Atuagagdliutit - 13.11.1980, Blaðsíða 8

Nunaqarfik
nakkaannaru
manngitsoq
UUMMANNAQ
Nangeqqitaq
manna assersuutissaavoq Gree-
nexip uagutsinnik uukapaatitse-
riartarneranut. Puisit unnukkut
ullukkulluunniit assigiimmik
naaamasarput.
Nooqqippoq
Jacob Dalager Ukkusissani 1957-
imiit 1978-imut najugaqarpoq.
1978-imi Nuugaatsiamut nuup-
poq. Nulia Agnete Nuugaatsiami
niuertorutsitut atorfinitsinneqar-
simavoq.
Ulloq nuanninngikkaluaqaaq.
Nunaqarfimmiut nunaqqatertik
nuannarisartik nuulersoq qinnui-
gisimavaat kommunalbestyrelse-
mi tassannga aallartitatut ataan-
naqqullugu.
Jacob Dalageri qinersivik naal-
lugu Ukkusissanit aallartitatut i-
laasortaavoq. Qinersisoqarmat
nunaqarfittaamini qinigassan-
ngortinngilaq.
Inuit ilisarivillugit misigisi-
manngilaq. Oqarpoq kommunal-
bestyrelsemi ilaatigut ujariagi-
sarlugu.
Nassuerporlu arlaatigut Ukku-
sissanut uterumaarnerminik pi-
lersaarami. Nuugaatsiami pinia-
gassarissaarnerugaluartoq Ukku-
sissani najugalittut misigisima-
saannarpoq.
— Pitsaanerpaassagaluarpoq
Ukkusissarmiut tamarmik maa-
nga nuussinnaagaluarpata, nas-
suiaavoq. Taamaalinerani Agnete
atorfilittut illuani kaffisorpugut.
— Qanga piniagassat malersorlu-
git inuit nutsertarput. Assortor-
neqarsinnaanngilarlu maani Uk-
kusissanit piniagassarissaarnero-
qimmat.
Misilinneqarfik
Ilaqutariit Dalagerikkut Ukku-
sissani ikinngutitik ilisarisimasa-
tillu maqaasigaluarlugit nunaqar-
fittaaminni inuuneq misilinneqar-
fittut atorpaat.
Ukiorpassuarni Nuugaatsiami
nungujartuaartuarsimavoq. Taa-
mani inuit oqartarput qinngarna-
runavissumik: — puisinngooq qi-
musseq Nuugaatsiamit aggersoq
takuguniuk aqqassanngilarluun-
niit, Ulorsuarnili aggerpat qanga-
li allumimut aqqariissaaq.
Taamaakkunnaarsimavoq. Nu-
naqarfiusunili Nuugaatsiaq nu-
ngutitaasutut utaqqisaannan-
ngorsimagaluarpoq. Ukiorpassu-
arni nunaqarfik qallunaat inger-
latsineranni minitaajuartarsima-
voq. 60-ikkut ingerlanerata ilaru-
jussuani nungutitaasussatut ta-
korluugaagaluarpoq. Tamanna
nunaqarfiup imminut napatinni-
arsarineranik kinguneqarpoq.
1967-imi nunaqarfimmiut arlalis-
suit qajaqaraluarput umiatsianil-
lu glasfiberinik peqarani. Pujor-
tuleeqqat ataasiakkaanguit kisi-
mik piugaluarput.
Piffissaq qimmutingajalersorlu
nunaqarfik nungutitassaajun-
naarpoq, ullumikkut piniarneq si-
uariartoqaaq. Arlalinnik piniar-
torsuarnik inoqarpoq, tamakku
Jacob Dalager ilagilerpaat. Ullu-
mikkut nunaqarfimmit inuutis-
sarsiornikkut ineriartornissamik
noqqaassuteqarput, nioqqotissi-
orfittaarusupput, annerusumik
tunisisinnaalerumapput, pitsaa-
nerusumik angallatinik tikinne-
qartalerumapput nioqqutissias-
sat amerlanerusut tunisinnaaju-
mallugit. Asumi nioqqutissianik
ujameriappoq

Nuugaatsiaq har masser af ressourcer, forklarer Jakob Dalager,
som er flyttet til bygden efter i mange år at have boet i Ukkusissat
og været Marmoriliks kritiske nabo.
