Atuagagdliutit - 14.12.1983, Blaðsíða 20

Fandt Erik Rødes
kranie i Brattahlid
Kateket og fåreholder Lars Motzfeldt har boet i Erik den
Rødes høvdingesæde i 52 år. En dag kom han til
Narsarsuaq med et gammelt kranie, svøbt i rødt
silkepapir, og det gav anledning til fundet af den vestlige
verdens ældste kirke
Tekst: Jørgen Fleischer
Foto: John Rasmussen
I 1961 var man i Brattahlid, Erik
den Rødes høvdingesæde, i gang
med at grave grunden til et nyt sko-
lehjem. Kateketen Lars Motzfeldt
havde udpeget stedet, og i frikvarte-
ret var han hos arbejdsmændene og
var ikke så lidt forbavset, da han i
jordbunken opdagede et menne-
skekranie. Graveholdet fortalte, at
de havde fremdraget et par kranier,
som nok stammede fra får. Men
Lars Motzfeldt sagde, at det, han
fandt, stammer fra et menneske,
muligvis en nordbo, og han beord-
rede gravearbejdet indstillet.
Men arbejderne ville ikke rette
sig efter kateketen. Så gik han til
kommunalbestyrelsesmedlemmet
for at underrette Nationalmuseet.
Gav kraniet til
landshøvdingen
Lars Motzfeldt sendte straks et te-
legram om fundet. Men der kom in-
gen reaktion. Men nogle dage efter
kom en repræsentant fra museet og
vedkommende fortalte, at man
med det samme sendte et svartele-
gram, og et stykke tid efter fik
»Mutti« endelig svaret fra Natio-
nalmuseet.
På det tidspunkt var ledelsen af
isrekognosceringen til møde i Nar-
sarsuaq, bl. a. folketingsmedlem
Simon From og landshøvding N. O.
Christensen, og de to skulle afsted
med SAS-maskinen dagen efter.
»Mutti« fik lyst til at vise fundet for
de to herrer og sejlede over til Nar-
sarsuaq i sin robåd med kraniet,
svøbt i rødt silkepapir, hvorpå han
med blyant skrev: Erik Rødes kra-
nie.
Ankommet til Narsarsuaq mødte
»Mutti« KGHs formand Mogen-
sen, som tog ham med i sin bil til is-
rekognosceringsfolkene, og kraniet
vakte en berettiget opsigt hos møde-
deltagerne, som straks tog over til
Qassiarsuk for at bese fundstedet.
Et par dage efter kom der folk fra
Narsaq. Og så dukkede Jørgen Mel-
gaard op fra Nationalmuseet og til-
bragte en rum tid i Brattahlid, og
han lokaliserede Tjodhildes kirke
med kirkegård på fundstedet.
Her er ankeret!
Lars Motzfeldt kom til Qassiarsuk i
1931 og har boet der siden. »Mutti«
er et muntert menneske. På sin sæd-
vanlige friske måde peger han på sin
kone Bolette, som sidder ved sin si-
de og siger: »Her er ankeret!«. Hun
er datter af Otto Frederiksen, som
tog arven efter Erik den Røde. Bo-
lette kom til Qassiarsuk i oktober
1924. Der var nyis overalt på fjor-
den. Men faderen var på det tid-
spunkt færdig med at bygge hus og
havde overført de 175 får, som han
havde fået gennem »Stakkels Jens«
i Julianehåb. Han var det grønland-
ske fåreavls fader, hed Jens Chem-
nitz og var præst.
Dengang var der mange elbuske
og birketræer i Qassiarsuk. Der var
ikke andre huse end det, Otto Fre-
deriksen havde opført, og da der in-
gen kateketer var, underviste ny-
byggeren sine børn og læste dagens
tekst om søndagen. De første år
købte familien forråd til hele vinte-
ren i det nærmeste udsted, men det
var svært at få kaffe og sukker til at
slå til.
Bolette husker, at der kom kæm-
pesnefald i marts det første år.
Mange af dyrene omkom, men de
følgende år var vintrene meget mil-
de.
Alle havde kvæg
»Mutti« mindes også de gode vin-
tre. Sommetider var der næsten in-
gen sne, og engang i april gik han
over land til Narsaq og så kvaner,
som allerede var temmelig lange.
