Atuagagdliutit - 14.12.1983, Blaðsíða 46

(Fortsat fra forrige side)
bud mod at opholde sig inden for
koloniområdet og opfordrede dem
til at forlade dette, hvilket de dog
pure nægtede. De danske skibe gav
sig derefter til at beskyde de hol-
landske og da disse havde lidt til-
strækkelig skade, strøg de flagene
og overgav sig. De hollandske be-
sætninger fik overladt nogle cha-
lupper med proviant og fik derefter
forbindelse med landsmænd, som
bragte dem velbeholdent hjem,
medens danskerne overtog skibene.
God havn — men dårlig
beliggenhed
Hvad angår anlægget af kolonien
havde man nok fundet en god havn,
men selve koloniens beliggenhed
var langtfra ideel, idet der kun var
ringe plads omkring husene og el-
ven, der løb imellem dem, ved tø-
brud svulmede stærkt op og over-
svømmede det snævre terræn. Det
værste var dog, at beliggenheden
under det høje og stejle fjeld gjorde
føhnvinden yderst ubehagelig og til
tider farlig, når den med voldsom-
hed kastede sig ned over husene.
Dette var allerede i 1739 nær blevet
koloniens undergang, idet nytårs-
dag en voldsom sydostenstorm øde-
lagde de fleste af husene, men det
lykkedes dog i løbet af en halv snes
dage at få dem nødtørftigt reparere-
de.
Det efterfølgende år blev husene
reparerede og kompletterede med
materialer fra to af de tagne hol-
landske skibe, som ophuggedes
her, da de var for dårlige til at føres
hjem til Danmark, og omtrent sam-
tidig lod købmand Niels Egede »an-
lægge et lidet batteri for kolonien,
og opsætte en flag-stang til vort sto-
re kongeflag«.
Et åndeligt centrum
Stedet var ved koloniens anlæggel-
se ikke beboet af grønlændere, men
efterhånden fik en del lov at bo her
for at undervises til dåb; dette med-
førte imidlertid, at nogle efterhån-
den nedsatte sig her for stedse, lige-
som også de stadig hyppigere blan-
dede ægteskaber drog vedkommen-
des familier dertil, og Christian-
shåb var i 1740-erne et stærkt ånde-
ligt centrum, hvor den gamle og den
nye tro mødtes og tog dyst med hin-
anden.
Handelen kom godt i gang ved
Niels Egedes virksomhed. Han fær-
dedes uanset vejret på handelstog-
ter rundt om i sit store opland både
sommer og vinter og havde stedse
heldet med sig, så koloniens pro-
duktion bragtes stærkt i vejret, og
desuden fik man befolkningen til
selv at bringe deres varer frem til
kolonien. Det fortælles, at i marts
1743 var der »så stærk køring med
spæk til kolonien hver dag, som på
torvedagene i København«! Om-
kring midten af det 18. århundrede
bestod koloniens bygninger af vå-
ningshus, brygger- og bagerhus,
provianthus, foustagehus og spæk-
hus, og den havde en besætning af
købmand, assistent, bødker, tøm-
mermand, kok og 7 matroser, men
da »det sted, hvor kolonien stod,
var aldeles ubekvem i henseende til
grønlændernes fangst og næring,
hvorover de næsten hver vinter
måtte udstå hunger og sult«!, og de
døbte »ved de onde og liderlige
matrosers omgang blev forførte og
fordærvedes«, forlagdes missionen
i 1752 til Claushavn.
Imidlertid havde Severin måttet
opgive sine grønlandske foretagen-
der, og i 1750 overdroges landets
besejling og missionens underhold-
ning det tre år tidligere oprettede
»Almindeligt handelskompagni«.
Forfald —
Dette opsendte i sommeren 1750
overkøbmand N. C. Geelmuyden,
der af Severins betjente blev over-
draget de tre kolonier og logen Ja-
kobshavn, hvis bygninger ifølge
hans beskrivelse var så forfaldne og
forsømte, at der endog manglede
vinduer og døre. Af nyttige og for-
nødne fartøjer som jagter og sha-
lupper, hvilke kompagniet ifølge
oktroyen skulle overtage mod beta-
ling, fandtes kun en eneste jagt til et
dusin fade spæk ved Christianshåb,
men den var læk og dens køl beska-
diget, og 2 gamle chalupper ved
Christianshåb og Frederikshåb var
næsten ubrugelige.
I Christianshåb var våningshuset
så forfaldent, at det ikke lønnede
sig at reparere det, i bryggers og
bagers var skorsten og bageovn
ødelagte, provianthuset var utæt og
missions-og skolehuset havde hver-
ken gulvbrædder, skorsten eller ild-
sted og måtte bygges op fra grun-
den, men kompagniet opsendte bå-
de i 1750 og året efter materialer til
at bøde på den store brøstfældighed
ved kolonibygningerne.
Hvis Geelmuydens indberetning
ikke er malet med for sorte farver,
var det således just ikke gunstige
kår, på hvilke kompagniet overtog
Severins bo i Grønland, men en
trøst var det dog, at både Chri-
stianshåb og Jakobshavn, hvis
ugunstige beliggenhed havde givet
anledning til klage, og hvis flytning
havde været på tale, efter Geelmuy-
dens mening var anlagt på de rette
steder både i henseende til bebyg-
gelse og opland for handelen, denne
var dog overalt i kendeligt forfald,
Christianshåb og Jakobshavn var
forladt af handelsbetjentene, og
kun en missionær og to kateketer
var tilbage. Men der opstod dog
hurtigt bedre forhold.