Malittariittorsuullutik sikuinnarsuakkut ingerlaarput putsup qullariartuaarnerani.
Det var nærmest en hel karavane, der begav sig afsted over den kæmpemæssige isslette, hvor tågen var ved at lette.
Klokken var seks om morgenen,
da »Deichmann« ramte iskanten
med et lille bump. Turen fra Uum-
mannaq havde været syv timers
zig-zag gennem tæt drivis, og
iført lånt sælskindstøj var vi nu
klar til at fortsætte rejsen på slæ-
de.
Vore nye værter var allerede
kommet. De havde sovet ved
iskanten om natten, og foran os lå
tre telte over tre slæder.
Solen var endnu ikke brudt
igennem. Den var vel knap nok
kommet fri af fjeldene denne april
morgen, og der var intet at se om-
kring os. Tågen lukkede af for
vandet bag »Deichmann« og for
isen foran teltene. Vi kunne befin-
de os et ensomt sted i rummet,
men vi befandt os næsten lige ud
for Ulorsuit. Her havde Peter
Møller og Jakob Dalager fra Nuu-
gaatsiaq afventet vores ankomst
i et par dage indtil vi endelig var
kommet afsted fra Uummannaq.
Sammen med Karl Zeeb fra Illor-
suit var de derefter taget til
iskanten, og skipper kunne nu by-
de på frisk morgenkaffe.
Uummannaq er, hvad man i
daglig tale kalder et yderdistrikt,
men selv et yderdistrikt har sine
egne lokale yderdistrikter, og i
Uummannaq er det bygderne Nu-
uatsiaq og Illorsuit, de to fanger-
bygder længst mod nord. Her reg-
nede vi med klarest at kunne få et
billede af et yderdistrikts proble-
mer og situation.
Nordligste bygd
Ved ni-tiden tog vi afsked med
»Deichmann« og gik ned på isen.
Karl Zeeb, Peter Møller og Jakob
Dalager var allerede i gang med
at pakke deres telte sammen. Vo-
res bagage blev surret til slæder-
ne, rensdyrskindene blev lagt til
rette, og klokken halv ti lød det
første »iv-iv-iv-iv«. Hundene
sprang veloplagte afsted. Indtil
balancen var fundet gjaldt det for
holdets nybegynder om at holde
fast i slæden for ikke at falde af,
når den for hen over de små skru-
ninger i isen.
Solen hang nu som en mat
skive midt i den lysegrå morgen-
dis, men efter at have kørt lidt let-
tede tågen mere og mere og vi fik
landkending af fjeldene på fjor-
dens østside.
Der var omkring 40 kilometer
til Uummannaq distriktets nord-
ligste bygd, Nuugaatsiaq, og
dens 90 indbyggere. Det tog os
seks timer. Fangerne kørte stille
og roligt og fire gange undervejs
standsede vi for at få en kop te og
strække benene.
Klokken 15.30 nåede vi frem til
Nuugaatsiaq. Solen stod klar på
en skyfri himmel og den lille bygd
lå badet i sol på sit lille sydvendte
næs lige foran de tre slæder, der
allerede en time før ankomsten
kunne se bygden og følge de man-
ge slædespor til og fra bygdens
langlinepladser. I starten havde
vi været som de eneste mennesker
i den hvide verden, men jo mere vi
nærmede os bygden, desto mere
liv var der på den kæmpemæssige
isprærie. På det sidste stykke var
der ingen grund til at råbe »iv-iv-
iv-iv« efter hundene. De for glade
frem, fulgte selv slædevejen og
endte oppe over strandbredden,
ind i mellem de små både, som lå i
isen, op lige foran Jakob Dalagers
hus, hvor Agnethe Dalager vente-
de med varm kaffe.
