Atuagagdliutit - 13.12.1989, Page 15

dernede mellem smalle eng-
drag og løvklædte bakker.
Til den ene side var der mar-
ker, men til den anden lå
skoven.
Et stykke inde i skoven lå
det stejle, forrevne Ræve-
klippebjerg, og i det boede
troldene Jumbe og Skimpe.
Jumbe var troldkongen i
bjerget og Skimpe var hans
•kone. De havde boet der
længe før menneskene var
kommet til landet og var fire
tusinde år gamle.
Der havde til alle tider rå-
det bittert fjendskab mellem
nisserne og troldene. Trol-
dene var store, stærke, onde
og dumme, nisserne var små
som dukker, men rare og
meget kloge. Troldene ville
kun gøre folkene på gården
ondt, og det kunne nisserne
ikke lide. De lå derfor næ-
sten altid i strid med hinan-
den. Nogle gange var det
nisserne, der havde overta-
get, andre gange troldene.
Anderledes kunne det ikke
være, når kampen blev ud-
kæmpet mellem styrken og
forstanden. Men hvem, der
gik af med sejren, afhang
mest af, hvordan de menne-
sker var, der boede på går-
den.
Nu var der altså stort gil-
de i forrådsskuret. Alle nis-
ser i hele omegnen var ind-
budt, og det gik muntert og
livligt til. Forrådskammeret
var rigeligt forsynet med al-
le slags madvarer. Der var
æbler og lyst rugbrød, skin-
ke og pølse på det lille bord,
som blev udgjort af en suk-
kerdåse, der var vendt på
hovedet. Menneskene på
gården vidste udmærket
godt, at nisserne var meget
forsigtige med alting, og at
de aldrig ødelagde så meget
som en melpartikel uden
grund.
- Og nu skal du, farfar,
fortælle historier om Skim-
pe og Jumbe, sagde Tjovik.
Og så kravlede han op på
den gamles skød og strøg
ham over det lange, hvide
skæg.
- Javelja, min lille ven,
sagde den gamle glad. Sid du
nu bare stille, så skal du hø-
re om gamle dage.
Alle nisserne satte sig
godt til rette på deres plad-
ser. Nogle lå halvvejs ned på
gulvet med hånden under
kinden, andre sad og dingle-
de med benene på omvendte
ansjosdåser.
- Tja, ah, begyndte gamle
Tjarfa. I skal vide, at for otte
hundrede år siden, da min
farfar Terje Torgusson var i
sine bedste år, da var der liv
deroppe i Ræveklippebjer-
get. Det var dengang kri-
stendommen skulle indføres
i landet, og folk var begyndt
at bygge en kirke ovre på
sletten. Men se det ville trol-
dene naturligvis ikke vide
af, og så rev de hver nat ned,
hvad menneskene havde
bygget den foregående dag.
- Men kirken blev jo allige-
vel bygget, sagde den lille
Tjovik.
- Ja, det blev den, min
dreng, og det var Terje, min
gamle farfar, der hjalp folke-
ne til rette. For han tog et
kræmmerhus med aske og
klatrede op i et træ ved bjer-
get. Da så troldene om nat-
ten kom ud og begyndte at
samle stenblokke op for at
kaste dem på kirken, puste-
de han aske i øjnene på dem.
- Og så kunne dejo ikke se
kirken, råbte nisserne hen-
rykt.
- Nej, det kunne de ikke.
Og I kan tro, der blev en
skrigen og tuden blandt trol-
dene, da de måtte kaste
kampestenene på må og få,
og ikke en eneste af dem
ramte.
- Stakkels Jumbe, fnisede
nissedrengen.
- Nå, men så blev kirken
endelig bygget færdig, fort-
satte den gamle Tjarfa Bi-
skoppen læste velsignelsen
over den, og derefter havde
troldene ingen magt til at
skade den. Men så meget de-
sto værre huserede de nu i
skoven med folk og fæ. Den-
gang var der både ulve og
bjørne, som troldene hidse-
de på bøndernes kreaturer.
Og farfar måtte evig og altid
fare afsted som torden og
lynild for at hjælpe de stak-
kels mennesker.
- Fik troldene aldrig fat i
ham, spurgte Tjovik.
- Jo, de havde ham flere
gange lukket inde i bjerget,
men han forstod sig altid på
at narre dem og snige sig ud
igen. Nogle gange kom han
hjem og var sodet og forre-
ven, men andre gange havde
han så meget guld med, han
kunne bære.
