Atuagagdliutit - 02.11.1993, Page 10

70
Nr. 103 • 1993

GRØNLANDSPOSTEN
Robert Petersen: - Amerla-
suunik sammisaqarpunga.
Uannili allami nunaqarler-
nissara pingaarneruvoq pin-
gaartumik inuussutissar-
siutigalugu piniartuuneq
aallaavigalugu. Taannaan-
naanngilarli. Una ilisima-
varput; Siulivut piniagassa-
qassuseq tunngavigalugu
nuttartarsimapput aammali
nuttartarsimallutik immin-
nut qatsukkaangamik, taa-
manimi illoqatigiiaartartor-
suusimapput. Paasisima-
varput upernaakkuuneru-
soq imminnut qatsuttarsi-
masut.
Robert Petersen: - Jeg har
flere interesser, men den
vigtigste er jagten efter et
andet sted at bo - specielt i
forhold til at opretholde li-
vet, jagten, som udgagns-
punkt. Men ikke bare det.
Det viser sig, at man i gamle
dage ikke kun flyttede i for-
bindelse med fangstdyr,
men det har nok også været
sådan, at folk er flyttet fra
sted tilsted, når de fik nok af
hinanden. (Ass./Foto: Knud
Josefsen)
Dengang man ikke måtte skændes
Rektor for Ilisimatusarfik Robert Petersen regner med at gå på pension i 1995
NUUK(LRH) - Den 65-årige
professor og rektor på det
grønlandske universitet Ili-
simatusarfik, Robert Peter-
sen blev i år æresdoktor fra
Laval Universitetet i Cana-
da ligesom han fik Grøn-
lands kulturpris.
Hele sit liv har Robert
gået i skole, men det får en
ende i 1995. - Så går jeg på
pension og beskæftiger mig
med mine interesser, siger
han.
- Men jeg husker, at jeg
var glad for at komme i skole
og har altid godt kunne lide
at gå i skole. Anda palasi var
vores lærer, da jeg begyndte
i skolen i Maniitsoq. Når An-
da palasi spurgte, om vi hav-
de noget at spørge om, hav-
de jeg altid noget parat.
- Efter min konfirmation i
1942 kom jeg til Nuuk for at
gå i skole. Her havde vi na-
turlære. Jeg tror aldrig jeg i
hele mit liv har lært så me-
get, som jeg gjorde i de ti-
mer. Det var virkelig et em-
ne, der interesserede mig.
- Det var dengang, man
kom hjem hvert andet år. I
de sommerferier, hvor jeg
ikke kom hjem, var jeg i Qo-
oqqut, hvor der var lejrsko-
le.
- 1 1948 tog jeg på Haslev
Seminarium, hvorfra jeg
blev lærer i 1953. Efter et år
som lærer i Danmark tog jeg
tilbage til Grønland for at
afløse Nikolaj Rosing, som
var syg.
Eskimologi
Efter i nogle år at have væ-
ret lærer både i folkeskolen
og på Ilinniarfissuaq tog Ro-
bert Petersen i 1956 tilbage
til Danmark, hvor han be-
gyndte at læse på Eskimolo-
gisk Institut i København.
- Jeg var igang i ti år og
blev i 1967 magister i eski-
mologi og i 1972 blev jeg lek-
tor. Derefter lavde jeg en
doktordisputats og blev i
1975 professor. Jeg forsøgte
første gang i 1969, men det
lykkedes ikke for mig. Jeg
havde skrevet for lidt, men-
te man.
I 1979 var Robert Peter-
sen tilbage i Grønland for at
være med til forberedelser-
ne af det kommende grøn-
landske universitet Ilisima-
tusarfik. Han vendte dog til-
bage til Danmark, men i fe-
bruar 1983 blev Robert Pe-
tersen rektor af Ilisimatu-
sarfik.
I 1993 blev Robert Peter-
sen udnævnt som æresdok-
ter fra Laval-universitetet i
Canada.
I 1989 kom der en ny lov
om Ilisimatusarfik, som be-
tød at rektor for universitet
skulle vælges for en tre-årig
periode ad gangen. I 1990
blev Robert Petersen valgt
som rektor og kører nu på
sin 2. periode.
- Jeg regner med at holde
op i slutningen af 1995. Jeg
har mange ting, jeg godt
kunne tænke mig at beskæf-
tige mig med, men som jeg
desværre ikke har tid til. Så
det passer mig meget godt at
gå på pension i 1995.
Interesser
- Jeg har flere interesser,
men den vigtigste er jagten
efter et andet sted at bo -
specielt i forhold til at opret-
holde livet, jagten, som ud-
gagnspunkt. Men ikke bare
det. Det viser sig, at man i
gamle dage ikke kun flyttede
i forbindelse med fangstdyr,
men det har nok også været
sådan, at folk er flyttet fra
sted til sted, når de fik nok af
hinanden - specielt dengang
alle i bopladserne boede
sammen. Det er mærkbart,
at de blev trætte af hinan-
den ved forårstid.
- Man plejer at sige, at det
er dejligt, at de boede i store
huse, men når man under-
søger det, så er det tydeligt,
at snakken forstummer hen
mod foråret, griner Robert
Petersen.
- Man måtte jo ikke skæn-
des dengang. Der var stren-
ge krav om, at man skulle
være rolige, og hvis de boede
i hus sammen, måtte de hel-
ler ikke udfordre hinanden
til trommedans.
- Det er tydeligt ved un-
dersøgelser omkring Uper-
navik og Ammassalik, at bo-
pladserne spreder sig i for-
hold til, at der bliver flere og
flere indbyggere, men i nog-
le år spreder de sig mere
mod nord og syd end andre
år.
