Atuagagdliutit - 05.05.1994, Blaðsíða 2

Nr. 34 • 1994

GRØNLANDSPOSTEN
Ingen ressourcer til børn
Når det offentlige har anbragt et barn uden for hjemmet, er der store risisi for,
at barnet genanbringes op til ti gange, viser en undersøgelse foretaget for
landstinget
NUUK(LRH) - I løbet af
denne måned færdiggører
Gladys Kreutzmann en un-
dersøgelse om børn og unges
anbringelser uden for hjem-
met. Nogle alarmerende op-
lysninger om, at mange
børn, specielt i Tasiilaq, var
anbragt uden for hjemmet
var baggrunden for en poli-
tisk debat, som resulterede i
undersøgelsen. Politikerne
udtrykte desuden frygt for,
at børnene blev »glemt«, når
først, de var anbragt på et
børnehjem.
På den baggrund blev der
bevilget en million kroner til
undersøgelsen, som politi-
kerne skal tage stilling til på
den kommende landstings-
samling.
Desværre kan Gladys
Kreutzmanns undersøgelse
ikke tilbagevise mistanker-
ne om de mange anbringel-
ser i Tasiilaq eller, at børne-
ne bliver »glemt«, når først
de er kommet på institution.
- På landsplan er 4,3 pro-
cent af børnene anbragt
uden for hjemmet. Det er et
tal, som dækker de sociale-
og private anbringelser. De
sociale anbringelser er igen-
nemsnit 2,5 procent, fortæl-
ler Gladys Kreutzmann.
Resten er børn, som op-
vokser hos deres bedstefor-
ældre, hos andet familie, el-
ler er det, der i daglig tale
bliver kaldt »gavebørn« -
børn født til at blive givet
bort.
Genanbringelser
- Men det man må hæfte sig
ved er, at Tasiilaq har et an-
bringelsestal, der siger 15
procent. Omkring en tredje-
del er private og to tredjede-
le er soicale anbringelser,
som både er familiepleje og
døgninstitution foranstaltet
af det offentlige. Det vil sige,
at 10 procent er sociale an-
bringelser. Hvert 10.ende
barn i Tasiilaq er af de socia-
le myndigheder anbragt
uden for hjemmet.
- På landsplan bliver over
50 procent af børnene i gen-
nemsnit genanbragt af det
offentlige. Når først et barn
bliver anbragt, så er det i
virkeligheden i risiko for at
blive anbragt igen, for bør-
nene bliver generelt anbragt
2 til 10 gange i forløbet. Her
kan man godt tale om en an-
bringelseskarriere.
- Børn anbragt privat, bli-
ver som regel kun anbragt
den ene gang, og det drejer
sig om 85 procent, og cirka
en tredjedel af disse ender i
en adoption. Resten er an-
bragt mellem 2 og 4 gange.
- I gennemsnit har børn,
der var privat anbragt i 1992
været anbragt i 4 år ad gan-
gen. Men det varierer - nogle
har måske været anbragt i
16 år, mens andre har været
det i tre år. Børn i familie-
pleje har i gennemsnit været
anbragt 2 1/2 år, mens gen-
nemsnittet er 1,7 år for
døgninstitutionerne. Men i
princippet er der også nogle
børn, der kun er anbragt et
døgn.
Handlingsplaner
Gladys Kreutzmann må ud
fra sin spørgeskemaunder-
søgelse, som blev suppleret
med interviews i udvalgte
byer, konstatere, at der
mangler handlingsplaner,
når først et barn er anbragt
uden for hjemmet.
- Man mangler at lå afkla-
ret, hvad problemet er, og
hvad målet er med anbrin-
gelsen. Der mangler ganske
enkelt en plan. I spørgeske-
maundersøgelsen er der kun
i 20 procent af svarene til-
kendegivet, at der er en plan
for barnets fremtid.