- Har troldene guld inde i
bjerget, spurgte drengen
forbavset.
- Nu begyndte de andre
nisser at le så hjerteligt, at
deres skæg dansede.
- Man kan nok høre, at du
kun er et barn, lille Tjovik,
sagde de. Ellers vidste du
nok, at bjerget er fyldt med
ringe, spænder og smykker
af guld.
- Halløjsa! råbte nisse-
drengen henrykt. Skal vi så
ikke prøve at få fat i nogle af
alle de skatte? De fattige
mennesker her på egnen
kunne godt have behov for
lidt stads at more sig med.
- Nej, du, min lille dreng,
sagde faderen misfornøjet.
Det guld, menneskene får
fra troldene, bringer dem al-
tid ulykke. Det vækker kun
hovmod, letsindighed, fråd-
seri, strid, slagsmål og fjend-
skab. Det fandt min farfar
hurtigt ud af, og derfor har
både far og jeg og alle de
andre nisser her på egnen
ladet bjergguldet i fred.
- Ja, det er vel heller ikke
så let at komme til det, sag-
de Tjovik.
- Jo, en nat som denne er
det ikke særlig svært, svare-
de den gamle bedstefar. Ju-
lenat tager troldene deres
skatte frem for at tælle dem,
og så er de så optaget af det,
at de hverken ser eller hører
noget.
- Men hvordan kommer
man ind i bjerget, spurgte
nissedrengen.
- Julenat går bjergdørene
op af sig selv, svarede den
gamle. Men Gud nåde den,
der stadig er derinde, når
kirkeklokkerne ringer til
ottesang. Da får troldene
nemlig syn og hørelse igen,
og så er man fanget.
- Nå, var din egen far så
nogen sinde i strid med trol-
dene, farfar?
- Jovik Terjesen! Jo, det
skal jeg love for, han var.
Engang hang hans liv kun i
en tynd tråd. Det var, da han
red på oksen ud af bjerget.
- Hvordan gik det til?
- Kære, søde, rare farfar,
fortæl, fortæl.
- Jo, se Skimpe havde stjå-
let en okse fra bonden her på
gården. Min far blev natur-
ligvis rasende og listede sig
ind i bjerget. Det gik også
fint, for troldkællingen hav-
de glemt at lukke døren. Og
der stod Jumbe og holdt en
økse for panden af oksen og
skulle lige til at slagte den.
Nå, men min far, han var
ikke den, der holdt sig tilba-
ge. Han klatrede op ad ok-
sens hale og stak den i ryg-
gen med en knappenål.
Tjuh-bang. Oksen sprang op
i luften og stangede både Ju-
me og Skimpe med hornene,
så de begge to faldt på halen
med benene i vejret. Og så
for oksen ud gennem døren
med min far på ryggen.
Nisserne lo, så to smånis-
Juullimi pilluaritsi/ Glædelig jul 15
ser trimlede ned fra ansjos-
dåsen.
- Nå, men så dig da, far-
far? Har du været inde i
bjerget nogensinde, spurgte
Tjovik.
- Mange gange. Men jeg
har aldrig taget andet fra
troldene, end hvad de havde
røvet fra menneskene. En
gang slap jeg kun med nød
og næppe ud derfra med li-
vet i behold. Jeg mistede bå-
de min hue og mine træsko
og kom hjem som en skor-
stensfejer.
Hvordan blev du sort, far-
far?
- Jo, jeg var nødt til at
kravle ud gennem skorste-
nen, for alle dørene var låst.
- Så var du i lige så stor
fare som min bror for nogle
år siden, sagde en af nisser-
ne.
- Hvad skete der da med
ham? spurgte Tjovik.
- Jo, han ville lede efter
Grandlundbondens bortrø-
vede malkepige og befandt
sig uheldigvis stadig inde i
bjerget, da hanen galede og
alle dørene smækkede i. Der
var ikke andet at gøre end at
springe i bjergkilden og følge
med strømmen nede under
jorden. Du ved nok, at den
bæk, der løber forbi gården
her, har sin kilde inde i bjer-
get. Den stakkel havde ikke
en tør tråd på kroppen, da
han kom hjem.
Nissedrengen hørte alt
dette med den største inter-
esse. Han ville svært gerne
prøve på at snappe et arm-
bånd eller en guldkæde fra
troldene og give den til An-
ne-Lise, den ældte pige i hu-
set, der snart skulle stå
brud. Hun var så sød mod
alle, og Tjovik ville hende
det såvel.