Tilflytter
Jakob Dalager er en af Uumman-
naq distriktets ubestridte stor-
fangere, men oprindelig er han til-
flytter. Han er født i den nu ned-
lagte bygd Appat (Ritenbenk) i II-
lulissat distrikt på den anden side
af Nuussuaq. Her boede han til
han blev konfirmeret, hvor famili-
en flyttede om på den anden side
af øen til bygden Ataa, som også
er nedlagt i dag.
Her hed udstedsbestyreren Sø-
ren Nielsen, og Søren Nielsen hav-
de en motorbåd. Unge Jakob Da-
lager blev motorpasser, og da Sø-
ren Nielsen i 1957 flyttede til Uk-
kusissat i Uummannaq distrikt
som udstedsbestyrer fulgte Ja-
kob Dalager med sammen med
båd og hunde. Han var da 17 år
og skulle tilbage med sidste skib.
Imidlertid fik han sørgelige bud-
skaber. Moren var blevet syg og
kommet på Sana i Nuuk, en sto-
rebror var forulykket og frosset
ihjel. En lillesøster var død i Dan-
mark, en anden var på børnesana-
torium og en lillebror lå på syge-
huset i Illulissat. Der var ikke
meget at komme hjem efter, så
Jakob blev i Ukkusissat. I 1961
kørte han på slæde tværs over
Nuussuaq og det endte med at
han sammen med familien flytte-
de tilbage til Ukkusissat med hus
og det hele. Kommunen betalte.
Fangernes talsmand
I begyndelsen, indrømmer Jakob
Dalager, var det hårdt at være til-
flytter. Han var en dygtig og flit-
tig fanger, og måske var det pro-
blemet. Måske fangede han — til-
flytteren — for meget. Men efter-
hånden blev han accepteret. Som
en bror, siger han selv, og han
blev i 70’erne en af de lokale fan-
geres talsmænd over for det nye
problem, som fangerbygden Uk-
kussissat pludselig i 1972 var ble-
vet nabo til: Bly- og zinkminen
Marmorilik.
Jakob Dalager blev en af mine-
selskabet Greenex’ hårde kritike-
re. Som sin bygds medlem af
Uummannaq kommunalbestyrel-
se blev han en af fangerkulturens
forsvarere over for dette nye
fremmedelement. Gang på gang
krævede han beviser frem for hen-
holdende snak, og alle, der i 70’er-
ne fulgte styrkeprøven mellem
fangersamfundet og minesamfun-
det, stødte gang på gang på nav-
net Jakob Dalager.
Der kan nævnes mange eksem-
pler på Jakob Dalagers evne til at
forene sin viden som fanger med
en politisk evne til ikke at lade sig
slå ud af den tilsyneladende over-
magt. Et af dem er, da han en dag
hørte, at man i Marmorilik solgte
spiritus om lørdagen, selv om det
var forbudt i kommunen. Han
protesterede, men blev afvist
med, at han ikke skulle blande sig
i interne forhold i minebyen. Det-
te skete under et møde i Ukkus-
sissat med en række af Greenex’
spidser, bl. a. direktør Erik
Sprunk-J ansen.
Jakob Dalager lod sig imidler-
tid ikke spise af. Han erindrede
om, at Greenex et år tidligere net-
op havde hævdet, at Marmorilik
var en del af distriktet. Det var i
forbindelse med lokal kritik af, at
minearbejderne i Marmorilik hav-
de både og gik på jagt. Jakob Dal-
ager havde kritiseret denne ind-
blanding i fangerlivet, men han
var blevet afvist med, at Marmo-
rilik var en del af distriktet på li-
nie med de andre bygder. Nu tog
han dette argument frem i forbin-
delse med spiritussen, og allerede
næste lørdag blev salget stoppet i
Marmorilik.
— Jeg hørte, man gik over til
røde sodavand, sagde han smilen-
de til AG.
Forureningen
Det er først og fremmest mine-
byens forurening, Jakob Dalager
har kæmpet imod.
Marmorilik, minebyen, der er blevet Uummannaq distrikts nyeste bygd.
8