- Ansvaret for denne
handlingsplan, som er lov-
mæssig, ligger selvfølgelig
hos kommunerne, men det
er måske også fordi de ikke
får tilstrækkelig rådgivning
fra regionalkontorerne, som
er for passive i børnesager-
ne. De er konsulenter i bør-
nesagerne og skal føre til-
syn. Så Socialdirektoratet
har også et ansvar.
- Og så bunder det hele i
manglende tid eller ressour-
cer. Socialkontorerne er
utrolig pressede. I takt med
den økonoiske krise er de ik-
ke blevet tildelt flere res-
sourcer. Hvis socialarbej-
derne skal føre intentioner-
ne i de nye børneforsorgs-
regler ud i livet, så skal de
have efteruddannelse og fle-
re ressourcer.
- Man skal altid arbejde
hen imod, at barnet bliver i
sin familie. Det er det bedste
for barnet. Men når først
barnet er ly'emgivet, så for-
sømmer man ofte at lave ef-
terværn. Det er godt at bar-
net kommer hjem, men det
har jo ikke nødvendigvis løst
nogle problemer for famili-
en. Der er jo en grund til, at
barnet blev fjernet.
Ingen skurke
- Der er ingen skurke i det
her. Der er kun nogle tabere
- og det er børnene. Det
handler om at sætte mere
fokus på den måde vi løser
problemerne, men det er og-
så et ressourcespørgsmål.
Spørgsmålet er hvilke res-
sourcer sagsbehandlerne
har til at kunne arbejde med
disse ofte meget tunge sa-
ger.
- Man mangler redsskaber
til at gå ind og hjælpe famili-
erne med - til at snakke med
dem om, hvilke problemer
de har. Jeg tror, der er to
meget vigtige forudsætnin-
ger i det. For det første skal
vi blive bedre til at tolke
symptomerne, og så skal vi
nok også være bedre til at
kommunikere med familie-
rne om, hvad problemerne
egentlig er.
- Jeg tror der er behov for
at socialarbejderne bliver
bedre til at kunne kommu-
nikere med klienterne, også
om deres følelsesmæssige
problemer, for det handler
lidt for meget om materielle
ting. Det vil sige penge, bolig
og arbejde. Det er selvfølge-
lig også utrolig væsentlige
elementer i livet, men jeg
tror også, man skal blive
bedre til at tale om den følel-
sesmæssige del af livet.
Dialog
- Det kan godt være, at man-
ge af disse børn er bedre
tjent med at være i plejefor-
hold. Det er derfor vigtigt i
denne proces, at der er en
dialog med moderen. I virke-
ligheden er det også et ne-
derlag for moderen, som
gang på gang ved, at hun ik-
ke kan klare det. Det er vig-
tigt at turde tale med foræl-
drene om det. For når et
barn har været anbragt 12
gange fra det er to måneder
til det er ti år, så er man
nødt til at gå ind og se på,
hvor meget mere dette barn
tåler. Man må se på barnets
tarv. Og måske vU moderen
også være indstillet på, at
det er en god beslutning,
hvis man laver nogle ordent-
lige samkvemsordninger.
Hun er jo stadig barnets mo-
der, og det er hun også i bar-
nets øjne.
- Det forudsætter igen, at
man har ressourcerne til
det, siger Gladys Kreutz-
mann, som også oplyser, at
materialet omkring »Gave-
børn« og private anbringel-
ser er minimumstal. Man
kender simpelthen ikke om-
fanget af det. Sådanne for-
hold opdages tit ved et til-
fælde - for eksempel, når
barnet kommer i skole. Men
Gladys Kreutzmann gør op-
mærksom på, at uanset hvil-
ken form for plejeforhold
man er inde i, så er der krav
om en plejetilladelse - af
hensyn til barnets retssik-
kerhed.
NAMMINERSORNERULLUTIK OQARTUSSAT
PISSARSIORPUT
SIUNNERSORTIMIK
Akileraartarnermi Pisortaqarfimmut
Akileraartarnermi Pisortaqarfimmi siunnersortitut ator-
fik inuttassarsiomeqarpoq 1. juni 1994-imi imaluunniit
tamatuma kingoma piaartumik sulilersussamik.
