Atuagagdliutit - 12.12.1996, Side 11

1996
11
H. C. Andersenimit:
JULETILLÆG
Nrviarsiaraimguaq ildtsisaamiaq
Sila qiianartorujussuuvoq
nittaalarlunilu, asulu unnuk
taarsiartulerluni. Unnullu
manna tassa ukiup ulluisa
naggataata ukiutoqqap un-
nuaa. Taama issillunilu taar-
tigigaluartoq niviarsiaran-
nguaq piitsoq nasaqarani
kamillaanngarmilu aqqusi-
nermi angalaarpoq. Nammi-
nerminnimmi anigami
kameruaqarsimagaluarpoq;
suallassimanerporli. Anaa-
nami pikui angigingaarami-
git qamutinut aportikkuma-
nani tuaviutsalluni aqqusi-
nikkut ikaarsaariaraluarluni
katassimavai. Illua nannive-
qanngilaq, illualu nukappi-
aqqat ilaata aallarussimavaa
qitornartaarunigooq qitor-
nami siniffissaa.
Taamaattumik tamassa
kamillaanngarmi niviarsia-
rannguaq angalaarpoq, isi-
gannguilu issimit aappalor-
ullerlutillu tungujorutsip-
put. lkitsiserpassuit saalia-
qutiminiitippai qilertallu a-
taatsit tigumiarlugit. Ul-lor-
suaq tamaat pisiffigineqar-
simannginnami aningaasan-
nguarsisimanngivippoq, as-
sullu kaappoq qiiallunilu
parsangatsivissimalluni; nal-
linnannguaraluaqaaq. Nujai
takisuut qaamasut pukusu-
atigut kusanavissunik ilinga-
nersallit nittaallat toqqaaf-
figaat, nutsamili kusanarne-
ri sulluni eqqaajallassavai.
Igalaat tamarmik qaamma-
rissaarput nerlermiliu sia-
tarsunni sooriu kisimi naa-
maqqusoq. Tassami ukiu-
toqqap unnua, eqqarsaataa-
lu tassaniipput.
Illut marluk aappaa sassa-
sinnerulaarluni talisimaffi-
anni teqeqqumut peqqulluni
ingippoq. Niunnguani peqi-
gusimagaluarlugit qiialera-
luttuinnarpoq angerlarnerlu
sapilerluni ikitsisinik tunisa-
qarsimannginnami, ani-
ngaasannguamik pissarsisi-
mannginnami ataatami pa-
tittanngitsoortussaanngim-
mani. Inigisaallumi kaju-
ngernanngilaq qiianarner-
mit; qaliarmiuugamik sueq
isaaginnavippoq uffa amma-
nerit sualuppallaat ivikkanik
annoraaminikujunnillu mi-
lissorsimaniaraluartut. Kiisa
assanngui nillermit toqun-
ngulaalerput. Ikitsimmik
ikitsilaarnissaq pilerinaralu-
assusia! Immaqaana ataa-
sinnguaq qarmanut tagiari-
arlugu uunnassaatigigalua-
raanni. Ikitsit ataaseq am-
muppaa, tagiuteriarmanilu
siiallariarluni ikikkami qaa-
maq! Ikumarna assamminik
assersimavaa, asulu kissa-
laarninngua iluaqaluni;
soorlumi tassa ikitsisaan-
naap ikumanerinngisaa! Ni-
viarsiarannguaq misigiler-
poq sooriu kissarsuussuup
ikummaringaarami uunaan-
naap saaniilluni, isikkanilu
kissassassallugit nissuni isi-
vileraalu taama taamak, in-
neq qamippoq. Kissarsuus-
suaq taama peqaraluanngi-
laq, - taamaallaat ikitsisip
ikumanikup amiakkunngua
tigumiarigamiuk.
Allamik ikitseqqippoq. I-
kumanerata qarmaq saq-
qarfigimmagu sooriu taan-
na akisuttunngorluni ilum-
mut isissaalersoq. Takuler-
paa inimi nerrivik qaallorim-
mik qalilerlugu kusanavissu-
mik illinnarsaakkanik nerri-
viliorsimasoq, qaaniipporlu
nerleq siatarsuaq paar-
narsuarnik iipilinillu immi-
gaq, qangalimi pujualaan-
nguarsi! Tamakkulu tamar-
mik pigaluartut taamaalluni
nerleq alliaminit avalasin-
narpoq ajassaatillu savillu
kappusimatereerlugit natik-
kut aallarluni niviarsiaran-
nguup piitsup tungaannaa-
nut. Taamaalisorlu ikitsit
qamippoq, qarmarlu soqan-
ngitsoq kisimi isissaavoq.
