Atuagagdliutit - 20.02.1996, Blaðsíða 12

12
Nr. 14 • 1996
GRØNLANDSPOSTEN
Han vil gøre folkekirken i
Grønland mere synlig
Forfatteren og præsten Otto Sandgreen ser gerne, at folkekirken får
en større plads i hjemmestyret
NUUK(KK) - Det er en vir-
kelig kender af den grøn-
landske folkekirke, som i
bogen »Den grønlandske
menighed i dag« rejser et
mindesmærke over de utalli-
ge mænd og kvinder, som
gennem årene har arbejdet i
kirkens tjeneste.
Den 81-årige Otto Sand-
green blev selv kateket i
1934 og præsteviet i 1938,
og selv om han blev pensio-
neret allerede i 1974, har han
aldrig sluppet arbejdet i fol-
kekirken.
På sit eget forlag i Qeqer-
tarsuaq udgiver han bøger i
et tempo, som kan gøre
enhver forlagsmand for-
pustet, og interessen er både
den historiske roman og den
folkekirkelige opslagsbog.
Otto Sandgreen udgav i
1991 bogen »Grønlands kir-
ker«, og han fortsatte straks
arbejdet med bogen om den
grønlandske menighed. Der
skulle imidlertid gå fire år,
inden denne bog var på
gaden.
Sejt træk
- Jeg troede, at det ville tage
et år at indsamle oplysninger
til den nye bog, men det end-
te med at tage forfærdentlig
lang tid, siger Otto Sand-
green. Jeg er flere gange i
forløbet blevet træt af bogen,
især fordi mange mennesker,
som jeg henvendte mig til,
ikke holdt deres løfter.
- Mange ting i mit indre
sagde: - Hold op, for det kan
ikke betale sig at fortsætte,
når præster og katekerer er så
lidt interesseret i at hjælpe
dig.
- Så lagde jeg bogen fra
mig, nogle gange i måneds-
vis. Jeg tog et pusterum og
arbejdede med mine malerier
i stedet, og det bragte lysten
til at afslutte bogen tilbage.
- Efter fire års arbejde blev
bogen så udsendt i december.
Jeg er glad for, at jeg allige-
vel holdt ud, for jeg mener, at
den grønlandske menighed i
dag fortjener en bog.
- Det har også glædet mig,
at andre har sat pris på
bogen. Jeg har fået breve og
opringninger, en enkelt helt
fra Canada, som har udtrykt
glæde over bogen. Sådan
breve og opringninger var-
mer og får mig til at glemme
det sure slid med at hente
informationerne hjem.
- Jeg besluttede efter bo-
gen om menighederne at
gøre 1996 til et sabbatår,
men jeg er allerede i gang
med to nye bogudgivelser,
lige som et par oversættelser
ligger på mit arbejdsbord.
Jeg skal arbejde for at holde
mig i gang, siger den 81-åri-
ge Otto Sandgreen.
Kirken og den
politiske debat
Otto Sandgreens bog udkom-
mer i en tid, hvor det er pen-
ge, der står øverst på dags-
ordenen i Grønland. Penge til
KNIs underskud. Penge til
sundhedsvæsenet. Penge til
bygderne. Penge, penge,
penge.
AG: - Er kirken og det ånde-
lige liv blevet glemt på finans-
loven?
Otto Sandgreen: - Ja, det
ansvarlige landsstyremedlem
for den grønlandske folkekir-
ke burde være mere interes-
seret i kirkens liv, burde have
mere kraft til at slå i bordet
og sige: - Nu kan det være
nok. Nu må vi også tage kir-
ken med i vore politiske
diskussioner.
- På præstekonventet i
Nuuk i 1977 spurgte den
senere landsstyresformand
Jonathan Motzfeldt, om også
den grønlandske menighed
sagde ja til indførelsen af
hjemmestyret. Svaret var
positivt i håbet om, at folke-
kirken ville få bedre vilkår,
for allerede dengang havde
vi en forfærdentlig mangel
på kateketer og præster. Des-
værre har det vist sig, at
hjemmestyret ikke var den
saltvandsindsprøjtning, som
vi håbede.
