Atuagagdliutit - 12.01.1995, Blaðsíða 7

7
Qarsorsat
Ikke et job men
Royal Greenlands mindste producerende enheder er to
dambrug i Thy
Nørre Hå-mi tukertitsivimmut uternermini Mads Borregård-ip piumasa-
qaatigisimasaa imermul iltilersuut.
Iltanlægget der var et krav fra Mads Borregård inden han atter vendte
tilbage til dambruget i Nørre Hå. (Ass./foto: Susanne Kabel)
Af Susanne Kabel
Når man følger de store
hovedveje vestover Limfjor-
den forbi Thisted og ud mod
det sprælske Vesterhav, kom-
mer man lige forbi den lille
Kærgårds vej. Herinde i det
åbne land hvor odderen og
fiskehejren boltrer sig, ligger
Royal Greenlands to mindste
producerende enheder. Dam-
bruget Nørre Hå og i kort
afstand derfra dambruget
Årup. Hvert sted er der een
ansat. Fiskemesteren. Døgnet
rundt overvåger han de tusin-
devis af ørreder, som i eks-
presfart skal æde sig til en
250-grams vægt, der gør dem
slagtefærdige.
Mads Borregård er 39 år og
fiskemester på dambruget
Nørre Hå. Sammen med Lone
og børnene Lisbeth, Michael
og Ole lever de deres liv i for-
ening med ørrederne.
-Et dambrug er ikke en
arbejdsplads. At være fiske-
mester er en livsstil. Vi kan
aldrig aftale noget, for hvis
fiskene går skidt, så må vi bli-
ve hjemme, mener Mads Bor-
regård, der lidt presset dog
godt vil indrømme, at det nok
også handler om, at han ikke
vil give andre lov til at passe
HANS fisk.
I 20 år har Mads Borregård
arbejdet med ørreder, og selv-
om han uden omsvøb kalder
Nørre Hå dambrug for noget,
der nærmer sig en museums-
tilstand, så elsker han sit job.
Siden han i 1992 vendte tilba-
ge til Nørre Hå - efter i fire år
at have betrådt andre damme
på grund af uenighed med de
daværende ejere - er der sket
store forandringer. Dambruget
var misligeholdt, og der har
været meget arbejde i at gene-
tablere jorden og dammene til
en ordentlig drift.
Slemme miljøkrav
Når Mads og sønnen Michael
skridtet dambruget af, kan de
tælle 51 damme, hvor der på
blot et enkelt år opfordres
700.000 ørreder. Miljølovgi-
veme har det seneste årti haft
øje for dambrug i Danmark på
grund af spildevandet. Via en
tildelt fodermængde regulerer
myndighederne i dag udled-
ningen af spildevand til de
åløb, som er livsnerven i
ethvert dambrug. Men Mads
Borregård synes ikkemil-
jølovgiveme har fat i den rig-
tige ende.
-Vi skal faktisk lukke renere
vand ud, end vi tager ind. De
kunne i stedet måle vandkva-
liteten, vi lukker ud, og så
lade os drive dambruget som
vi vil, siger fiskemesteren.
Hvert år tildeles dambruget
145 tons foder fra amtet.
Løsningen er at købe dyrere
og stærkere foder samt sørge
for en god iltning af vandet.
Og netop iltanlægget, der sik-
rer fiskene en ordentlig til-
værelse, har været en gave i
sommeren 94, der var den
varmeste i 100 år i Danmark.
-Inden jeg tiltrådte igen, var
det et krav at der skulle sættes
iltanlæg op. Jeg havde i 20 år
set fisken ikke have ilt nok
om sommeren. Forfærdeligt.
Så det er skønt med den ilt.
Michael på 10 år lytter
opmærksomt med på alt, hvad
farmand fortæller, mens vi går
rundt mellem dammene, hvor
overfladen hele tiden forstyr-
res af de tusindevis af rygfin-
ner. Godt nok er Mads Borre-
gård eneste fastansatte, men
Michael er godt på vej til at
træde i seniors fodspor. Fisk
interesserer ham bare.
