Atuagagdliutit - 14.12.1983, Blaðsíða 30

Det sneede, da de gik op til toget
sidst på eftermiddagen. Det var
koldt, sneen blæste skråt gennem
mørket og lyste lidt. Gadelygterne
stod som hendøende lysglimt, man
først kunne se, når man var lige un-
der dem. Fra de mørklagte huse
kom ikke det mindste glimt. Nogle
gik med hvide armbind på, det var
praktisk.
Men de mødte næsten ingen.
Hvorfor færdes ude juelaften ved
femtiden? Det var krigsvinter. Folk
sad helst i husene. Bliv hjemme, ti
stille, lev ubemærket. I de sorte af-
tener og nætter hørtes måske plud-
selig skud, en kort huggende salve,
løbende støvler på gaden, projekti-
ler som smældede ind i en husmur.
Hvem mon de nu fik? spurgte eje
hinanden i husene og sad med stive
øjen og lyttede? Eller måske det var
en stikker? bedst at holde sig inde.
De var på banegården i god tid.
Gik på perronen og stampede for at
holde varmen. Børnene havde ski-
bukser og skistøvler på. Drengen
trak ned i skikasketten og spejdede
mod syd, ned ad sporet, hvorfra to-
get skulle komme. Det var forsin-
ket. Måske kom det slet ikke. Må-
ske var jernbanelinien sprængt
igen.
Deres by lå vigtigt for jernbane-
sabotagen, hvor to linier mødtes.
Han havde nogle gange hørt drøne-
ne derude fra om natten. Han kend-
te også nogle af sabotørerne, de
kom meget hos hans onkel og tante.
Der var mange halvstore børn i by-
en, som kendte dem, i hvert fald
navnene. De vidste, hvem de var.
Men det snakkede man ikke om, ik-
ke engang til hinanden. Hvis de blev
taget, blev de skudt eller kom i for-
hør og fik tortut og blev skudt bag-
efter.
Det var farligt at snakke. Når de
voksne var sammen, hos hans onkel
og tante eller andre steder, og sad
og snakkede, så kunne det ske en af
dem pludselig begyndte at fortælle
en historie om en lille, sort kat, han
havde haft engang og så skiftede de
emne for det var et aftalt tegn. Det
betød at man skulle passe på ikke at
snakke videre om det man var i
gang med. Det var godt, at ingen
vidste for meget. Enhver skulle
helst kun kende til det, han eller hun
lige netop havde som område, for
hvis de blev taget og kom i forhør.
De kunne høre toget noget før det
kom. Så dukkede den sorte masse
ud af mørket, ganske langsomt
kom lokomotivet dampende ind på
stationen, holdt stille og prustede
ud. Drengen løb den ene vej, hans
ældste søster den anden. Den mind-
ste blev hos moderen. Det var svært
at overskue toget i banegårdens
svagt ulmende lys.
Der stod ikke mange passagerer
af, men nok til, at der var liv på per-
ronen en tid. De blev hentet af glade
familier, eller høvlede med at få
kufferter ud og skyndte sig af sted
for at få en af de tre-fire taxaer, der
holdt udenfor med dampen oppe i
gasgeneratoren, den kakkelovnslig-
nende tingest, der sad bagpå, og
som chaufføren fyrede i med træ.
Så var der ikke flere, de ventede,
lige til dørene blev lukket og der
blev fløjtet afgang, men der kom ik-
ke flere. Faderen skulle være kom-
met med det tog på sin første orlov,
siden han blev indkaldt til krigstje-
neste i det store land dernede, som
han var rejst fra for mange år siden
(men altså ikke mange nok). Han
havde fået tilbud om at flygte til
Sverige, da indkaldelsen kom. Dér
ville han være i sikkerhed. Men så
kunne nazisterne finde på at hævne
sig på den familie, han havde i
Tyskland. Man havde hørt om den
slags. Det var svært at forestille sig
ham i tysk uniform, efter alle årene
Danmark.
»Der kommer et til ved otte-ti-
den,« sagde moderen, da de stille
gik hjemad. De kunne høre, at hun
græd i mørket, pigerne kom også til
det, ingen sagde noget. Drengen gik
foran og kneb øjnene sammen mod
blæsten. Han var tretten år. Skulle
være manden i huset, til faderen
kom hjem igen. Krigen måtte ende
engang. Den havde varet tre-fire år
nu.
Man kunne næsten ikke forestille
sig, hvordan det ville blive. Bare det
at kunne lægge sig til at sove i fuld-
stændig tryghed og fred, uden no-
gen eller noget at tænke på og være
bange for. Hvor skulle man sove
længe og godt! Og altid huske,
hvordan det havde været, og hver
aften og hver morgen, resten af li-
vet, være glad for, at det ikke var
sådan mere.
Man skulle være sammen alle
sammen, og der skulle være lys alle
vegne, oplyste butiksvinduer, lys på
gaden, granguierlander og stjerner,
der skulle være varmt og dejligt hu-
sene og skinne lys ud fra dem, det
skule være jul som førkrigen, og
der skulle være nok af alting, mad
nok og tøj og julegaver.
Man var nødt til at tænke på no-
get godt. Han blev varm og glad af
det og sagde fortrøstningsfuldt:
»Vi venter bare med det hele, ikke,
og så går vi op og henter ham klok-
ken otte!«
Måske smittede fortrøstningen.
Stemningen slog om til ny forvent-
ning, og da de kom hjem låste sig
ind og hunden, som kun var en stor
hvalp, kom farende og vred hele
kroppen af gensynsglæde, havde de
nær taget livet af den med kærtegn
og omfavnelser. Men det var svært
at få tiden til at gå til klokken otte.
De var helt færdige, havde deres
bedste tøj på, alt var i orden, julet-
ræet stod pyntet. Det havde været
svært nok at styre forventningen
om eftermiddagen, nu skulle bør-
nene have endnu tre timer, næsten,
til at gå.
Der var for en gangs skyld varmt
nok (ovenpå var der iskoldt, dér fy-
rede de aldrig mere). Moderen hav-
de på en eller anden måde skaffe en
and. Gasapparaterne, som blev
30 NR. 50 1983
ATUAGAGDLIUTIT