- Der bliver stadig, 17 år
efter hjemmestyrets indførel-
se, gjort for lidt for det kirke-
lige område, og folkekirken
har ikke haft kraft nok til at
synliggøre sig under hjem-
mestyret.
Folkekirken og
konkurrenterne
Otto Sandgreen skriver i sin
bog om den grønlandske
menighed i dag, at han kun
har medtaget folkekirken, og
ikke de forskellige sekter,
som er kommet til Grønland.
AG: - Men er disse sekters
fremmarch i Grønland ikke
et tegn på, at der er noget galt
i folkekirken?
Otto Sandgreen: - Nej,
man siger ganske vist, at
folk, der vender folkekirken
ryggen, er rodløse, at de kan
ikke finde noget i kristen-
dommen, at folkekirken er
for gammeldags, at kristen-
dommen ikke har noget at til-
byde de unge.
- Men det passer bare ikke.
Hvis folk blot vil sætte sig
ned og lytte andægtigt til
Bibelens ord, så behøver de
ikke at søge tilflugt i andre
sekter. Det, vi. mangler, er at
sætte os ned og tænke over
vor tilværelse i kristendom-
mens lys.
AG: - Men folkekirken fyl-
der vel ikke meget i dagens
Grønland?
Otto Sandgreen: - Des-
værre har du ret. Selv selv
om det vil smerte dig som
dansker, vil jeg alligevel
sige, at danskerne med deres
store indflydelse på Grøn-
land i de seneste halve århun-
drede også har haft en meget
negativ indflydelse på folke-
kirkens tilstand i dag. Lad
mig tage blot et eksempel:
Indtil krigen levede unge
mennesker, som skulle gif-
tes, ikke under samme tag.
Da danskerne, da håndvær-
kerne kom i stort tal efter kri-
gen, begynde sæderne at gå i
forfald.
- Jeg skal dog ikke lægge
hele skylden på danskerne.
Det har indvirket meget på
Grønland, at vor kultur og
tankegang er meget svagere
end andre folks kultur og tan-
kegang. Fangerkulturen er
pensioneret, og dermed er
Otto Sandgreen
- atuakkiaminut
»Ilagiit Kalaallit
Ullutsinni«-mut
paasissutissar-
passuamik ukiu-
ni sisamani
katersisimavoq.
Otto Sandgreen
- har brugt fire
år på at indsam-
le de mange
informationer,
som ligger til
grund for bogen
»Den grønland-
ske menighed i
dag«.
(Foto: Knud
Josef sen).
også de ord og udtryk, som
hører til fangerkulturen, en
saga blot. Mangelen på den
gamle kultur har stor indfly-
delse på den menneskelige
tankegang i dagens Grøn-
land.
AG: - Passer den grøn-
landske folkekirken da bedre
til et fangersamfund end til et
moderne samfund?
Otto Sandgreen: - Nej, det
ved jeg nu ikke, men selv om
vi lever i en tid med edb og
video, kan vi godt bevare vor
barnetro, hvis vi virkelig vil.
Tilbage til folkekirken
AG: - Kunne mange af de
folk, der i dag har problemer,
vende tilbage til folkekirken
og hente styrke?
Otto Sandgreen: - Ja, kir-
ken har et budskab til befolk-
ningen. Tænk bare på de 10
bud, som er blevet givet os,
for at vi kan få et bedre liv.
»Du må ikke bedrive hor«.
»Du må ikke stjæle«. »Du
må ikke slå ihjel«. Det er
eviggyldige sandheder, men
hvad er det man i dag hører i
radioen og læser i aviserne?
NUUK(KK) - Den grønland-
ske folkekirke? Det er vist
noget med Hans Egede og
skiftende danske kongers
ønske om at missionere ved
rigets yderste kant.
Ja, men den grønlandske
folkekirke er også en endeløs
række af unavngivne mænd
og kvinder, som i 250 år har
tjent kirkens sag.
Ringerne til gudstjenester-
ne, rengøringspersonalet,
slædekøreme for den danske
præst, roerne og de ledsagen-
de kajakmænd for en kone-
båd under præstens tjeneste-
rejser, en motorbåds besæt-
ning.