Atorfik pisortaqarfmp naatsorsuuseriviani inissisimavoq.
Siunnersorti immikkoortoqarfimmik ulluinnami aqutsisuu-
voq, tassani sulisorineqarlutik allaffimmi fuldmægtigi, assi-
stenti ataaseq sulinermillu sungiusartoq ataaseq.
Immikkoortortaqarfiup naatsorsuutinik nalunaarsuinerup
nalinginnaasup saniatigut pingaamerusutut suliassarai asser-
suutigalugu qamutinut motoorilinnut akileraarutinik inuus-
sutissarsiutitigullu ilinniagaqamemut sulisitsisut akiliutaan-
nik (AEB) aldliisitsiniameq, naligiissaarineq kiisalu nunat
avannarliit ikiorsiinissamut isumaqatigiissutaannik inger-
latsineq. Aammattaaq immikkoortorqarfiup akileraartar-
nermi, akitsuusiisamermi akiliisitsiniartamennilu sussaqar-
finni immersugassat ingerlanneqamerat akisussaaffigaa.
Namminersomerullutik Oqartussat naatsorsuusereriaa siat
maannakkut Concorde XA L-imut allanngortitemeqarpoq,
taamaattumik tamatuminnga ilisimasaqamissaq iluaqutaass-
aaq.
Qinnuteqartut sulianut atasumik piginnaaneqamerup saniat-
igut suleqateqarluarsinnaassuseqartariaqarput, soorluttaaq
marluinnik oqaaseqam'eq iluaqutaajumaartoq.
Atorfik tjenestemanditut atorfiuvoq, maannakkut akis-
saateqarfiit 30-anni inissisimasoq.
Atorfinitsitsineq Kalaallit Nunaanni Namminersomerullutik
Oqartussani kommuninilu tjenestemandit pillugit inatsisart-
ut inatsisaat nr. 5, 14. maj 1990-imeersoq naapertorlugu
pissaaq. Atorfeqarfik maannakkut Nuummiippoq.
Inissaqartitsisoqarsinnaavoq maleruaqqusat atuuttut malillu-
git akilersomeqartussamik.
Akissarsiat atorfinitsitsinerlu, tassunga ilanngullugit akiliu
nneqarluni angalasinnaatitaaneq pisattallu angallanneqame-
rat Kalaallit Nunaanni Naalakkersuisut Nunatsinnilu Atorfil
lit Kattuffissuata akornanni isumaqatigiissutit atorfinin-
nermi atuuttut malillugit pissapput.
Erseqqinnerusumik paasissutissat siunnersortimut Kristian
Motzfeldt-imut imalunniit allaffimmi pisortamut Karsten
Jensen-imut, tlf. 2 23 33 saaffiginninnikkut pissarsiarin-
eqarsinnaapput.
Qinnuteqaat ilinniagarisimasat siomatigullu suliarisimasat
pillugit paasissutissartalik, soraarummeersimanermut upper-
narsaatit il.il. assilinerinik ilalerlugu, erseqqissumik nal-
unaaqutserlugu INUTTASSARSIUGAQ NR. 300, uunga
nassiunneqassaaq:
Namminersomerullutik Oqartussat
Akileraartarnermi Pisortaqarfik
Box 1605.3900 Nuuk
Qinnuteqamissamut killisarititaq: Qinnuteqaatit Akilera-
artarnermi Pisortaqarfimmut anngutereersimassapput
kingusinnerpaamik 19. maj 1994.
Gladys Kreutzmann: - Misissuinermi uanipineqartut inupi-
luttaqanngillat. Taamaallaanuna ajorsartortaqartut - tas-
saappullu meeqqat. Taamaammallu ajornartorsiutit aaq-
qinniarlugit aallussinerusariaqarpugut, kisiannili aningaa-
sat tassani apeqqutaapput. Suliarinnittup suliaminik akut-
tunngitsumik oqimaattaqisunik aallussinermi aningaasat
suut atorlugit sulinlssaa tassani apeqqutaavoq.
