Atuagagdliutit - 13.11.1980, Blaðsíða 17

Masser af indefrosne levende ressourcer
Uummannaq distrikt har masser af fisk og sæler, men der mangler
produktionsmidler og afsætningsmuligheder, så ressourcerne kommer den øvrige
befolkning i Grønland til gode, siger fanger Otto Ottosen fra Illorsuit.
Fangerne i Illorsuit føler ikke, at
det offentlige har hjulpet dem til-
strækkeligt med at udvikle et
grønlandsk erhvervsliv baseret
på de levende ressourcer.
Levende ressourcer er der nok
af, men det kniber for fangerne
med at få lov til at forarbejde dem
og afsætte dem.
Nede ved stranden ligger et lille
hvidt salteri. Det er alt, hvad den-
ne driftige bygd har af produkti-
onssteder, og det er man ikke til-
freds med.
— Vi har beklaget os mange
gange, og foreslået både produk-
tionsanlæg og bedre besejling,
men foreløbig har det ikke rigtig
hjulpet, fortæller Otto Ottosen,
der ud over sit arbejde som fanger
gennem årene har engageret sig
meget aktivt i udviklingen af II-
lorsuits erhvervsliv.
Samtidig med, at bygdens fan-
gere har appelleret til det offentli-
ge, har man også selv taget initia-
tiver. Et andelsselskab er blevet
startet for at etablere et el-værk i
bygden, og et andet andelssel-
skab er i gang med at bygge et
tørrehus, som skal bruges til sæl-,
hval- og hajkød. Tørrehuset lig-
ger en lille kilometer uden for byg-
den, hvor nogle enkelte fangere
har deres huse.
Otto Ottosen er aktiv i besty-
relsen for begge andelsforetagen-
der, men han synes ikke, at det er
rimeligt, at bygden skal løse
samtlige produktions- og afsæt-
ningsproblemer selv.
— Det kan vi ikke, siger han.
Kan ikke komme af
med fiskene
Selvom Illorsuit — ligesom Nuu-
gaatsiaq — er en udpræget fan-
gerbygd, så er man helt klar over,
at fiskeriet i årene fremover skal
optrappes, og der er masser af
fisk, specielt hellefisk og havkat.
Problemet er imidlertid, som Otto
Ottosen formulerer det: — Hvor-
dan skal vi kunne optrappe fiske-
riet, når vi ikke kan komme af
med de fangede fisk?
AG: — Hvad med saltuset?
— Her salter vi hellefisk. Men
KGH vil kun aftage en ganske lil-
le del af, hvad vi kan levere. Efter-
som KGH mener, der kun kan
sælges 1200 tønder saltfisk til ud-
landet, så bliver der ikke nogen
stor produktion ud af det her.
Indhandling af frossen fisk er
derimod ubegrænset, hvis man
indhandler i Uummannaq.
— Men vi kan ikke indhandle i
Uummannaq. Vi kan selvfølgelig
køre derind på slæde, hvis der er
islag. Men det er en meget lang
tur, så det kan dårligt betale sig.
Vi kan sejle derind, når der ikke er
is, men en fanger skal også passe
sine hunde, forklarer Otto Otto-
sen.
I sejltiden kommer der skib til
alle bygderne i Uummannaq di-
strikt, men kapaciteten er ikke
stor nok.
— Helt friskfanget fisk kan vi
indhandle via KGHs skib »Lars
Møller«, men det nytter ikke no-
get med frysefisk.
Ønske om frysehus
— KGH siger, at man ikke har
råd til at fragte fisk fra bygderne,
fortsætter Otto Ottosen, — men
jeg er sikker på, at Nuugaatsiaq
og Illorsuit kan fylde et skib hele
tiden på denne rute, hvis vi får et
frysehus, så vi kan producere fry-
selast hele tiden.
Det er Otto Ottosens og de an-
dre fangeres kongstanke at få et
frysehus med tilstrækkelig kapa-
citet.