Nisserne sad nu længe og
lyttede til gamle Tjarfa. Men
til sidst blev de alle sammen
søvnige. Gæsterne gik hver
til sit. Bedstefaderen krøb
til køjs i en gammel vante,
der lå smidt hen i et hjørne,
og Torgus og Tjovik lagde
sig på et katteskind mellem
et par sukkerdåser.
Men nissedrengen kunne
ikke falde i søvn. Han lå og
brød sit hoved og grublede
over, hvordan han skulle
skaffe Anne-Lise et smykke
fra bjerget, bare et. Det kun-
ne da vel ikke gøre hende
nogen skade? Det var vel
kun, når menneskene fik for
meget guld, at de blev ond-
skabsfulde af det.
Til sidst stod han op, tog
hue og træsko på, greb sin
lille stok og traskede af sted
ud i skoven.
Natten var stille og mørk.
Ikke en stjerne glimtede på
himlen, og ikke et lys var der
at se fra de små vinduer i
husene nede i byen. Alt og
alle lå og sov den dybe, rolige
midnatssøvn, og kun den
langtrukne tuden fra en
hunræv lod sig en gang imel-
lem høre inde fra skoven.
Nissedrengen traskede
raskt af sted. Han var ikke
bange for mørket og tog sig
ikke af ræven. Man kommer
ikke ret hurtigt af sted, når
man kun har tre tommer
lange ben, men den lille
purk kunne tage fem skridt,
når et menneske tog et, og
derfor kom alligevel fremad.
Efter en times tid stod han
ved foden af RævekUppe-
bjerget.
Uha, som det dog rejse sig
forrevet, stejlt og højt! Ikke
en eneste stribe lys kunne
man skimte fra nogen af
bjergets sprækker, men
man kunne høre klirren og
raslen derindefra, som om
nogen stod og klirrede med
guld- eller sølvpenge.
Vent I bare, sagde nisse-
drengen og begyndte at klat-
re op ad bjerget.
Det gik ikke stærkt, men
det gik dog. Ind imellem gled
han lidt ned igen, men så tog
han nok et par raske tag og
kom højere og højere op. Pu-
stende, svedig og varm nåe-
de han fra klippe til klippe,
fra stenblok til stenblok,
svang sig op til den ene af-
sats efter den anden og var
snart halvvejs oppe ad bjerg-
væggen.
En ugle tudede fra en
lund i nærheden, men Tjo-
vik lod sig ikke skræmme.
Han ville klatre og klatre,
indtil han fandt en åbning,
hvor han kunne komme ind
til troldene.
Så så han endelig, at det
lyste ud af en lille sprække i
bjerget. Han stak sin stok
ind i revnen og brækkede til.
Døren må have været godt
smurt i hængslerne, for den
gik langsomt og lydløst op.
Puslingen kom nu ind i en
stor sal med vægge og loft af
sorte, forrevne klipper. For-
skellige steder på gulvet lå
der knogler fra store kreatu-
rer, og på væggene hang der
rustne våben. - Føj, her var
ikke rart, sagde nissepuslin-
gen og gik videre.
Så kom han til en ny dør,
der så ud til at være af kob-
ber. Den gik lige så let op
som den første, og nu kom
Tjovik ind i en ny sal.
Her lå der bunker af sølv-
penge langs med væggene,
men der var ikke en levende
sjæl at se.
Nissedrengen standsede
forbavset op og kiggede på
sølvpengene.
- Her kunne jeg ellers få
penge nok til et ur til min
rare husbond, sagde han.
Men vent lige lidt! Det klir-
rer på den anden side af
sølvdøren der. Gad vide,
hvad de er i gang med derin-
de.
Han gik langsomt hen og
åbnede sølvdøren. Og sikke
et syn! Midt på gulvet stod
en åben kiste, og ved siden af
den sad to forfærdelige trol-
de og skramlede med guld-
ringe, armbånd, perler og
ædelstene. De var så optaget
af at tælle deres skatte i ki-
sten, at de hverken hørte el-
ler så at Tjovik kom ind.
I den ene side af salen var
der en kilde, hvorfra vandet
strømmede ind under væg-
gen og ned i jorden. Ved kan-
ten af den lå der en spruk-
ken træsko, der var fastgjort
til væggen med en snor, så
at den ikke skulle flyde væk.