-Michael hent lige noget
foder, siger Mads og sønnen
stryger afsted efter tørkosten
nede fra foderrummet. Straks
er han tilbage, og der fodres
til ære for den besøgende
journalist.
-Men faktisk så praktiserer
vi stadig håndfodring i stedet
for at anvende fodermaskiner,
som mange gør i dag. Det er
måske lidt gammeldags, men
jeg tror på det. Så følger du
med og kan se om fiskene
æder, fastslår fiskemesteren.
Køb dambrug
Skulle Royal Greenland gøre
noget rigtig godt for at sikre
forsyn°ngen af ørreder til Vej-
le, så burde koncernen
opkøbe dambrug fra tvangs-
auktioner.
-10 dambrug ville være pas-
sende til at styre produktionen
fuldstændig. Men måske ville
Royal Greenland helst være
fri for dambrugene, siger en
tænksom Mads Borregård.
Da Qarsorsat besøgte dam-
bruget var det næsten helt
overvældende. For kun kort
tid forinden havde bestyrel-
sesmedlem, tidl. udenrigsmi-
nister Uffe Ellemann-Jensen
også været på visit.
- Jamen, jeg må da indrøm-
me, at det kan være svært at
blive styret af en stor virk-
somhed, når jobbet er så selv-
stændigt. De investeringer jeg
føler rigtige, skal altid god-
kendes længere oppe i syste-
met, og så ved man jo ikke.
Men jeg har et godt samarbej-
de med Finn Knudsen fra
Glyngøre.
-Her skal vi gerne have pla-
ner et år forud. Yngelbestil-
ling sker halvandet år før
levering!
Eksperimentet
I sommeren 94 forsøgte Mads
Borregård sig med selv at
producere yngel. En stor lade
med betonbassiner dannede
rammen for forsøgte, der
skulle have gjort dambruget
uafhængig af indkøbt yngel.
-Mange gange har den yngel
vi køber ingen modstands-
kraft. Ofte ma vi samle halv-
delen af ynglen over 5 centi-
meter op igen - som døde!,
ærgrer Mads Borregård sig.
Desværre viste sommerens
forsøg, at å-vandet ikke var
rent nok til selv at dyrke
ørred-yngel.
-Der skal bruges renere
undergrundsvand, og det får
vi ikke tilladelse fra myndig-
hederne til at hente op, fortæl-
ler Finn Knudsen.
Qarsorsat forlader ad den
kilometerlange grusvej op til
hovedvejen dambruget. Fiske-
hejren glider elegant henover
ådalen på udkig efter...måske
en undsluppet ørred fra Nørre
Hå dambrug.
Mads Borregård meeqqani Lisbeth Michael-ilu ilagalugit. Ilaqutariinnermi inuuneq sulinerlu ataalsikkut
ingerlanneqarput, meeqqallu aalisakkerinermi ikiuuttuartarlutik.
Mads Borregård med børnene Lisbeth og Michael. Familielivet og arbejdslivet flyder tæt sammen og børnene
hjælper også tit med fiskene. (Ass./foto: Susanne Kabel)
Grønlandshaj til asiatiske ganer
Hvis hajkød efter analyse godkendes til produktion er der hajfiletter til middagsbordet
Af Karen Kleinschmidt
Hajkød bliver i mange ver-
densdele anset for en første-
klasses råvare og delikates-
se, som forbrugerne gerne
sætter på middagsbordet.
Efter at Royal Greenland i
en periode fra 1990-1992
havde interesseret sig for en
kommerciel udnyttelse af
hajkød, blev projektet stop-
pet. Markederne viste sig
ikke rigtig. Men efter Grøn-
lands Fiskeriundersøgelser
ved konsulent Ole Larsen
og Fiskeridirektoratet i
1993 udførte projekt hajud-
ryddelse, hvor der i Island
viste sig en kommerciel
afsætning af hajkød, blev
Royal Greenland atter ind-
draget i forsøget på at
udnytte den grønlandske
haj, der så talrigt findes ved
alle Grønlands kyster.