I dag husker vi ikke alle
disse mænd og kvinder og
deres arbejde for kirken, men
med præsten og forfatteren
Otto Sandgreens bog »Den
grønlandske menighed i
dag« bliver der rejst et smukt
mindesmærke over de folk,
som netop i dag er så afgø-
rende en del af folkekirken
og den åndelige ballast, som
Grønland har haft med sig på
de seneste 250 års rejse.
Biografier i hundredevis
Otto Sandgreen afsluttede i
1991 bogen »Grønlands kir-
ker«, og han gik straks i gang
med endnu et ambitiøst ar-
bejde: At lave et portræt af
alle de mænd og kvinder,
som med deres arbejde hol-
der de enkelte præstegæld i
gang: Præsten, kateketen, or-
ganisten, medlemmerne af
sangkoret og menigheds-
repræsentationen. Mange
skal inddrages, inden præ-
sten kan begynde gudstjene-
sten søndag formiddag.
Otto Sandgreen har gen-
nem fire år indsamlet oplys-
ninger og billeder af alle dis-
se folk, og de flere hundrede
biografier er en guldgrube af
Det er i hvert fald ikke en
overholdelse af disse bud,
men tværtimod det ene brud
efter det andet.
AG: -1 begyndelsen af det-
te århundrede skyllede der en
vækkelsesbølge, Peqatigiin-
niat, over Grønland, tror du,
at en ny væggelsesbølge kan
være på vej?
Otto Sandgreen: - På et
eller andet tidspunkt vågner
både den udvortes og den
indvortes kultur og får folk
til at åbne deres øjne for de
negative ting, som de oplever
i en moderne tid. Der kom-
mer et punkt, hvor folk vil
tænke ved sig selv:- Hvad er
det for et liv, vi lever? Hvad
har vi gjort ved vor gamle
kultur? Hvor er vort sprog?
Hvorfor er der så megen
ondskab mellem os? Så vil
befolkningen nationalt og
åndeligt vågne op og forny
deres tid til det bedre.
AG: - Kommer denne
vækkelse snart?
Otto Sandgreen: - Jeg ser
ingen tegn i sol og måne og
stjerne på, at den tid er lige
om hjørnet.
viden om de folk, som uden
de store armbevægelser ud-
fører deres arbejde for me-
nigheden. Det er folk, som vi
ikke ser i aviserne eller i
»Qanorooq«, men det er
folk, hvis indsats er uvurder-
lig-
Historisk gennemgang
Otto Sandgreen starter sin
bog med en historisk gen-
nemgang af den folkekirke,
som vi kender i dag.
Fra Frederik IV, som send-
te Hans Egede til Grønland,
til Margerthe II, som indsatte
Grønlands første kvindelige
biskop. Fra Hans Egedes
første dåb af et barn i januar
1724 til dåben i 1934 af den
sidste hedning i Grønland,
polareskimoen Nukappian-
nguaq.
Otto Sandgreen kommer
gennem personskildringer
rundt om de folk og det ind-
hold, som har fyldt folkekir-
ken: Om læserne og kateke-
terne, om de danske og grøn-
landske præster, om udvik-
lingen i gudstjenesterne og
inddelingen i præstegæld,
om komponisterne og salme-
digterne, hvis værker lever
den dag i dag.
Otto Sandgreens bog er et
imponerende stykke samtids-
historie. Og som biskop So-
fie Petersen skriver i for-
ordet: - Vi har ikke været be-
vidst om, at vi manglede så-
dan en opslagsbog, før end vi
stod med denne bog i hån-
den.
Otto Sandgreen:
Den grønlandske
menighed i dag.
Otto Sandgreens forlag
1995,
200 sider,
Pris: 280 kroner.
Otto Sandgreen
Ilagiit Kalaallit Ullumi
Den grønlandske Menighed i dag
Otto Sandgreenip atuakkiorfia - 1995-Otto Sandgreens forlag
Flot mindesmærke
over kirkens folk
»Den grønlandske menighed i dag«
er et værdifuld stykke kirkehistorie