Spredning
- Spredningen fra Uperna-
vik og Ammassalik viser et
mønster, der er meget ens. I
Upernavik blev de spredt
langsomt. I Ammassalik tog
man langt væk fra hinanden
og kom som regel tilbage
året efter.
- Dengang solgte man og-
så skind, men det er tydeligt,
at priserne forblev, hvor de
var. Derfor blev værdien af
skindene ikke ændret. I
1960’erne steg priserne på
både spæk og skind. I den tid
ser man tydeligt, at boplad-
serne blev færre.
- Det er meget spænden-
de. Det er også spændenuc,
at der i 1814 var en kop-
epedimi ved Upernavik. Vi
ved ikke, hvor mange, der
døde. Men da der igen i 1840
var mandtælling, var der
kun to tredjedele tilbage af
de, som var optalt i 1811.
Ifølge en fransk teori vil en
befolkning uden læge, men
som har plads nok at brede
sig på, i løbet af 25 år blive
fordoblet.
- Det har altid undret mig,
at storfangerne, når de flyt-
ter, havde ældre med, som
ikke længere kunne gå på
fangst. Jeg tror, jeg nu har
fundet svaret - de ønskede at
have ældre med til fødsler-
ne.
Ikke skændes
AG: - Du siger, at man ikke
måtte skændes. Kan det væ-
re grunden til, at vi ikke ta-
ler så åbent med hinanden i
dag?
- Det kan det godt være.
Det var vigtigt, at man ikke
måtte skændes, da man boe-
de sammen. Man måtte ikke
risikere at få en fjende
blandt dem, man boede sam-
men med. Først når man
flyttede fra hinanden, kun-
ne man blive fjender.
- Men når man i dag siger,
at grønlændere ikke taler di-
rekte til hinanden, så er det
ikke rigtigt, det er der man-
ge, der gør - også selvom
navnene ikke altid bliver
nævnt, ved man, hvem der
er tale om.
- Det er disse ting, jeg in-
teresserer mig for, og som
jeg gerne vil undersøge nær-
mere. I dag har jeg slet ikke
tid til det. Der er mange
ting, jeg skal have lavet i for-
hold til Ilisimatusarfik. Og
jeg har den regel, at jeg skal
stoppe inden midnat, smiler
Robert Petersen.
- Men det er så spænden-
de, at det ikke gør noget.
Ilisimatusarfik
AG: - Hvordan vurderer du
Ilisimatusarfik?
- Det er tydeligt, at det er
begyndt at gå bedre. Vi har
gjort, hvad vi kunne få at få
dygtige lærere. Det der må-
ske kan nævnes som ærger-
ligt, er de lærere, vi havde
sidste år, som man nok kan
kalde de dygtige lærere, ikke
længere er her. De var ueni-
ge i, hvordan Ilisimatusarfik
skulle køre. Og da ingen ville
give sig, var det ved at ud-
vikle sig uheldigt, men det
kører godt i dag.
- Eleverne er også blevet
dygtigere til at komme med
forslag til forbedringer. Det
er klart godt, at der kommer
kritik. Eleverne er også ble-
vet dygtigere og hurtigere til
at lære.
- I begyndelsen havde vi
det problem, at eleverne ik-
ke havde nogen at sammen-
ligne sig med. I dag er det
tydeligt, at de ældre elever
er bedre end lærerne til at
give eleverne et indblik i,
hvad det er de skal gøre. Jeg
har også lagt mærke til, at
karaktererne fra GU er ble-
vet bedre. Og det har ikke
noget at gøre med, at GU er
blevet mere large med at gi-
ve gode karakterer. Elever-
ne er blevet dygtigere.
AG: - Det er iklce mange
elver, der er blevet færdige
fra Ilisimatusarfik.
- Det er rigtigt. Men det
kommer nu. Mange af ele-
verne har svært ved at styre
deres interesser. Det kan og-
så være interesser, vi nor-
malt kalder sunde, men der
kan være for mange af dem
engang imellem.
Universitetsråd
Universitetsrådet ansætter
lærere, der skal fastansæt-
tes på Ilisimatusarfik. Alt
andet personale ansættes af
rektor. Hver gang en lærer
skal ansættes dannes der et
råd, som tager stilling. I det
råd er der som regel lærere
fra andre universiteter.
- Det vigtigste er at gen-
nemgå de ting ansøgerne
har skrevet og lavet gennem
tiderne. Nogle gange kan det
tage et par måneder at un-
dersøge disse ting. Deres
vurdering bliver sendt til
universitetsrådet. Det er ret
omfattende.
- Vi har lært af gnidnin-
gerne mellem tre lærere sid-
ste år. Derfor er der også en
samtale med ansøgerne, før
der træffes beslutning om,
hvem der skal ansættes.
AG: - Kan du lide din stil-
ling?
- Ja, specielt de første år
var det spændende. Det var
ikke så morsomt i den perio-
de, hvor vi havde uro blandt
lærerne. Dengang glædede
jeg mig til lørdag.
AG: - Kunne du ikke selv
have gjort noget ved situa-
tionen?
- Det kunne jeg godt, og
opstår en lignende situa-
tion, vil jeg også gribe ind
noget tidligere.
Robert Petersen blev i
1957 gift med Inge, som er
dansk. De lever i dag lykke-
ligt sammen uden børn. -
Sådan skulle det ikke være.
De to har planer om at
flytte til Danmark, når Ro-
bert bliver pensioneret i
1995.