Efter den første afsætning i
1993 af hajkød til Island,
Hong Kong og Taiwan, har
markedet i Asien vist sig,
som det område der findes
de bedste afsætningsmulig-
heder på, og siden maj 1994
har Royal Greenlands
udviklings- og eksportafde-
ling kikket nærmere på
udnyttelsen af grønlandsha-
jen som et muligt nyt pro-
dukt.
Velkendt spise
i Grønland
Visse steder især i Nord- og
Østgrønland spises kødet af
mennesker, men kun efter
gentagne kogninger, og med
udsmidning af kogevandet
mellem hver kogning. I
Nordgrønland bruges
hajkød til hundefoder.
I Sydgrønland har Royal
Greenland, Region Syd en
aftale med fiskere i Narsaq
og i Nanortalik om at fiske
hajer til indhandling i Royal
Greenlands fabrikker i de to
byer. Kiloprisen er på tre
kroner, men da hajerne ind-
handles hele, kan det blive
indbringende forretning for
fiskerne, mener regionschef
i Qaqortoq Knud Albrecht-
sen:
-Der er indtil dato ind-
handlet 30 tons hajkød. De
20 tons er allerede sendt til
Taiwan, hvorfra der er afgi-
vet ordre på haj kød. De
resterende 10 tons vil også
blive sendt til Taiwan med
skib i løbet af januar måned,
så der er allerede et marked
for grønlandshajen udenfor
Grønland, siger Knud
Albrechtsen.
Overalt ved Grønland
Der findes 250-300 hajarter
i hele verden. Hajkød spises
i mange lande. I Japan, der
er verdens største hajfanger-
nation, spises en række for-
skellige hajarter. Derudover
spises hajer i Sydøstasien,
der også har det største mar-
ked for hajfinner til hajfin-
nesuppe. I USA og Europa
er der et voksende marked
for hajer. I Europa er Tysk-
land, England og Italien de
førende hajspisere.
-Grønlandshajen også kal-
det havkalen, som man vil
producere, findes der kolos-
sal mange af i Nordgrøn-
land, men faktisk ved hele
Grønlands kyststrækning.
Vi i udviklingsafdelingen
synes, det er et spændende
produkt, og fordi hajen spi-
ses i så mange lande, tænkte
vi, hvorfor ikke producere
hajkød i Grønland, siger
udviklingskonsulent Susan-
ne Tolstoy, der er uddannet
biolog og biokemiker. Hun
fortsætter: - En anden
grund til at vi vil producere
hajkød, skal ses i lyset af, at
hajerne nu er til gene for
langlinefiskeriet, hvor de
snupper kroge og bider
langlineme over. Kød fra
netop grønlandshajen har
tidligere været et alminde-
ligt produceret og spist pro-
dukt. og kunne købes pa de
amerikanske fiskemarkeder
i Florida, Sydøst-A laska og
langs hele Pacifickysten i
1930’erne.
Hajkød til analyse
Grønlandshajen vejer mel-
lem 50 og 200 kg og kan
blive to meter lang. I øje-
blikket er hajkød af grøn-
landshajen til analyse i Roy-
al Greenlands kvalitetsafde-
ling og hvis afdelingen og
koncernledelsen giver grønt
lys. begynder produktion af
hajkød.
I begyndelsen af 1900-tal-
let blev der fanget ca.
32.000 grønlandshajer årligt
ved Grønlands kyster, hvor
levertranen blandet med
sæltran blev solgt som "Tre-
kronertran". Indhandling af
hajer i dette århundrede
sluttede i 1963 på grund af,
at der ikke rigtigt var noget
marked for det mere. Hajfi-
skeriet er det ældste kom-
mercielle fiskeri i Grønland,
hvor levertranen fra grøn-
landshajen har været udvun-
det siden i 1770’eme. Tradi-
tionelt har levertran, kød og
skind været udnyttet.