Ikitseqqippoq. Niviarsia-
rannguaq misigilerpoq or-
piliap kusanartorsuup ataa-
ni issialluni, orpiliarlu taan-
na issaqjuullimi niuertukkut
igalaavisigut takusaanit an-
nerullunilu suli kusanarne-
ruvoq. Avalequtaani qor-
suusuni naneruuterpassuit
ikumapput, assilissallu ta-
malaanik qalipaatillit niuer-
tarfiit pinnersaataat sooriu
kisimik isigeqqusaaginnar-
tut. Niviarsiarannguup isat-
torniarlugit talini isaakkaalu
inneq qamippoq, naneruu-
terpassuillu qummukaaga-
mik kiisa tappava ullorian-
ngorput. Taamaalluni ilaat
nakkariartoratannguarpoq
innermik pamiunilluni.
»Toqusoqarsimavoq!« ni-
viarsiarannguaq taama o-
qarpoq eqqaalerlugu aanag-
igaluani ajunngitsuliortitua-
ni ima oqartartoq: »Ulloris-
samik nakkartoqaraangat
inuup tarninganik Guutimut
qummukartoqartarpoq«.
Ikitsimmik tigusilluni qar-
mamut tagiullugu ikitseq-
qippoq. Ikumarngatalu qaa-
manerani erseqqissivillugu
takulerpaa aanagigaluani
saamarpalungaarluni immi-
nut isigisoq.
»Aanaa!« niviarsiaranngu-
aq suaarpoq. »Ilaginnga!
Nalunngilara ikitsit qamip-
pat tammassasutit, tam-
maareerakkimmi kissarsuut
kiattuatsiarsuaq, nerleq si-
ataq illinnarseruttortoq or-
piliarsuarlu pinnersoq!« Tu-
aviinnarlu ikitsisit qilertat
amiakkui tamaasa tagiute-
qattaarpai aanani najuinna-
rumagaluarnermit. Qaama-
nerallu ulluuneranilluunniit
qaamaneruvoq. Soorlulu aa-
tsaat taama ingalluni aanaa
unganarsisoq. Aanaallu er-
nutannguani kissumissiup-
paa, qaamanermillu ilusi-
mallutik nuannaangaarlutik
qummut aallarput pavu-
ngarsuaq ingerlallutik. Tap-
pavanilu tikitaanni isseqara-
nilu kaannartoqaranilu sio-
oranartoqanngilaq, - Guuti-
miileramik.
Aqaguani ullaannguaq il-
lup teqeqquani niviarsiaran-
nguaq issiavoq sinngortisi-
malluni qungujulallunilu -
toqungalluni, ukiutoqqap
unnukkuani qiusimalluni.
Ukiortaap ullaavata nuiffi-
gaa timi toqungasoq ikitsisit
pakkusimallugit, qilertat i-
laat ataatsit tamakkingajav-
illutik ikumanikuusut. Kis-
sassarniaraluarsimasorooq;
taama oqaatigaat. Kisianni
kialluunniit naluaa qanoq
nuannertigisunik isigisaqar-
simasoq qanorlu atsigisu-
mik qaamasormiulluni aana-
ni ilagalugu ukiortaami nu-
annaarfissuarmut isersima-
soq.
Den lille piffe med svovlstikkerne
~ A , r o
Af H. C. Andersen
Det var så grueligt koldt;
det sneede og det begyndte
at blive mørk aften. Det var
også den sidste aften i året.
Nytårsaften. I den kulde og
i dette mørke gik på gaden
en lille, fattig pige med bart
hoved og nøgne fødder; ja
hun havde jo rigtignok haft
tøfler på, da hun kom hjem-
me fra, men hvad kunne det
hjælpe! Det var meget store
tøfler, hendes moder havde
sidst brugt dem, så store
var de, og dem tabte den lil-
le, da hun skyndte sig over
gaden, idet to vogne for så
grueligt stærkt forbi. Den
ene tøffel var ikke at finde,
og den anden løb en dreng
med. Han sagde, at den
kunne han bruge til vugge,
når han selv fik børn.
Der gik nu den lille pige
på de nøgne, små fødder,
der var røde og blå af kul-
de. 1 et gammelt forklæde
holdt hun en mængde
svovlstikker og ét bundt gik
hun med i hånden. Ingen
havde den hele dag købt af
hende. Ingen havde givet
hende en lille skilling. Sulten
og forfrossen gik hun og så
så forkuet ud, den lille stak-
kel! Snefnuggene faldt i
hendes lange, gule hår, der
krøllede så smukt om nak-
ken, men den stads tænkte
hun rigtignok ikke på. Ud
fra alle vinduer skinnede
lysene, og så lugtede der i
gaden så dejligt af gåsesteg;
det var jo nytårsaften, ja
det tænkte hun på.