Der var stadig ingen skole på ny-
byggerstedet, da Lars Motzfeldt
kom som nybagt kateket. Men der
var adskillige skolebørn, og han un-
derviste Otto Frederiksens udhus,
der samtidig tjente som stald. Og
det klarede han sig med indtil skole-
kapellet kunne tages i brug i 1936.
Da »Mutti« og Bolette blev gift
fik de 30 lam af svigerfaderen i bryl-
lupsgave. I forvejen havde »Mutti«
en halv snes dyr og med disse starte-
de ægteparret som fåreholdere. En
overgang havde de 600 dyr, men
»Mutti« ville ikke have så mange,
for ikke at overgå svigerfaderen.
Dengang var vintrene så milde, at
man ikke behøvede at samle hø i
større mængder, men fårene fik
tørrede angmagsætter som kraftfo-
der. I sine velmagtsdage havde
»Mutti« to malkekvæg og lavede
både smør og ost. Alle husstande
holdt dengang kvæg og hønseavl
var en vigtig ting. Men senere, da
det var slut med de milde vintre,
droppede man malkekøer til fordel
for fårene.
300 jagerfly på rad
Ved krigens begyndelse hørte folk i
Qassiarsuk, at amerikanerne havde
planer om at anlægge en stor flyve-
plads i Narsarsuaq. Spændingen
greb alle, og en dag i juli kom en
sand armada af skibe og kastede an-
ker ud for Narsarsuaq. Straks gik
de i gang med at slå en masse telte
Mute oKalugfingmine. — »Mutti« i sin kirke.
op. Men det var forbudt at besøge
dem.
Nogen tid efter amerikanernes
ankomst var der »Skovbrand« ved
Qanassiat og soldaterne var beord-
ret til at slukke den. »Mutti« var
med i slukningsarbejdet og morede
sig meget over, at negerne ikke blev
sodsværtede som andre brandfolk.
Bolette fortæller, hvor impone-
ret hun var af de mange jagerfly. De
kom i formationer og sommetider
var der over 300 jagerfly på rad.
Der var en infernalsk larm, når de
begyndte at lette om morgenen.
Bolette var også ved at tabe mun-
den, da hun ankom til det store ho-
spital for at føde. Der var så mange
døre, og for hende var det en gåde,
hvordan amerikanerne kunne finde
rundt i det store kompleks. Men det
var skægt at stå ved de uhyre lange
gange og se folk forsvinde eller
blive bare til hoveder. Hospitalet
var nemlig bygget i flugt med nive-
auet uden planering.
Var nær skudt som
gal amerikaner
»Mutti« husker morsomme episo-
der fra amerikanernes besøg i Qas-
siarsuk. Engang kom en soldat til
Otto Frederiksens hus i temmelig
bedugget tilstand. Han havde brudt
reglementet og var sejlet over til
Qassiarsuk i smug. Otto Frederik- I
sen sendte straks bud efter kontrol-
løren, og han kom med det samme
med en riffel i hånden. Men ameri-
kaneren angreb kontrolløren, smed
ham ud, tog hans riffel og flygtede.
Netop på det tidspunkt var
»Mutti« ude, men anede ikke noget
om, hvad der foregik. Pludselig fik
han den idé, at det kunne være
skægt at lege amerikaner og opleve
de unges reaktioner på sådant noget
morskab. Så begyndte han at snak-
ke »amerikansk«, det bedste han
kunne. Og reaktionen udeblev ik-
ke. Pludselig fik de unge travlt og
samledes omkring Otto Frederik-
sens hus, og nu kom kontrolløren.
»Mutti« satte i løb, og kontrolløren
efter ham. Det var jo mørkt, og
snart gik det op for »Mutti«, at det
var kontrollørens alvor. Da denne
var ved at indhente ham, vendte
»Mutti« ansigtet bagud og sagde:
»Hvad går der af dig, Troelsen?«
Begge grinte. Men »Mutti« blev
lidt bange, da han erfarede, hvad
der var sket tidligere på aftenen.
Troelsen havde nemlig lånt en riffel
af en anden og troede, at »Mutti«
var den flygtede amerikaner, og un-
der forfølgelsen havde de unge gen-
tagne gange sagt: »Så skyd ham
dog, den gale amerikaner!«
Mute traktoriarKamine. — »Mutti« på sin minitraktor.
Atuagagdliutine neKeroruteKarit - akilersinauvoK
20 NR. 50 1983
ATUAGAGDLIUT1T