Atuagagdliutit - 13.12.1979, Blaðsíða 26

AG
Mit liv blandt
qallunaaqeme
»Det var en glædens
tid, og en tid hvor
man lærte noget.«
»Der var så meget hval, at der ik-
ke var nogen, der gjorde sig den
ulejlighed at dele det op til hver
husholdning. Alle tog bare selv
fra bunken udenfor.
Inden længe havde alle kvin-
derne hvalskind hængende til tør-
re i solen; dem ville de lave såler
af til kamikker. Skindet bliver
hvidt, når det tørrer, og endnu
hvidere når man har tygget det.
Der manglede ikke materialer, og
selv små piger som jeg fik skind,
som allerede var skåret ud, så vi
kunne lære at lave støvler. Det
En højst udsædvanlig bog
Lektor Inge Kleivan præsenterer her _
Mumie Aodla Freeman’s bog.
Uddragene fra bogen vil blive bragt i
tre artikler i AG.
»Mit liv blandt qallunaaqeme«
handler ikke, som man måske
umiddelbart skulle tro, om en
grønlænders liv blandt danske-
re, men om en inuks liv blandt
canadiere. Det er titlen på en
bog, som udkom sidste år i Ca-
nada »Life among the Qalluna-
at«. Den er skrevet af Minnie
Aodla Freemann, som er født
på Cape Hope Island i James
Bay i det nordlige Canada.
Hun fortæller her om de før-
ste 21 år af sit liv, om livet med
familien, der levede som fange-
re, om oplevelserne på skoler,
hospitaler og arbejdspladser i
det nordlige Canada blandt
eskimoer, indianere og en-
gelsktalende og fransktalende
canadiere, protestanter og ka-
tolikker, og om opholdet på et
tuberkulosehospital og den før-
ste tid i en storby i det sydlige
Canada.
Her er både korte episoder,
der giver et glimt af hendes op-
levelser og længere mere sam-
menhængende beretninger.
Det er en højst usædvanlig bog
skrevet af en klog kvinde med
stor livserfaring. Hun fortæller
om, hvordan hun som barn lær-
te sit folks kultur at kende og
om forholdet til de enkelte fa-
miliemedlemmer, og hun for-
tæller om, hvordan hun som
ganske ung oplevede modet
med en fremmed kultur. Hun
prøver at give læserne et ind-
blik i, hvordan folk med hen-
des baggrund tænker og foler,
og hvad der er filosofien bag
deres reaktioner. Hun har ikke
selv været meget herre over
det omskiftelige liv, hun har
ført, og hun har tavst fundet
sig i mange ting, men som vok-
sen prøver hun nu at give ud-
tryk for, hvad hun dengang føl-
te. Det er en bog om kulturkon-
takt skrevet af en eskimo, men
det er også en bog om, hvordan
det er gt være pige, skrevet af
en kvinde.
Minnie blev født i 1937, da
begge hendes forældre var 17
år. Hendes farmor fungerede
som jordemoder, og hendes
mormor var også til stede, og
hende blev hun opkaldt efter.
Ved fødslen blev hun lovet
væk som vordende brud til
sønnen i en anden familie. Ef-
ter gammel eskimoisk skik
kom hun også til at stå i et
ganske særligt forhold til den
person, som gav hende det al-
lerførste tøj på. Det var hans
ansvar at vejlede hende og gø-
re hende til det menneske, hun
skulle blive til. Han gav hende
gaver ved særlige lejligheder,
og hun kaldte ham sanariar-
ruk, han som former mig.
Da Minnie var fire år, blev
moderen syg og døde. Den fa-
milie, som hun voksede op i,
bestod derefter af bedstefade-
ren, bedstemoderen, faderen,
Minnie og hendes lillebror.
Nogle af hendes første erin-
dringer er knyttet til tiden ef-
ter en hvalfangst.
Inge Kleivan.
