Atuagagdliutit - 13.11.1980, Blaðsíða 9

UUMMANNAQ
Kisasserniarluta qimmillu anernerissitinniarlugit unittarpugut tiiliortarlutalu. Iga apum-
mik immersinnarlugu primusip ikumasup qaavanut iligaanni kinguninngua aput aariis-
sooq.
Ind i mellem gør vi ophold for at få varmen og en kop te. Gryden fyldes med sne og
snart bobler te-vandet og primussen.
Qimussertilluni qimmit analeraangamik pituminnit qaluneqarsinnaasarput, tassa ana-
lerlutillu unitsiartaramik. Qalutittut ilaatigut qamutit ataanut qerlusinnaasarput assullu
maa la lersa rlutik.
Når hundene skal skide under kørslen må de stå stille et øjeblik og så bliver de indhen-
tet af skaglerne. Resultatet er hylen og skrigen.
Et af hans synspunkter har
været, at Greenex skulle bevise,
at minen ikke forurenede. Ikke
omvendt, at fangerne skulle be-
vise, den gjorde.
Blandt andet har han været
nervøs for betydningen af røgen
fra dumpen i Marmorilik. Han
har hævdet, at røgen generer sæ-
lernes lugtesans. Greenex tog
kritikken op og inviterede ham
til Marmorilik.
— Bjergværkschefen, Arne
Gottlieb, ville vise mig, at man
vår holdt op med at brænde
solar- og benzinaffald, forklarede
Jakob Dalager AG, — og da vi
gik ud på dumpen, var der også
kun ganske lidt røg. Men der
stod flere tønder, og jeg spurgte,
hvad det var. Gottlieb forklare-
de, at Greenex stadig afbrændte
solar og benzin, men — under-
stregede han — vi gør det kun
om natten.
Jakob Dalager grinede, da han
fortalte om episoden. — Det er
et godt eksempel på, hvordan
Greenex forsøgte at føre os bag
lyset. Sælerne lugter selvfølgelig
lige så godt, hvad der er af-
brændt om dagen som om nat-
ten.
Flyttede igen
Jakob Dalager boede i Ukkusis-
sat fra 1957 til 1978, hvor han
flyttede til Nuugaatsiaq, fordi
hans kone, Agnethe, blev ansat
som handelsforvalter (udstedsbe-
styrer).
Det var en trist dag, og at det
var en meget afholdt borger, der
flyttede, fremgår af, at Ukkusis-
sats indbyggere bad ham for-
tsætte som deres repræsentant i
kommunalbestyrelsen.
Jakob Dalager fortsatte til
næste valg, men han undlod at
opstille i sin nye bygd.
Han mente ikke, han kendte
folk godt nok, men han indrøm-
mer, at han savner arbejdet i
kommunalbestyrelsen.
Han indrømmer også, at han
engang vender tilbage til Ukku-
sissat. Det er dér han føler sig
hjemme, selvom fangsten i Nuu-
gaatsiaq er bedre.
— Allerbedst ville det være at
flytte alle fra Ukkusissat her til
Nuugaatsiaq, forklarede han, da
vi sad med kaffen i hans og Ag-
nete Dalagers nye embedsbolig.
— I gamle dage flyttede man
altid efter fangsten, det var for-
udsætningen for fangerlivet, og
det er i dag en kendsgerning, at
der er langt bedre fangst her end
ved Ukkusissat.
En udfordring
Savner familien Dalager venner
og bekendte i Ukkusissat, så ta-
ger de udfordringen op i deres
nye bygd.
I mange år har Nuugaatsiaq
været en hensygnende bygd, og
lokalt siger man lidt ondskabs-
fuldt, at når sælen på isen ser en
slæde komme fra Nuugaatsiaq,
så bliver den liggende, men hvis
slæden kommer fra Illorsuit, så
smutter den straks ned i sit hul.
Sådan er det ikke mere. Men
mere end nogen bygd i dette di-
strikt har Nuugaatsiaq haft ned-
læggelse hængende over hove-
det. I mange år eksisterede byg-
den overhovedet ikke i den dan-
ske grønlandspolitik, og langt op
i 60’erne var nedlæggelse en
kendsgerning. Det betød, at byg-
den fik lov til nærmest at klare
sig selv, og så sent som i 1967
var der mange kajakker i byg-
den, men overhovedet ingen
glasfiberbåde. Kun ganske enkel-
te motorbåde.
I sidste øjeblik lykkedes det
indbyggerne at bevare deres
bygd, og fangsten er i dag i
voldsom stigning. Der er flere
meget dygtige fangere, og med
Jakob Dalager har bygden fået
endnu en. I dag står bygden
med stærke krav om erhvervsud-
vikling, om produktionssteder,
om muligheder for øget indhand-
ling, om langt bedre besejling, så
man kan komme af med sine res-
sourcer. Og ressourcer har Nuu-
gaatsiaq nok af.
^uugaatsiarmiut uku inioqqataanni puisit amii amerlanerusut inissaarussimapput.
^er kan ikke være flere sælskind på tørresnoren hos denne fangerfamilie i Nuugaatsiaq.
9