Atuagagdliutit - 13.11.1980, Blaðsíða 4

UUMMANNAQ
Qaqqaq uummannangasoq Uummannaq nunaqarfiusimasup Uummannatsiap avataa-
niit sikup sinaaniit isigalugu.
Det hjerteformede fjeld, Uummannaq, set fra iskanten ved den nedlagte bygd Uum-
mannatsiaq og foran bygden Ikerasak.
Skolen, hvor de danske
lærere taler grønlandsk
AGs rejsefører, skoleinspektør Josef Motzfeldt, for-
tæller om den meget grønlandske skole i Uumman-
naq, om kontakten med bygderne, om integreret un-
dervisning og om politikere på glat is efter hjemme-
styrets overtagelse af skolevæsenet.
Pludselig er der en prik i det fjerne.
Vi mødte vores rejsefører ved
iskanten ud for Uummannaq,
hvor lægebåden »Deichmann« lå
med stævnen trykket op i isen.
Det meste af vinteren og for-
året havde isen omkring Uum-
mannaq været gået, og det tog
»Deichmann« omkring 40 minut-
ter at sejle over det åbne vand.
Skibet skød en flot fart, og skip-
per, Kaale Malakiassen, fortalte,
at motoren endda havde måttet
plomberes. Før havde den sejlet
så stærkt, at der selv i havblik
stod en stråle af vand ind over
dækket fra kædehullet til ankeret
ved stævnen.
Vi ventede et stykke tid ved
iskanten. Der var ikke en sjæl at
se. To fra besætningen brugte
ventetiden til at gå på sælfangst
ned langs iskanten, og en fanger,
der havde fået et lift, begyndte en
lang vandring ind over isen til si-
ne sælgarn ved et isfjeld ude i ho-
risonten.
Isen brækkede op hele tiden,
mens vi ventede. Stille og roligt
kom der revne på revne i den.
Langsomt flød flagerne væk som
brikker i et indviklet puslespil.
De to besætningsmedlemmer
kom tomhændede tilbage. Det
samme gjorde fangeren. Det be-
gyndte at blæse lidt op. Så plud-
selig blev en prik opdaget langt
inde på isen.
Prikken kom nærmere og nær-
mere. Langsomt blev den til 12
hunde og en slæde. Lidt efter kun-
ne vi skelne mennesker. Til sidst
var de fremme ved iskanten, og vi
hilste på Joseph Motzfeldt, skole-
inspektør i Uummannaq og af alle
kendt som Tuusi, hans kone Vivi,
der også er lærer, samt to af deres
fire børn. Familien havde været
på fangst ved den nedlagte bygd
Uummannatsiaq, og store helle-
fisk blev nu losset på skibet. Det
samme blev hunde og slæde,
hvorefter »Deichmann« returne-
rede til Uummannaq og varm kaf-
fe blev serveret i mandskabska-
hytten.
Rundrejse
Tuusi skulle på en rejse rundt i di-
striktet for at besøge bygdesko-
lerne og for at tale med forældre.
Forældre til børn, der skulle i 9.
klasse havde i flere bygder søgt
om at få børnene ud af skolen, for-
di de skulle gennemføre 9. klasse i
byen Uummannaq. Det var for-
ældrene imod.
— Forældrene siger, at børnene
kommer væk fra fangst og fiskeri,
og at det derfor er sikrest at tage
dem ud af skolen, forklarede Tuu-
si. — Jeg skal have talt med for-
ældrene, og jeg håber at vi kan
komme igennem med at få opret-
tet 9. klasser i bygderne.
Det var på denne rejse, han
havde indvilget i at have os med,
så Uummannaq i AG ikke kun
blev byen men også bygderne.
Imidlertid satte dårligt vejr
ind, og i tre dage ventede vi for-
gæves på en helikopter fra Mar-
morilik, som Greenex havde lovet
at flyve os til Nuugaatsiaq. Til
sidst opgav vi og rejste en sen af-
ten igen med »Deichmann«, men
denne gang mod iskanten ud for
Ulorsuit.
I en uge rejste vi rundt, og
overalt blev Tuusi modtaget med
åbne arme af sine ansatte. Be-
tænksomt havde han gaver med
til sine lærere.
— Når man bor i en bygd, er det
rart at få en lille gave, forklarede
han.
Alle steder holdt han møder
med både lærere og rengørings-
personalet, foruden at han fik
snakket med forældre — enkelt-
vis og ved forældremøder.
— Jeg forsøger at besøge alle
bygder mindst to gange om året.
Det er vigtigt at der er god kon-
takt, forklarede han på et tids-
punkt, og det hører til undtagel-
serne, at der indgår helikoptere i
rejserne. Normalt kører han sit
distrikt igennem på sin slæde
med sine hunde.
En grønlandsk skole
På rejsen fik vi en fornemmelse
af, hvorfor Uummannaqs skole-
væsen gennem 70’erne er blevet
lidt af et mønsterskolevæsen i
Grønland. Men det var i Uum-
mannaq by, at vi fik »beviset«.
By skolen har i alt 16 lærere.
Omkring halvdelen var danske,
men da vi besøgte skolen, så var
det ikke dansk, der dominerede
snakken.