LAST 1041
Skibsinventar — Sejl- og Presenningsdug — Wire — Tovværk — Ankere —
Kæder — Værk — Beg — Plast fendere og Bøjer — Takkelgods.
umiarssuit iluine pisatagssat — tingerdlautigssiat uligssiatdlo — vdjarit —
agdlunaussat — kitsat — kalungnerit — agdlunaussat inguvtigkat — uvse-
rut — angatdlatinut kagdlusséunavérxutit — pugtaKutitdlo — angatdlémut
agdlunaussaKUtigssiat.
CARL ENGHOLMS EFTF. A/S
Skibsinventar
Strandgade 38 K — Telegram-adresse Ankerketting — Tlf. (01) 57 14 72
skulle selvfølgelig være et lille
par. Jeg besluttede at lave et par
til min bror, men bedstemor på-
pegede, at jeg måtte give dem til
min sanariarruk. Ligesom alle an-
dre børn græd jeg, fordi jeg gerne
ville have, at min bror skulle be-
holde det, sopi jeg lavede. Men
skikke er skikke, og da jeg var
færdig, måtte jeg gå ned til min
sanariarruks telt og give ham
støvlerne. Han omfavnede mig og
gav mig al den ros, som jeg kunne
ønske. Det opmuntrede mig, så
jeg gik hjem og bad om at få lov
til at lave et par til til ham. Men
nej, det skulle være noget andet.
Det var kun de ting, som jeg lave-
de for første gang, som han skulle
have, sådan var det løfte, der var
blevet givet, da han havde klædt
mig på, da jeg blev født. Min bed-
stemor sagde så, at jeg kunne la-
ve et par til min bror. Ligesom
med det første par tyggede jeg
skindet for at gøre det blødt, og
bedstemor lavede mønstre til
mig.
Erfarne kvinder kan lave et par
på en dag, men det tog mig tre da-
ge at gøre et par støvler færdige,
der passede til et fire års barn. Al-
le små piger på min alder lavede
støvler, der var så meget materia-
le rundt omkring. Det var virkelig
en glædens tid, og en tid hvor vi
lærte for fremtiden, så vi ville
blive i stand til at tage vare på vo-
re mænd og børn.«
»Det er sommetider
pinefuldt at lære.«
»Der kom indianere til vores lejr,
og de blev hilst velkomne. Grun-
den til at de kom var, at de ville
købe støvler for varer eller for
penge, særlig forårsstøvler, som
det er endnu mere trættende at la-
ve. Der var en mand, der ville ha-
ve tre par, og han planlagde at
blive og vente på dem. Alle kvin-
der og piger tyggede skind i de
næste par dage. Bedstemor tyg-
gede også skind, og hun mindede
mig i en uendelighed om at gøre
det ordentligt: »Minnie, tyg ikke
uden at det interesseser dig, tænk
på bær, og din mund vil blive me-
re fugtig, og du vil blive så meget
hurtigere færdig med at tygge.
Hold det på denne måde og gå
frem og tilbage, vend det om på
den anden side nu og da. Hvis du
tygger uden at være opmærksom
på, hvad du laver, vil du kun blive
træt i kæberne.« Jeg måtte lære
så mange ting det år, sandsynlig-
vis ting som jeg måtte kunne af
hensyn til min fremtid. Jeg måtte
opgive mange ting, som jeg fore-
trak at gøre som f. eks. at gå ud i
skoven med min bror, jage ryper,
sætte snarer op for kaniner, samle
harpiks fra grantræerne og se ef-
ter rævespor, og bære spædbørn
på ryggen for andre kvinder. Det
er nogle gange pinefuldt at lære
og ikke være i stand til at gøre,
hvad man ønsker.«
»Det var fredeligt.«
»Efter at have tilbragt nogen tid
på sydsiden af øen flyttede vi til
den nordøstlige del; der er der
bakket med klipper, og der er
pletter med bær, hvor gæssene
kommer for at spise og sætte sig
godt til rette og blive fede. Det
var her, min bror skød sin første
gås, og det var en begivenhed,
som gjorde mig meget begejstret.