— Etableringen af et el-værk er
første skridt på vejen, og det er
derfor vi har lavet elværksfor-
eningen. Når vi har strøm kan vi
få et frysehus, og det vil betyde
en voldsom forbedring af vore
produktionsmuligheder.
AG: — Har I fået støtte fra det
offentlige?
— Vi har fået 15.000 kr. i støtte
til el-værket, som vi regner med
at have færdigt i 1981-82. Tre
bygder i distriktet har allerede få-
et elværk.
I første omgang regner man i
Illorsuit ikke med, at der skal ske
en egentlig forarbejdning i fryse-
huset. Der satses således ikke på
f. eks. fillettering.
— Umiddelbart drejer det sig
om at øge indhandling og afsæt-
ning af produkterne, siger Otto
Ottosen, — og det er mit indtryk,
at frysefisk til eksport ikke skal
forarbejdes meget mere end at
hoved og indvolde skal fjernes.
Foreløbig gælder det om at få
nogle flere strenge at spille på.
Reklingehus
En anden streng, som fangerne i
Illorsuit gerne vil kunne spille på,
er reklingeproduktion.
— Det har været en stor succes
i Nuugaatsiaq, fortæller Otto Ot-
tosen. — Man har fået afsat alt,
hvad man har kunnet producere i
selve bygden, her i Illorsuit og re-
sten i Uummannaq.
Lige siden 1978 har man i Illor-
suit regnet med at få et reklinge-
hus. Otto Ottosen fortæller, at
Grønlandsrådets top besøgte
bygden i 1978 og stillede et reklin-
gehus i udsigt i 1979.
— Siden har vi flere gange ryk-
ket for at få det.
Otto Ottosen peger på, at et
reklingehus i Illorsuit ikke bør
være for lille. Han vil have et, der
er meget større end huset i Nuu-
gaatsiaq.
— Vi skal have en stor reklinge-
hal, så produktionen virkelig bli-
ver rentabel. Når markedet er
stort nok, så vil det være forkert
ikke at gøre det.
Otto Ottosen er sikker på, at
der er et stort marked langs hele
den grønlandske vestkyst.
— Vi hører jo altid, hvordan
man nede sydpå langs kysten
mangler grønlandsk mad. Vi har
masser af den. Vi mangler blot
mulighed for at udnytte den og af-
sætte den.
Tørret kød
Øget produktion af kød trænger
sig også på i fangerdistriktet, og i
dag er situationen den, at selvom
man f. eks. i Illorsuit har masser
af sælkød, så kan man ikke ind-
handle det.
— Vi kan selvfølgelig indhand-
le, når der ligger skib her, som
straks kan bringe det til Uum-
mannaq, men det er så sjældent,
at det ikke betyder noget økono-
misk. Enkelte kører eller sejler
også til Uummannaq, men heller
ikke det kan betale sig i større
målestok.
Det er langt bedre at satse på
tørret sælkød, end for at kunne
indhandle det, så må man natur-
ligvis få sælkødet tørret.
— I dag er der kun den mulig-
hed, at hver enkelt familie tørrer
selv, og det er risikabelt og nær-
mest ikke umagen værd rent øko-
nomisk.
AG: — Kan I indhandle tørret
sælkød i Illorsuit?
— Nej, ikke her. Men når vi får
en produktion i gang, så skal det
nok kunne blive en god mulighed
for indtjening.
Allerede i efteråret 1979 starte-
de andelsforeningen på at bygge
tørrehus ved Illorsuit. Men på
grund af materialemangel blev
man ikke færdig.
Når tørrehuset er færdigt skal
det bruges til sælkød, narhvalkød
og sildepiskerkød samt evt. haj-
kød.
Skæv fordeling
Går alt, som fangerne i Illorsuit
ønsker og håber, så kan de levere
varer til både frysehus, tørrehus,
salthus og reklingehus.
AG: — Er bygdens erhvervs-
problemer så overstået?