Tilsyneladende talte samtlige
danske lærere grønlandsk, og
Tuusi bekræftede, at kun een ene-
ste af de danske lærere ikke talte
grønlandsk.
— Men han forstår, hvad der
bliver sagt på grønlandsk, tilføje-
de Tuusi.
Langt størsteparten af de dan-
ske lærere havde alle først boet en
årrække i en bygd i distriktet.
Her havde de lært grønlandsk,
grønlandsk levevis, fangerlivet,
og det var karakteristisk, at læ-
rerne alle havde hundespand og
slæder.
AG: — Det er anderledes end
mange andre steder på kysten?
Tuusi: — Det er det nok, og det
betyder, at mange sprogkonflik-
ter i'dagligdagen undgås. Det er
meget vigtigt, at en stor del af læ-
rerstaben har boet heroppe læn-
ge, flere i fem, seks år. De kan tale
med børn og forældre, løse løben-
de misforståelser, og de kender
børnenes og forældrenes livsform.
— Har det været en bevidst po-
litik først at sende nye danske læ-
rere ud på bygderne?
— Nej, det var mere tilfældigt,
men jeg har været meget op-
mærksom på, om det har kunnet
lade sig gøre. Det har betydet, at
vi har fået meget stabile folk her-
op. Folk, der fra starten har væ-
ret interesseret i at leve i nær kon-
takt med den lokale befolkning.
— Underviser de også på grøn-
landsk?
— Nej. De kan klare dagligdags
problemer på grønlandsk, men
underviser fortrinsvis på dansk.
Kun en enkelt har gennemført al
undervisning på grønlandsk.
Tuusi har grund til at være til-
freds, og det lægger han ikke
skjul på, han er. Men ingenting
varer evigt, og i sommer rejste he-
le ni danske lærere fra Uumman-
naq distriktet, de fleste fra bysko-
len. Nye lærere er kommet op, de
fleste direkte fra Danmark, enkel-
te grønlandske.
Fælles skolegang
Efter Tuusis rejse rundt i distrik-
tet er der blevet oprettet 9. klas-
ser i de fleste bygder. Børnene er
således blevet i skolen. Den nære
kontakt mellem skole og forældre
har igen givet resultat.
Den har givet mange andre re-
sultater. Skolevæsenet i Uum-
mannaq har været pioner inden
for integreret undervisning af
danske og grønlandske børn.
— Vi startede allerede i 1975,
og vore erfaringer er gode, fortal-
te skoleinspektøren på sit kontor.
— På det tidspunkt havde vi me-
get få danske børn, og de var til
gengæld kede af det, usikre og de
fungerede dårligt i skolen. Midt i
skoleåret lavede vi så det hele om
og integrerede dem med de grøn-
landske børn. Mange forældre var
skeptiske, men eksperimentet er
gået bedre end frygtet. Børnene
er helt med.
AG: — Har børnene helt den
samme undervisning?
— I langt de fleste fag, ja. Men
vi forsøger at give en målrettet
modermålsundervisning til begge
sproggrupper, så en sproggruppe
ikke dominerer eller hæmmer den
anden. Men selvfølgelig er vi hele
tiden opmærksomme på, hvorvidt
fordelen nu er større end eventuel-
le ulemper. Socialt er der ingen
tvivl om, at integrering af danske
børn i den grønlandske skole er
bedst, men børnene skal jo også
lære noget, og f. eks. har grøn-
landske forældre været nervøse
for, at de danske børn hæmmer i
faget grønlandsk.
— Har du været nervøs?
— Selvfølgelig har jeg det, og
vi har derfor også kontakt med de
danske børn, som rej ser tilbage til
Danmark. Det er de danske børn,
der kan komme i klemme, men
ifølge spørgeskemaer udsendt et
halvt år efter at de er startet i
dansk skole, så har alle hidtil kla-
ret sig godt.
Politikere på glatis
Tuusi, der kommer fra Igaliko i
Sydgrønland, har været i Uum-
mannnaq et årti. Han har altid
kæmpet for en grønlandsk skole,
og nu står han som alle andre sko-
leledere midt i skolens overgang
til hjemmestyret.
—■ Det vil løse mange proble-
mer, men ikke nødvendigvis alle.
Mange beslutninger skal nu rundt
via Nuuk, hvor der også sidder
folk, som ikke kender de lokale
forhold, forklarede han. Han pe-
gede også på, at med overgangen
til kommunernv er det blevet læg-
mænd, som skal bestemme over
skolen, og det indebærer en lære-
proces både for dem og skolernes
personale.
— Har de lokale politikere vir-
kelig en politik, så kan de præge
skolen meget, og der vil kunne op-
stå store forskelle fra distrikt til
distrikt. Politikerne har fået et
stort ansvar. Ved de ikke, hvad de
vil, så bliver det embedsmænde-
ne, der kører rundt med dem.
AG: — Hvordan er det i Uum-
mannaq?
— Mange af vore politikere har
udtalt, at de føler sig på glatis, at
de må føle sig frem og gå forsig-
tigt. Det er meget ærligt, og jeg
tror, at vi langsomt men sikkert
vil nå frem mod en skole, der mø-
der folk, hvor de er.
4