åndeløst til
salmerne og evangeliet. Og så
mange huse var der, hvor stadig
det samme gentoges, at jeg til
sidst kunne ord og melodier.
Og hvor gik nu egentlig mine
tanker hen den nat? Jeg ved det
knap nok selv! Men det husker
jeg, at jeg, som fra min egen
stamme var vænnet til at bygge
min religion op på gamle myter,
jeg syntes nu, at dette var det
vidunderligste sagn, jeg nogens-
inde havde hørt. For det begreb
jeg straks — måske fordi jeg var
en forældreløs — at her var plads
også for mig! Her vragedes ingen
fattige eller slægtløse ensomme,
her kunne alle komme.
Senere har jeg ofte måtte tæn-
ke på alle vore sagns store helt,
den forældreløse Kagsagssuk, der
mishandledes, hånedes og næsten
suitedes ihjel af sine bopladsfæl-
ler, indtil »Kraftens Herre« steg
ned fra himlen og gjorde ham
stærk og uovervindelig. Denne
Jesus var jo Kraftens Herre for
mine nye bopladsfæller; også han
kom fra himlen; men han gav ik-
ke blot en enkelt, han gav alle
styrke. Og så var der også anden
forskel på disse to Kraftens Her-
rer; Kraftens Herre i vort sagn
lagde overmod til styrken — thi
du husker, at Kagsagssuk selv
endte som en voldsmand, der ud-
ryddede alle sine fjender; men de
kristnes Herre Jesus giver ganske
det modsatte. Han forlener styr-
ken med dyb ydmyghed!
Nå, men alt dette forstod jeg
naturligvis først mange år efter
hin nat, da vi gik fra hus til hus og
sang, indtil dagen gryede. Vi hav-
de netop afsluttet ved det sidste
og skulle til at gå hjem, hver til
sit, da det begyndte at ringe til
gudstjeneste. Kirkeklokkens
malmklang fyldte atter på en
uforklarlig måde mit sind med ve-
mod og jeg løb hjem til min lille
bedstemor og spurgte hende, om
hun ikke kunne lære mig en trylle-
bøn; men det skulle være en tryl-
lebøn for livet. Og da strøg hun
mig igen så mærkeligt mildt hen
over ansigtet og så fremsagde
hun Fadervor for mig.
Der er købekraft
i Grønland — og
man finder frem
til den ved at
annoncere i
GRØNLANDSPOSTEN
Det var første gang, jeg hørte
denne bøn, som I kalder Jesu
egen bøn. Det meste af den kunne
jeg ikke forstå; men jeg gik glad i
kirke og bildte mig ind, at jeg lige-
som kunne mærke en virkning af
de sælsomme trylleord. Jeg følte
min krop så let, og mit sind var
åbent. Og her — med denne min
allerførste, famlende lærdom som
kristen — slutter min fortælling.
Her begyndte min jul, og her vil
jeg ende mit liv.
Du kender vor skæbne, og jeg
behøver ikke at fortælle dig mere.
Du ved, at ikke mange år efter
det, jeg her har fortalt dig om,
indvandrede alle vi østgrønlænde-
re til Vestkysten og lod os døbe.
Og nu ser du mig her. Jeg er kun
en enfoldig mand og har alle dage
været ringe til at tænke og dårlig
til at forstå. Og dette er vel også
grunden til, at jeg som kristen og
nu som gammel mand aldrig er
kommet længere end til juleaften
og til Fadervor. Her er for mig be-
gyndelsen, og her er enden.«
Kuanja havde talt uden at gøre
ophold. Han havde nøje gennem-
tænkt, hvad han ville sige mig.
Men nu standsede han pludselig.
Oppe ved skolen var mænd og
kvinder samlet, klar til at feste på
kaffe, tobak og figner. Kuanja så
sig omkring; ingen var i nærheden
af os, ingen skænkede os i øjeblik-
ket en tanke. Atter rømmede han
sig. Og denne gang forsøgte han
slet ikke at skjule sin bevægelse.
»Knud,« sagde han, »du ved, at
jeg aldrig har været en kryster.