— Det er svært at svare på. Det
kommer jo til syvende og sidst an
på afsætningsmulighederne. Når
KGH stopper for indhandling af
saltfisk, fordi man kun mener at
kunne afsætte 1200 tønder, så
kan vi ikke gøre noget.
AG: — Synes du, at bygderne
er blevet ladt i stikken?
— Ja, det synes jeg. Det tror
jeg, alle fangere synes.
AG: — Men Uummannaq kom-
mune har ellers store indtægter
fra Marmorilik?
— Ja, og jeg synes, at fordelin-
gen af disse penge har været alt
for skæv. Kommunen kunne f.
eks. have støttet transporten af
varer fra bygderne, når nu KGH
ikke vil. Det ville have været me-
re rimeligt end f. eks. at bygge id-
rætshal til bymenneskene.
AG: — Siumut har i forbindelse
med overtagelsen af landsstyret
oprettet et særligt direktorat for
bygder og yderdistrikter, fordi
man vil hjælpe. Har I kunnet
mærke det?
— Nej, det har vi ikke. Endnu.
Fra bygd til by
Fangerne i Illorsuit håber også,
at den planlagte nye fabrik i
Uummannaq by vil komme byg-
derne til gavn.
— Vi håber, at produktionska-
paciteten bliver større. I dag hø-
rer vi tit, at KGH ikke kan det og
det, fordi lagrene er fulde i Uum-
mannaq. Vi håber også, at det er
rigtigt, hvad vi har hørt, at forsy-
ningsskibet »Hvidfisken« skal
bygges om til kun at transportere
fisk og fangst fra bygderne. Det
er, hvad vi trænger til. Hvar nyt-
ter det, hvis vi får forskellige små
produktionsanlæg i bygderne,
hvis vi ikke kan få produkterne
videre?
AG: — Fangsten i Uumman-
naqq siges at være god. Vil det i
virkeligheden være lettere for dig
og din familie at flytte til Uum-
mannaq?
Otto Ottosen siger, han synes,
det er et hårdt spørgsmål.
— Jeg ved godt, at flytter man
til byen, så får man bedre facilite-
ter. Men det er også dyrere at bo i
byen. Nogen, der er flyttet, siger,
at det ikke altid er nemt med af-
drag og den slags.
AG: — Livet i bygderne er ikke
for hårdt?
— Jo, det er det, og derfor skal
vi også have forbedret vores er-
hvervsmuligheder.
AG: — Er der en tendens til at
flytte til Uummannaq?
— Det har der været. I dag er
der flere og flere som springer
Uummannaq over og flytter di-
rekte sydpå til f.eks. Ilulissat.
Sønnerne skal være fangere
At Otto Ottosen har haft indfly-
delse på udviklingen i Illorsuit og
hele Uummannaq distrikt, er der
næppe tvivl om, og der er i hvert
fald ingen tvivl om, at han har
medindflydelse på bygdens frem-
tid. Mange er blevet politikere
med mindre engagement i sit
samfund, og det var derfor natur-
ligt at slutte samtalen med han
med at spørge:
— Hvorfor er du ikke gået ind i
politik?
— Det har jeg skam også for-
søgt. Jeg har stillet op til kommu-
nalbestyrelsen to gange, men beg-
ge gange tabte jeg. Det fik mig til
at tænke mig om endnu en gang,
og jeg er kommet til det resultat,
at man kan godt engagere sig og
få indflydelse på udviklingen
uden at være folkevalgt. Desuden
har jeg helt siden 1958 været ak-
tiv i KNAPP, og i de sidste år har
jeg været formand.
Otto Ottosen tilføjer, at han
også har fundet ud af, at det ville
have været svært at fortsætte
med at leve som fanger, hvis han
var kommet ind i politik som fol-
kevalgt.
Endelig er der også hensynet til
sønnerne.