Gladys Kreutzmann: - Der er ingen skurke i det her. Der er
kun nogle tabere - og det er børnene. Det handler om at
sætte mere fokus på den måde vi løser problemerne, men det
er også et ressourcespørgsmål. Spørgsmålet er hvilke res-
sourcer sagsbehandlerne har til at kunne arbejde med disse
ofte meget tunge sager. (Ass./Foto: Knud Josefsen)
(-----------------------^
Amnesty aamma
Kalaallit Nunaat
Kattuffiup ukiumoortumik
ataatsimiinnissaanut Kalaallit
Nunaat aallartitaqarpoq
NARSAQ - Amnesty In-
ternational-ip qallunaa-
nut immikkoortortaa sa-
paatip akunnerata naa-
nerani uani majip 7-iani
8-aanilu ukiumoortumik
Københavnimi ataatsi-
meersuartitsiniarpoq.
Amnesty Internatio-
nal-imiit Kalaallit Nu-
naanni soqutiginnittu-
nik marlunnik ukiu-
moortumik ataatsimeer-
suarnissamut peqataa-
sussanik qaaqqusisima-
voq. Tallimanngorpat
Karo Thomsen aamma
Juaaka Lyberth Nuum-
mi Københavniliartus-
saapput, kattuffiup suli-
aanit Kalaallit Nunaan-
niit soqutigisaasunik pe-
qataajartussallutik. Ilaa-
tigut Amnesty Internati-
onal soqutigisaqaqati-
giinnillu aallamisaanis-
saq pillugu paasissutis-
sanik aamma Amnesty
International-ip Kalaal-
lit Nunaanni immikkoor-
tortassaanik namminer-
sortumik aallamisaanis-
samut periarfissat pillu-
git paasissutissanik pis-
sarsiniartussaapput.
Ataatsimiinneq ulluni
marlunni sivisussuse-
qassaaq Nørre Gymnasi-
um-imilu Brønshøj-
imiittumi ingerlanneqar-
tussaalluni.
- Ukioq manna ataatsi-
meersuarnissami oqalli-
sissiat mianernartut ar-
laqarput, Roland Thom-
sen Narsameersoq oqar-
poq, taannalu ukiuni ar-
lalinni Kalaallit Nunaan-
V
ni Amnesty Internatio-
nal-ip suliai pillugit ilisi-
matitsiniarnermik sulia-
qartuusimavoq.
Siorna ataatsimeersu-
arnerup kingornagut tu-
sagassiutitigut kattufli-
ullu iluani allaaserine-
qartut arlaqarput, taak-
kunanilu Amnesty Inter-
national-ip qallunaat
akornanni pissutsit, pi-
ngaartumik Afrikamiit
takomarissat m arluk
qallunaat paarnaarussi-
vianni naalliutsinneqar-
neri pillugit isornartorsi-
utai allaaserineqartarsi-
mallutik.
Arlallit, tassa illaasor-
tat kattuffiullu avataa-
neersut Amnesty Inter-
national isornartorsior-
simavaat erseqqissaati-
galugulu kattuffiup nu-
kini piflissanilu nunani
allani inuit pisinnaati-
taafliisa unioqqutinne-
qartamerinut Danmark-
imi pisunit atornerusari-
aqaraluarai.
Aammattaaq Amnesty
Intemational-imiit ka-
laallit pifflssami aalaja-
ngersimanngitsumi Her-
stedvesterimi paarnaa-
russaasut atugaat isor-
nartorsiorsimavai.
Kattuffik pillugu paa-
sissutissanik uunga saaf-
figinninnikkut pissarsi-
niartoqarsinnaavoq
Amnesty Internatio-
nal,
Postboks 184,
3921 Narsaq, eller på
telefon 3 14 39.