Jeg var aldrig ræd for at færdes i
storm; og havet skræmte mig hel-
ler ikke. Nu har jeg lagt op og
kommer aldrig længere end op på
mit hustag. Men du, du skal nu
over havet, det store hav, hvor
der intet land er, men kun him-
mel. Du skal aldrig være bange
for at føle dig lille, blot du aldrig
er fej g. Læg dig på knæ foran mig
og modtag en gammel mands vel-
signelse.«
Og så hviskede han Fadervor
frem, ganske langsomt og med
skælvende stemme.
Vi skiltes med et håndtryk
uden at sige mere til hinanden.
Jeg skulle jo op til alle dem, der
havde samlet sig for at fejre vort
besøg. Men undervejs op til alle
de kåde og leende klynger var det,
som om jeg stadig kunne høre Ku-
anjas første juleklokker ringe.
Og nu har jeg forsøgt på at op-
fylde hans sidste ønske. Jeg ved
ikke, om han er død; men jeg ved,
at hans ord lever i mit sind.
sule atautsimik mana pi'ssutigssaicardlualerpoK
POLARMAGASIN ET me pisiniarnigssamut....
måna iluagtipoK
Nu er der en god grund mere til,
at handle i POLARMAGASINET..
lykkedes det
tugdlusimårutigalugulo nuånårutigårput 1. decemberimit Ole Lennert pisiniarfiutivtine
sulilermat.
Ole Lennert »SisimiormiutoKauvoK«, Cecilie Jokum Lennertivdlo ernerat. Ole Lennert
Danmarkime niuvernermut tungassunik iliniarsimavoK, 39-nik ukiulik, nuliarålo Ausiang-
mio Elisa (Rosbach), sisamanik KitornaKardlutik, nukagpiamat 2 niviarsiarKatdlo 2.
Ole Lennert ukiune ardlanartune KGH-me Ausiangne sulisimavoK pisiniarfiup ingmikor-
tuisa ilane pissortauvdlune. 1968-mitdle Ole Lennert pisiniarfingme Dobi A/S-me, Ausiait,
sulisimavoK ingmikortortaKarfingme pissortauvdlune.
Ole Lennert uvagut isumarput maligdlugo Kalåtdlit-nunane »pisiniarfingmiut« pikoring-
nerssaisa ilagåt, periausia nuånersoK inugsiarnersordlo uvagut »silåinavtinut« nalemut-
dluardlune. Ole Lennert uvavtine, Sisimiune pisiniarfivtine pisiniarfingme pissortatut/suli-
ssunut pissortatut atorfenalerpoK.
Kularutigingitdluinarparput Ole Lennert sulissugut pikorigsut avdlat penatigalugit pissu-
tigssat pitsaussut amerdlanerussut ilagisagåt Polarmagasinetime pisiniartarnigssamut.
pitsaunerpåt pivdlugit- ama sulissorissanut tungatitdlugo — ilisarisimaneKarneruvugut.
Vi er stolte og glade over, at vi pr. 1 december har fået Ole Lennert ind i firmaet.
Ole Lennert er »gammel« Holsteinsborger, søn af Cecilie og Jokum Lennert. Ole Lennert
er handelsuddannet i Danmark, han er 39 år, gift med Elisa (Rosbach) fra Egedesminde,
de har 4 børn, 2 drenge og 2 piger.
Ole Lennert har i en årrække været ansat i K.G.H. i Egedesminde, som butiksafdelingsbe-
styrer. Siden 1968 har Ole Lennert været ansat i Varehuset Dobi A/S, Egedesminde, som
l.st mand/afdelingsleder.
Ole Lennert er efter vor mening en af Grønlands dygtigste »butiksfolk«, hans behagelige
og venlige væremåde passer fint ind i vor »atmosfære«. Ole Lennert er hos os ansat som
butikschef/personalechef i hovedforretningen i Holsteinsborg.
Vi er overbeviste om, at Ole Lennert sammen med vort øvrige dygtige personale vil være
en god grund mere til, at handle i Polarmagasinet.
Vi er mest kendt — for det bedste — også personalemæssigt....

SINET I
SYS & JØRGEN LINGS . BOX 81 . 3911 HOLSTEINSBORG
23