— Var jeg kommet ind i aktiv
politik, så ville jeg ikke have kun-
net gå gå fangst med mine søn-
ner, og de ville så ikke have lært,
hvad jeg har lært om dyrene og
fangsten. Hvad skulle familien så
leve af?
To af Otto og Else Ottosens
sønner er allerede fangere, og ale-
ne i 1979 fangede familien om-
kring 600 sæler.
Iliorsuarni nikkuliorfissatut piginneqatigiit namminneerlutik illuliarisaat. Nioqqutissiar-
fittaaq lllorsuarnit kilometerimik ataatsimik ungasissuseqarpoq.
Selvbyggerhuset i Illorsuit, som en andelsforening bygger for at få et sted, hvor man
kan tørre hvalkød. Det nye produktionssted ligger en kilometer uden for selve Illorsuit.
Nangeqqitaq
nuukkuma atortorissaarnerulis-
sallunga. Kisianni illoqarfimmi
najugaqarneq aamma akisuneru-
voq. Inuit nuussimasut oqartar-
put akilersukkat assigisaallu i-
maannaaneq ajortut.
AG: — Nunaqarfimmi inuuneq
artornartorpassuaqarpoq?
— Aap, artornartorpassuaqar-
poq, tamannalu pillugu inuutis-
sarsiornikkut periarfissat pitsaa-
nerusut anguniarpavut.
AG: — Uummannamut nutser-
nissamut pilerisunneq malunnar-
simava?
— Malunnarsimagaluarpoq.
Ullumikkut Uummannaq qarsu-
tiinnarlugu kujasinnerusunut
nutsertut, soorlu Ilulissanut a-
merliartuinnarput.
Ernerit piniartuussapput
Otto Ottosenip Iliorsuarni sun-
niuteqarsimanera assortorneqar-
sinnaanngilaq. Aamma assortor-
neqarsinnaanngilaq Uummannap
pigisaani tamani sunniuteqarsi-
manera. Assortorneqarsinnaan-
nginneruvorlu nunaqarfiup siu-
nissaanut tunngatillugu sunniu-
teqarluarsimanera. Inuit ilarpas-
sui inuiaqatigiiussutsiminni min-
nerusumik suliniuteqartuullutik
naalakkersuinermut pulasarsi-
mapput. Taamaattumik oqaloqa-
tigiinneq naggasissammat apeq-
qut imaattoq naggataasariaqar-
poq:
— Sooq naalakkersuinermut
peqataanngilatit?
— Misilissimagaluarpara. Mar-
loriarlunga kommunalbestyrelse-
mut qinigassanngortittaraluara-
ma ajorsartarpunga. Tamatuma
isumaliulersissimavaanga. Isu-
maliorninnilu paasisimavara suli-
niutinik saqqummiussuissagaan-
ni ineriartornerlu sunniuteqaqa-
taaffigalugu pisariaqanngitsoq i-
nuit qinigaattut pissalluni. Kiisa-
lu 1958imit KNAPPimi suliniar-
luartarsimavunga, ukiunilu ki-
ngullerni siulittaasuullunga.
Otto Ottosenip ilanngullugu
taavaa naalakkersuinermik suli-
niartutut inunnit qinigaasimasu-
tut pigaluaruni taava piniartutut
inuunissaq tunulliutimisaartassa-
galuarlugu.
Kiisalu ernini- pillugit pisiman-
ngilaq.
— Naalakkersuinermik inger-
lassaqartutut pigaluaruma ernik-
ka piniariaqatigisinnaanavian-
ngikkaluarpakka. Ilagisanngik-
kaluarutsik sumit piniakkat pi-
niariaatsillu ilinniassagaluarner-
paat. Taamaakkaluarpat ilaquta-
riit sumit nerisassarsisassaner-
pat?
Otto, Else Ottosenillu ernerisa
ilaat marluk piniartunngoreersi-
malerput. 1979iinnarmi ilaquta-
riit puisinik 600it missaanni a-
merlatigisunik pisaqarsimapput.
17