- Det store skrummel af
en træsko har Skimpe sat
ned i kilden for at den skal
blive tæt igen, sagde Tjovik
til sig selv. gad vide om ikke
jeg kan se mit snit til at sejle
herfra i den båd, hvis det
skulle ske at dørene blev
lukket i.
Stille og forsigtigt gik han
hen til kisten. Men den var
så høj, at han ikke kunne nå
op til kanten. Han rakte og
strakte sig, så meget han
kunne og i det samme...ja,
nu skal I bare høre.
Jumbe og Skimpe kom til
at nyse på samme tid. Og
Gud hjælpe mig om ikke de
nøs, så det gjaldende i hele
bjerget. Trækvinden var så
kraftig, at nissedrengen fløj
op i luften Ugesom en fjer og
faldt på hovedet ned på gul-
det i kisten.
Ja, nu går det nok galt al-
Ugevel, tænkte Tjovik og
holdt fast om stokken for at
forsvare sig mod troldene.
Men de dumme væsener
havde ikke set ham. De talte
og talte, det var det eneste
de havde i hovedet. Purken
så sig omkring midt i alt gul-
det. Så valgte han en kæde,
der var tilpas stor til at hæn-
ge om halsen og forsøgte at
klatre op på kanten af ki-
sten, så han kunne springe
ned på gulvet.
Men da begyndte kirke-
klokkerne i det samme at
ringe til ottesang. Begge
troldene sprang op og stop-
pede fingrene i ørerne. Alle
bjergets døre blev slået i lås
og kistelåget smækkede i
over både guldet og nisse-
drengen.
Og der sad han nu som en
mus i en rottefælde. Men
han var ikke den, der tabte
modet Uge med det samme.
Hvis bare jeg kunne narre
troldene tU at åbne kisten
igen, så finder jeg vel altid
på en udvej, tænkte han.
Og så satte han munden
for nøglehuUet og begyndte
at pibe som en mus.
- Vi har fået en rotte i ki-
sten, fatter, sagde troldko-
nen.
- Den kan få lov at sidde
der til næste juleaften, sag-
de troldknarken.
- Så gnaver den bare hul i
kisten, lillefar, sagde konen.
- Det kan du have ret i,
UUemor, sagde troldefatter.
Og så åbnede han kisten og
fik øje på nissepuslingen,
der sad på kanten.
- Hør, du er mig en under-
lig rotte, sagde han og grine-
de så maven hoppede. Hvad
er du for en spirrevip?
- Jeg er Tjovik Torgusson,
nissedreng på gården, sagde
den lifte fyr frejdigt.
- Ha, Ha, Ha, Ha, Ha, Hi,
Hi, Hi!
Ho, ho, ho! lo trolden og tog
puslingen meUem tommel-
fingeren og pegefingeren.
Du bftver en dejftg lifte efter-
ret til juleskinken. Har du
stegepanden klar, mutter?
-1 kan da ikke stege mig,
før jeg har vasket snavset af
fingrene, sagde Tjovik.
- Bare vent, min fine ven,
sagde trolden. Du skal nok
bUve vasket, det skal jeg love
dig.
Og så satte han knægten
ned på kanten af kilden og
øsede vand over ham.
- Det dur ikke på den må-
de, råbte Tjovik. Du må hel-
lere få fat i en skurebørste
og Udt brun sæbe.
- Han er vist en streng lille
herre, ham der, brummede
trolden og slap sig tag i ham
for at gå hen at hente børste.
I det samme sprang nis-
sedrengen ned i træskoen,
tog sin lommekniv op og
skar den snor over, der holdt
skoen fast.
Tjuh hej! Træskoen fulgte
straks med strømmen ind
under bjergvæggen. Jumbe
og Skimpe udstødte samti-
dig et øredøvende brøl. Men
nissedrengen svingede med
tophuen og råbte: Hurra!
Kilden førte træskoen
med den lille passager gen-
nem den underjordiske ka-
nal og ud i bækken, som løb
forbi gården. Der sprang
han i land og gik hjem. Men
guldkæden havde han mi-
stet, da trolden sprøjtede
vand på ham.
Nissedrengen var Uge på
nippet til at få smæk af både
sin far og farfar for sit dum-
dristige forehavende. Men
han slap, fordi han aldrig
tidftgere havde gjort noget
galt. Og han måtte love, at
han aldrig mere ville søge
efter andre skatte end dem,
man selv kan tjene ved nyt-
tigt arbejde. Og det løfte har
han også holdt siden som en
ærUg nisse.