1 1753 kom den hidtidige overas-
sistent i Jakobshavn Jonas Lillien-
skiold de Svanenhielm som køb-
mand til Christianshåb, som han
derpå bestyrede i 30 år, så det kan
ikke undre, at han kom til at sætte
sit præg på kolonien for lange tider,
både hvad angik administration,
forretningsgang og liv, og Christi-
anshåb var i enhver henseende godt
tjent dermed.
Svanenheim var en særdeles
fremragende koloniadministrator.
Han var et sagtmodigt og vennesælt
væsen, som vandt befolkningen for
sig, og den tilid, han nød hos den
indfødte befolkning steg yderlige-
re, da han i 1758 ægtede en af lan-
dets døtre - pigen Birgithe fra Fre-
derikshåb, med hvem han levede i et
lykkeligt ægteskab og fik 7 børn.
Han var dertil en oprigtig og from
kristen, hvorfor også missionen
havde gode kår, mens han var her-
sker over Christianshåb koloniom-
råde, han både støttede og fremme-
de den, hvor han kunne.
Præsenteret for hoffet
Skønt også hans forgænger havde
været en dygtig købmand, lykkedes
det dog Svanenhielm at overgå ham
og i betydelig grad at forbedre kolo-
niens produkton. Da handelen i
1774 igen overtoges af staten, kald-
tes han til København som rådgi-
ver, og ved denne lejlighed kunne
hans virksomhed i Christianshåb
let have fået ende, idet han fik til-
budt stillingen som pakhusskriver,
men han kunne dog ikke tænke sig
at opgive Grønland og foretrak at
vende tilbage hertil. Under ophol-
det i København blev hans grøn-
landske hustru præsenteret ved
hoffet og fik af enkedronningen
foræret et halssmykke; desværre
døde hun af kopper på tilbagerejsen
til Grønland, så Svanenhielm kom
alene tilbage til Christianshåb.
Her opstod efterhånden mere og
mere utilfredshed med koloniens
placering, og til ubehagelighederne
ved dens stormomsuste beliggen-
hed kom nu også, at våningshusets
grund havde forskubbet sig og hu-
set i det hele taget havde lidt så me-
get under vejrets indflydelse, at der
i 1763 opsendtes et nyt hus, som an-
bragtes på havnebugtens modsatte
side, hvortil også de øvrige huse i ti-
dens løb blev flyttede.
Da de store forandringer i tinge-
nes tilstand kom i 1782 med inspek-
toraternes oprettelse og derpå føl-
gende nye instrukser, takstbestem-
melser og regnskabsforhold blev
det den gamle købmand Svanen-
hielm for meget — han tog sin af-
sked og afleverede den 12. august
1783 kolonien til sin efterfølger.
Længtes tilbage til Diskobugten
Da han havde flere udestående for-
dringer, fik han tilladelse til at blive
boende ved kolonien, indtil han
havde fået disse inddrevet. Han
blev der endnu i 7 år, og i al den tid
var han de vekslende købmænd en
god støtte, og ofte gjorde han i en
snæver vending assistenttjeneste.
Det var uden tvivl efterhånden ble-
vet hans agt at tilbringe resten af sin
levetid ved sin gamle koloni og dø
her, men da svigersønnen Nikolaj
Muus, der i 1787 var blevet køb-
mand her, tre år senere rejste hjem
besluttede den gamle omsider at
bryde op og følge med. Han forlod
Christianshåb i sommeren 1790,
men blev dog ikke glad for byttet,
hvilket fremgår af et brev fra sviger-
sønnen, missionær Hveysell, der da
var i Sukkertoppen, og til hvem han
efter hjemkomsten til Danmark
skriver: »Her haver siden ankom-
sten hertil, været tyk, tåget og
usund luft, og næppe en dag noget
glimt af solen, hvilket ikke kommer
overens med Diskobugtens og Chri-
stianshåbs klima, hvor der næsten
bestandig er klar luft, solskin og be-
hageligt vejr. Hvad mig ellers an-
går, haver jeg vel her nødtørftigt
udkomme, men længes dog, og må-
ske bestandig vil længes efter Chri-
stianshåb, hvor jeg haver været min
meste tid, nemlig 40-ve år. Jeg hav-
de mere fornøyelse der end nu i det
pralende København, hvorudi jeg
finder slet ingen behag«.
Den gamle købmand døde den
27. december 1801 på Rømø, hvor
den sidstnævnte svigersøn da var
blevet sognepræst.
En ny tid —
Efter den svanenhiemske regerings-
tid med dens gennemførte nøjsom-
hed i sædvaner og levevis holdt en
ny tid sit indtog i Christianshåb.
Der begyndte at udfolde sig en vis
luksus i bohave, klædedragt og le-
vemåde. De gamle lavloftede rum
prydedes med kommoder, lænesto-
le, chatoller, dragkister, skilderier
og gardiner, de yngre handelsbe-
tjente kom mere »på moden« end
deres ældre kolleger havde været,
og man nøjedes ikke længere med
spisetakstens spartanske og ensfor-
mige retter, der bestod i grød 5 gan-
ge om ugen og ærter og flæsk eller
salt kød vekslende med klipfisk de
øvrige 2 dage, men i koloniens køk-
kener, såvel de overordnedes som
mandskabets, stegtes og brasedes
der ved alle lejligheder; der holdtes
(Fortsættes næste side)
46 NR. 50 1983
ATUAGAG.DLIUTJLT