Henne i en krog mellem
to huse, det ene gik lidt
mere frem i gaden end det
andet, der satte hun sig og
krøb sammen; de små ben
havde hun trukket op under
sig, men hun frøs endnu
mere og hjem turde hun
ikke gå, hun havde jo ingen
svovlstikker solgt, ikke fået
en eneste skilling. Hendes
far ville slå hende, og koldt
var der også hjemme, de
havde kun taget lige over
dem, og der peb vinden ind,
skønt der var stoppet strå
og klude i de største spræk-
ker. Hendes små hænder
var næsten ganske døde af
kulde, ak! En lille svovlstik-
ke kunne gøre godt. Turde
hun bare at trække én ud af
bundtet, stryge den mod
væggen og varme fingrene.
Hun trak én ud. »ritsch!«
hvor spruttede den, hvor
brændte den! Det var en
varm, klar lue, ligesom et
lille lys, da hun holdt hånd-
en om den. Det var et un-
derligt lys. Den lille pige
syntes, hun sad foran en
stor jernkakkelovn med
blanke messingkugler og
messingtromle. Ilden
brændte så velsignet, var-
mede så godt; nej hvad var
det! - Den lille strakte alle-
rede fødderne ud for også
at varme disse - da slukke-
des flammen. Kakkelovnen
forsvandt, - hun sad med en
lille stump af den udbrænd-
te svovlstikke i hånden.
En ny blev strøget, den
brændte, den lyste, og hvor
skinnet faldt på muren, blev
denne gennemsigtig, som et
flor. Hun så lige ind i stuen,
hvor bordet stod dækket
med en skinnende hvid dug,
med fint porcelæn, og dej-
ligt dampede den stegte
gås, fyldt med svedsker og
æbler. Og hvad der var end-
nu prægtigere. Gåsen
sprang fra fadet, vraltede
hen ad gulvet med gaffel og
kniv i ryggen, lige hen til
den fattige pige kom den.
Da slukkedes svovlstikken
og der var kun den tykke,
kolde mur at se.
Hun tændte en ny. Da sad
hun under det dejligste
juletræ; det var endnu stør-
re og mere pyntet, end det
hun gennem glasdøren hav-
de set hos den rige køb-
mand nu sidste jul. Tusinde
lys brændte på de grønne
grene og brogede billeder,
som de, der pynter butiks-
vinduerne, så ned til hende.
Den lille strakte begge hæn-
der i vejret - da slukkedes
svovlstikken. De mange
julelys gik højere og højere,
hun så de var nu de klare
stjerner. Én af dem faldt og
gjorde en lang ildstribe på
himlen.
»Nu dør der én!« sagde
den lille, for gamle mor-
mor, som var den eneste,
der havde været god mod
hende, men nu var død,
havde sagtmår en stjerne
falder, går der en sjæl op til
Gud.
Hun strøg igen en svovls-
tikke mod muren, den lyste
rundt om, og i glansen stod
den gamle mormor, så klar,
så skinnende, så mild og
velsignet.
»Mormor!« råbte den lil-
le, »o, tag mig med! Jeg
ved, du er borte, når svovls-
tikken går ud; borte lige-
som den varme kakkelovn,
den dejlige gåsesteg og det
store velsignede juletræ!« -
og hun strøg i hast den hele
rest svovlstikker, der var i
bundtet, og hun ville ret
holde på mormor. Og svovl-
stikkerne lyste med sådan
en glans, at det var klarere
end ved den lyse dag. Mor-
mor havde aldrig før været
så smuk, så stor. Hun løfte-
de den lille pige op på sin
arm, og de fløj i glans og
glæde, så højt, så højt; og
der var ingen kulde, ingen
hunger, ingen angst - de var
hos Gud.
Men i krogen ved huset
sad i den kolde morgen-
stund den lille pige med rø-
de kinder, med smil om
munden - død, frosset ihjel
den sidste aften i det gamle
år. Nytårsmorgen gik op
over den lille, der sad med
svovlstikkerne, hvoraf et
knippe var næsten brændt.
Hun har villet varme sig,
sagde man. Ingen vidste,
hvad smukt hun havde set, i
hvilken glans hun med gam-
le mormor var gået ind til
nytårs glæde.
- Jeg får
aldrig nogen
julegaver!
- Juullimi
tunissutisin-
ngisaannar-
punga!