Min bror og jeg kom måske ikke
altid så godt ud af det med hinan-
den, men hvad han end gjorde for
første gang, så virkede det altid
så opløftende på mig. Begejstrin-
gen fik mig altid til at glemme
traditioner og skikke. Hvad det
end var, han dræbte for første
gang, så skulle hans sanariarruk
altid have det. Det fik sandelig
min begejstring til at falde til jor-
den. Det plejede at tage mig et
par dage at komme over min skuf-
felse over, at jeg ikke var i stand
til at nyde min brors fangstheld.
Det var en smuk måned, solen
WIKIIMC3 BOAT 2B
Eksempel:
100 HK fart 15-16 knob, forbrug
ca. 1 Itr. diesel/n.mil
150 HK fart 19-21 knob, forbrug
ca. 1,3 Itr. diesel/n.mil
180 HK fart 21-23 knob, forbrug
ca. 1,6 Itr. diesel/n.mil
SABB/FORD marinediesel sikrer
dig solid motordrift.
Godkendt af Norske Veritas.
WIKINGBOAT 28 er fuld af komfort.
Velindrettet agterkahyt med salon
og stort pantry. Soveplads til 3
voksne. Stort cockpit med sidde-
plads til 8 voksne. Forcabin med 3
sovepladser, sep. toilet og garde-
robeskab.
Vi er ekspert i hurtiggående mo- torbåde med diesel, skriv efter
nærmere oplysninger/priser/
brochurer
Hl Hi lid iSi j j é
AUTRO MARINE
DK-5400 Bogense.
Telf. 09-81 19 81/
skinnede, slog ligesom ned og
gjorde sit job med at smelte sneen
og gøre isen på havet tyndere.
Min far kunne sidde i timevis på
odden ikke langt fra lejren, klædt
i noget tøj uden stærke farver, for
at fuglene ikke skulle få øje på
ham. Min bror og jeg skiftedes til
at bringe ham te i løbet af dagen.
Når han kom hjem, sov vi. Når
jeg vågnede næste morgen, slog
duften af nykogt gås imod min
næse. Jeg stak mit hoved op for
at se, hvem der var oppe, og der
var min bedstemor allerede i fuld
gang med at plukke flere gæs.
Hvadenten hun sad med ryg-
gen til mig eller med siden til, så
vidste hun, at jeg var vågen;
»Minnie, du vil få usunde børn,
hvis du bliver længere i sengen.
Gå ud og se på verden.« Min fan-
tasi begyndte at arbejde, og jeg
forestillede mig mine usunde
børn. Men jeg kunne aldrig fore-
stille mig et spædbarn, som var
mit eget; det blev altid folk, jeg
kendte, som havde et eller andet
handicap. Min onkel, som var
krøbling, kunne vise sig i et glimt;
en af vore hunde som havde eet
lille øje; en indianer som havde
spjættende bevægelser, når han
gik. (Det er først i dag, at jeg for-
står, hvad min bedstemor mente
med »usunde«: de som er forkæle-
de, dovne eller uvenlige, løgnere,
tyve, folk som snyder og hykler).
Hvordan skulle jeg kunne få den
slags børn bare ved at blive i sen-
gen nogle få minutter længere?
Jeg måtte stå op og se på verden
rundt om mig; den var fredelig.«
»Dukken, der varede
meget længere på
væggen.«
»Tre hundeslæder tog af sted til
Moosonee for at handle. Det var
meget spændende for hele boplad-
sen, for man mente, at alting kom
fra Moosonee. Jeg fik at vide, at
jeg ville få en dukke, en rigtig en,
ikke en der var lavet af klude eller
sten. Jeg fik dukken, men jeg kom
aldrig til at lege med den; min
bedstemor ville ikke tillade det.
Hun lod dukken hænge på væg-
gen, lige oven over vores qullih,
vores spæklampe. For hende var
den alt for smuk til at lege med,
så hun gemte den som klenodie.
Jeg fik kun lov til at se på den.
Jeg plejede at klatre op på bordet,
26